Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6546Visninger
AA

30. Birthday and love

Melodys synsvinkel:

 

"Tillykkeee!" råbte de alle sammen, efter den gode fødselsdagssang sunget af mine bedste venner. Selv efter Kates protest over, at hun var den eneste i rummet, der ikke var en verdenskendt sanger, og at hun i den grad ikke kunne synge, havde jeg endelig fået en fødselsdagssang.

"Tak!" svarede jeg, mens et stort smil prydede mit ansigt. Min første fødselsdag nogensinde. Jeg var lykkelig.

Jeg skulle ikke længere bekymre mig om Broderskabet eller Dragen. Før jeg tog afsted fra Broderskabet havde jeg lagt en besked til de resterende medlemmer og fortalt at Broderskabet var blevet opløst. Dagen efter havde de i nyhederne fortalt om et lejlighedskompleks, der næsten var brændt ned til grunden. Det var en påsat brand, men ingen vidste, hvem der havde sat den i gang. Og det betød, at jeg endelig var fri. Broderskabet var opløst, og vores sidste tilholdssted brændt. Det var slut.

"Pust lysene ud!" råbte Perrie begejstret.

Jeg pustede lydligt lysene på kagen ud. Alle 18. De andre jublede.

"Og nu skal du ønske!" fortsatte Perrie.

"Jeg ønsker altså ikke," mumlede jeg smilende.

"Ej, kom nu, Melody, ønsk," istemte Niall.

Et endnu større smil brød frem på mit ansigt. Skulle jeg mon fortælle dem, hvorfor jeg ikke ville ønske? Skulle jeg fortælle dem, at jeg ikke længere behøvede at ønske? Jeg havde alt, hvad jeg havde brug for nu. Et hjem, venner og vigtigst af alt, så havde jeg Louis. Mere havde jeg ikke brug for.

"Fint, jeg ønsker." Jeg lukkede øjnene og åbnede dem kort efter, for at de andre skulle tro på, at jeg ønskede.

De jublede igen. Jeg lagde mærke til, at Louis så på mig. Hans blik var fyldt med kærlighed, en kærlighed ingen nogensinde havde set på mig med før. Jeg rakte min ene hånd hen til ham, og han flettede vores fingre sammen. Det fik mit hjerte til at banke en anelse hurtigere.

"Årh, se på de to!" udbrød Kate og hentydede til vores hænder. "Hvor er I søde!"

"Man kunne også sige kvalmende," kommenterede Zayn med et skævt smil.

"Zayn, vi ved godt, at du synes det er ligeså sødt som vi synes." Perrie lagde en arm om ham og gav ham et kys.

Jeg havde aldrig før holdt en fødselsdag, men hvis det var sådan her hver gang, ville jeg ønske jeg havde haft flere. Vi havde grinet utrolig meget. Og jeg havde været glad, nej, jeg havde været lykkelig.

Dengang jeg mødte Louis første gang havde jeg aldrig regnet med, at det ville ende sådan her. Måske ønskede jeg det heller ikke dengang, men nu kunne jeg ikke have været lykkeligere, for de valg jeg traf. At trodse Dragen var noget af det bedste jeg nogensinde havde gjort. Jeg fattede stadig ikke, at det var Dragen, der havde ført Louis og mig sammen til at starte med. Hvis ikke jeg havde fået ham som mål til at starte med, ville jeg aldrig have mødt ham. Nu var Dragen død, og selvom han altid havde været en tyran, ønskede jeg på en eller anden måde at takke ham.

Christopher havde ikke vist stadig ikke vist sig, siden den dag han dræbte Dragen. Jeg savnede ham ualmindeligt meget, men jeg forstod. Han var flygtet, sikkert i frygt for at politiet havde opdaget Dragens lig.

"Nu skal du altså åbne vores gave!" udbrød Perrie med glædesstrålende øjne og tog Kate arm i sin.

"Jeg troede, at I alle sammen havde købt en gave sammen," sagde jeg undrende og pegede på dem alle.

"Nej, mig og Perrie købte en gave sammen og så hjalp vi drengene med at købe en," svarede Kate muntert.

Jeg nikkede bare. Gaverne var der måske ikke hundrede af, men det gjorde egentlig ikke noget. Bare det at de alle sammen var kommet for at fejre mig betød noget. Så gik jeg over og fandt den gave Kate og Perrie havde købt. Da jeg havde taget papiret af, fandt jeg ud af at der var en papkasse under. Jeg så undrende over på pigerne, der bare nikkede. Derefter åbnede jeg kassen.

Inden i papkassen lå mindst femten Dvd'er. Nedenunder Dvd'erne lå noget farvet stof. Jeg fjernede Dvd'erne og tog stoffet op. Det viste sig, at være en kjole. Den smukkeste kjole jeg nogensinde havde set. Kjolen var hvid med blå, lyserøde, lilla og rosa farver, det lignede næsten at farverne var malet på, og bunden af kjolen var pyntet med en enkelt stribe hvide blonder.

