Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6548Visninger
AA

23. Dean?

Melodys synsvinkel:

 

"Dean? Hvad i alverden laver du her?" Selvom jeg godt kunne se at situationen var alvorlig, kunne jeg ikke lade være at spørge. Nysgerrig lige meget hvad, sådan var jeg. Desuden kunne man ikke bebrejde mig at spørge, for Dean var ikke særlig populær i Broderskabet. Han var den stille type, der altid holdt sig i baggrunden. Man lagde ikke rigtigt mærke til ham. Han var der bare. Han var ikke en af dem man sendte ud på specielle missioner, som for eksempel at hente et muligt flygtet medlem af Broderskabet.

"Jeg er da ude og hente dig," svarede han, som var det det mest åbenlyse i hele verden.

Jeg trak dog bare på skuldrene og så afventende på ham. "Dig og hvilken hær?"

"Du aner ikke, hvad jeg er i stand til," hvislede han overlegent og rettede sig lidt op. Nu når jeg tænkte over det, var han faktisk utrolig lav, meget lavere end mig. Tænk, han troede, at han kunne klare mig. Hvor sødt.

"Nej, ved du hvad? Jeg aner faktisk ikke, hvad du er i stand til. Det gør ingen i Broderskabet. Så nu synes jeg bare, du skal tage hjem og lad mig være i fred!" Min stemme steg i styrke, og jeg måtte huske mig selv på, at vi var ude i offentligheden. Jeg så mig lidt rundt, hvis jeg nu fik brug for et våben, ville det være godt at kunne finde et. Desværre var det eneste, man rent faktisk kunne bruge som våben, nogle store stykker knust glas.

"Jeg er her på en mission, jeg går ikke! Måske er du højere og ældre end mig, men jeg er bedre end dig!" hvæsede han vredt og prøvede at skjule følelserne, der løb over hans ansigt. Jeg kunne godt høre vreden i hans stemme, men jeg kunne se på ham, at jeg havde ramt et ømt punkt.

"Pas på!" råbte jeg og trådte et skridt frem mod ham. Han rynkede instinktivt tilbage, og frygten lyste ud ad øjnene på ham. Jeg smilede selvtilfreds.

Noget rykkede sig bag ved mig. Pis! Louis! Jeg så mig hurtigt over skulderen. Hans ansigt var skræmt, han kunne tydeligvis ikke lide denne side af mig. Men jeg vidste også alt for godt, at han ikke brød sig om at se mig i fare. Jeg mimede ordene: Tag hjem. Desværre kom det ikke som en stor overraskelse, at han ikke rørte sig ud ad flækken. Jeg måtte simpelthen få ham væk herfra. Jeg kunne bare ikke komme væk så længe hr. Jeg-er-den-bedste-til-alting stod og spillede sej.

"Jeg synes, du skal gå nu," sagde jeg lavt. Jeg rykkede en anelse længere til højre, for at skærme Louis helt.

Dean blinkede lidt og så så på Louis for første gang. Han havde ikke bemærket Louis, før jeg trådte ind foran ham. Panikken begyndte at vokse inden i mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare blive stående? Godt gået, Melody!

Mit blik vandrede hen på de store stykker glas. Måske kunne de alligevel bruges?

"Nå da-da, er det så kæresten?" Den overlegne tone havde fundet tilbage på sin plads. "Nu skal I lige rette mig, hvis jeg tager fejl. Men er det så ikke sådan, at hvis jeg prøver at angribe dig, så prøver ham der, at beskytte dig, og hvis jeg angriber ham der, så prøvet du at beskytte ham?" Han pegede frem og tilbage mellem os.

"Og er det ikke sådan, at hvis jeg angriber dig, så er der ikke så stor chance for, at du kommer tilbage til Broderskabet?" gav jeg igen. Jeg kunne bare ikke holde frygten ude af stemmen, han havde ramt mit ømme punkt.

