Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5458Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Selvom det er ved at være to timer siden det skete, så kan jeg ikke glemme det. Mellow var så tæt på at ødelægge alt mellem mig og Perrie.. Ikke fordi at vi har ’noget’ eller jeg sådan ville blive virkelig ked af det, hvis hun ødelagde det – men mere, at vi skal bo i det her hus i nogle par dage mere, og jeg har bare ikke lyst til at modtage vrede hadefulde blikke hele tiden fra Perrie, fordi det ved jeg ikke er rart – jeg har prøvet det før. Men hun er jo også min ven. Kun ven!
Men drengene havde heldigvis reddet mig. Niall havde skreget, at han havde set et pindvin også var alles opmærksomhed over på åbningen af skoven, hvor der rigtigt nok gik et pindsvin - også var alle på vej derover – selv Perrie. Hun er også noget af en dyreelsker.
Ja, i hvert fald bortset fra mig og Mellow, som var blevet stående tilbage.
Jeg åndede lettet ud, da jeg så at Perrie pludselig havde glemt alt om det her, og løb i røven på de andre, som var på vej hen til åbningen for sikkert at kidnappe den lille stakkel.
”Hvad har du gang i?” vrissede jeg og vendte mig om mod Mellow, som stod med et ulæseligt skræmmende blik i fjæset og hovedet en smule på skrå. Jeg hader det blik! Det giver mig så fandes meget kuldegysninger (!!!)
”Du var heldig, var?” spurgte hun og grinede en smule. Jeg kiggede irriteret på hende, ”helt ærligt Mellow. Hvad har du gang i?”
”Jeg har det da bare sjovt,” sagde hun og trak på skulderne. Et smil var begyndt at sprede sig på hendes læber, ”og på den her måde – har
jeg det sjovt.”
”Ja!
Dig! Er det her din plan, eller hvad?! Har det her været din plan for starten?!” hvæsede jeg højt, mens jeg spjættede sygt med armene.
”Måske,” sagde hun, og det lumske smil på hendes læber blev større. Jeg havde sådan lyst til at slå hende, men jeg vidste godt, at jeg i længten ikke kunne få mig til det. Det er jo Mellow … Selv navnet gør mig bare så glad, men alligevel så fucking vred.
Hvorfor har hun den effekt på mig?
”Og..” begyndte jeg og lagde en hånd på min pande, mens jeg lukkede øjnene, ”gider du godt skride ud af mit hoved?!”
Et højt skingert uhyggeligt grin undslap hendes læber, før hun rystede stort på hovedet, lagde sin ene hånd om på hendes baghovedet, hvilket undrede mig en smule og smilede stort til mig.

Nej, jeg gider ej.
Jeg sukkede og kiggede irriteret til hende, ”hvorfo-” ”Hey venner! SE LIGE!” skreg Niall, jeg kiggede forvirret over på ham, før mine øjne spjættede op. ”Niall! Sæt den ned, inden den stikk-” ”AV!”
Mellow grinede stort og jeg sukkede højlydt. Forhelvede.

”Har du det bedre Niall?” spurgte Louis bekymret og kiggede ned på hans hånd, som var helt rød og oppustet, fordi pindsvinet havde stikket ham. Hvor er det bare typisk, det altid sker for Niall på en eller anden måde – men alligevel, alle ved sgu da, at man ikke skal løfte et pindsvin.
”Ja, men min hånd gør fucking ond!” hvæsede han og spjættede irriteret med fødderne. Jeg klappede ham forsigtigt på hovedet, før jeg gik ud i køkkenet, men det skulle jeg aldrig havde gjort.
”Zayn?”
Oh shit, hvorfor var det også kun hende der stod herude? Hvor er alle de andre piger!?
”Vi skal altså lige snakke,” sukkede Perrie og kiggede alvorligt på mig, ”det gjorde altså virkelig ondt, at du bare sådan tog en pige med hjem, når du vidste, at vi to havde noget samm-”
”Hej.” lød det afslappet henne fra døren, hvor Mellow stod med et stort almindeligt smil på læberne. Hun så så normal ud, at man nærmest ikke skulle tro at hun var.. død.
”Hej Zayn,” sagde hun med en helt andet stemme, og et charmende smil på læberne. Jeg kiggede forvirret på hende, og nåede slet ikke at reagere for hun havde været henne og svunget armene omkring min hals og holdt mig tæt ind til hende. Jeg sværger at min mave var ved at springe over alt det slags fyrværkeri der var derinde. Amen, det var jo sygt – og hvad laver hun egentlig!?
”Uhmm..” startede jeg, men stoppede mig selv. Hendes øjne fik mig til at holde kæft. De brune smukke øjne borrede sig ind på mine. Hun havde bare et helt andet glimt i hendes øjne, end hvad hun plejede at have. Og det glimt var.. vidunderligt.
Uventet pressede hun kort sine læber ind på min kind, hvilket føles som om alt blodet i min krop blev steget til hovedet og min kind nærmest havde fået et brandmærke, at hendes vidunderlige, smalle, bløde læber.
Hun smilede kort til mig og gik så ud af køkkenet igen, som om der ikke var sket noget. Jeg kiggede efter hende, indtil Perrie slog mig på skulderen, for at få min opmærksomhed. Jeg kiggede hen på hende med et forsigtigt blik, selvom jeg ved det her ikke er særlig godt.
”Sig mig!” skreg hun vredt, ”hvad er det lige du har gang i!?” hendes stemme knækkede over, og jeg bemærkede en tåre trille ned af hendes kind. ”Perrie..” begyndte jeg langsomt, selvom jeg ikke vidste hvad jeg ville sige, så var derfor lykkelig over at hun cuttede mig af, ved at holde sin hånd oppe foran mig.
”Jeg troede virkelig at vi havde noget sammen!” skreg hun og forsvandt hulkende ud af rummet. Jeg tog mig til hovedet og sukkede. Forhelvede da også.
Ups.
Mellow, gider du ikke bare godt lade vær?! Helt ærligt, hvad er det præcis du har gang i? Er det bare din plan at ødelægge alt mellem mig og Perrie? Ikke fordi der har været noget særligt..
Jo mere uvenner i bliver, jo større chance er der for i alle skrider fra mit hus. Hvis Perrie skrider hjem, tager de andre piger også med.
En underlig mave fornemmelse kørte igennem mig. Hun ønskede os virkelig alle sammen hjem. Det gjorde ondt på en eller anden måde. Jeg bed mig hårdt i læben og kiggede ned i gulvet.
”Hvad sker der?”
Ud af øjenkrogen kunne jeg se alle drengene havde samlet sig, og Eleanor, i dørkammen til stuen med et forvirret blik på mig. Jeg rystede på hovedet som tegn på at jeg ikke gad og snakke om det, og det forstod de. Jeg lænede mig op af køkkenbordet og tog en dyb indånding. ”Du kan bare komme, okay?” sagde Harry forsigtigt, da han var den eneste som stod tilbage i døren. Jeg nikkede hurtigt og sendte ham et forsigtigt smil. Han nikkede bare langsomt og forsvandt for dørkammen, og lukkede heldigvis døren til stuen efter sig. Jeg vidste at det ville være bedst, hvis jeg snakker med Perrie – men alligevel havde jeg allermest lyst til at snakke med Mellow, selvom jeg gør det for tit.
Hvorfor skal hun gøre alt det imod mig?! Og hvorfor skal hun være så fandes irriterende og så fucking tiltrækkende, som gør det muligt at være sur på hende! Urg!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...