Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6722Visninger
AA

9. Do you believe in love?

 

Melodys synsvinkel:

 

"Ja," svarede jeg uden tøven. Alt i alt var det jo ikke en decideret løgn, hvis mine forældre havde været i live, så ville de jo vide at jeg stjal, desuden havde han spurgt om et svar ikke en forklaring. Faktisk kunne jeg ikke svare ærligt på spørgsmålet, for så ville der komme en enormt lang forklaring, som Louis slet ikke fortjente.
Jeg begyndte at studere mine negle, som om det var det mest spændende i hele verden. Efter par minutter lagde jeg mærke til at der var blevet underligt stille. Jeg løftede langsomt mit hoved og så på Louis, der sad fuldstændig forstenet med halvt åben mund.
"Altså er det så nu jeg skal lade som om du er besvimet og bare gå min vej?" spurgte jeg, hvilket der ikke kom noget ud af. Han sad stadig på nøjagtig samme måde.
"Okay, lad mig prøve det her: Hvis jeg bare skal gå min vej, så sig ikke et ord." Da der heller ikke så ud til at komme kontakt ind til ham denne gang, rejste jeg mig langsomt op. Lige da jeg nåede hen til døren blinkede Louis hurtigt og vågnede op.
"Vent!" beordrede han.
Jeg bandede lydløst, men i stedet for at vise Louis min irritation sagde jeg: "Så, er der vist intelligent liv til stede på første etage. Eller måske skulle bare sige at der er liv til stede."
"Hvis dine forældre ved, du stjæler, hvorfor gør de så ikke noget ved det?" spurgte Louis og ignorerede min kommentar.
"Du kan jo spørge dem!" svarede jeg sarkastisk. "Louis, jeg sagde, jeg gav dig et ærligt svar, kun et. Det var et meget dumt spørgsmål du kom med."
Han sad lidt i tavshed og stirrede på mig. Han gjorde ikke andet, han stirrede bare. Det gjorde mig sindssyg, jeg fik lyst til at rive hovedet af ham. Men i stedet kiggede jeg lidt nærmere på ham og så at han så virkelig træt ud. Sådan virkelig. Man kunne vel heller ikke bebrejde ham, han troede jo at han var sluppet af med mig, og så kom jeg tilbage igen. Det måtte være frustrerende.
"Jeg havde regnet med, at du svarede nej, hvilke forældre lader deres børn gå rundt og stjæle?" sagde han. 
Så var det nok! Han skulle ikke fornærme mine forældre, jeg havde mest af alt lyst til at svare: "De forældre der er døde!". Jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Jeg forholdt mig tavs, mens jeg så på ham.
Pludselig rejste han sig op, og jeg for forskrækket tilbage. "Ved du hvad? Jeg vil gerne spørge dem." Han smilede triumferende.
Jeg måbede. "Det var sarkastisk."
"Måske, men jeg vil gerne møde dem," svarede han, stadig med et flabet smil om læberne.
Jeg vendte brat ryggen til ham og gik hen til vinduet. Det var fuldkommen låst, hvordan havde gjort det, var mig en gåde. Tænk jeg havde kravlet ud gennem det vindue, bare for af komme tilbage.
Tilbage.
Broderskabet.
Dragen.
Dragen ville blive meget vred, når jeg ikke kom hjem som jeg burde. Jeg kunne nærmest se ilden blusse i hans øjne. Hvem kom mon til at betale for det? Mig eller en eller anden tilfældig? Forhåbentlig kom jeg ikke til skade. Altså jeg ville selvfølgelig ikke have at nogen kom noget til, men jeg ville jo heller ikke selv komme til skade. Det var en tyvs tankegang. Men hellere mig end Christopher. Åh, Christopher. Selvom jeg var sur på ham, savnede jeg ham. Jeg hadede at være sur på ham. Lige nu burde vi sidde og grine af 'ofre' der overhovedet ikke lagde mærke til noget. 
"Louis, jeg har altid haft et anderledes forhold til min forældre. De har altid været lidt... fraværende. Det er svært at forklare," sagde jeg sagte. Jeg tænkte ikke over, hvad jeg sagde,  og min falske, sarkastiske stemme var forsvundet.
