Once thief always thief - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 12 okt. 2014
  • Status: Færdig
Næsten 18-årige Melody Black er tyv og forældreløs. Hun lever i et lukket fællesskab også kaldet Broderskabet. Man flygter ikke fra Broderskabet, det er hvad hun har lært. Hendes leder ville straffe hende, hvis hun gjorde det, det ved hun. I Broderskabet stjæler de, for at overleve. En dag, da hun får et nyt mål, ændres alt for hendes nye mål er selveste Louis Tomlinson. Louis Tomlinson er derimod blevet en selvglad popstjerne udenpå, men han er knust indeni, da Eleanor Calder har slået op med ham. En dag mødes deres veje, på en ikke helt så romantisk måde som mange andre kærligheds historier. Louis er en irriterende sanger, der har lukket af for alle følelser vedrørende nye mennesker, men kan Melody ændre på det? Og kan Melody nogensinde bryde det bånd, der binder hende til Broderskabet? Og gemmer hun på mere end den hårde pige, der hader mennesker? Få svaret i en historie om frygt, drama, tyveri, løgne og selvfølgelig kærlighed.
Once thief always thief er 2'eren af Always afriad.

45Likes
33Kommentarer
6925Visninger
AA

21. A visit

Melodys synsvinkel:

 

Der var gået halvanden uge siden, Louis' og mit kys. Alting havde gået godt siden, og jeg havde næsten glemt alt om Broderskabet, eller i hvert fald om den klemme jeg sad fast i. Jeg havde dog ikke forandret mig synderligt meget, mine sarkastiske bemærkninger sad stadig på sin plads, og jeg kunne stadig blive sur over den mindste ting. Jeg forandrede mig ikke særlig meget, men jeg var sikker på, at Louis kunne lide mig, for den jeg var.

Jeg traskede ind i den lille hyggestue. En ren krop, rent hår og rent tøj, så blev det ikke bedre. Efter meget overtagelse, havde Kate og Perrie fået mig med ud og shoppe. Jeg havde flere gange prøvet mig med den undskyldning, at jeg ingen penge havde, så ville jeg være nødt til at stjæle, og det ville de jo ikke være glad for. Louis havde desværre grebet ind i den samtale og sagt, at han nok skulle betale. Så var den samtale ligesom lukket. Og faktisk havde shoppingturen ikke været så slem, som jeg havde regnet med. Vi havde haft det sjovt og grinet, og vi havde endda været inde på en cafe, hvor jeg smagte kaffe, for første gang.

Jeg strøg mine hænder ned over den nye trøje med de mørkeblålige farver. Jeg kunne godt lide den, desuden kunne jeg bruge den, hvis jeg nu skulle få den dumme ide at tage tilbage til Broderskabet.

Broderskabet virkede lige pludselig som noget fra en anden tidsalder. Noget der var langt væk. Jeg blev ved med at udskyde 'hjemrejsen' (Hvis man kunne kalde det det).

Jeg satte mig ned på den lille sofa med de pastelfarvede pudder. Mit blik blev fanget af de sladderblade, der lå på bordet. Jeg havde flere gage prøvet at læse i dem, men måtte til sidst opgive, det interesserede mig overhovedet ikke.

Sofaen gav sig lidt, idet Louis satte sig ned ved siden af mig. Han lagde smilende armen om mig og trak mig ind til sig. Jeg smilede til ham og nød bare følelsen.

"Hejsa," lød hans stemme tæt ved mit øre.

"Hej," mumlede jeg. Jeg rømmede mig lidt, da jeg kom i tanke om noget. "For resten, så har jeg tænkt mig at blive." I hvert fald foreløbig, tilføjede jeg inde i mit hoved.

Han rynkede forvirret brynene.

"Jeg bliver her. Jeg tager ikke tilbage til Broderskabet, jeg bliver hos dig," smilede jeg og så ham i øjnene. Han så overrasket tilbage på mig, og jeg bed mig i læben. For jeg havde tænkt mig at blive, lige foreløbig. Jeg vidste ikke, om jeg kunne blive, men nogle uger kunne vel ikke skade.

