Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6482Visninger
AA

20. I'm in love with you

Melodys synsvinkel:

 

Jeg rullede om på maven. Endnu et mareridt. Hvornår villle jeg mon kunne huske et af dem? Mit hjerte bankede hurtigt, mens jeg prøvede at falde til ro igen. Mit trætte sind opfattede ingenting, hverken lyde eller lugte eller noget som helst andet. Jeg havde aldrig følt mig så træt og udmattet før. Mine skuldre smertede af anspændthed, og min solbrændte hud, tja, den brændte. Jeg var sulten, efter bare at have fået ordentligt kost i få dage, men alligevel var jeg sulten som aldrig før, hvilket bare irriterede mig grænseløst.

Jeg prøvede at begrave mit hoved i puden, for at holde alle lyde ude, men så gik det op for mig: Der var ingen lyde. Jeg satte mig halvt op og spidsede ører. Ikke en lyd lød. Man kunne ikke høre nogen skramlen med skåle eller glas og heller ikke noget morgenmad, der blev hældt ned i en skål. Der var ikke en lyd i hele lejligheden, jeg overvejede kort, om jeg var vågnet alt for tidligt. Jeg vendte mig om på siden, så jeg kunne se det lille vækkeur, som Louis havde skaffet mig. Klokken var halv ni, hvilket var totalt sent for mig, der nogle gange stod op klokken fem om morgenen. Louis plejede bestemt at være vågen på denne tid af morgenen, ikke at jeg vidste meget om det.

Jeg stønnede irriteret. Var jeg virkelig nødt til at gå ud og se hvad der foregik, eller måske hvad der er ikke foregik? Jeg havde virkelig ikke lyst, men jeg var alt for nysgerrig. Jeg lå længe og overvejede, til sidst tog min nysgerrighed over, og jeg rejste mig langsomt op.

"Det her har bare af at være godt," mumlede jeg irriteret. Jeg rev dynen til side med en bevægelse, der skulle have været voldsom, men egentlig bare blev til en vildt søvnig bevægelse. Jeg gik træt afsted med slæbende skridt. Måske kunne jeg alligevel gå tilbage min seng? Nej, nu var jeg alligevel kommet op, så kunne jeg ligeså godt gå videre. Jeg snusede, måske bagte han boller, men man kunne ikke lugte noget. Så gik det op for mig, hvor mørkt der var. Ikke et lys var tændt i hele lejligheden, i hvert fald ikke et jeg kunne se. Jeg betragtede de hvide vægge, som om de kunne give mig et svar. Det gjorde de selvfølgelig ikke, men det var vel forsøget vær.

"Louis!" råbte jeg spørgende. Jeg forventede et svar, der kom bare ikke noget.

Jeg gik videre ud i køkkenet. Der var ligeså bælgmørkt som i alle andre rum. Op ad madlavningsøen, med rodet hår og søvnige øjne, sad Louis. Hans øjne der ellers havde siddet på væggen, landede på mig. Han smilede skævt.

"Hvad er det du laver?" spurgte jeg forvirret.

"Hvad ser det ud, som om jeg laver? Jeg sidder da ned," svarede han flabet.

"Jamen, du er da godt klar over, at du har en hel masse stole, ikke også?" Jeg rullede overdrevendt med øjnene og satte mig ned ved siden af ham.

"Jo, men jeg fik lyst til at sidde på gulvet," lød det fra ham, idet han trak på skuldrene.

Jeg stirrede på ham. Siden hvornår var han blevet skingrende skør? Jo, han havde hele tiden været en smule sær, der var alligevel et stykke vej hen til skingrende skør. Jeg lod blikket glide over det mørke køkken.

"Har du tænk dig at fortælle mig, hvorfor der er slukket lys i hele lejligheden? Er du i dårligt humør eller sådan noget?" Jeg løftede armene mod hele køkkenet, for ligesom at signalere hvor mørkt der var.

"Strømafbrydelse. Hele byen er ramt, og de ved ikke hvornår, det går over," forklarede han langsomt, som var jeg et ulydigt barn.

Strømafbrydelse? Det forklarede jo mørket i hele lejligheden. 

"Og du ved, den har ramt hele byen, fordi...?" spurgte jeg med et lille sideblik på ham.

