Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

46Likes
33Kommentarer
6478Visninger
AA

26. Friendship and love?

Melodys synsvinkel:

 

Den blå metaldør, ind til lejligheds komplekset, virkede mere besværlig end jeg huskede den. Jeg stod og trak i den i mindst ti minutter før den endelig valgte at give sig. Det føltes som en evighed siden jeg sidst havde været her, selvom der højst kunne have gået nogle uger.

En skærende smerte i brystet, gjorde mig hele tiden opmærksom på hvad det var jeg lige havde mistet. Jeg gjorde mit bedste for hele tiden at fokusere på mine omgivelser, så jeg ikke tænkte på smerten, ved at have mistet Louis.

Gangene virkede mørkere end de plejede at være og plejede der virkelig, at være så mennesketomt? Mine fødder fandt lidt efter lidt den normale rytme også selvom det føltes som hundrede år siden jeg sidst havde gået den.

Op ad trappen helt op til næstsidste etage, til højre og så til venstre.

Så stod jeg pludselig i min gamle lejlighed. Alting virkede underligt upersonligt. Der var ikke nogen billeder, der hang på væggene eller stod på kommoden. Der var hverken tøjdyr eller hårbørster. Ingenting. Men sådan havde det altid været, jeg havde bare aldrig lagt mærke til det før. Jeg følte mig som... ingenting. Hvordan kunne nogen overhovedet leve sådan her? Det eneste minde jeg havde, var sat fast omkring mit håndled. Et enkelt lille armbånd, og intet andet? Som om jeg slet ikke eksisterede.

"Melody?" lød en stemme bag mig.

Jeg snurrede så hurtigt rundt at mit hår lettede fra mine skuldre. Chrisser stod i døråbningen. Hans ansigt var fortrukket i overraskelse, ved synet af mig. Han smilede forsigtigt til mig, så bredte han sine arme ud. Jeg blev pludselig fuldstændig paf. Vores sidste møde havde ikke ligefrem været en lykkelig genforening. Han havde råbt af mig, en ting han aldrig gjorde, og han havde virket underligt jaloux. Jeg huskede tydeligt hvad han havde sagt:

"Nu forstår jeg! Det er på grund af ham, du bliver her! Nu betyder jeg ingenting."

Jalousi var aldrig noget jeg før havde hørt hos Chrisser, og det havde overrasket mig meget. Vores venskab havde aldrig været mere end, ja, et venskab. Jeg havde aldrig signaleret andet end venskab, når vi var sammen. Så derfor forstod jeg ikke det jeg havde hørt.

Chrissers arme hang ensomt i luften, parate til at lægge sig om mig og trække mig ind til sig. Men jeg rørte mig ikke, jeg kunne simpelthen ikke. Alt var forandret på de uger, jeg havde været hos Louis. En kløft havde åbnet sig i mellem Chrisser og mig, og det var ikke en jeg havde lyst til at springe over.

"Hej," svarede jeg stille og stirrede tomt på ham.

Hans arme faldt ned langs siden. Der var noget sørgmodigt i hans ansigt. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen kort efter. Han bevægede sig et skridt tættere på mig.

"Du er tilbage," sagde han så.

"Ja." Jeg løftede armene for at signalere, at jeg befandt mig i rummet.

Jeg kunne have revet mig selv i håret. Hvorfor virkede alting lige pludselig så akavet? Der havde aldrig været noget imellem os, ingenting blev holdt hemmeligt omkring os. Sådan var det bare. Nu føltes det som om kløften imellem os var fyldt op med hemmeligheder.

"Så det var altså ikke lige så godt at leve udenfor?" spurgte han efter en smule stilhed.

Det sagde han bare ikke. Han var nødt til at forstå at verdenen udenfor ikke prøvede at gøre os noget.

"Nej, det var ikke lige så godt, det var bedre! Du er nødt til at prøve det, Chrisser! Det er fantastisk! Jeg har aldrig før haft venner og veninder, jeg har aldrig før prøvet at være i biografen uden at behøve at snige mig ind, og jeg har heller aldrig smagt kaffe før. Det ville jeg aldrig have prøvet hvis ikke jeg havde været hos Louis," sagde jeg indtrængende og så bønfaldende på ham. Han var nødt til at forstå, hvor godt jeg havde haft det. "Jeg fandt mit livs kærlighed, Chrisser, ligesom jeg altid har drømt om. Du kan også finde din."

"Hvis han er dit livs kærlighed, hvor er han så nu?" Han lagde armene over kors og hævede øjenbrynene. Jalousien lå igen som en undertone i hans stemme, det irriterede mig.

"Jeg fandt ud af at, jeg bare ikke var hans livs kærlighed," svarede jeg stille og vred mine hænder.

Det gjorde næsten fysisk ondt at sige det. Tænk jeg havde været så dum, at lad Louis komme tæt på mig. Han var kommet helt ind bag den facade jeg havde brugt det meste af mit liv på at bygge op. Men alligevel var jeg glad for at have lært ham at kende, for han havde givet mig noget jeg aldrig havde haft før.

En skærende smerte var at føle inden i mig. Jeg havde aldrig elsket nogen som jeg elskede Louis. Jeg havde hverken haft forældre eller søskende, og det gik op for mig, da jeg stod der i min lejlighed med Chrisser, der tydeligvis ikke brød sig om samtalen, at jeg aldrig var blevet elsket rigtigt før. Ikke hvad jeg kunne huske i hvert fald. Chrisser elskede mig selvfølgelig, som en slags søster, men aldrig ligeså meget som Louis. Eller ligeså meget som jeg troede, han elskede mig. I sidste ende havde han jo valgt Eleanor, men alligevel, hvem ville ikke vælge hende i forhold til mig.

