Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6931Visninger
AA

16. Laugh

Melodys synsvinkel:

 

"Jeg har noget tøj med til dig," sagde Kate forsigtigt og viftede med en supermarkedspose. Den var overfyldt med en hel masse tøj, så det stak op fra alle sider. Det så ud til at posen kunne sprække hvert øjeblik, det skulle være.

"Nej, jeg klarer mig fint med det tøj jeg har," svarede jeg hurtigt. Jeg prøvede ihærdigt at holde irritationen inden i mig, men det var noget sværere, end jeg lige havde regnet med. Irritation eller vrede var en god måde at skjule hvordan man egentlig havde det, og eftersom jeg var vokset op i Broderskabet var det blevet en vane for mig at bruge det hele tiden. Det var bare blevet en del af mig, at bruge det, når jeg ikke skulle vise mine sande følelser.

"Ej kom nu, jeg har trøjer med som du helt sikkert kan passe, eller..." Hun lagde hovedet på skrå. "Okay, måske er de lidt for stor, for du er jo en smule tynd. Jeg har ingen bukser med, fordi du er vildt meget højere end mig, men jeg har nogle shorts og en nederdel med.," sagde hun smilende.

Jeg mærkede latteren boble i halsen på mig. "Mig i en nederdel? Det skal du ikke regne med! Og desuden er det ved at blive vinter, jeg kan ikke gå rundt med shorts."

"Du har shorts på nu," bemærkede Louis, der kom gående ind ad døren.

"Ja, men dem ved jeg i det mindste hvor har været," sagde jeg med et blik på hende.

"Bare rolig jeg har fjernet dem med blod på."

Jeg spærrede forfærdet øjnene op. Havde hun lige sagt det jeg troede? Jeg åbnede munden, for at sige noget, men der kom ikke så meget én lyd ud. Ja, jeg vidste at hendes papfar havde slået hende, men at der ligefrem var kommet blod ud virkede en smule skræmmende.

"Det var for sjov! Selvfølgelig er der ikke blod på. Hvad regner du med, jeg vil give dig?" spurgte hun, som var det det mest indlysende i hele verden. "Desuden havde du lige gennembanket Zayn, da jeg mødte dig for første gang. Så du kan ligeså godt droppe det der overraskelses noget."

Jeg trak på skuldrene og satte mig ned på en barstol. De andre gloede på mig, som om jeg hørte hjemme i zoologiskhave. Ej, hvor kunne andre mennesker godt nok være irriterende. Nogle gange var det nemmere at være alene med sig selv. Det var i hvert fald det jeg foretrak.

Jeg gnubbede fraværende mit hoved. Jeg overvejede kort om der mon gik en af Snehvides dværge rundt derinde og prøvede at komme ud, for jeg havde aldrig haft så ondt før. Det skyldtes nok feberen.

"Jeg synes det er på tide at du fortæller os hele historien om dit liv, i det mindste Louis burde vide det," prøvede Kate forsigtigt.

Jeg så på hende med et gennemborende blik. "Jeg har fortalt Louis det. Måske ved han ikke det hele, men det meste ved han da," svarede jeg og trak på skuldrene. Alting burde Louis vel ikke vide? Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville være i Broderskabet. Det ville nok være det stik modsatte, for der ville folk vide så lidt om muligt, om andre mennesker.

"Er der noget jeg ikke ved?" spurgte Louis og kneb øjnene sammen.

Øh, som om jeg ville fortælle Louis alting. Jeg havde kendt ham i hvad? To dage? Og så forventede han, at han ville få alt at vide. Måske var jeg bare en lommetyv, men dum, det var jeg ikke.

Jeg smilede med en attitude, som jeg vidste ikke ville falde i god jord hos Louis . "Selvfølgelig er der noget du ikke har fået at vide."

"Fint, så vil jeg gerne have, at du fortæller mig, det jeg ikke ved!" Så var den kommanderende Louis tilbage. Harry og Kate vekslede blikke bag ham, og Harry havde pludselig mistet smilet om hans læber. Kate så lidt nervøst rundt i køkkenet, kiggede alle andre steder hen bortset fra på Louis. Hun fangede mit blik og rystede på hovedet, men jeg smilede bare.

"Hvorfor skulle jeg dog det? Det er mit liv, og det er mine tanker. Og ved du hvad? Det rager ikke dig," sagde jeg med vreden boblende i mig. "Der er mange ting du ikke ved."

"Som hvad?"

"Lad os tage noget simpelt. Mit efternavn."

