Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6485Visninger
AA

18. Meet Perrie

Melodys synsvinkel:

 

Jeg følte mig usikker, da Louis trak mig med sig hen til køkkenet. Hans hånd lå stadig i min, og jeg havde enten lyst til at rive den væk, eller så havde jeg lyst til at holde mere fast i den. Jeg var en anelse bange for det, der kunne vente mig i køkkenet. Zayn ville for eksempel være der, og ham var jeg vist ikke så gode venner med, så hans kæreste ville da kun hade mig. I hvert fald hvis man tænktepå det faktum, at jeg havde tævet hendes kæreste, så det var da forståeligt nok, hvis hun hadede mig. Og så ville Kate sikkert også have mig til at fortælle alting til de andre drenge.

Jeg begyndte at sagtne farten lidt, men det stoppede ikke Louis. Tværtimod, han trak bare endnu hurtigere afsted med mig. Til sidst nåede vi ud i køkkenet, det sædvanlige tilholdststed. Hvorfor det var det, virkede virkelig underligt på mig. Det var vel bare sådan det fungerede i det her hus, endnu en ting jeg ikke forstod.

Ude i køkkenet stirrede de allesammen på mig, idet jeg trådte ind. Jeg fik en stor trang til at gå min vej. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, jeg var da ordentligt opdraget. Altså i min verden.

Jeg vred min hånd ud af Louis' greb, så de andre ikke fik større grund til at stirre. De andre drenge stod længere inde i køkkenet. Zayns øjne var præget af vrede og, var det en smule had? Han prøvede dog at skjule det, det var i det mindste noget. Liam og Niall stod på hver side af ham, så det lignede, at de skulle holde ham, hvis han pludselig fik lyst til at angribe mig.

"Hej!" En blond pige hoppede hen til mig med et stort smil om læberne. Hun rakte hånden frem, for at jeg skulle tage den.

"Hej," mumlede jeg tøvende og rystede hendes hånd.

Hun var iført en grå trøje med lidt hvid skrift, der stoppede lige over navlen, et par sorte bukser og nogle korte og sorte støvler. Hendes blonde hår var slået ud, så det hang og krøllede ned over hendes skuldre. Hun havde et kønt ansigt og et stort smil.

"Du må være Melody! Hvor er jeg glad for at møde dig, og jeg er så misundelig på dig, for du har et vildt flot navn!" Pigen snakkede løs med en glad stemme. Hun virkede som en rigtig sød person, men søde mennesker fungerede for det meste ikke sammen med mig. Det var Kate et levende bevis på.

Jeg undrede mig over, at hun var kærester med Zayn, for han virkede som en rigtig gnaven person. De måtte da være verdens mest forskellige mennesker.

"Og dit hår! Det er bare SÅ flot! Er det farvet?" spurgte hun og så på mig med et interreseret blik.

"Tak, og nej, det er min naturlige hårfarve." Jeg sendte hende et anstrengt smil. Hun kneb kort øjnene sammen, men godtog det så.

"Virkelig? Jeg har kun set en så rød farve, når håret er blevet farvet." Hun snakkede allerede løs igen. "Jeg er vild med det! Det er vildt smukt!"

"Tak..." svarede jeg tøvende. Hun var godt nok meget glad. Hun smilede afvendtende til mig og ventede på, at jeg ville starte et nyt samtale emne. Jeg var fuldstændig blank, jeg havde aldrig bare hygge-snakket med nogen. Jeg var overhovedet ikke vant til at stå og snakke med folk om fuldstændig ligegyldige ting.

"Øh... du har også noget flot hår," sagde jeg og tøvede igen en smule. Pigen strålede, og et endnu større smil gled over hendes læber. Hun tog en lok af sit hår og snoede den lidt rundt om sin finger.

"Synes du virkelig?" Jeg åbnede munden, men nåede ikke at sige noget, før hun igen plaprede løs. "Årh tak, hvor er du sød! Zayn sagde, at han ikke var så vild med dig, men jeg insisterede på, at han bare havde fået et forkert indtryk af dig. Og jeg havde som sædvanlig ret!" hvinede hun med et blik på Zayn, hvis ansigt blødte op i et smil.

