Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6483Visninger
AA

3. I won't give up that easy

Melodys synsvinkel:

 

Jeg tjekkede endnu en gang for at være sikker, selvom det overhovedet ikke var nødvendigt, på at det var mit mål. Brunt hår, gråblå øjne, cirka 1.75 høj og de mange teenage piger, der kredsede om ham, var også et ret godt bud.

Jeg gik et par meter bag ham, så han ikke skulle lægge mærke til, at jeg havde fulgt efter ham den sidste halve time, i det Tivoli vi gik i. Ikke at han lagde mærke til andet end pigerne, og selvfølgelig, ham selv. Det var lige til at brække sig over, jeg hadede sådan nogle mennesker, der følte sig vildt smarte bare, fordi de kunne noget, andre ikke kunne, eller nogen der vidste de så godt ud og brugte det, på sådan en måde som... tjaaa, faktisk den måde som Louis Tomlinson (mit mål) gjorde lige nu. Han gik tilbagelænet og med et rigtig jeg-er-bedre-end-jer-andre ansigt på, og det værste var at han vidste, at han så godt ud, han vidste, han kunne synge, og han vidste, at alle pigerne elskede ham, og han syntes, det var det fedeste. Altså grunden til at han så lige præcis sådan ud den dag, var nok på grund af Årets Brud. Selvom jeg ikke havde et fjernsyn tilbage i lejlighedskomplekserne, så havde jeg da set alle forsiderne på bladene og overskrifterne i de fjernsyn, man kunne finde i mange butikker og sådan. Årets Brud var hver eneste af de overskrifter, simpelthen fordi Louis Tomlinson og Eleanor Calder havde slået op.

Selvom alle pigerne, der gik i flere lag rundt om ham, kunne tiltrække manges opmærksomhed, var det eneste, jeg lagde mærke til tasken, der hang over skulderen på ham. I den halve time jeg havde gået bag ham, hvilket faktisk ikke var særlig lang tid i min branche, havde mit hele tiden været limet til den taske. Selvom min solbrændte hud skreg på opmærksomhed, kunne jeg desværre ikke give den det, jeg kunne kun se på tasken. Jeg ventede hele tiden på, at han gik op i en forlystelse, hvor han skulle tage den af. Han var en kendt person, hvilket betød at han ikke tænkte så meget over sikkerheden omkring hans ting, derfor lå mange af hans elektroniske genstande sikkert deri. Jeg måtte bare have den!

Så var det, at han fik øje på den. Han gjorde store øjne, sagde et eller andet til en af pigerne og pegede på den forlystelse, han havde fået øje på. I det samme vidste jeg, at han ville prøve den, og han var nødt til at tage sin taske af, fordi det var en slags fritfald-forlystelse, og han kunne ikke prøve den med tasken på.

Jeg gik omgående i kø bag ham og ventede tålmodigt på, at det blev hans tur. Tålmodighed var noget af det, vi var aller bedst til i Broderskabet. Hvis man ikke var tålmodig, var man ingen tyv. Det var noget af det, første jeg havde lært, da jeg var lille, det var godt nok ikke den første ting, for det var: Aldrig flygt fra Broderskabet.

Endelig rykkede køen sig, og det blev Louis' tur. Jeg var så optaget af ham, at jeg slet ikke lagde mærke til manden, der stod ved siden af mig.

"Frk. der er plads til en mere," sagde han en smule genert, og jeg fandt hurtigt ud af, at han måtte arbejde i tivoliet.

"Øh, jeg venter på en af mine venner, bare lad en anden komme først," forsikrede jeg ham hurtigt. Han nikkede og begyndte at spørge rundt, heldigvis var der en mand, der rakte hånden op og trådte ud ad køen. Mit blik fandt igen tasken på mit måls (Louis') skulder, denne gang var han bare ved at lægge den fra sig på en slags platform, man skulle bruge til at stå på før man satte sig til rette i forlystelsen. Louis satte sig på sin plads ved siden af en pige, der sikkert var en fan, og eftersom alle de andre havde, sat sig begyndte opstigningen.

Så var det nu. Jeg havde kun én chance. Når de var kommet  helt op og den begyndte at køre hurtigt nedad, skulle jeg hurtigt som et lyn løbe op, gribe taske og se at komme af vejen.

Jeg så op. Det var cirka syv sekunder til, at jeg skulle snuppe tasken. 6... 5... 4... 3... 2... 1. Så var det nu! Jeg løb, så hurtigt jeg kunne op på platformen, greb tasken og løb, så hurtigt jeg kunne ned igen. Folk råbte efter mig, men ingen af dem fulgte efter mig. Jeg blandede mig hurtigt med menneskemængden, for ikke at blive set. Jeg mærkede den berusende følelse, af at have taget tasken, flyde gennem mig, det var den bedste følelse, jeg kendte til.

Jeg hørte en skramlet og nogle høje grin og vidste dermed at de alle, inklusiv mit mål, var kommet ned. Nu var det tidspunktet, hvor jeg kun kunne håbe på, at han ikke havde set mig.

"Hey! Du der!" råbte en stemme.

Jeg satte tempoet op. Bland dig med menneskerne. Bland dig med menneskerne. Heldigvis var der mange, så jeg kunne muligvis slippe afsted.

"Hey! Du der! Du har taget min taske!" råbte Louis igen.

