Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6488Visninger
AA

25. It's Eleanor

Melodys synsvinkel:

 

Solen enkelte stråler fandt vej ind gennem vinduet i den lille hygge-stue. Skyerne havde ellers erobret himlen, så hele himlen havde fået en grå farve. Julen var på vej, og vejret blev mere og mere gråt. Det gjorde mig egentlig ikke særlig meget, det gav mig bare lyst til at side sammen med Louis, indendørs, og se film eller noget.

Jeg sad i stedet i den lille sofa og bladrede i et blad Louis havde købt til mig. Det interesserede mig ikke, så jeg gjorde det bare for Louis' skyld. Nu sidder I nok og tænker: Kan hun læse?

Men en af de voksne, der boede i Broderskabet, havde fået jobbet, at skulle lære alle børnene i Broderskabet at læse. Et uoverkommeligt arbejde, hvis man skulle spørge mig, men det fungerede åbenbart.

Jeg bladrede igen, uden rigtig at se hvad det var jeg havde slået op på. Et stort billede prydede siden og en stor overskrift var skrevet nedenunder.

Mit blik havde fæstnet sig på himlen udenfor. Det var svært at se om der kom regn eller om der bare gråt vejr.

"Er det et godt blad?" spurgte Louis pludselig. Han havde siddet med hovedet begravet i mobilen, imens jeg, uden held, havde prøvet at koncentrere mig om bladet.

"Ja," svarede jeg blot, idet mit blik blev fanget af en solstråle udenfor.

"Det er simpelthen så godt, at du ikke kan se på det?" Hans tone var drillende, og jeg kunne allerede fornemme hans smil, selv uden at se på ham.

"Ja, du ved, nogen skriver bare så godt, at man slet ikke kan holde ud til at se på det," fortalte jeg og lod et falskt alvorligt udtryk glide over ansigtet. Det fungerede dog ikke særlig godt, da Louis hævede det ene øjenbryn, og jeg kom til at grine.

Jeg sukkede med et smil. "Louis, undskyld, men du ved, jeg ikke finder sådan noget spændende," smilede jeg til ham.

"Det ved jeg godt. Jeg har lært, at du ikke er en helt normal pige, og det er okay." Han gav drillende min hånd et klem.

Jeg rakte tunge af ham som svar, idet hans mobil gav sig til at brumme. Hans ansigt ændrede sig, og jeg rykkede tættere på, for at se hvad det var. Men han skærmede det med hånden.

"Det er Eleanor," mumlede han så og så op fra mobilen. Min smil falmede, og jeg rykkede tilbage igen, da en lille panisk følelse spirrede i mig.

"Hvad vil hun?"

"Hun vil mødes med mig."

Jeg så ikke længere på Louis. Åh nej, det her havde jeg frygtet. Det gik endelig op for mig, at jeg faktisk havde frygtet det. Det var den afgørende prøve. Elskede Louis mig virkelig?

Kvalmen vældede pludselig op i mig. Selvfølgelig gjorde han ikke det! Jeg var bare en distraktion for at han ikke skulle tænke på hende.

"Så gå," sagde jeg svagt og vred mine hænder. Uden det egentlig var meningen at han skulle høre det. Men han havde jo tænkt sig at gå alligevel, så det ville jo ikke betyde noget, at jeg bad ham om det.

"Hvad?" Hans stemme lød en smule chokeret.

"Ja, øh, så gå ud og mødes med hende," skyndte jeg mig at sige.

Han så lidt ned på sine hænder, mens han langsomt pustede ud. Jeg havde det som om der gik en evighed. Kunne han dog ikke bare gå?

"Er du sikker?" Han så forsigtigt på mig.

Nej, selvfølgelig var jeg ikke sikker. Hvis det stod til mig, ville jeg binde ham fast til et bord, og så kunne han blive der indtil tanken om Eleanor var fordufte. Men det kunne jeg jo ikke.

"Ja, gå du bare." Jeg gav ham et lille falskt smil, som jeg virkelig håbede, han faldt for.