Jeg gav hende et skævt smil. Hun virkede faktisk rigtig sød, endda overfor mig. Jeg hadede at indrømme det, men jeg kunne faktisk godt lide hende. Måske havde jeg ikke givet Kate en ordentlig chance.

"Jeg hader virkelig at spørge om det her, for det er virkelig uhøfligt at gøre det. Men jeg har simpelthen glemt, hvad du hedder. Jeg plejer kun, at skulle huske de højst nødvendige navne, så jeg er helt ny i den her verden. Hvad er det du hedder?" spurgte jeg og så ned i gulvet. Hvordan kunne jeg bare have glemt det? Jeg var virkelig ikke vant til, at skulle huske andet end navnene på de mest specielle mål.

"Nå, det skal du da ikke tage dig af, hvis du er ikke er vant til det her, så er det helt okay. Mit navn er Perrie!" Perrie virkede helt uberørt over, at jeg havde glemt hendes navn. Det gav mig endnu større grund til at synes om hende. Sådan positivt et menneske, manglede vi virkelig i Broderskabet.

Hun hoppede tilbage til Zayn, der lagde en beskyttende arm omkring hende. Han sendte mig et olmt blik. Nå... vi var vist ikke helt blevet venner endnu. Ærgerligt, jeg var ellers et fantastisk menneske. Eller nej, det var jeg faktisk ikke.

"Hvordan går det med ribbenene? Har du en smule ondt?" Jeg kunne ikke skjule den lidt flabede undertone. En del af mig nød, at se ham have smerter. Jeg ved det lyder sindssygt, men jeg kunne ikke gøre for det den gang. Jeg havde en forskruet tankegang.

Zayn sendte mig et dræberblik og gned sig på ribbenene. "En smule? Jeg tror, du har bøjet et af mine ribben," mumlede han surt.

"Nu skal du ikke overdrive, så stærk er jeg altså slet ikke," erklærede jeg. Pludselig blev, der vildt stille i det smukke køkken. Alles blikke rettedes mod mig. Især Louis og Zayn, så på mig med blik, der tydeligt sagde, at de ikke helt syntes, at det jeg sagde var sandt. Jeg så uforstående på de andre.

"Hvad?" udbrød jeg forvirret.

"Bare glem det," mumlede Louis og rystede på hovedet af mig.

"Fint," sagde jeg bare og satte mig ned på en stol.

Perrie åbnede med det samme munden. Den pige kunne virkelig snakke, det behøvede man ikke, at kende hende for at vide. Hun lænede sig ind over madlavningsøen, med et udtryk jeg ikke helt kunne tyde.

"Ved i hvad? Der skete det underligste for mig og pigerne i går..." begyndte hun, men jeg afbrød hende.

"Hvem er pigerne?" Jeg så forvirret fra den ene til den anden. Alle drengene stirrede på mig, som om jeg var en idiot. "Hvad?"

"Pigerne er Jade, Jesy og Leigh-Anne, resten af det band jeg er med i. Du ved, Little Mix?" Hun så spørgende på mig.

Jeg huskede svagt, meget svagt, en forside på et eller andet blad. Jo, jeg vidste vel godt hvem det var. Jeg nikkede tænksom, måske var jeg ude hver eneste dag, men det betød ikke, at jeg vidste det samme som normale teenagepiger gjorde. Jeg var langt bagud i forhold til andre piger på min alder.

Perrie så ud til at godtage min langsomme nikken, som et svar, og hun fortsatte: "Nå, men det der skete var altså noget, jeg aldrig har været udsat for før. Jeg var sammen med pigerne, hjemme hos Jade. Vi sad og hyggede os med en film, så vi bestilte en pizza. Så da det ringede på døren gik jeg ud og åbnede, for et pizzabud. Han var meget høj, blond, og så havde han nogle smilehuller. Kender I nogen, der ser sådan ud?" Hun stoppede sin fortælling og så spørgende på os.

