Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6994Visninger
AA

27. I'm back again

Melodys synsvinkel:

 

"Hvorfor kom du også herhen, Louis? Du er jo komplet sindssyg!" hvæsede jeg af Louis og modtog et ryk i mine arme, af irriterende Dean, der tydeligvis elskede denne form for magt, også selvom han bare blev brugt.

Da vi var blevet fanget af Dragen, havde han ikke været alene. Han havde medbragt seks andre Broderskabsmedlemmer, deriblandt Dean, til at tage os med op til hans taglejlighed. Der ville han give os vores straf. Det var nok mest mig, der skulle straffes.

Jeg havde prøvet at kæmpe imod, men de havde været for mange, og hverken Louis, Niall, Liam, Zayn eller Harry vidste hvad selvforsvar var. Fantastisk.

"Det var nok, fordi du skrev den seddel," vrissede Louis, der også modtog et kraftigt ryk i begge arme.

"Ja, men hvorfor skulle du absolut have dem med." Jeg lavede en bevægelse med hovedet af de andre drenge.

"'Dem' kan faktisk godt tale selv," vrissede Harry, der, sammen med sin 'makker', gik alder forrest. Eller måske kunne man ligefrem sige, at han gik, han blev nærmere slæbt afsted.

"Harry, hvis du ikke har bemærket det, så taler jeg faktisk med Louis, så hvis du gider blande dig uden om, ville jeg blive rigtig glad," hvæsede jeg og mærkede hurtigt, hvordan Deans greb om mine arme blev forstærket, så en smerte løb gennem armene og ned i min skadede hånd.

"Louis, er du klar over hvor farligt det er at komme her? De kan blive slået ihjel her, og det kan du sådan set også!"

"Igen, Melody, vi sætter pris på din omsorg, men de kan faktisk godt selv svare," kommenterede Niall irriteret.

Jeg sukkede vrissent. Hvordan kunne de være så umulige alle sammen? Dean grinede hoverende af mig, hvilket resulterede i at jeg sparkede ham. Hvorfor havde jeg også skrevet den seddel til Louis? Hvis han blev slået ihjel nu, så ville det være min skyld. Så ville Dragen sikkert lade mig leve videre, så jeg til sidst døde af sorg.

Pludselig rykkede Dean så hårdt i mine arme, at jeg var lige ved at falde. Jeg gispede af smerte.

"Hvad skulle det til f..." Jeg afbrød mig selv, da jeg opdagede at vi var stoppet ud foran Dragens dør. Det virkede som en evighed siden jeg havde stået udenfor, banket på og ventet på at døren blev åbnet og Louis blev mit mål. Selvom det kun var få måneder siden virkede det som flere år.

Dørene blev åbnet, og jeg blev igen kastet tilbage i tiden. Det virkede pludseligt, så forkert. At vi stod og ventede på at få et mål, at få at vide hvilket uskyldigt menneske vi nu skulle stjæle fra. Var det virkelig sådan et sted jeg var vokset op? Det gav mig kvalme bare af at tænke på det. Det var forkert at stjæle. Det havde aldrig været rigtig. Lige meget hvor mange gange, jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg var nødt til det, så var det forkert.

Vi blev hevet ind i Dragens lejlighed, den bedste lejlighed i hele bygningen. Den var luksuriøst indrettet, selvfølgelig ikke i forhold til Louis' lejlighed, men i forhold til alle de andre i Broderskabet. Dragen sad som sædvanlig i sin sofa.

"Goddag."

Dean stoppede op og gav endnu et hårdt ryk i mine arme, hvorefter han strammede grebet om mine håndled, hvis jeg nu fik lyst til at angribe Dragen.

Jeg pustede en hvilfaren tot væk fra ansigtet, mens jeg stirrede på Dragen.

"Det er høfligt, at svare, når folk siger goddag," sagde han, og så på alle drengene, men henvendte sig til mig.

"Hej," hvæsede jeg ud gennem sammenbidte tænder.

"Det er godt, du endelig er her. Vi har ventet længe." Han samlede hænderne foran sig.

"Jeg håbede ellers, at du havde glemt mig."

Han grinede, og hårene rejste sig på mine arme. "Jeg ville aldrig glemme dig. Min bedste tyv? Hvordan kunne du overhovedet tro, at jeg ville glemme min bedste tyv?"

"Man kan vel altid håbe." Jeg prøvede at trække ligeglad på skuldrene, men jeg var ret sikker på at det mere lignede en person, der prøvede at skjule sin nervøsitet med et underligt skuldertræk.

"Jeg havde aldrig troet at dig, af alle, ville prøve at flygte. Du var højt oppe i hierarkiet, respekteret af alle og havde fået en af de bedste lejligheder. Du fik alle de bedste mål. Så hvorfor flygtede du? Eller hvorfor prøvede du? Og helt ærligt Melody, troede du virkelig, at jeg ville lade dig slippe ud her fra?" Han grinede igen.

Mine ben ville have mig til at træde et skridt tilbage, i frygt for hvad han nu havde tænkt sig at gøre, jeg huskede dog hurtigt at det ville være umuligt, når Dean stod lige bag ved mig.

Døren gik op bag os, og jeg strakte hals for at se hvem, der kom ind. Det var som at blive slået direkte i maven, da Chrisser kom gående ind ad døren. Han gik langsomt, mens han så på hver og en af drengene og så mig. Han åbnede overrasket munden, for at sige noget, men blev afbrudt af Dragen.

"Godt, du kom. Nå, Melody, ved du egentlig, hvorfor jeg fik navnet Dragen?"
Jeg rystede på hovedet, bange for at min stemme ikke ville lystre.
"Lige siden Broderskabet blev lavet, har alle vidst, at man ikke måtte flygte, for så ville man blive straffet. Der var aldrig nogen der så meget som prøvede. En drage dræber uden tøven og jeg fik mit navn første gang, der var nogen der prøvede at flygte.
Christopher vil du fortælle historien?" Dragen så over på Chrisser.
Min blik rettede sig nu mod Christopher der var blevet helt bleg. Han var som frosset. Min vejrtrækning blev hurtigere, og jeg kiggede over på Louis. Han stirrede bare på Chrisser.
"Chrisser?" spurgte jeg forvirret og bange. "Christopher?"

"Di-dine forældre prøvede at flygte," mumlede han og så skamfuldt ned i jorden. "Derfor døde de, de blev slået ihjel."

"Hvad? De blev, hvad?" Jeg hev efter vejret, idet Dean slap sit greb i mine arme, og jeg landede gispende på gulvet. "Du vidste det her?" råbte jeg til Christopher.

"Undskyld, men jeg måtte ikke sige det."

"Du måtte ikke sige det? Jeg..." råbte jeg vredt, mens tårerne samlede sig i mine øjne.

"Stop!" råbte Dragen pludselig, så jeg veg tilbage. Han havde en pistol i hånden, og den var rettet mod mig... Åh gud, jeg skulle besvime. "Og nu får du samme skæbne."

"Nej!" Et råb fløj ud af Louis' mund.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...