"Wow," mumlede jeg.

"Ja, vi ved jo godt, at du ikke er så vild med at gå med kjoler, men vi så den der og tænkte bare at den ville være perfekt til dig." Kate så lidt nervøst på mig, sikkert bange for at have valgt forkert.

"Den er meget smuk. Mange, mange tak!"

"Ih! Jeg vidste, du ville kunne lide den!" hvinede Perrie. "Og for resten så er Dvd'erne de bedste kærlighedsfilm i hele verden. Vi syntes du var lidt for langt bagude med kærlighedsfilm, så snart holder vi tre en filmweekend!"

Jeg gav dem begge et kram og takkede dem endnu en gang. Derefter gik jeg igen hen til gaverne og så en lille firkantet pakke.

"Hvem er det fra?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Mig," svarede Louis og han lød næsten nervøs.

Spændende. Hurtigt flåede jeg papiret af. En lille sort smykkeæske lå inden i. Louis kom over til mig og tog æsken ud ad hånden på mig. Jeg stirrede overrasket på ham.

"Nu er det ikke fordi jeg frier til dig, for det vil jeg vente med. Men jeg vil gerne spørge dig om noget. Vil du love mig, at du altid vil blive hos mig? Vil du love mig, at du bliver hos mig, indtil jeg frier til dig, sådan rigtigt? Vil du være min for evigt?" spurgte han, åbnede æsken og fremviste den smukkeste ring jeg nogensinde havde set. Ringen forestillede to blade, der mødtes.

Jeg mærkede hvordan tårerne sprang frem i øjnene på mig. "Ja, Louis, det lover jeg, og det vil jeg," sagde jeg grådkvalt. Jeg faldt om halsen på ham, og han holdt mig tæt ind til ham.

"Det er jeg glad for," hviskede han i mit øre.

Han gjorde sig fri og tog ringen ud ad æsken. Han smilede over hele hovedet. "Prøv og se bagpå."

Jeg tog imod ringen og kiggede på bagsiden af bladende og så, at der stod et navn på hvert blad: Melody. Louis. En glædeståre trillede ned ad min ene kind. "Vores navne?"

"Sådan noget her kan jeg slet ikke klare," sagde Perrie og tørrede øjnene, mens hun grinede lidt.

Louis nikkede til mig, stadigt smilende. Det bankede på døren. Jeg tørrede tåren væk fra kinden og smilede stadig.

"Tak Louis," smilede jeg, "jeg elsker dig," sagde jeg, da jeg gik ud for at åbne.

"Jeg elsker også dig!" råbte Louis efter mig. Lød han også en smule grådkvalt?

Da jeg nåede ud til døren åbnede jeg den og blev mødt af en tom gang. Mine ben førte mig ud ad døren for at se om nogen gemte sig eller sådan noget. Et eller andet stod i vejen, så jeg var lige ved at snuble. Jeg så ned på genstanden, jeg næsten var faldet over. En kasse? Med et kort under? Jeg bøjede mig ned og samlede den op. I den lille kasse lå et sølvarmbånd med nogle få vedhænd: Et hjerte, et M og et C. Underligt.

I kortet stod der: kære Mel. Jeg savner dig, og selvom du ved vores sidste møde fik at vide, hvor meget jeg havde svigtet dig, ved at lyve om dine forældre, håber jeg også du savner mig. Du må forstå, at vi to aldrig kommer til at møde hinanden igen, og det gør ondt. Virkelig ondt. Jeg giver dig dette armbånd, så du både har et armbånd fra mig og et armbånd fra dine forældre. Men du skal vide, at jeg elsker dig meget højt. Du har altid været som den søster jeg aldrig fik. Jeg håber du får et godt liv med Louis.

Jeg elsker dig. Din Chrisser.

På vej tilbage til køkkenet tog jeg armbåndet på ved siden af det fra mine forældre. Det passede perfekt. De andre så spørgende på mig, da jeg kom ind.

"Hvem var det?" spurgte Liam nysgerrigt.

"Ikke nogen," svarede jeg smilende. Denne her hemmelighed var kun for mig, og måske Louis når de andre var taget hjem. "Skal jeg ikke pakke flere gaver op?" smilede jeg i stedet, mens Louis lagde armene om mig. Jo, jeg ville helt sikkert fortælle ham om det.

"Jeg elsker dig så højt," hviskede han ind i mit øre.

"Jeg elsker også dig virkelig, virkelig højt. Og jeg glæder mig til, at du frier, sådan rigtigt," hviskede jeg tilbage. Lykkeligere end jeg nogensinde før havde følt mig. Og jeg glædede mig mere end noget andet til at Louis friede rigtigt til mig.

Han grinede, lænede sig frem og gav mig et kys.

 

************************

Jeps, så mangler jeg bare en epilog, og så er denne historie færdig. Jeg valgte at lave dette til et lidt længere kapitel end sædvanlig, siden det er et af de sidste. Jeg håber, I kan lide det!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...