En speciel person dukkede op i mine tanker. Jo, jeg kendte en person, der så sådan ud. Jeg havde kendt ham siden jeg var lille, og jeg var næsten sikker på, at det var ham Perrie snakkede om. Det var næsten være for nemt, at stjæle fra de piger, og hvis jeg havde fået dem som mål, ville jeg prise mig lykkelig. Men han havde sandsynligvis kun fået en af dem som mål, men hvis man kunne snuppe et par ekstra ting, så ville det da bare være en bonus.
De andre var tankefulde et par øjeblikke. Så mumlede et par stykker et 'nej', mens andre bare rystede på hovedet. Selvfølgelig, det havde jeg heller ikke regnet med, at de gjorde. Ingen af dem burde heller kende mig, sådan var det bare.
"Hvad med dig?" spurgte Perrie og så på mig.
"Mig? Hvorfor spøger du mig?" 
"Fordi du kender andre mennesker, end vi andre gør," svarede hun, som var det det mest åbenlyse i hele verden. Jeg trak på skuldrene, og endnu en gang, godtog hun det som et svar. "Nå, men det var mig der gik ud for at hente den der pizza. Da jeg åbnede døren stod han så derude, 'pizzabuddet'." Hun lavede anførselstegn med fingrene, da hun sagde ordet. "Jeg havde lige åbnet døren, da han faldt om. Han besvimede bare. Splat, og så lå han der! Jeg råbte selvfølgelig på pigerne, og de kom og hjalp mig med at få ham ind i stuen. Han vågnede lidt efter lidt og spurgte om noget at drikke. Forresten så sagde han, at han hed Chris," sagde hun og holdte en dramatisk pause.
Jeg kunne mærke latteren boble i halsen. Jeg kunne ikke lade være med at grine, så jeg var nødt til at skjule det i et hosteanfald. Jeg lagde hånden over munden, for at 'hoste' ind i den.
Endnu en gang stirrede de andre på mig.
"Fortsæt," hostede jeg.
"Jesy foreslog, at vi kunne lave lidt te og finde nogle småkager, så kunne han lige komme sig lidt. Vi gik så ud i køkkenet og begyndte at at lave te og sådan. Efter nogle minutter smækkede døren. Da vi så gik ind i stuen igen, var Chris væk, og det samme var Leigh-Annes og Jades mobiler, min Ipad, alle vores punge, en computer og en rygsæk. Det var først da, det gik op for os, at han ikke en gang havde haft en pizza med," fortalte hun. 
De andre virkede chokerede efter hendes historie. Eller det gjorde alle undtagen Louis. Han så bare på mig. Det var et let tyveri, og Louis, som havde været et offer for mig, så kendte han lidt til det. Jeg kunne derimod ikke holde mit grin inde længere. Jeg grinede så meget, at jeg var ved at falde ned af stolen. Det virkede måske lidt malplaceret.

"Hvad er der galt med dig?" spurgte Louis en smule anklagende, da min latter endelig tonede ud.

"Det er fordi, jeg kender ham. Denne såkaldte 'Chris', er en af mine bedste venner. Jeg er vokset op med ham," svarede jeg upåvirket. Louis derimod fik et underligt udtryk, var det jalousi, jeg kunne se i hans øjne? "Chris er hans... Hvad kalder man det på jeres sprog? Kunstnernavn, det kan man vel godt kalde det. Han bruger det, når han er ude for at stjæle fra et mål. Han rigtige navn er Christopher," fortsatte jeg smilende.

"Mål? Hvad er det?" kommenterede Liam med et spørgende blik.

"Et mål er en bestemt person, man skal stjæle fra. Louis var, eller er, mit mål."

Han nikkede langsomt, for ligesom at lade det synke ind.

"Vent, hvis Chris er hans kunstnernavn, som du kaldte det, hvad er så dit?" Louis så på mig med et glimt i øjet.

"For det meste Cathrine eller Amber..." Jeg pillede lidt ved mine negle.

"Vent, jeg skal lige forstå det her!" udbrød Perrie pludselig. Vi så alle gennem køkkenet og over på hende. Hun så derimod på Zayn med et forvirret udtryk i ansigtet. "Stjæler hun til hverdag?" spurgte hun forfærdet.