Dean grinede. Nu havde han mig, hvor han ville have mig. Hvis han fik fat i Louis, vidste han, at jeg ville gøre alt for, at han ikke gjorde Louis fortræd. Jeg kunne selvfølgelig også bare gå med ham, det ville spare Louis for alt det her.

Jeg kunne selvfølgelig også... Mit blik vandrede igen hen til glas stykkerne.

Jeg så hen på Dean igen. Han så ud til at være alt for optaget af hans nyeste opdagelse, til at se hvad jeg fortog mig. Det var nu eller aldrig. Jeg målte tavst afstanden, til glasskårene, med øjnene. Der var cirka en meter, så jeg kunne godt nå at tage et glasskår, hvis jeg sprang derhen, og nå at få ram på Dean, inden han fik fat i Louis. Det var muligvis min eneste chance for at komme herfra sammen med Louis.

Jeg kastede mig sidelæns, så jeg ramte jorden og gled hen af asfalten. Alle småstene rev i mit tøj og hud. Landingen var hård, men jeg var hurtigt på benene igen. Målet var at få fat i et glasskår og nå tilbage til Dean, uden han overhovedet havde opfattet, hvad der var sket. Jeg så på de store glasskår og fandt det største, som jeg tænkte nok godt kunne være i min hånd. Jeg bukkede mig ned og rakte ud efter det. Hurtigt var jeg oppe igen, denne gang med et glasskår i hånden. Glassets skarpe kanter skar ind i min hud, så jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at skrige. Jeg kunne allerede mærke, hvordan blodet begyndte at pible ud, og det sved som rent ind i helvede, men alligevel sprang jeg tilbage tids nok til at afskære Dean vejen til Louis. Jeg landede lige imellem dem, på benene endda, så de var nødt til at tage et skridt tilbage.

Jeg smilede kort, så længe Louis holdt sig ude nu, ville jeg let kunne klare Dean. Mit smil forsvandt alligevel kort efter, da en knytnæve ramte mig direkte i maven. Jeg gik et par skridt tilbage og tog mig til maven. Al luften var blevet slået ud ad mig, og jeg prøvede ihærdigt, at få noget nyt tilbage i lungerne. Louis' arme lagde sig om mig bagfra og prøvede at trække mig væk. Jeg så bare på ham, rystede på hovedet og vred mig selv ud ad hans arme.

Dean ventede smilende på mig, da jeg stakåndet kom hen til ham. "Nu undrer jeg mig lidt. Sagde du ikke, at jeg skulle passe på?" Han grinede hånligt.

"Åh, det var præcis det jeg sagde," mumlede jeg for mig selv. Nu ville jeg bare tørre det hånlige smil af hans ansigt.

Det ville blive en svær kamp, for det var ikke normalt at vi kæmpede mod en af vores egne, og jeg var derfor aldrig blevet trænet til noget lignende. Det ville måske endda blive lidt sværere for mig, indtil jeg kunne finde en måde at stikke ham med glasskåret. Jeg ville ikke slå ham ihjel eller såre ham dødeligt, men et stik i armen eller benet kunne han ikke tage meget skade af. Forhåbentligt.

Jeg tog, med min fod, fat i hans ben og rev mit ben til mig, for at spænde ben for ham. Han var for hurtig og tog fat i mine skuldre for at holde sig stående, men som den trænede, og helt igennem fantastiske, tyv jeg var, havde jeg allerede forudset det. Jeg løftede derfor mit ben og bankede knæet hårdt op i maven på ham, derefter, da han knækkede sammen af smerte, stak jeg glasskåret, så hårdt jeg overhovedet kunne ind i hans højre arm. Han skreg højt, hvilket tiltrak nogle få blikke fra gaden, men han stod stadig gemt i skyggerne, så ingen kunne se ham.