"Pis!" mumlede jeg irriteret.

Okay, han havde opdaget mig. Hurtigt som et lyn satte jeg af og løb. Han havde alligevel opdaget mig, nu skulle jeg bare væk der fra. Yes, jeg kunne ikke længere høre ham, ingen kunne indhente mig. Pludselig kunne jeg høre løbende skridt bag mig, sikkert Louis. Jeg satte farten op og rundede et hjørne, så jeg var ude af syne et kort øjeblik. Jeg tog hurtigt en grå hue op fra mit mavebælte, der hang om, sjovt nok, maven på mig. Jeg trak huen godt ned over mit røde hår, for at dække det lidt, det var det værste ved mit røde hår, jeg var alt for let at genkende. Jeg ville gerne have taget en paryk på, men det var der slet ikke tid til. Jeg tog hurtigt min blå og rød ternede skovmandsskjorte af , vendte den på vrangen, så den nu var grøn og blå ternet, og bandt den om maven. Nu havde jeg en grå hue, en helt almindelig sort T-shirt, en skjorte bundet om maven og et par cowboyshorts på.

Jeg vendte mig om og begyndte at gå, som om jeg var en eller anden helt almindelig person. Der var desværre ikke ligeså mange mennesker at blande sig med. Jeg hørte igen skridtene bag mig, men denne gang stoppede de, han var tydeligvis forvirret. Det var helt klart til min fordel, at han var så forvirret. De begyndte at gå igen, de løb ikke længere, men de gik heller ikke langsomt. Han havde set mig. Jeg forberedte et vredt ansigt, lige tidsnok til at en hånd blev lagt om mit håndled, og jeg blev trukket om, så jeg stod ansigt til ansigt med mit mål.

"Hvad har du gang i?!" sagde jeg meget højt og meget vredt.

"Det er min taske," sagde han ligeud.

"Nej, det er min," svarede jeg irriteret.

Han blev et øjeblik usikker at se på, men da jeg blinkede, forsvandt det hurtigt igen.

"Min blev stjålet lige før, og det var dig, der stjal den. Det er min taske," gentog han hårdt.

"Hør, jeg er ked af at din taske blev stjålet, men jeg gentager. Det er min taske."

Hurtigt skiftede hans ansigt til et selvsikkert, jeg-er-berømt smil. Jeg kunne brække mig.

"Er du fan?" spurgte han arrogant.

"Mener du, om jeg har mit værelse plastret til med plakater af dig og dit band?" spurgte jeg sarkastisk, "Nej."

"Jeg vil se den," beordrede han.

"Hvad?"

"Tasken."

Inden jeg overhovedet nåede at svare, havde han taget hårdt fat i tasken, der nu hang om min skulder, så han kunne studere tasken. Han stod lidt og gloede på den, men jeg fik mig endelig til revet fri.

"Den der nøglering er også på min," sagde han vredt.

"Der findes mange af de her tasker, og det kunne måske godt være tilfældet, at nogle af dem blev solgt med den samme nøglering på."

"Min søster købte den til mig, da hun var i USA."

"Min far kommer fra USA, og da han skulle besøge sin familie, købte han den til mig, han købte nok også nøgleringen." Okay, det var en stor løgn, jeg havde hverken den taske eller en far for den sags skyld.

"Giv mig min taske. Det er min, og jeg ved, at du stjal den. Så giv mig den. Nu," forlangte han hårdt. Jeg blev så overrasket, at jeg trådte et halvt skridt tilbage. Ikke fordi jeg blev overrasket over at han havde busted mig, men det at han var så hård. Jeg havde aldrig troet, at han kunne være så utrolig hård, når jeg så ham på tv.

"Nej!"

"Fint, så kommer du bare med mig." Og så trak han ellers afsted med mig. Jeg protesterede og råbte, men han var ligeglad. Han fik hurtigt fat på en taxa, han åbnede døren og ventede på, at jeg skulle gå ind.

"Ind med dig," kommanderede han mig.

"Nej."

"Ind med dig," forlangte han igen.

"Det må være derfor, at din kæreste slog op med dig, fordi du er så kommanderende," sagde jeg provokerende.

"Det var mig der slog op med hende, ikke omvendt," forsvarede han sig selv.

"Helt ærligt, jeg så dig i tivoliet. Du tror, du er så sej, og du elsker al den opmærksomhed. Jeg er menneskekender. Dit kropsprog viser, at du tror, du er bedre end alle andre, og at du tror, du kan gøre, hvad du vil, men det dækker over den sorg og usikkerhed, du har fået, fordi hun slog op med dig." Jeg fnøs forarget.

"Ind. Nu." Selvom han prøvede at skjule det, kunne jeg se, at han blev såret.

"Så få mig til det," svarede jeg og så ham direkte ind i øjnene.

"Fint."

Tja, det der så skete efter, vil jeg helst ikke tale så meget om. Det korte af det lange er, at Louis hurtigt fik taxachaufføren ud af bilen, stak ham en eller anden underlig forklaring og så hjalp taxachaufføren Louis, med at få mig bakset ind i bilen. Selvom jeg kan et slags selvforsvar, var det to mod en, og det var jo ikke fair. Så nu var jeg på vej hjem til Louis, for at få min straf eller indrømme at jeg stjal tasken eller sådan noget.

Jeg fejlede næsten, men jeg ville ikke give op så let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...