Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6540Visninger
AA

4. I don't think so

Melodys synsvinkel:

 

"Hvad har du nu tænkt dig at gøre?" spurgte jeg og så afventende på Louis.

"Vi skal ind i elevatoren," svarede han en smule forvirret.

Nu var vi kommet hen til Louis' lejlighed, eller vi var ikke helt kommet hen til den, for den lå på øverste etage og, tjaa... han havde ikke fået mig derop. Og det regnede jeg heller ikke med, at han ville.

"Vi? Ha, haa... Det tror jeg så ikke lige, vi skal," sagde jeg giftigt og lagde armene over kors.

"Tror du, du kan stoppe mig? Jeg kunne virkelig se, at du kan forsvare dig, da du skulle ind i taxaen," sagde han sarkastisk.

"Du er nok sjov, hvad? Nu får du tre valgmuligheder. A, du får mig med ind i elevatoren, og jeg stikker af, før vi kommer ind i lejligheden. B, du får mig ikke en gang med ind i elevatoren, før jeg allerede er stukket af. Eller C, du lader mig bare gå. Vælg selv." Jeg fastholdt min hårde facade og gav den lige en tand mere med et ligeglad udtryk.

"Jeg tror, jeg tager D," svarede han, tog fat i begge mine håndled og trak mig med ind i elevatoren.

Da vi var kommet ind i elevatoren, ventede jeg, som en pæn pige ville gøre, på at døren lukkede. Louis så dermed ud som om, han ventede på, at jeg eksploderede eller noget i den stil. "Hvad skal du ikke stikke af eller noget i den stil?" spurgte han uforstående, stadig med mine håndled i sine hænder. Døren lukkede bag os. Jeg sendte ham et gennemborende blik, der tydeligvis forvirrede ham. Forvirringen gav tid nok til at jeg kunne slippe ud ad hans greb. Hurtigt trak jeg hans hænder, der sad om mine håndled, op til munden og bed ham, så hårdt jeg kunne. Han trak sig forskrækket tilbage med et råb og gav dermed frit udsyn til hans ubeskyttede mave. Jeg var hurtig til at løfte mit ben og give ham et hårdt spark i maven. Jeg var dermed kommet fri.

"Du skulle have valgt C," sagde jeg helt upåvirket.

"Hvad skulle det til for?" hostede han og stønnede i smerte. Han stod foroverbøjet med hænderne om maven og prøvede at få vejret igen.

"Louis, du skal ikke involvere dig med sådan en som mig," svarede jeg og undgik hans spørgsmål.

"Mener du en tyv?"

"Det spørgsmål vil jeg undgå at svare på, for ikke at stille mig selv i en unødvendig position."

"I min verden betyder det ja." Selvom han stadig stod foroverbøjet i smerte, kunne man alligevel høre den selvsikre popstjerne bag ordene.

Jeg ignorerede, det han sagde og gik hen til døren, for at kunne være ude på få sekunder, når den en gang åbnede. Hvis ikke jeg kom tilbage til Broderskabet, ville jeg få store problemer. Jeg passede for den sags skyld heller ikke ind her. Jeg var en tyv, ikke en eller anden popstjernes pyntedukke.

"Det der, kan du godt glemme alt om," sagde Louis pludselig og hostede.

"Nå, ja, og hvem skulle stoppe mig?" spurgte jeg og vendte mig om mod ham. Han var kommet op i en stående stilling, men han kæmpede stadig for at få vejret. Hans ene hånd var meget rød, og de dybe bidemærker blev næsten hvide. Han ville sandsynligvis få meget ondt i den hånd dagen efter.

"Mig," svarede han og prøvede, uden held, at rette sin ryg op, så han kunne stå i sin fulde højde.

Jeg scannede ham fra top til tå med øjnene, for at se hvor meget han mon ville være i stand til. Lige nu så han ikke særlig stærk ud, så jeg ville hurtigt, kunne klare ham, men jeg ville helst ikke skade ham mere end nødvendigt. Jeg var tyv, ikke morder.

"Jeg vil ikke skade dig unødvendigt," var jeg hurtig til at sige, "men det kan, jeg blive nødt til, hvis du ikke lader mig gå."

"Jeg lader dig måske gå, hvis du indrømmer, at du stjal min taske."

"Jeg stjal ikke din taske!" udbrød jeg vredt.

"Så bliver du hos mig..." Han blev afbrudt af døren, der åbnede sig foran os.