"Det er jeg ke..." begyndte han.

"Det er lige meget, det skal du ikke bekymre dig over," afbrød jeg hurtigt, for ikke at høre de medfølende ord, det var ikke hvad jeg havde brug for.

"Hvad sker der mellem os, Mel, vi plejede at være tættere end nogen anden?" spurgte han pludselig.

Jeg stirrede overrasket på ham. "Chris..." mumlede jeg og tog en dyb indånding. Det plejede at være så normalt at kalde ham Chrisser, nu virkede det underligt i munden. "Chrisser, vi har begge to ændret os på den tid, jeg har været væk. Du synes jo også, at jeg har forandret mig. Du har bare ikke lyst til at fortælle mig det. Og dig, jeg ved ikke hvad der er sket med dig, men et eller andet er sket. Så måske skulle vi bare sige tak for et godt venskab, alle de år vi har haft, og så afslutte vores venskab." Jeg smilede anstrengt, kunne han dog ikke bare gå? Han gjorde det meget mere kompliceret end det egentligt var.

"Jeg giver ikke op, når det handler om vores venskab, Mel, det gør jeg ikke," mumlede han og forsvandt ud ad døren.

Gid han bare kunne acceptere det, men nej, han skulle gøre et stort nummer ud af at holde vores venskab.

Sukkende gik jeg selv ud af døren. Jeg måtte finde Dragen og fortælle ham, at jeg var tilbage. Og så undskylde for at jeg havde været væk så længe. Måske ville han forstå, jeg var jo hans yndlings.

Jeg gik langsomt hen til trappen, der førte op til taglejligheden, der hvor Dragen boede. Det skulle nok gå, så længe jeg ignorerede smerten i brystet.

"Melody!" råbte en stemme og fik mig til at stivne. Stemmen lød langt væk fra, men jeg ville kunne genkende den hvor som helst. Kunne det virkelig være...

"Melody!" blev der igen råbt.

Jeg glemte pludselig hvad jeg var i færd med og sprang ned ad trappen. Mine fødder bevægede sig hurtigere end jeg kunne huske de nogensinde havde gjort før. Nogle få mennesker kom gående ud fra deres lejligheder, for at se hvad der skete, men jeg ignorerede dem. Det var lige meget om de så mig, jeg måtte bare komme derned.

Jeg skubbede hårdt til den blå metaldør, der gik op med en højlydt knagen. Udenfor stod fem fyre og kiggede op. Den ene stod med hænderne formet som en tragt, klar til at råbe igen. Hans hår strittede som sædvanlig, hvilket bragte et smil frem på mit ansigt. Det var ligesom første gang jeg så ham. Hans brune hår sad på nøjagtig samme måde, han havde de samme smukke blågrå øjne og var cirka 1.75 centimeter høj, denne gang manglede bare de mange teenage piger, der havde kredset om ham første gang vi mødtes.

Jeg løb hen og omfavnede ham. Holdt ham tæt ind til mig og bad til at han aldrig ville give slip på mig. Hans duft overfaldt mig og bød mig velkommen. Han trak mig ud i en armslængde, for at se på mig, som om jeg ikke var virkelig. Jeg mærkede en smule vrede over at han bare stod og råbte på mig her, og jeg vidste at jeg var nødt til at få det ud af systemet.

"Louis, hvad fanden står du her og råber for? Er du klar over hvor farligt det er? Du kunne være blevet opdaget! Hvad fanden laver du her?" råbte jeg.

Han så kort forvirret ud, men så smilede han. Han kendte mig alt for godt til at vide, at man bare skulle ignorere mine pludselige udbrud. "Hvad havde du regnet med?" Han trak på skuldrene. "Du lagde en seddel, og jeg fulgte den. Jeg er ikke så let at skræmme væk," smilede han.

Så smilede jeg også. Han havde rent faktisk løst gåden. Jeg havde ladet min mobil ligge i hans lejlighed og skrevet en seddel, som kun han ville kunne forstå. Jeg havde engang fortalt ham om GPS'en som vi brugte i Broderskabet. Og han havde fulgt den til mig.

"Hvor er jeg glad for at se dig," udbrød jeg og trak ham til mig igen.

De andre drenge forholdte sig tavse og lod os bare stå med armene om hinanden, og det var jeg dem evigt taknemmelig for.

"Jeg skulle aldrig have mødtes med Eleanor, men så snart jeg var kommet, gik det op for mig, at jeg havde valgt forkert. Det er dig, jeg vil have," sagde han smilende, og så sagde jeg noget, jeg aldrig havde troet, en dreng ville sige til mig: "Jeg elsker dig, Melody."

Min mund åbnede automatisk, for at svare ham, lige da en anden brød ind.

"Ung kærlighed," sukkede en stemme, jeg kun kunne genkende som Dragens. "Åh Melody, tænk det var dig, der ville falde i den fælde, folk kalder kærlighed. Jeg er skuffet og havde rent faktisk forventet mere af dig." Så grinede han. Han grinede! "Du skulle aldrig have taget ham med herind."

Jeg trak mig fri af Louis, for at stå ansigt til ansigt med ham. Men jeg vidste han talte sandt, jeg skulle aldrig have fået Louis til at komme. Mit blik fandt Dragens, og jeg ville vise ham, at jeg ikke længere var bange for ham. Men jeg fejlede, mit blik landede på jorden, jeg kunne stadig ikke se ham i øjnene. Jeg var ikke blevet stærkere.

Hvad havde jeg dog gjort?

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...