Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6544Visninger
AA

13. Can I ask you a personal question?

Melodys synsvinkel:

 

Der blev banket på døren.

Jeg så op på Louis, der stod i døren med en bakke og et uskyldigt smil. Han trådte ind, da han så at jeg kiggede på ham. Han satte bakken fra sig på kommoden og gik derefter hen og satte sig på sengen, hvori jeg lå. Han strøg mit hår væk fra panden, en enkelt bevægelse, der bragte minder frem, som jeg ikke rigtigt kunne tyde. Han lagde hånden på min pande, der stadig var brandvarm.

Jeg havde stadig en forfærdelig hovedpine og en smule kvalme. Jeg havde fået det bedre, men jeg ville ikke ligefrem sige, at jeg havde det godt. Jeg følte mig svag og hjælpeløs, de værste følelser man kunne have som tyv.

"Hvordan har du det?" spurgte Louis omsorgsfuldt.

"Okay," mumlede jeg hæst.

Louis kneb øjnene sammen. "Lyver du, for din pande er meget varm."

"Okay, jeg løj halvt. Jeg har det virkelig skidt, sådan forfærdeligt. På en skala fra 1 til jeg dør snart er det en 5'er."

Han smilede, sikkert på grund af min evige sarkasme, der sikkert altid ville være der. Han snoede langsomt en lok af mit hår om bag øret på mig. Jeg lukkede øjnene og nød bevægelsen i fulde drag.

Jeg slog øjnene op, da han havde sluppet mit hår. Han gik hen til bakken og tog den med hen til mig. På bakken kunne man blandt andet finde noget toastbrød, æblejuice, cola, chips og noget suppe. Han satte sig igen på sengekanten, denne gang med bakken på skødet

"Nå, hvad vil du have?" spurgte han, henvendt om tingene på bakken.

"Er det meste af det der ikke bare en hel masse sukkerholdigt stads?" spurgte jeg så mistroisk jeg nu kunne.

"Tjooo... Men man får det altså bedre af det, når man har feber," svarede han og trak på skuldrene.

"I hvert fald ikke suppen. Jeg har det allerede varmt nok, nu når du har overdynget min krop med tæpper," mumlede jeg irriteret. Louis sendte mig et 'helt ærligt blik', så jeg sukkede. "Jeg tager æblejuicen."

Han smilede en anelse triumferende, gik over til kommoden, satte igen bakken der, hvorefter han gik hen til den anden side af sengen og lagde sig ned ved siden af mig. Sengen gav sig en anelse, da han lagde sig.

"Må jeg godt spørge dig om noget personligt?" spurgte han, mens han kløede sig i håret. "Jeg vil ikke op og skændes med dig, så du kan bare lade være med at svare, hvis du ikke har lyst til det."

"Spørg løs," sagde jeg bare, imens jeg sippede til juicen.

"Hvordan kan du leve med at stjæle fra andre mennesker? Får du ikke dårlig samvittighed?" Han lød en anelse nervøs, men jeg havde ikke tænkt mig at angribe ham igen.

Jeg tænkte ikke en gang over hans spørgsmål, før jeg svarede: "Ikke rigtigt, for mig føles det naturligt. Jeg har gjort det i mange år nu, så det føles ikke forkert," sagde jeg.

"Men du tager jo andre folks ting," kommenterede Louis.

"Jeg tager aldrig fra mennesker, der tydeligt har mangel på penge. For det meste stjæler jeg mest fra sådan nogen som dig. Rige eller berømte. Du har nok hørt, at Simon Cowell for et par måneder blev røvet. Det var mig, der gjorde det," sagde jeg stolt, men det så ud til at han bare blev mere forfærdet af det.

Jeg sukkede dybt. "Skal jeg prøve at forklare på et sprog du kan forstå? Hvor længe har du sunget?"

"Næsten hele mit liv." Ligesom jeg ikke havde gjort før, lod Louis også være med at tøve.

"Så hvis du levede i en verden, hvor det var forbudt at synge, hvis det var forkert, ville du så holde op med at synge?" spurgte jeg ham.

"Jeg..." startede han, men stoppede så sig selv. "Nej, jeg ville stadig gøre det," rettede han sig selv med en stille stemme.