Jeg var hurtigt ude, jeg kom bare ikke så langt, før jeg løb ind i en person. Jeg så og fandt ud af, at det var en voksen mand på cirka 40 år. Han så rimelig stærk ud, hvilket ikke var til min fordel. Jeg ville ikke have en chance mod ham.

"Hr. Perkins!" udbrød Louis bag mig, "Godt, du lige kom forbi! Det her er min kusine Sasha, hun har nogle problemer og kan være voldelig. Vil du hjælpe mig med at få hende med ind i min lejlighed, så hendes mor kan komme og hente hende?"

"Selvfølgelig," svarede Perkins og sendte mig et medlidende blik.

"Hvad?! Nej!" råbte jeg.

Det endte dog med at Perkins løftede mig op. Jeg slog, sparkede, kradsede og skreg, men jeg kunne ikke kæmpe imod hans store kropsbygning. Underligt nok, var der ingen, der kiggede ud ad deres døre, selvom jeg skreg som en sindssyg.

Perkins satte mig af lige udenfor, hvad jeg gættede på var, Louis' dør.  Louis skubbede mig resten af vejen. Gåturen hen til hans dør, havde åbenbart givet ham kræfterne tilbage. Det var noget møg! Han låste døren også døren, sikkert for at sikre sig at jeg ikke bare stak af. Jeg gik længere ind i den store lejlighed og fandt et overdådigt køkken, der var fyldt med bordplader af marmor og skindende overflader, et enormt, sølvfarvet køleskab og en lille madlavnings ø med et par tilhørende barstole rundt om. Alt så meget dyrt og fantastisk ud. Det her var en gangs oplevelse, så jeg måtte nyde de fantastiske omgivelser i fulde drag.

Jeg gik hen til den lille madlavnings ø og lod løbe hen over det smukke grå og hvide marmor, der måtte have kostet en formue. Der var tydeligvis ikke sparet på noget, i mit inderste vidste jeg, at det hele var så forkert som overhovedet muligt. Når man, som mig, var vokset op i et fattigt miljø, vidste man, at man nogle gange var nødt til at spare på tingene, for en dag var det måske væk. En lyd bag mig, fik mig til at vende mig om. Louis stod og betragtede mig i døren ind til køkkenet, hans blik var en smule fjernt, han lignede overhovedet ikke det selvfede jeg, jeg havde gået rundt og set på hele dagen. Han blik ændrede sig hurtigt, da han så at mit blik lå på ham, endnu en gang kom det selvsikre smil, der gav mig kvalme, frem.

"Nå, kan du lide køkkenet?" spurgte han flabet.

Jeg ignorerede hans spørgsmål og gik videre ind i et nyt rum. Rummet var overraskende hyggeligt med en lille sofa, tre, små lænestole, et kaffebord og et par bogreoler fyldt med bøger. På det lille kaffebord lå et par blade og noget, der lignede sangtekster. Det var så anderledes, end noget jeg nogensinde kunne have forestillet mig i Louis' lejlighed.

"Hvad er der her for et rum?" spurgte jeg fascineret, stadig med blikket rettet mod det hyggelige rum.

"Det er min hygge stue, den anden stue er et andet sted," forklarede Louis, der endnu en gang stod lænet op ad dørkarmen.

Det var så personligt, i forhold til det rum jeg lige havde set, at man skulle tro, at der boede to forskellige personer i lejligheden.

Louis småløb hen til det lille bord og begyndte at samle bladende sammen. "Jeg har ikke helt fået ryddet op i min kærestes, jeg mener ekskærestes, ting, siden vi slog op, så..." Hans stemme svandt hen, da han nævnte Eleanor.

"Det er lige meget, jeg er ligeglad. Jeg skal alligevel ikke være her så længe," sagde jeg og mindede mig selv om, at jeg ikke var her på besøg. Louis blev revet ud ad den lille drømme verden han var i, og han blev igen sit idiotiske jeg. "Bliv her, så går jeg ud og laver nogle sandwich'es. "Han udtalte ordende langsomt, som om jeg var et barn, "Lad være med at ødelæg noget!" Med de ord var han ude af døren.

Jeg sank sammen i sofaen med ansigtet begravet i hænderne. Jeg havde brug for at komme hjem. Jeg måtte hjem, hvor jeg hørte til, hvor jeg passede ind. Ikke nok med det, jeg havde ladet Louis komme ind bag facaderne. Jeg havde set ham fra en blød side, jeg havde syntes om. Jeg havde været i en fortryllende verden, hvor kun Louis, hans ord og jeg selv var til stede. En verden jeg aldrig havde været i før. En verden jeg ikke burde have været i.

En verden jeg måtte komme tilbage til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...