Jeg kunne mærke Louis, var kommet tættere på. Han stemme havde også forandret sig, da han sagde: "Prøv. Prøv at forklare."
Hans stemme var blid og rolig, hverken flabet eller beordrende. Jeg fik lyst til at læne mig ind til ham og fortælle ham det hele. Lade ham trøste mig og hjælpe mig. Jeg kunne bare ikke. Det var forkert. 
"Det kan jeg ikke."
Jeg hørte et stort suk, den normale Louis var tilbage.  Hans reaktion var ligesom Kates. Vrede. Jeg behøvede ikke en gang at vende mig om, man kunne høre det på hans vejrtrækning, der pludselig var blevet hurtigere. Hans bevægelser var også blevet kraftigere, det kunne man høre på gulvets pludselige knagen. Men så skete der noget underligt. En dyb vejrtrækning lød, og hans skridt lød ikke længere i værelset.
"Hvad med at vi går ud i køkkenet og får noget at spise? Jeg kan lave nogle nye sandwich siden vi ikke fik spist dem sidste gang," sagde han. Jeg vendte mig vantro om og så på ham. Det lignede overhovedet ikke ham, faktisk så lignede det ikke ham at være sådan over for mig. 
"Tjooo... Jeg ved ikke rigt..." sagde jeg, men blev afbrudt af Louis.
"Du ser også en smule tynd ud." Hans ansigt viste tydeligt at han mente lidt mere end en smule. Så begyndte jeg at hade ham en lidt igen. Det var noget af det værste jeg vidste, når folk sagde at jeg var tynd. På gaden kunne jeg altid høre folk snakke om mig, og normalt var det min tykkelse de snakkede om. Jeg vidste godt hvad de tænkte. Og ja, jeg var meget tynd, men jeg fik ikke særlig meget mad, og det havde jeg lært at leve med, men alle andre skulle altid kommentere det. Det gjorde mig meget vred. 
Alligevel trak jeg vejret, som den rolige og fattede person jeg ikke var, og sagde: "Det lyder godt."
Han smilede kort og en anelse falskt, derefter tog han en hånd om min albue og førte mig ud i køkkenet. Ingen af os sagde noget på den korte tur. Jeg var ihærdigt i gang med at lade være med at fjerne Louis' hånd, men jeg bed det i mig, for hvis han syntes jeg var sødere end han først havde troet, ville han måske lade mig gå. Man kunne altid håbe.
Ude i køkkenet sad alle bandmedlemmerne og Kate og snakkede og pjattede. De så meget glade ud, som de sad der og grinede. Tænk man kunne være så lykkelig. Men de havde vel også familier og venner, et hjem og kærlighed. Ting jeg aldrig ville få. Jo, jeg havde da Christopher, men den tillid der spejlede sig i Louis' venners øjne, når de så på hinanden, var ikke at se i hverken Christophers eller mine øjne når vi så på hinanden. Man kunne ikke stole rigtigt på nogen i Broderskabet, lige meget hvad.
"Ja, og..." grinede den lyshårede, (der vist nok hed Niall) men tav brat, da Louis og jeg trådte ind i rummet. Alles stemmer forstummede ved synet af mig. Den mørkehårede, jeg havde 'mødt' på gaden, så olmt på mig.
"Hej Melody!" udbrød Kate meget entusiastisk og sprang op.
"Hej..." svarede jeg tøvende. 
"Hvordan, øh... har du det?" Kate famlede efter ordene.
"Fint." Var det eneste jeg sagde.  
Louis begyndte at lave sandwiches, mens alle de andre bare gloede dumt på mig. Jeg satte mig på en af barstolene, der stod rundt om den lille madlavningsø. 
Tag det roligt. Slap af.
Jeg trak vejret dybt og blev ved med at gentage de to sætninger inde i hovedet. Men jeg kunne ikke tage det roligt, jeg kunne ikke slappe af. Jeg måtte tilbage. Jeg var nødt til at komme tilbage, men Louis ville ikke gik slip på mig så let.
"Nå men, Melody, hvor kommer du fra?" spurgte ham jeg troede var Harry.
Jeg tænkte mig hurtigt om og valgte at holde mig så meget til sandheden som muligt. "I udkanten af London."