Han rykkede lidt uroligt på sig, det var tydeligt, at han gerne ville afsted. Han lagde sin hånd over min og gav den, noget der skulle have været, et betryggende klem. Jeg kiggede ham direkte i øjnene. Man kunne virkelig se hvor splittet han var.

"Gå nu," blev jeg ved, og til sidst rejste han sig langsomt op. Han så spørgende på mig en sidste gang, men da jeg nikkede, gav han mig et hurtigt kys og så forsvandt han ud af døren. Kort efter hørte jeg døren smække.
 

***


Jeg smed endnu et blad Louis havde købt til mig. Jeg hadede at skulle vente på den måde. Jeg var forelsket i Louis det vidste jeg. Jeg havde lovet mig selv at hvis jeg nogensinde fandt den store kærlighed ville jeg stikke af fra Broderskabet. Og det havde jeg gjort. Men jeg vidste hvor meget Eleanor betød for ham. Hvis Eleanor spurgte om de skulle finde sammen igen, ville han svare ja. Og hvad skulle jeg så gøre? Jeg kom fra Broderskabet og havde aldrig været værdigfuld for andre end Chrisser. Hvorfor havde jeg på nogen måde kunnet tro, at Louis virkelig holdt af mig?

Jeg rejste mig uden egentlig at tænke over det.

Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte gøre, hvad jeg var bedst til. Jeg måtte bare glemme Louis. Han ville alligevel glemme mig så snart ham og Elevator fandt sammen. Jeg måtte tage tilbage, det var jeg nødt til. Selvom det rev inden i mig, bare ved tanken om at skulle forlade Louis, så vidste jeg, at jeg var nødt til det.


Louis' synsvinkel:
 

Jeg trådte ind på caféen og fik straks øje på hende. Kulden udefra forsvandt, idet jeg lukkede døren efter mig. Hun smilede ved synet af mig. Der sad hun jo, min ekskæreste Eleanor Calder.

Jeg satte mig overfor hende, ved det bord hun sad ved, og en tjener kom og spurgte om jeg ville bestille noget. Jeg bad bare om et glas vand. Min hjerne virkede som et stort rod, og jeg følte mig underligt fraværende. Burde jeg være et andet sted?

"Nå, men lad os gå lige på og hårdt. Jeg synes du har ændret dig til de bedre på den seneste," startede Eleanor ud og så indtrængende på mig. Jeg havde ændret mig, det var der en anden der havde sagt.
Jeg nikkede fraværende. Hvad var der galt med mig? Hvorfor kunne jeg ikke sidde og føre en samtale med Eleanor? Det burde da ikke være så svært.

"Jeg tænkte på, om vi skulle finde sammen igen?"

Jeg hørte spørgsmålet, men det var som om det ikke rigtig trængte ind. Jeg så på Eleanors grå trøje for at fokusere. Grå. Den smukkeste grå jeg nogensinde havde set var Melodys øjne. Den varme glød, der havde ligget bag den grå farve, hver gang hun så på mig. Det smukke smil, der brød frem på hendes ansigt. Hendes smukke latter.

Melody.
"Så hvad siger du?" Eleanor prøvede igen at komme i kontakt med mig, det var tydeligt, men noget andet havde taget plads i mine tanker.
"Jeg bliver nødt til at gå," mumlede jeg pludselig og rejste mig op. Jeg trak endnu en gang min jakke på.
"Hvad har du ikke en gang tænkt dig at svare på mit spørgsmål?" Hun virkede en smule irriteret.
"Nej," sagde jeg blot.
"Hvad?" spurgte hun og rejste sig op.
"Jeg svarer nej til spørgsmålet. Jeg synes ikke vi skal finde sammen igen. Nu må du have mig undskyldt, jeg har noget vigtigt jeg skal."

Med de ord var jeg ude af døren. Tænk jeg havde efterladt Melody derhjemme. Det smil hun havde givet mig havde været falskt, men alligevel var jeg taget afsted. Hvordan kunne jeg overhovedet gøre det?

 

***

 

Drengene stod udenfor min dør, da jeg endelig nåede frem til lejligheden. De bankede på og råbte efter mig.