"Jeg nåede at se det på min mobil, før den løb tør for strøm." Han trak endnu en gang på skuldrene, på en måde der virkede, som om han havde mistet alt håb. Han havde en opgivende attitude, som jeg ikke havde set hos ham før. Jeg havde lyst til at spørge, om hvad der var galt, men jeg var bange for at komme op og skændes med ham. 

"Nå, hvad med noget morgenmad?" spurgte jeg og trak mig selv op at stå med en stor anstrengelse.

"Der er ikke mere mælk, og desuden er alt strøm til køleskabet og ovnen også gået," svarede han stille.

Jeg stirrede forbløffet på ham. Det lignede slet ikke som Louis, som han sad der træt og modløs. Hvad var der sket mens jeg sov?

"Jamen, har du ikke noget brød?"

"Jo, men som jeg sagde, så virker ovnen ikke. Det kan ikke varmes op!" blev han ved. En lav, irriteret undertone lød, og jeg begyndte endelig at genkende Louis.

"Det sagde du bare ikke!" udbrød jeg, før jeg kunne nå at stoppe mig selv. "Er du godt klar over, hvem du taler med? Jeg har klaret mig hele mit liv med et halvt måltid om dagen, så tror du ikke også godt, at du kan klare dig med noget koldt brød?" Jeg hævede spørgende øjenbrynene.

"Jamen..."

"Sig mig, hvem har tisset på din sukkermad?" afbrød jeg. Jeg rakte en hånd ned til ham og ventede på, at han skulle tage den. Hans blågrå øjne søgte tøvende mine. Han sukkede, tog min hånd og lod mig trække ham op. Jeg smilede til ham, og et lille smil brød også frem på hans ansigt. Jeg trak ham med hen til køleskabet, stadig uden at min hånd slap grebet om hans. Det gav mig en varm følelse indeni, en følelse jeg ikke helt kunne genkende. Hans hånd slap heller ikke min, hvilket bare fik mit smil til at vokse.

Da jeg endelig slap hans hånd, lyste skuffelsen ud ad hans blik, men den blev hurtigt afløst af et afvendtende blik "Okay, åben alle dine skabe og finde alt det spiselige, du kan. Jeg prøver at se, om der er noget tilbage i køleskabet, som kan reddes. Og lad os så få noget morgenmad!" sagde jeg og gik hen til køleskabet.

 

***

 

