Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6543Visninger
AA

15. No!

Louis' synsvinkel:

 

Jeg vågnede med et sæt, da der blev banket på døren. Jeg vendte hovedet mod Melody, der også så ud til at være vågnet ved lyden af det høje bank. Først så hun forvirret ud, men så landede hendes blik på min arm, som hun brugte som hovedpude, og derefter hendes krop, der næsten lå oppe af min. 

"Hvad har du haft gang i?" spurgte hun mistroisk og løftede hovedet.    

Jeg kunne godt se hvordan det muligvis kunne se ud i hendes øjne, så derfor skyndte jeg mig at forklare. "Jeg har intet med det der at gøre. Du var urolig og da jeg rørte ved din arm krøb du hen til mig. Jeg har intet med det at gøre," gentog jeg.

Det bankede igen på døren til lejligheden, denne gang mere insisterende.

"Så gå dog ud og åben den forbandede dør!" udbrød Melody irriteret og satte sig op i sengen. Hun kørte en hånd gennem håret og lod den derefter hvile på panden. Det ville ikke undre mig, hvis hun havde hovedpine.

Jeg gjorde som hun sagde og rejste mig op. Jeg gik gennem lejligheden, ud til entreen og lukkede døren op. Uden for døren stod Kate og Harry. De holdte i hånden og virkede meget forelskede, hvilket de selvfølgelig også var. Jeg mærkede en tung fornemmelse i maven ved synet af dem. Jeg savnede stadig Eleanor ulideligt. Jeg vidste, at de to mennesker, der stod foran mig, aldrig ville forlade hinanden. De elskede hinanden for meget til nogensinde at kunne forlade hinanden, og så havde de også brug for hinanden.

"Hej Louis!" Harry forventede ikke et svar og trådte derfor bare ind i lejligheden, som var det hans egen. Sådan opførte drengene og jeg os altid i hinandens hjem. Kate derimod trak Harry i armen, så han var lige ved at snuble.

"Harry, vær dog høflig," sukkede hun og rystede opgivende på hovedet, så smilede hun. "Hej Louis."

Jeg trådte et skridt tilbage og lod dem træde ind i lejligheden. De begyndte at tage deres overtøj af, mens de fortalte mig om, hvordan det havde været, at være sammen med Kates far, John, samt hans kone og barn. Kate blev ved med at sige, at det havde været hyggeligt, men hendes stemme var en anelse anstrengt. Man kunne vel heller ikke bebrejde hende.

Nogle langsomme skridt fik trægulvet bag mig til at knirke, og jeg så mig bagud. De blev slæbt over gulvet med så stor en anstrengelse, at man skulle tro det næsten var umuligt.  Melody kom gående med tunge skridt, imens hun gned sig i øjnene. Hendes hånd faldt omgående ned, og hun gjorde store øjne, da hun så Harry og Kate.

"Nej! Nej! Jeg mener det Louis. Nej! Det er ligesom at gå til psykolog, jeg ved selvfølgelig ikke hvordan det er, men alligevel... De tror begge to at de ved så meget om mig, men det gør de ikke!" råbte hun omgående.

"Okaaay." Jeg trak ordet lidt ud og trådte ind foran hende. "Lad os lige slappe lidt af."

"Vel gider jeg ej at slappe af. Ingen af jer ved noget som helst om mig og min fortid og mit liv." Hun stoppede. "Okay Louis gør, men så heller ikke andre," rettede hun sig selv.

"Har Louis fået det at vide? Ej hvor unfair, jeg har meget mere erfaring på det område," udbrød Kate surt. Hun havde vel også regnet med at det var hende, der ville nå ind til Melody først. Det havde jeg faktisk også.

"Jeg er revnende ligeglad. Okay? Lige meget hvor mange gange du siger, at vi har en hel masse til fælles, så tager du fejl. Jeg er vokset op i et fuldkommen andet miljø end dig, og jeg er ikke lille frøken 'kan ikke gøre en flue fortræd'. Jeg er en pige der har et stort temperament, en irriterende attitude, er fyldt til randen med sarkastiske kommentarer og er forældreløs. Og hvis jeg ikke er døv, så er jeg ret sikker på at du har en far, for han skule være på besøg ved dig i dag. Ingenting. Vi har ingenting til fælles." Hun skreg ikke mere, men hun så ikke særlig glad ud. Jeg fik en fornemmelse af at hun ikke var stolt af sig selv, og selvom hun var tyv og vildt irriterende, så havde jeg ondt af hende. Hun fortjente et ligeså godt liv som mig.

"Er du forældreløs?" spurgte Kate i et underligt tonefald.

Melody svarede ikke, men pustede bare en tot hår væk fra ansigtet. Hun havde lagt armene over kors og hendes bryst bevægede sig hurtigt op og ned. Hun var muligvis meget vred.

"Hvad med noget te?" kom det meget pludseligt fra Harry.

"God ide!" istemte jeg hurtigt, inden Melody kunne nå at åbne munden.

Harry tog Kate i hånden og trak hende med ind i køkkenet. Melody og jeg gik lidt bagved. Man kunne nærmest mærke vreden pulsere omkring hende. Det var noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde havde prøvet, for jeg vidste ikke hvornår eller om hun ville eksplodere.