Han trak sig væk og så op og ned ad mig. "Er du glad for det nye tøj?" spurgte han så.

"Meget," smilede jeg. Og det var jeg. Det gav mig en vidunderlig følelse af at være helt ren. Jeg havde aldrig været så ren i hele mit liv. Jo, jeg havde kunne tage bad i Broderskabet, men jeg havde aldrig haft splinternyt tøj.

"Det er jeg glad for," smilede han og gav mig et kys på kinden. Så ændrede hans ansigtsudtryk sig, og han blev en smule nervøs, hvilket fik ham til at se lidt sødere ud. "Jeg tænkte på, om du ville med i biografen og bagefter med på restaurant? Ikke i morgen, men søndag? Jeg skal til interview i morgen, men jeg håbede det var okay, at vi så tog afsted søndag? Altså hvis du vil." Han så ned i gulvet, og jeg lagde mærke til, at hans kinder var blevet en anelse røde.

Jeg grinede lidt og smilede så til ham. Regnede han med, at jeg ville sige nej? "Jo, hvis du virkelig gerne vil have mig med, så kunne jeg måske godt finde tid til det," sagde jeg, men grinede så, da Louis endelig så på mig. "Selvfølgelig, vil jeg det. Hvordan kunne du overhovedet være i tvivl?"

Han smilede stort til mig. Han rejste sig langsomt op og sagde begejstret: "Skal jeg ikke lave noget mad til os?"

Jeg nikkede og rejste mig også op. Jeg kørte hånden igennem mit rene hår. Jeg fulgte efter Louis ud i køkkenet og så på, mens han begyndte at lave et eller andet. Vi stod og småsnakkede, da det bankede på.

"Går du ikke lige ud og åbner?" spurgte Louis mig.

Jeg hævede et øjenbryn. "Mangler din sætning ikke noget?"

Han sukkede. "Er du sød at gå ud og åbne?" rettede han sig selv.

"Selvfølgelig," smilede jeg og gik ud af køkkenet. Det bankede igen på, denne gang mere insisterende. "Ja ja, jeg kommer! Slap dog af!" vrissede jeg højt.

Jeg kom ud i entreen og overvejede lidt, om jeg skulle lade personen vente lidt længere bare for at irritere ham eller hende. Men det kunne selvfølgelig godt være en af drengene eller Kate og Perrie, dem ville jeg ikke lade vente. Okay, måske havde jeg en lille smule lyst til at lade personen vente, men til sidst tog jeg i håndtaget og åbnede døren.

Synet af personen udenfor, fik mit smil til at falme. Jeg trådte et skridt tilbage, klar til at smække døren i hovedet af ham, men han tog hårdt fat i døren. Jeg burde være glad, burde jeg ikke? Hvorfor havde jeg så lyst til at smække døren og bede ham om at gå sin vej?

"Hvad laver du her?" spurgte jeg, gennem sammenbidte tænder.

Christopher rystede på hovedet, idet han betragtede mig fra top til tå. "Jeg kunne spørge dig om det samme. Hvad er det du har på?" Han besvarede krævende mit spørgsmål med endnu et.

"Det kaldes tøj. Har du måske hørt om det?" hvæsede jeg sarkastisk og strammede grebet om døren, så mine knoer blev helt hvide.

"Hvad fanden laver du her, Mel? Jeg har været vildt bekymret for dig, bare så du ved det. Jeg troede, at du måske var blevet opdaget og slæbt med til politiet, og du ved hvad vi gør, hvis vi bliver slæbt med til politiet," sagde han med en smule panik i øjnene. Jeg nikkede stumt, selvfølgelig vidste jeg hvad der skete, hvis vi blev slæbt med af politiet. Vi begik selvmord, ligesom Christophers forældre havde gjort.

"Jeg er her på grund af et mål, ved du nok!"

"Et mål! Det tager sgu da ikke to uger at stjæle fra et mål! Jeg har gennemskuet dig Mel!" Han hævede stemmen, noget jeg næsten aldrig hørte hos ham.

Jeg skulle lige til at spørge om, hvordan de vidste, at jeg var lige præcis her, men så gik det op for mig, at jeg havde sat GPS til. Det undrede mig bare lidt, at det havde taget to uger, for dem at komme.