"Jeg må sige, at jeg aldrig har fået så speciel en morgenmad før. Det må jeg give dig," sagde Louis anerkendende. Efter den specielle morgenmad, der havde bestået af cornflakes, selvfølgelig uden mælk, nogle forskellige boller, lidt chokoladekiks og to glas varm appelsin juice, var vi gået hen til madlavningsøen og sat os på gulvet op ad den igen. Man sad overraskende godt på gulvet med hovedet hvilende på Louis' skulder.
Igennem morgenmadslavningen, havde han fået sit gode humør tilbage. Vi havde grinet og fjollet og snakket. Det var længe siden, jeg havde haft det så sjovt. Jo ældre man blev i Broderskabet, jo mindre sjov og mere arbejde blev der. Mit liv havde ændret sig drastisk i løbet af nogle få dage. Det var rart at tage en pause fra det hårde liv som tyv, men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive her for evigt. Tanken om at forlade det her liv, stak i hjertet. Jeg betragtede Louis og havde ikke lyst til nogensinde, at forlade ham. Mon han vidste, at jeg havde tænkt mig, at forlade ham?
"Noget godt har jeg da fået fra Broderskabet: Man kan altid bruge, det man har til et eller andet," svarede jeg med et lille smil op til ham. Hans blik formørkedes en smule, da jeg nævnte Broderskabet. Han hadede det, men det kunne jeg ikke gøre noget ved. Jeg kom fra Broderskabet, det kunne ikke laves om, lige meget hvad jeg gjorde. 
"Du kan stadig ikke lide, når jeg taler om det," konstaterede jeg, uden at vente et svar fra ham. Han forstod bare ikke, hvordan jeg kunne stjæle. Nogen gange forstod jeg det heller ikke selv, men sådan var det bare.
"Det får mig til at tænke på, at du måske aldrig kommer ud ad hans klør," mumlede han med en vred undertone. Hadet var rettet direkte mod Dragen, selvom han aldrig havde mødt ham. Ikke at jeg ville forsvare Dragen, for han var ondskaben selv.
"Jeg ved det. Du skal bare huske at tænke på, at når jeg tager afsted..." 
"Ikke noget 'når', det er et hvis. Hvis du tager afsted," afbrød han.
Jeg sukkede dybt. "Okay, så skal du bare huske, at hvis jeg tager afsted, så har du altid en ven, der render rundt på gaderne, hvis du får brug for noget," afsluttede jeg og sendte ham et skævt smil. Han gengældte det ikke.
Han sukkede, og en lav mumlen slap ud mellem hans læber: "Ven," sukkede han uden at se på mig. Jeg forstod ikke noget. Jeg troede endelig, at vi var blevet venner, det havde jeg været så sikker på. Jeg var mundlam og ventede bare på, at han ville sige noget.
"Vil du vide hvorfor, jeg var i så dårligt humør i morges?" spurgte han så.
Jeg nikkede svagt. Jeg havde jo selv spekuleret lidt over det. Jeg havde dog ladet emnet ligge, da jeg lige syntes, at vi var blevet så gode venner.
"Jeg overhørte en samtale mellem dig og pigerne i går," sagde han. Jeg lukkede øjnene for at gøre mig usynlig. Jeg var næsten sikker på hvilken samtale, han snakkede om. "Du spurgte pigerne, om de troede, at du ville finde dit livs kærlighed. De svarede så, at det måtte være mig, og så..." Han tænkte sig lidt om. "Man kan ikke sige, at du var glad for ideen."
"Louis, det er jeg så ked af. Det var ikke meningen at du skulle høre det. Jeg... jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Undskyld."
Han viftede afværgende med hånden. "Det skal du ikke undskylde, jeg havde sagt det samme for få minutter siden. Drengene havde sagt det samme til mig. Jeg blev bare ked af det, da du protesterede. Jeg ved ikke hvorfor. Det gjorde ondt at høre det, meget ondt. Og i morges havde jeg ikke lyst til at se dig, eller dit smil, ikke en gang en af dine sarkastiske bemærkninger. Jeg ved ikke om, jeg er kommet over Eleanor, men noget er gået op for mig, og det er at jeg på en eller anden måde, er forelsket i dig. "Hans stemme dirrede, og jeg pressede øjene hårdt i. Han måtte ikke gøre alting sværere. "Du gør et eller andet ved mig, og drengene havde ret, der er noget specielt mellem os. Jeg ved bare ikke, hvad det er. Jeg har hele tiden været fascineret af dig. Nu er det bare anderledes, der er mere. Jeg er forelsket i dig," gentog han og søgte mit blik. Jeg rystede på hurtigt hovedet, han måtte ikke sige det her.
"Louis, jeg..." Jeg blev afbrudt, da hans bløde læber blev presset mod mine. Jeg nød følelsen i fulde drag. Hans hånd landede på min arm, for at trække mig nærmere, som var han bange for, at nogen villle tage mig fra ham. Jeg var den første til at trække mig. Jeg kunne ikke det her... Jeg måtte ikke. Men jeg ville bare gerne.
"Jeg ville ønske, at alting var almindeligt. At Broderskabet og Eleanor ville forsvinde, det gør det bare ikke. Men det her er ikke almindeligt Louis, vi kan aldrig være sammen, og det ved du," sagde jeg, selvom jeg hadede mig selv for at gøre det. Det føltes så rigtigt, at sidde her med Louis, at kysse Louis.
"For mig er det almindeligt," hviskede han og trak mig ind til sig igen. Hans læber ramte mine igen, og denne gang kæmpede jeg ikke imod.
Jeg ville ønske, at jeg kunne give ham ret, men inderst inde vidste jeg godt, at det kunne jeg ikke.

 

**************************

 

Så kom det seneste kapitel, og jeg håber sådan, at I kan lide det, da jeg har gjort mig meget umage med det. Undskyld, det er så længe siden sidst, jeg har bare ikke helt vidst hvordan jeg skulle få det skrevet ned. Men her er det, og det er også ret langt, så jeg håber, det er et lille plaster på såret.

Hvis I har manglet lidtkærlighed i denne her historie, så fik I det. Jeg håber, som sagt at I kunne lide det.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...