"Der kan du se. I min verden er der ikke noget forkert ved det, ligesom det ikke er forkert, for dig at synge."

Han nikkede. "Okay, jeg tror, jeg forstår det."

Vi lå et stykke tid i stilhed. Det var rart, altså ikke stilheden, men at ligge ved siden af ham og slappe af. Han virkede god nok, når man kom ind under den irriterende popstjerne attitude. En god ven. Jeg savnede Chrisser.

Tænk Chrisser havde lært at leve med mig, for det skulle der da noget arbejde til. Vi var selvfølgelig også vokset op sammen, så det var måske lidt nemmere for ham, end Louis. Det var en hel dag siden jeg sidst havde set ham, og jeg savnede ham en smule, da jeg plejede at se ham hver dag. Vent nu lige lidt, en dag! Var der allerede gået en dag?!

Jeg satte mig hurtigt op i sengen, så mit blik blev en smule omtåget, og min hovedpine blev hundrede gange værre.

"Wow. Okay, Melody, nu skal du bare lægge dig ned igen. Vi skal ikke have, at du får det værre, vel?" Louis var hurtigt oppe at stå og ovre på den anden side af sengen. Han lagde en beroligende hånd på min arm, men den havde bare den omvendte virkning på mig, og jeg blev mere opmærksom på hvem, der stod ved siden af mig.

Jeg rystede hans hånd af mig, idet jeg rystede på hovedet. "Louis, du forstår ikke."

"Jo, det har jeg lige sagt, at jeg gør," svarede han uforstående, som om jeg snakkede volapyk.

"Nej." Jeg rystede igen på hovedet. "Ikke det. Jeg skal tilbage, for ellers bliver der ballade. Ser du, Dragen, min leder, han kan finde på at straffe mange, hvis jeg ikke kommer hjem. Jeg vil ikke lade det gå ud over de andre."

"Melody!" råbte Louis pludselig, så jeg gik direkte ind i en væg.

Jeg er sikker på, at det så meget sjovt ud, men det gjorde ondt af H til. Min allerede forfærdelige hovedpine, blev forværret, og jeg sank sammen på gulvet. Louis kom mig hurtigt til hjælp, men jeg kunne allerede se, hvordan det begyndte at sortne for mine øjne. Jeg prøvede, så godt jeg kunne, at holde fast i virkeligheden.

 

Dragens synsvinkel:

 

Jeg vendte mig mod døren, da der blev banket på døren. Jeg råbte et magtfuldt 'Kom ind!', og en dreng stak hovedet ind.

"Ja?" sagde jeg til ham.

Han trippede nervøst ind i rummet. Man kunne nemt se, at han var bange, men jeg tog mig ikke yderligt af det. De fleste, der kom herind, var bange.

"Ja?" sagde jeg igen.

"Øhm, jeg er Christopher, Melodys ven," mumlede han og trippede frem og tilbage mellem hans højre og venstre fod.

"Selvfølgelige, Christopher, det ville jeg aldrig glemme," svarede jeg, selvom jeg faktisk ikke anede hvem drengen var. Det eneste, der hang fast i mit hoved var at han kendte Melody, var hun kommet tilbage, eller havde hun fejlet igen og gemte sig for mig?

"Melody har været væk i et døgn nu," sagde han stille.

Mit hoved vågnede med det samme. "Tal højere, knægt!" bjæffede jeg og nød at se drengen krympe sig.

"Melody har været væk i over et døgn nu," gentog han, denne gang en anelse højere.

"Og hvorfor er der ingen, der har tjekket hendes gps!" råbte jeg.

Drengen spjættede. "Jamen..."

"Hvis hun er stukket af, så kan jeg love at hun får den hårdeste straf. Jeg kunne aldrig have forestillet mig at min bedste tyv ville gøre det, men æblet falder vel ikke langt fra stammen."

 

 

****************

 

Så fik I lidt af Dragens synsvinkel. I må meget gerne skrive i kommentaren, om hvad i syntes om det.

Jeg deltager i The Hunger Games fanfiction konkurrence og har lige langt en ny Movella ind. Det er et oneshot, og hvis nogen af jer godt kan lide The Hunger Games, vil I så ikke være søde at gå ind og like og sætte på favoritlister. Det ville betyde meget for mig.

P S kapitlet i dag er ikke rettet:).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...