Jeg stoppede op uden egentlig at tænke over det. En tanke var pludselig faldet mig ind. Jeg vendte ansigtet mod Melody, der nu, i stedet for at være vred, så fuldkommen forvirret ud. Jeg så ind i hendes grå øjne, der gemte på hundredevis af hemmeligheder jeg nok aldrig ville få at vide. Selvom de var grå, havde de noget varmt i sig, de var langt fra kolde. Mørke øjenvipper omkransede øjet.

"Melody, er du ked af, hvor du kommer fra?" spurgte jeg, stadig med øjenkontakt.

"Nej, selvfølgelig er jeg ikke det," sagde hun med en sikker stemme, men hun brød øjenkontakten, for at sænke blikket mod gulvet.

"Er du sikker?"

"J-ja. At komme fra Broderskabet handler om stolthed. Jeg er den eneste tyv, der aldrig har fejlet. J-jeg er speciel i Broderskabet."

"Men er du stolt af at komme derfra?"

Hun blinkede en tåre væk. "Nej," kvækkede hun og så skamfuldt ned.

Jeg løftede en arm for at omfavne hende, da dette emne tydeligt var smerteligt for hende, men tøvede. Måtte jeg mon give hende et kram? Man kunne aldrig vide med Melody, det var en ting jeg havde lært på de få dage jeg havde kendt hende.

Hun så op på min arm. Hun kiggede lidt på den, og i stedet for at ryste på hovedet, gik hun direkte ind i min favn og lagde armene om mig. Jeg lagde derefter armene om hende og opdagede at hun rystede.

"Jeg ville ikke vise denne side af mig selv til dig, det havde jeg lovet mig selv," mumlede hun.

"Man kan ikke være stærk hele tiden, det var vel bare et af dine svage punkter," svarede jeg og strøg hende over ryggen. Hun var høj, men hendes hoved kunne lige akkurat ligge på min brystkasse.

Vi stod et par minutter alene i gangen, mens vi holdte om hinanden. Hverken Harry eller Kate havde tænkt på at komme ud og se hvad vi havde gang i, og det var jeg glad for. Et spørgsmål gnavede i mit hoved, men jeg var bange for at spørge. Da jeg til sidst havde fået taget mod til mig, sagde jeg: "Nu vi lige snakkede om svage punkter, så tænkte jeg: Du svarede aldrig på Kates spørgsmål. Du ved, det der handlede om, om du troede på kærlighed. Så må jeg spørge dig: Tror du på kærlighed?"

Der opstod en tavshed efter mit spørgsmål. En så lang tavshed, at jeg troede at hun aldrig ville svare. Derfor kom det som en overraskelse for mig, da hun endelig talte.

"Selvfølgelig. Det vil jeg altid gøre, og det har jeg altid gjort. Det er det, der har holdt mig oprejst i livet i Broderskabet. Nej, jeg får ikke dårlig samvittighed ved at stjæle, men det betyder ikke at jeg er stolt af det. Mine forældre døde sammen, og jeg har lovet mig selv, at hvis jeg nogensinde finder den ægte kærlighed, så vil jeg flygte lige meget hvad," sagde hun stille. Hendes stemme blev dæmpet ind mod mit bryst.

Jeg nikkede og strøg hende over håret. Det satte en masse tanker i gang i mit hoved. Det var ikke det svar jeg havde regnet med, men jeg kunne for en gangs skyld lide det. Hun havde lært at hendes forældre var døde sammen, så hun ville vel også gerne leve og dø sammen med en hun elskede. Det var fuldt forståeligt. Jeg ville gerne det samme. Men det at hun ville flygte fra Broderskabet, for at være sammen med sin ægte kærlighed, hvis hun fandt ham, det måtte virkelig være svært for hende.

Ikke en gang strejfede det mit hoved, at jeg kunne være hendes store kærlighed. For jeg elskede stadig Eleanor.

"Må jeg spørge dig om en ting mere?" spurgte jeg.

"Handler den om mig?" Hun besvarede mit spørgsmål med sit eget.

"Nej, det handler om mig."

"Spørg løs," sagde hun bare.

"Er jeg virkelig en stor, beordrende idiot?" Det var et spørgsmål, der blev ved med at nage mig. For nu virkede det da ikke som om hun ikke kunne lide mig.

Hun trak sig lidt ud af mine arme, så hun kunne se ordentligt på mig. "Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg bedst lide denne her Louis," sagde hun med et lille smil. Hun trak sig fri, vendte ryggen til mig og gik ind i køkkenet. Man kunne lavt høre Harry spørge om et eller andet, og derefter lød Melodys stemme tydeligt med en sarkastisk kommentar.

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Den pige gemte en fuldstændig anderledes side af sig selv inden under den hårde facade.

 

************************

 

 Jeg er selv ret stolt af slutningen, men jeg ville blive rigtig glad, hvis I ville fortælle mig, hvad I synes om den. Og om I tror Melody eller Louis finder sammen eller om Louis og Eleanor finder sammen igen.

 

Dette kapitel er ikke rettet, da jeg gerne ville lægge det ind så hurtigt som muligt, så jeg undskylder for mulige fejl:).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...