Harry nikkede.

Ingen af de andre så ud til at ville starte en samtale, så jeg havde vel fint tid til at tænke over hvad de hed. Jeg var nogenlunde sikker, men en del af mig skulle altid have orden i tingene, når det handlede om mål og deres familier og venner. Man kunne aldrig vide for meget.

"Kan I ikke lige fortælle hvad I allesammen hedder?" udbrød jeg uden at tænke over det.

De så en smule overraskede ud, men fortalte dog lidt efter lidt hvad de alle sammen hed, selvom Zayn, ham jeg var 'kommet til' at angribe, protesterede en smule. Til sidst fik jeg dog sat navne på ansigterne , hvilket jeg godt kunne lide for jeg skulle helst vide så meget som muligt omkring Louis. I al den tid det havde taget, stod Louis bare og lavede sandwiches og lod som om han ikke hørte efter.

"Sååååå, tror du på kærlighed?" spurgte Kate efter at have set længe på mig.

Jeg mærkede et sug i maven. Det spørgsmål havde jeg ikke regnet med, for ja, jeg troede på kærlighed, den havde jeg lært af mine døde forældre. De havde elsket hinanden højt, for ellers havde de ikke fået mig. Og jeg vidste at når jeg engang mødte mit livs kærlighed ville jeg flygte fra Broderskabet, lige meget hvad. Men alt det kunne jeg selvfølgelige ikke sige til Kate og Louis og alle de andre.

Jeg åbnede derfor munden og skulle lige til at afvise spørgsmålet, da der endelig kom en reaktion fra Louis. Et par minutter efter Kate stillede spørgsmålet vente han sig hurtigt om og så på hende med et irriteret udtryk i ansigtet.

"Kate, det er ikke alle der er ligesom dig," sagde han spidst.

Hun rettede sine isblå øjne mod ham i et meget koldt blik. "Det siger jeg heller ikke, men hvem ved? Og desuden spurgte jeg bare," svarede hun med så kold en stemme at den kunne fryse hvad som helst til.

"Tænk dig om, hvor mange piger tror du er i ligesom dig?"

"Måske er de ikke helt som mig, men nogen har da været ude for noget af det samme!" Kate hævede stemmen.

Da jeg kunne se at Louis skulle til at åbne munden igen skyndte jeg mig at sige: "Kate! Jeg vil helst ikke svare på det spørgsmål, det er lidt personligt for mig."

Det satte en stopper for deres lille skænderi. Kate stirrede bare på mig, ligesom resten af drengene. Alle sammen med et uforstående blik i øjnene.

"Melody." Louis trak vejret dybt og skulle tydeligvis koncentrere sig om ikke at flippe ud på mig. "Hvis du ikke fortæller os nogle ting om dig, så er vi nødt til at melde dig til politiet."

"Fint, så meld mig til politiet," svarede jeg roligt, løftede mine øjenbryn en anelse og så på ham med et afventende blik.

Der skete det. Bægret blev overfyldt og tippede. Louis var vred nu, han hævede ikke bare stemmen som han havde gjort det overfor Kate, nu var han virkelig vred.

"Kan du ikke for en gangs skyld bare svare? Du er så flabet, sarkastisk og ondskabsfuld. Man skulle tro du ingen følelser har. Du er ligeglad med at folk kommer til skade, du skader dem endda frivilligt. Kan du ikke for en gang skyld bare svare på spørgsmålet?" råbte han. De andre drenge rejste sig op og prøvede ihærdigt at få ham til at falde til ro, men det lykkedes ikke.

"Det var ikke frivilligt at jeg gjorde skade på ham, jeg havde intet valg!" skreg jeg af ham. "Og du kalder mig ondskabsfuld og flabet. Du er selv en stor, beordrende idiot. Du kan selv spørge dine venner. Jeg kan se hvad de mener om dig, når du rigtigt begynder. Det er lige meget om det er mig du beordrer rundt eller en af dem, de bryder sig heller ikke om det. Så måske syntes du at jeg er ondskabsfuld, men du er fandme ikke bedre selv.