Flot Louis! Selvfølgelig glemte jeg at drengene skulle komme i dag! Mit hoved havde været alt for fyldt med Melody og Eleanor, men i det mindste behøvede jeg ikke at tænke på Eleanor længere. Nu manglede jeg bare at sige undskyld til Melody.

"Hejsa," hilste jeg, da jeg kom hen til drengene.

De vendte sig forvirrede om. De stirrede alle sammen på mig, som om jeg var et rumvæsen. Var jeg gået glip af noget?

"Øh... Burde du ikke være derinde?" spurgte Niall forvirret. Han pegede på døren bag sig.

"Joeh... det er en lang historie." Jeg kløede mig i nakken.

Jeg var virkelig utålmodig, for at komme ind til Melody. Jeg vippede uroligt fra den ene fod til den anden. Jeg skulle bare sige undskyld og så ville det være okay.

Jeg skubbede mig forbi drengene, låste døren op...

Vent.

Jeg huskede ikke, at jeg havde låst døren, da jeg gik. Underligt. Måske havde Melody ikke følt sig sikker?

Jeg trådte ind i lejligheden. Det første jeg lagde mærke til, var at der var stille. Stilheden hang så tungt i luften, at jeg følte, jeg var nødt til at holde vejret. Jeg gik ind i køkkenet og videre ind i hyggestuen.

Tom. Den var tom.

Det eneste tegn på, at Melody havde været her, var et blad, der tydeligvis var blevet smidt på bordet. Der lå ikke andet der kunne tyde på, at hun nogensinde var trådt ind i dette rum. Tæppet, som hun havde siddet med, da jeg forlod hende, lå foldet fint sammen over armlænet på en af lænestolene.

"Melody," hviskede jeg. Hvor var hun?

Panikken bredte sig i mig. Havde hun forladt mig? Nej, det kunne hun ikke finde på! Hun havde nok bare været træt, og så havde hun lagt sig ind for at slappe af på sit værelse.

Jeg løb ud ad døren. Drengene, der havde samlet sig i køkkenet, så forvirret på mig, men jeg var ligeglad.

Jeg hamrede døren, til Melodys værelse, op, så det genlød i hele lejligheden. Værelset var tomt. Denne gang var alle spor slettet. Der lå intet tøj, hendes mobil var også væk, sengen var redt. Intet. Det var som om hun aldrig havde været her. Som om det hele bare havde foregået inde i mit hovedet.

"Melody!" råbte jeg og ventede på et svar, der ikke kom.

Drengene kom styrtende ind.

"Hvad sker der?" spurgte Liam bekymret.

Jeg satte mig modløst på sengen. Hun var væk. Og det var min skyld. Jeg begravede hovedet i mine hænderne. Det begyndte at prikke bag mine øjenlåg, men jeg ville ikke græde.

"Hun er... væk."

"Hvem?" Zayn satte sig på sengen ved siden af mig. Han ruskede lidt i mig, for at få mig til at se op.

"Melody," kvækkede jeg.

Jeg så op på dem, idet Harry og Niall gik ud ad døren. De havde sikkert tænkt sig, at lede efter hende. Men de ville ikke finde noget. Hun var væk på grund af mig.

Hvorfor var jeg også taget afsted? Jeg burde have sagt mig selv, at hun ikke ville have, at jeg skulle mødes med Eleanor. Men dum som jeg var, var jeg taget afsted, og nu var hun væk.

"Hey Louis! Kom lige og se," råbte Harry pludselig.

Jeg rejste mig op med et sæt. Jeg lagde ikke mærke til, at jeg løb, før jeg stod ikke køkkenet ved siden af Harry.

"Er det ikke Melodys mobil?" spurgte han og pegede på en mobil, der lå midt på bordet, som var han bange for at røre ved den.

Jeg tog mobilen. Det var en gammel HTC. Jo, det var Melodys, men hvorfor havde hun efterladt den?

Bagsiden af mobilen føltes underlig i min hånd. Jeg vendte den, så bagsiden vendte opad. Bagpå, var der sat en lap gult papir på. På papiret var der skrevet en lille tekst:

Vil du finde mig? Du ved hvordan man gør. M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...