Jeg snublede baglæns, målløs over at jeg rent faktisk havde gjort det. Jeg så på mine hænder, den ene fuldstændig tilsølet i mit eget blod, og den anden beskidt efter min lille tur hen over asfalten. Jeg fattede ikke, at jeg rent faktisk havde stukket ham med glasset. Det lignede slet ikke mig. Jo, jeg kunne da godt slå lidt løs på folk, men våben havde jeg alligevel aldrig brugt. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg var blevet opdraget til at være et monster. Jeg så igen på Dean, der var faldet ned i knæ, mens han hulkende tog sig til armen. Åh gud, hvad havde jeg gjort?

Så kom smerten.

En brændende fornemmelse skød frem i hele hånden. Jeg så igen på den blodige hånd, for at være sikker på at den ikke var gået i brand. Tårerne vældede op i mine øjne, mens smerten bare blev ved med at tage til i styrke.

"Louis," gispede jeg desperat, "min hånd."

Louis hvis blik før havde været limet til Dean, fløj omgående hen til mig. Hans øjne var store af bekymring. Han tog fat om mit håndled, hvilket fik mig til at gispe, da sorte pletter begyndte at danse for mit blik. Hele verden svimlede for mig.

"Melody, hvad har du gjort?" mumlede Louis, og om han mente, hvad jeg havde gjort mod Dean, eller det jeg havde gjort mod mig selv, da jeg tog så hårdt fat i glasset, vidste jeg ikke. Jeg var ikke helt klar i hovedet og opfattede kun halvt, at Louis løftede mig op i sine arme.

"Vi skal have dig på hospitalet," hørte jeg ham sige. Den sidste rest af bevidsthed i mig opfattede langsomt, hvad det var han sagde.

"Nej! Nej Louis, ikke hospitalet! Lejligheden," hviskede jeg hurtigt. Ikke hospitalet, han måtte ikke tage mig med til hospitalet.

"Du skal på hospitalet!"

"Lejligheden, Louis! Lejligheden."

Han sukkede dybt og begyndte at gå. Jeg vidste ikke hvorhen, men jeg kunne mærke, at han gik hurtigt, måske løb han endda. Imens prøvede jeg at stoppe lidt af blødningen, ved at presse hånden mod jakkens stof.

Jeg vidste ikke hvor langt tid, der var gået, da jeg kom til bevidsthed igen. Mine halvåbne øjne registrerede Louis' lejligheds badeværelse. Jeg sad vistnok på gulvet. Jeg prøvede at se op, men det var som om mit hoved vejede et ton. Pludselig sad Louis foran mig. Han tog min hånd i sin, så håndfladen vendte opad. Noget blødt blev lagt stramt om min hånd, hvilket sendte tråde af smerte gennem min arm.

"Er du vågen?" spurgte han stille. Jeg nikkede langsomt, så han pustede lettet ud. "Godt, jeg har renset dit sår, men vi er nødt til at få dig på hospitalet."

"Nej Louis, jeg kan ikke tage på hospitalet. Forstår du det ikke? Jeg er ikke registreret som borger. Hvis jeg kom på hospitalet, ville de ikke kunne finde mig som borger, fordi jeg rent faktisk ikke findes, i hvert fald ikke som Engelsk statsborger," forklarede jeg træt.

Han nikkede anstrengt og strammede bandagen til omkring min hånd. Man kunne nemt se, hvor meget han hadede, at han ikke kunne gøre noget for mig. Hans bekymrede udtryk gav mig dårlig samvittighed.

"Kom her," mumlede jeg.

Han sendte mig et blik, der sagde, at det kunne jeg godt glemme alt om. Jeg klappede på gulvet ved siden af mig, med min venstre hånd selvfølgelig. Louis bed sig i læben, men satte sig så ved siden af mig. Han lagde en arm om mig og trak mig ind til sig. Da vidste jeg, at jeg havde fundet mit livs kærlighed. Han var, hvad jeg havde ventet på. Jeg lagde hovedet på hans bryst. Det eneste jeg fokuserede på, var lyden af hans dybe vejrtrækning. Få minutter senere faldt jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...