Du aner ikke hvor jeg kommer fra, hvorfor jeg stjæler, hvorfor det var dig jeg stjal fra, hvorfor jeg gjorde skade på din ven. Du aner ikke hvem jeg virkelig er. Du ved kun at jeg er en pige, der hedder Melody og har grå øjne og rødt hår. En pige der er tynd og meget høj, måske en anelse solbrændt. Mere ved du ikke, og mere får du heller ikke at vide!" råbte jeg og gik med faste skridt tilbage på gæsteværelset jeg havde fået tildelt.

På værelset satte jeg mig tungt ned på sengen og lod en enkelt tåre trille ned ad kinden. Han havde kaldt mig ondskabsfuld, et ord jeg aldrig før var blevet kaldt, et ord jeg kun havde hørt Dragen blive kaldt. Og han havde sagt at jeg ikke havde nogle følelser. Det var det værste nogen nogensinde havde sagt til mig. Han skulle vide hvor mange følelser jeg havde. Lige der følte jeg mig meget såret.

 

Louis' synsvinkel:

 

 

Det var godt at jeg endelig fik det ud. Jeg fik endelig sagt til Melody hvad jeg mente om hende. Hun fortjente det. Først troede jeg ikke hun ville svare mig efter mit vredesudbrud, men pludselig trak hun en dyb indånding.

"Det var ikke frivilligt at jeg gjorde skade på ham, jeg havde intet valg!" skreg hun. "Og du kalder mig ondskabsfuld og flabet. Du er selv en stor, beordrende idiot. Du kan selv spørge dine venner. Jeg kan se hvad de mener om dig, når du rigtigt begynder. Det er lige meget om det er mig du beordrer rundt eller en af dem, de bryder sig heller ikke om det. Jeg forstår godt hvorfor Eleanor slog op med dig, og jeg kan godt selv forstå hvorfor hun gjorde det. Så måske syntes du at jeg er ondskabsfuld, men du er fandme ikke bedre selv." De ord gjorde ondt. De gjorde virkelig ondt. Hun havde sat mine venner op i mod mig. Hun havde brugt Eleanor i mod mig. Var jeg virkelig beordrende? Var det hvad mine venner mente om mig? Var de virkelig mine venner? Mine tanker kørte rundt, da Melody igen åbnede munden.

"Du aner ikke hvor jeg kommer fra, hvorfor jeg stjæler, hvorfor det var dig jeg stjal fra, hvorfor jeg gjorde skade på din ven. Du aner ikke hvem jeg virkelig er. Du ved kun at jeg er en pige, der hedder Melody og har grå øjne og rødt hår. En pige der er tynd og meget høj, måske en anelse solbrændt. Mere ved du ikke og mere får du heller ikke at vide!" råbte hun og marcherede ind på værelset.

Der lagde sig en tung stilhed, efter hendes forsvinden. Jeg så håbløst hen på drengene, for at få et svar om at jeg ikke var hvad Melody havde sagt, men de så alle sammen skyldbevidste ned i gulvet. Det var virkelig hvad de mente om mig. Jeg havde mistet Eleanor og nu ville jeg også miste mine venner.

"Er det virkelig hvad i mener om mig?" spurgte jeg stille.

Stilheden blev ved med at ligge tungt om dem, ingen gjorde mine til at svare. Først efter flere minutter rømmede Niall sig. "Louis, du ved jo godt at..."

Jeg afbrød ham. "Et svar. Ja eller nej?"

"Louis," prøvede han igen," efter det med Eleanor..."

Igen afbrød jeg ham. "Er det virkelig det i mener om mig? Er jeg hvad hun siger jeg er?" Jeg kunne selv høre den desperate tone min stemme var blevet til.

"Hør nu her Louis..." begyndte Niall igen, men jeg ville ikke høre på det. Hans manglende svar var nok for mig. De syntes jeg var en beordrende idiot.

"Nej! Tænk I har løjet for mig. I har bare fortiet med det, og ladet mig tro at vi stadig var bedste venner. Bare lad mig være!" sagde jeg og efter lignede Melody, ved at vende mig om og gå ind på mit værelse.

P S. Kapitlet er ikke rettet igennem, da jeg gerne ville publicere nu, så undskyld hvis der er fejl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...