Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6485Visninger
AA

11. My parents are dead

Melodys synsvinkel:

 

 

Hele min krop stivnede. Han sagde, jeg kunne stole på ham. Men jeg havde jo, altid lært at man ikke kunne stole på nogen. Lige meget hvor meget jeg gerne ville stole på ham, så vidste jeg, at det ikke var muligt. For jeg ville virkelig gerne stole på ham. Den Louis der sad lige foran mig, var en fyr man kunne stole på, men den provokerende type, der også var en del af ham, fandtes også og ham, kunne jeg ikke stole på.

Som kunne han læse mine tanker, rykkede han en anelse tættere på mig og tog min hånd. Alting var som frosset til is inden i mig.

"Du har kolde hænder. Fryser du?" spurgte han blidt.

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg var ikke trænet til sådan en situation. Jeg var aldrig blevet holdt i hånden før. Det var faktisk en dejlig følelse. Hans varme hånd, der havde et fast, men blidt, tag i min. Stop! Hvad tænkte jeg på? Det måtte jeg slet ikke tænke!

"Har du nogensinde tænkt dig, at svare mig eller hvad?" spurgte han med et spørgende blik.

Jeg var nødt til at tænke hurtigt. "Øhm, Louis. Ser du, min far har et meget specielt arbejde, du ved, sådan et top hemmeligt arbejde, så jeg kan ikke sige særlig meget, især ikke om mig selv. Min far ville blive meget sur, hvis han vidste, at jeg sad her, sammen med dig, lige nu. Dragen kan blive meget sur, han er ret temperamentsfuld. Men han er jo min far, og jeg elsker ham."

Louis' blik blev med det samme mistænksomt. "Dragen? Hvem er Dragen?" spurgte han mistroisk.

Jeg kunne have sparket mig selv. Jeg måtte ikke lave sådan nogle fejl.

"Dragen? Det har jeg aldrig sagt." Man kunne nemt høre desperationen i min stemme.

"Er det noget I kalder din far?" spurgte han så, og jeg kunne have kysset ham. Jeg kunne have grinet højt, igen havde han selv hjulpet mig ud af det.

"Nemlig!" udbrød jeg hurtigt. Jeg grinede en smule hysterisk.

Han rynkede panden. "Er du nervøs?"

"Nej, da." Jeg rystede på hovedet.

Louis strøg sin ene finger over armbåndet. En kuldegysning gled ned ad min rygrad.

"Vil du ikke nok fortælle mig hvem, der gav dig det?" bad han.

Før jeg sagde noget, tog jeg en dyb indånding. Hvis min stemme begyndte at ryste, eller hvis jeg begyndte at græde, ville det blive en katastrofe.

"Jeg har fået det af mine forældre," mumlede jeg og så væk.

"Hvorfor? Altså hvorfor fik du det? Var det en gave?"

"Nej... det, øh, det fik jeg fordi..." Min stemme døde hen.

Han så spørgende på mig. Jeg så ind i de gråblå øjne og fandt en trøst, der aldrig havde eksisteret for mig. En enorm trang til at græde, væltede pludselig frem i mig. Inden jeg kunne nå at stoppe mig selv, røg det ud af mig: "Mine forældre er døde."

Så begyndte tårerne at falde. Først langsomt, men så begyndte flere at pible frem. Et helt livs tårer kom endelig ud. Louis holdt godt fast i min hånd og prøvede at få mig til at falde til ro, da det ikke lykkedes, lagde han armene om mig og trak mig ind til sig. Han vuggede mig blidt frem og tilbage, mens jeg langsomt faldt til ro. Hans varme krop føltes blot endnu varmere presset ind mod min kolde.

"Det skal nok gå," hviskede han og strøg mig over håret. Bevægelsen virkede hel normal for ham.

"Hvordan ved du det?" hulkede jeg.

"Det ved jeg bare," svarede han beroligende.

Mine øjenlåg blev tungere og tungere, for hvert ord han sagde. Langsomt faldt de i, og inden jeg faldt i søvn, sørgede jeg for at putte mig ekstra godt ind til ham. Jeg havde slået min hjerne fra og tænkte kun på Louis' stemme, der blidt lullede mig i søvn.

 

***

 

Jeg vågnede med et spjæt. Et mareridt, jeg ikke kunne huske, havde jaget mig ud ad søvnen. Det tog et øjeblik, før jeg opdagede, at jeg lå på sengen, på Louis' værelse, helt alene. Hvis jeg ikke huskede forkert, var jeg da ret sikker på, at Louis havde været der, da jeg faldt i søvn.

