Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6988Visninger
AA

29. Goodbye forever

Melodys synsvinkel:

 

"Det er underligt at være her igen," sagde jeg til Louis nogle uger senere, da vi stod i Dragens stue i Broderskabets tidligere opholdssted.

Krykkerne havde jeg godt fat i, så jeg kunne holde mig stående. Idet jeg stod og så på det sted, der havde fyldt mig med frygt og på et tidspunkt havde været en del af min hverdagsrutine, gjorde det mig ikke længere noget. Nu følte jeg ingenting. Overhovedet ingenting. Jeg var fuldstændig følelsesløs. Det var sært, at noget jeg havde frygtet så meget lige pludselig ikke havde nogen mening.

Efter skudepisoden med Dragen var jeg vågnet op på sygehuset med store smerter i benet. Jeg var blevet opereret og registreret, selvom det havde været en smule svært at forklare politiet, at en pige, der havde levet hele livet som tyv og rent faktisk kom fra England, ikke var registreret. Men til sidst blev jeg registreret. Og da jeg lærte at gå igen, dog med krykker indtil videre, valgte vi at tage tilbage til Broderskabets endestation. Jeg havde sendt en besked ud til resten af medlemmerne og sagt at Dragen var død, og så håbede jeg bare på, at de kunne finde ud af at leve et normalt liv. Det håbede jeg virkelig for dem alle sammen.

"Har de andre medlemmer været her og tømt stedet?" spurgte Louis, som stod et par meter fra mig.

Jeg åbnede en dør indtil et lille skab, hvori der lå bunkevis af computere og mobiler og en kæmpe stak penge. "Nej."

"Har du tænkt dig at gøre det?" Han lagde sine hænder om livet på mig og så også ind i skabet.

"Jeg ved det ikke. Jeg prøver vel at finde noget om mine forældre, og hvis jeg ikke finder noget, så tror jeg bare jeg lader det ligge," svarede jeg og lukkede skabet.

Så begyndte vi ellers, at lede rundt omkring. Jeg havde med vilje fået Louis til at lade være med at fortælle noget til Niall, Harry, Liam og Zayn og heller ikke noget til Perrie eller Kate. Det her handlede om mig, og det var kun Louis, jeg ville have med.

Vi startede inde i et opbevaringsrum, hvor Dragen havde opbevaret informationer om os alle sammen i mange kasser, både tidligere medlemmer og nuværende.

 

***

 

To timer senere råbte Louis pludselig op: "Jeg har fundet den!"

Han trak en kasse op med mærkatet: Melody.

Den var overfyldt med papirer og andre ting, og låget manglede. Rundt om os flød det med kasser og papirer, og jeg kunne næsten ikke tro, at vi endelig havde fundet min. Alt det jeg altid havde ønsket at vide om mig selv, kunne jeg endelig få at vide. Hele mit liv. Det jeg aldrig havde vidst. Men burde jeg åbne den? Gemte det på noget jeg ikke havde lyst til at vide?

Jeg bed lidt i min ene negl.

"Er du klar?" spurgte han, mens han satte sig på gulvet ved siden af mig med kassen i hænderne.

Mine fingre rystede, idet jeg rakte ud efter den. "Jeg ved det ikke." Min stemme rystede også.

"Vi kan også bare vente," skyndte han sig at sige.

Jeg tog en hurtig beslutning. "Nej, vi kigger i den. Men kan du ikke starte med at tage et eller andet op?"

Og det gjorde han. Han rodede lidt i alle tingene for at komme ned til de nederste. Papiret han trak op var gammelt og en smule falmet at se på. Men ordene var stadig tydelige.

"Hvad står der?" mumlede jeg og tog blikket fra det. Egentlig havde jeg ikke lyst til at vide, hvad der stod.

"Hmm..." svarede han blot, for derefter at overlade mig til stilheden. Så sagde han: "Jeg tror... Jeg tror det er en slags hjemmelavet dåbsattest."

Dåbsattest?

"Der står at du hedder Melody Rose Black, og..." fortsatte han.

"Rose? Hedder jeg Rose til mellemnavn?" afbrød jeg. Jeg løftede hovedet, for at se på papiret. Mit navn var Melody Rose Black. Tænk jeg endelig vidste, hvad jeg hed med hundrede procent sikkerhed.

"Lad være med at afbryde." Louis smilede, sikkert glad på mine vegne. "Der står også, som jeg ville have sagt før du afbrød mig," Jeg himlede med øjnene, "er du født den 3. december 1996. Det er om en måned præcis." Hans smil blev bredere.

Jeg havde en fødselsdag. En fødselsdag! Et smil brød frem på mit ansigt.

"Og dine forældre hed Maryann og Tony Black, og der står her at de elskede dig mere end noget andet. Det har de selv skrevet, prøv at se," fortsatte han og viste mig papiret.

Og ganske rigtigt, med en krøllet håndskrift stod der: Melody, vi glæder os til at se dig vokse op, og du skal altid huske at vi elsker dig mere end noget andet.

Tårer prikkede bag mine øjenlåg. Det var de første ord jeg nogensinde havde hørt fra mine forældre, eller sådan set læst, og de handlede om hvor meget de elskede mig. Maryann og Tony Black elskede mig højere end noget andet.

"Hvorfor har de skrevet det?" snøftede jeg, mens jeg tørrede øjnene med mit ærme. Det kradsede i mine øjne, men jeg var ligeglad.

"Jeg tror det er sådan noget man skriver til sine børn her, hvis man nu ikke klarer den."

Jeg nikkede. Selvfølgelig gjorde man det her. Hvis man blev opdaget skulle man begå selvmord. Sådan var reglerne. Derfor skrev man vel en sætning til sine børn, hvis det nu skulle ske.

"De elskede mig. De elskede mig virkelig!"

"Selvfølgelig, gjorde de det," svarede Louis og lagde en arm om mig.

 

***

 

Jeg vendte mig om en sidste gang og så på lejlighedskomplekset. På den tunge, blå dør vi lige var gået ud ad. På det liv jeg nu ville forlade.

"Så er det farvel. For altid," mumlede jeg. De sidste par timer havde vi brugt på at rydde op i min kasse, som Louis nu havde under armen. Vi havde fundet en slags dagbog, hvor mine forældre havde skrevet om deres liv, efter de havde fået mig, og indtil de prøvede at flygte. Efter de fik mig havde de hele tiden lyst til at flygte, for at skåne mig for den fremtid jeg ville få. De gjorde alt for mig. Og jeg kunne aldrig give dem noget tilbage.

"Skal vi gå?" spurgte Louis, der allerede havde vendt sig mod bilen.

"Louis?"

"Ja?"

"Mange tak, fordi du hjalp mig i dag," udbrød jeg, slap krykkerne og faldt om halsen på ham.

"Det var da så lidt," smågrinede han og lagde, den hånd der ikke holdt om kassen, om mig. "Man må jo gøre, hvad man kan, for dem man elsker."

Jeg var lykkelig.

 

*************************

 

Hejsaaaa!!!!!!

Jeg kom hjem fra Frankrig i går, så jeg tænkte at jeg ville lægge et nyt kapitel ind. I må meget gerne skrive en kommentar til det og sige hvad I synes, hvis I har lyst.

Det her er et af de sidste kapitler, og der er kun et andet tilbage og en epilog. Så to kapitler. Håber I har en god sommerferie!

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...