"Det kender jeg da!" lød det pludselig fra Kate. Jeg så overrasket og en lille smule irriteret over på hende. Hvorfor skulle hun absolut sige det, desuden huskede jeg ikke at have fortalt hende det.

Louis så ligeså overrasket på hende. Ingen kan nogensinde forudse hvad jeg siger til folk, ikke en gang mig selv åbenbart. Jeg følte en sjælend usikkerhed ruske i mig. Hvad havde jeg ellers fortalt hende?

"Hendes efternavn er Black. Hun hedder Melody Black!"

Louis og Harrys ansigter ændrede sig drastisk på meget kort tid. De gik fra vrede og alvorlig til grinende.

"H-hedder du Black til efternavn?" grinede Harry. Louis kunne slet ikke sige noget, så meget grinede han. Selvfølgelig! Mit efternavn stoppede aldrig med at være sjovt. Altid det samme. Fik folk ikke snart noget sjovere at grine af?

"Muligvis."

"Det er egentlig ret sjovt, når man tænker på at dit hår er rødt!" Louis' grineflip fik det til at fremstå, som om han syntes, det var mere end ret sjovt. Idiot! Og jeg som ellers lige var begyndt at syntes bedre om ham.

"Kan du høre mig grine?" spurgte jeg med en iskold stemme og grinene forstummede med det samme. Vreden boblede stadig i mig, enten var det mit hår, så var det tykkelse, eller så var det mit efternavn. Jeg var aldrig perfekt, og det vidste jeg at ingen var, men det at folk hele tiden påpegede mine fejl gjorde mig vred. Det ragede da ikke dem.

"Okay, jeg har fejl! Lev med det! Ja! Mit efternavn gør grin med mit hår, den har jeg hørt før!" sagde jeg højlydt og prøvede endnu en gang at forestille mig Broderskabet. De accepterede mig for den jeg var, og for mine evner. Livet ude i den virkelig verden var langt mere kompliceret. Hvad lavede jeg overhovedet her?

"Selvfølgelig har du fejl Melody, hvem har ikke det? Men du skal ikke se fejl som en svaghed, men se det som en styrke. Ingen er perfekte, og det er da bedre at være unik, end det er at være perfekt. Vi andre griner ad os selv, det skulle du også prøve at gøre," sagde Louis i en blid tone.

Jeg overvejede lidt om jeg skulle tro ham. Men jeg var allerede godt sur, så hvad nyttede det?

"'Ingen er perfekte'. Du, som er en verdens berømt sanger, vil have at mig til at tro, at ingen er perfekte. Måske skulle jeg spørge nogle af dine millioner af fans, om de synes du er perfekt. Du lægger aldrig mærke til dine fejl, fordi der er hundredevis af piger, der synes at du er 'så fantastisk!', men jeg bliver hele tiden mindet om mine," sagde jeg roligt. Selvom mit ydre var roligt, var mit indre et værre rod, det var ikke til at finde hoved og hale i mine meninger om Louis. Han ændrede sig hele tiden.

"Melody, der er også hundredevis af mennesker, der hele tiden minder mig om mine fejl, fortæller mig at jeg ikke er god nok, og selvom det gør ondt, så holder jeg hovedet højt og prøver at lade være med at tænke over det. Og nogle gange gør det også, det hele bedre hvis man griner af det. Prøv nu bare."

Jeg lagde armene over kors og så koldt på ham. Han og Harry smilede, sikkert for at få mig til at grine, men det kunne de godt glemme alt om. Okay, mit efternavn gjorde grin med mit hår! Og hvad så? Okay, det var måske en smule sjovt, men ikke så meget som de gav udtryk for.

Jeg trak på smilebåndet.

Nej Melody! Du skal ikke grine!

Mit ansigt blev igen koldt og roligt, men så lavede Louis en eller anden underlig grimasse, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Det føltes rart at grine igen, hvilket var længe siden jeg sidst at havde gjort.

De andre begyndte også at grine, da min latter var smittende.

Og det øjeblik følte jeg mig helt normal. Jeg følte mig hjemme.

Jeg følte mig glad.

 

 

 

********************'

 

Undskyld det igen er hundrede år siden jeg sidst har lagt et kapitel ud. Men nu har jeg ferie, og jeg håber at jeg måske har tid til at lægge et nyt kapitel ind, før den 24. Jeg ved ikke om det kommer til at ske, men jeg prøver da. Jeg håber I kan lide kapitlet, og vil give mig lidt feedback på det. Og vil I ikke være søde at svare på min nyeste mumle, da jeg har spurgt jer om noget?

Glædelig 20 december!!!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...