"Godt, du er vågen. Der er aftensmad," sagde en stemme ved døren.

Mit blik søgte derhen og mødte Louis' øjne. Han smilede til mig, og jeg gengældte prøvende smilet. Han kom hen til mig og rakte mig en hånd. Jeg tog langsomt hånden og lod ham trække mig op fra sengen. Vi gik ud i køkkenet, stadig hånd i hånd, hvor to pizzabakker lå på bordet.

"Jaeh, det er ikke verdens bedste mad, men det er mad. Jeg vidste ikke, hvor meget du kunne spise, så jeg bestilte to," forklarede han og kløede sig i nakken. "Jeg vidste heller ikke, hvad du kunne lige, så det blev bare skinke og ost."

Jeg så forvirret på ham. Hvad blev skinke og ost? Jeg tænkte mig godt om, men måtte til sidst konkludere, at jeg ikke anede, hvad han snakkede om.

"Hvad i alverden fabler du om?" spurgte jeg fuldkommen uforstående.

"Der er skinke og ost på pizzaen," svarede han tøvende. Han så på mig, som var jeg sindssyg. Okay, jeg må indrømme, at jeg aldrig havde smagt pizza før. Jeg plejede bare at købe en af de der små engangsskåle, hvor der lå nudler i, dem hvor man bare skulle hælde krydderi og varmt vand over, og så blev det til nudelsuppe.

"Du har vel smagt pizza før, ikke?"

"Louis, du må forstå, at jeg har et anderledes liv," sagde jeg undvigende.

Louis måbede. Han havde sandsynligvis aldrig mødt et menneske, der ikke havde smagt pizza. Til sidst satte vi os dog, og jeg fik smagt på den. Jeg havde aldrig fået rigtigt mad før, så jeg spiste og spiste. Jeg plejede at ignorere sulten, for jeg vidste godt, at jeg ikke ville få mere at spise, men nu lod jeg sulten tage over og spiste som aldrig før.

Da jeg langt om længe blev færdig med at spise, snakkede vi sammen. Jeg fortalte ham alt om Broderskabet og alt om mine forældre. Jeg fortalte tanker, jeg aldrig havde fortalt nogen før. Louis nikkede bare forstående og spurgte ind til de forskellige ting.

"Mine forældre har været døde, siden jeg var et halvt år gammel. Jeg har aldrig rigtigt fået at vide hvorfor. Det får jeg nok heller ikke. Det er så man ting jeg altid har villet fortælle dem, men det kommer jeg aldrig til. Mit armbånd og Broderskabet er det eneste, der binder mig til mine forældre, det er en af de grunde til, at jeg aldrig er flygtet. Jeg ved godt, at det ikke burde være sådan, men på en eller anden måde er Broderskabet mit hjem, fordi jeg har aldrig haft andet. Og jeg ved godt, at det er forkert af mig, men jeg kan godt lide at stjæle. Det er sådan, jeg er vokset op, og jeg elsker den følelse, jeg får, hver gang jeg er sluppet af sted med det," afsluttede jeg.

"Jeg forstår ikke, hvordan du kan synes om det," sagde han og sendte mig en grimasse, der tydeligt sagde, hvad han mente om det.

Jeg trak på skuldrene, for jeg ville ikke snakke mere om det. Vi var endelig blevet venner, så jeg ville ikke ødelægge det hele igen.

Vi tog af bordet og satte os ind i hans store stue. Tænk at have to stuer. Det var en ting jeg kun kunne drømme om.

Louis sad med sin mobil og, hvis jeg ikke tog fejl, skrev med en eller anden. På et tidspunkt så han op og sagde: "Mine venner kommer igen på torsdag."

Det fik en lille irriteret følelse til at dukke op i min mave. Hvorfor kom de igen? Hvad skulle han egentlig bruge dem til?

"Hvorfor?" spurgte jeg så roligt, som jeg nu kunne.

"For at hjælpe mig," svarede han undvigende.

"Med hvad?" sagde jeg hårdt.

"De kommer bare," sukkede han.

 

**************

 

Så kom der endelig et kapitel ud! Undskyld, at det sidste kapitel var så kort og at det her heller ikke er ligeså langt, som nogle af de andre er.

Jeg håber at det er et tilfredsstillende kapitel, for nu skete det endelig, Melody fortalte Louis om hendes liv.

Jeg er virkelig glad, for jeg er nået op på de 10 fans, hvilket betyder meget for mig. Det gør mig altid vildt glad, når jeg kommer ind og ser sådan noget. Så tak fordi I støtter mig.

Der kommer muligvis noget mere drama i næste kapitel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...