"Det er det, der gør at jeg for mad på bordet," svarede jeg og trak på skuldrene. Perries blik blev endnu mere forfærdet

"Og så er det ikke en gang rigtigt mad," indskød Louis.

"Pas nu på," advarede jeg ham, stadig med mit blik på Perrie. "Perrie, jeg kan se på dit blik, at du allerede er ved at være godt bange for mig. Ja, det er underligt at jeg er en tyv, det vil jeg ikke benægte. Men husk lige på, at en del af mig er en teenager ligesom som mange andre, så husk på den pige, du syntes var sød, for et øjeblik siden, når jeg siger det her til dig, til jer alle sammen." Hun nikkede tøvende, men det var et nik. Jeg smilede roligt. Det her gjorde mig ikke noget, Broderskabet var det jeg kom fra, det lagde jeg ikke skjul på, når de allerede vidste så meget om mig.

"Jeg kommer fra Broderskabet. Jeg blev født der, er vokset op der, og det er mit hjem. I Broderskabet stjæler vi. Det er vi nødt til, for at overleve. Det gør mig ikke noget, for det er på en eller anden måde rigtigt i min tankegang. Det er forkert, det ved jeg, men jeg er blevet hjernevasket siden jeg var lille. Jeg har ingen forældre og ingen søskende. Det eneste jeg har er Broderskabet. Jeg har en leder, Dragen, det er hans skyld at jeg er her. Jeg har været her en gang, men jeg slap væk. Han gav mig en chance til, hvis jeg ikke spiste noget, ikke talte med nogen, og ikke tænkte på andet, hvis bare jeg kom hjem med en gevinst."

Perrie blev tavs. Jeg så på Kate, der havde et smertefuldt blik. Hun mødte mit blik, og selvom hun ikke sagde et ord, så forstod hun mig, det kunne jeg se. Hun forstod mig endelig.

"Broderskabet?!" kom det pludselig fra Zayn.

"Men du er jo en pige!" kommenterede Niall chokeret.

Jeg klappede sarkastisk i hænderne. "Wauw drenge, godt set. Det havde jeg slet ikke bemærket!" sagde jeg sarkastisk.

Niall sendte mig en grimasse.

Jeg lod blikket glide over dem alle: Perrie, Kate, Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn. Det hele så ud til at virke som en drastisk tankevirksomhed. De forstod det muligvis ikke, men de prøvede, selv Zayn.

"Du kommer ud af det. Det lover vi," mumlede Kate pludselig. Jeg så på hende. Hun havde taget Harry i hånden, og han nikkede støttende.

"Hun har ret, du skal ikke udsættes for det mere," sammenstykkede Harry.

"Du fortjener mere end det, du er trods alt en sød pige," nikkede Perrie og sendte mig et smil. Et rigtigt smil. Der var intet frygt gemt bag det. Overraskende nok nikkede Zayn også.

"Mener I det?"

"Ja, vi vil få dig ud af det," sagde Louis. Han gik hen til mig. Hans blågrå øjne så ind i mine med en forståelse, jeg aldrig havde set i ham før. Og den var rettet mod mig. Den klædte ham, men hvad klædte ikke ham?

Nej, Melody, det kan du ligeså godt glemme!

Alligevel smilede jeg og hviskede: "Du har ændret dig meget Louis, det klæder dig."

 

*****************

 

Hej folkens!!

Så er ferien slut, og jeg er virkelig træt! Men jeg klarede mig da igennem de to første dage. Jeg har i mellemtiden fået nyt cover, ved ikke om nogen bemærkede det, og så ændrede jeg lige en fejl, der var lavet i et andet kapitel, undskyld:). Dette er et langt kapitel, jeg håber I vil synes om.

Hvordan tror I drengene, Kate og Perrie vil hjælpe Melody? Tror I der er ved at opstå følelser mellem Louis og Melody, eller Louis stadig for forelsket i Eleanor?

I må meget gerne smide en kommentar eller et like, hvis det lyster. Det ville i hvert fald gøre mig glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...