"Hvorfor var I så længe om det?" Jeg lagde armene over kors. Det plejede at tage 12 timer at finde nogen på GPS.

"Strømen gik, og det var svært at starte det hele op igen," forklarede han og trak på skuldrene.

Jeg nikkede langsomt. Okay, det forklarede en del. Broderskabet havde ikke den bedste teknologi, og hvis der kom strømafbrydelse, kunne det tage mange uger, at få det op og køre igen.

"Hvem er det, Melody?" råbte Louis ude fra køkkenet.

Jeg krympede mig og undgik Christophers blik. Nu var den lidt svær at komme uden om. Jeg så bedende op på ham, og jeg vidste at han ikke kunne stå for det blik. Han hadede at se mig ked af det, så længe havde vi alligevel kendt hinanden.

"Jeg vil ikke se dig ked af det," sukkede han.

"Chrisser, du forstår ikke det her. Jeg har et liv her, jeg har venner uden for Broderskabet. Der er for en gang skyld nogen, der kan lide mig." Min stemme var bedende mere ned noget før. Jeg ønskede virkelig, at han ville forstå det her. Vi havde kendt hinanden altid, vi havde altid forstået hinanden. Han kunne forstå det her, hvis han virkelig ville.

"Mel, det her er ikke dit liv. Du er nødt til at komme tilbage før eller siden, det er du klog nok til at vide," sukkede han. Hans blik var sænket mod gulvet, for ikke at se mit ansigt. Så gav det et sæt i hans krop, og han så vredt på mig. "Nu forstår jeg! Det er på grund af ham, du bliver her! Nu betyder jeg ingenting. Ved du hvad Melody, du kender forskel på rigtig og forkert. Du ved, at du skal komme tilbage. Jeg er ikke den første," sagde han og vendte sig om for at gå.

"Nej, Chrisser vent! Vil du ikke nok prøve at forstå?" spurgte jeg desperat. Jeg ville have at han skulle gøre ligesom mig, flygte. Jeg var blevet lykkeligere her, end jeg nogensinde have været før. Han skulle have den samme følelse.

"Nej, Melody. Du ved, hvor du kan finde os," sagde han så, uden så meget som at se på mig. Jeg sank en klump, sukkede og lukkede døren efter ham.

Jeg gled ned ad døren, indtil jeg ramte gulvet. Måske kunne jeg blive her for evigt. Bare sidde her alene og vente på, at jeg en dag ville forsvinde. Jeg ville ikke tilbage til Broderskabet, men jeg ville alligevel heller ikke svigte Christopher. Jeg var fanget ved en skillevej. Hvad ville være bedst? Den bedste vej ville nok være at droppe al form for tyveri og blive hos Louis, men jeg var opvokset i Broderskabet, og jeg vidste, at man ikke flygtede fra Broderskabet.

Jeg rystede på hovedet og mærkede, hvordan tårerne sprang frem i øjnene på mig. Nej, jeg ville ikke græde. Jeg måtte tilbage, det vidste jeg, men jeg kunne bare ikke.

Louis kom gående ind. Han så forvirret ned på mig, og hans ansigt blev hurtigt bekymret. Han satte sig ned ved siden af mig og tog min hånd. Jeg rystede igen på hovedet og trak den ud ad hans greb. Jeg måtte væk.

"Hvad sker der? Hvem var det?" forlangte han.

"Det... det var en fra Broderskabet," mumlede jeg og så på mine hænder.

"Hvad ville han?"

"De har fundet mig Louis."

"Så længe jeg er her, så gør de dig ikke noget. Det lover jeg," skyndte han sig at sige.

Det varmede, at høre ham sige det, men han vidste ikke, at jeg selv kunne finde på at tage afsted. Han kunne ikke stoppe mig.

"Når de først har fundet mig, så kommer de tilbage. De har ikke tænkt sig at give slip på mig en gang til," sagde jeg og så ham endelig i øjnene. "Louis, ved du hvad en drage gør?"

Han rystede forvirret på hovedet.

"Den dræber."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...