Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5481Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Hendes humørsvingninger skræmmer livet ud af mig. For at være ærlig er hun begyndt at skræmme mig en smule og.. det er bare så forkert. Der er noget anderledes over Mellow - og det er også klart, når hun er en del anderledes end alle andre. Hun er ligesom.. død. 
Endnu engang rejste kuldegysningerne på armen sig. Jeg sad inde i stuen, fordi efter hun havde sagt den sætning, forsvandt hun. Der gik ingen gang et sekund før hun var forsvundet, jeg nåede ikke at læse eller se hendes ansigtsudtryk på nogen måde. Ikke fordi jeg vidste at jeg kunne gøre det, fordi den pige er fandme god til at sætte facader op og det er nærmest det der skræmmer mig mest. Om det hele bare er en joke, eller om hun rent faktisk mener det hun siger. 
På det ene tidspunkt kan vi sagtens grine, snakke og sådan noget sammen, og det andet tidspunkt prøver hun at skræmme mig bort med he.. vent nu lige lidt. 
Det er det hun er ude på. Er det ikke? Hun prøver at skræmme mig væk, og hvis hun skræmmer mig væk, skræmmer hun også de andre drenge væk. Hun prøver altså at få os væk fra huset. 
Alligevel tanken om hun allerhelst vil have os til at forsvinde giver et stik i hjertet, da jeg allerede betegner hende som en god veninde. Hun er anderledes - det hun siger, selvfølgelig alt det gode hun siger - er der bare ingen, udover drengene, der har talt sådan til mig. At hun sådan kan joke og forstå mig på den måde, det har jeg ikke oplevet før – i hvert fald ikke ved en pige. 
Næsten alle piger jeg har mødt er skrigene fans eller sådan en Perrietype. Leigh er også fin nok, men jeg ved at hun har en kæreste derhjemme. Altså, nu er det ikke fordi jeg kan falde eller kan lide Leigh på den måde, for det kan jeg ikke men.. Hvor vil jeg hen med det her? 
Mine tanker er et stort rod, og selv jeg forstår ingen gang halvdelen af det her. Hun har bare den effekt på mig, at hun kan gøre mig så fandes forvirret, trist men også glad på samme tid. Det er forfærdeligt. 
Tænker du på mig, huh? 
Et skrig var næsten ved at undslippe mine læber, mens mit hjerte sprang op i halsen på mig. Mit hjerteslag kørte flere kilometer i timen, og faktisk så var jeg også tæt på at græde, fordi jeg fik sådan et stort chok. 
Tag dig sammen man. 
Da stemmen endnu engang rungede i mit hovedet, kom der endnu et sus i min mave, men dog ikke sådan et stort chok som før. Jeg kiggede forvirret rundt i rummet, men der var intet tegn på menneskelighed. Det kunne heller ikke være drengene som var kommet hjem, fordi det var ingen gang en halv time siden de var kørt, og med Niall med, så kommer de nok først hjem om nogle par timer. 
Stemmen gav nærmest genlyd i mit hoved, og først der gik det op for mig, at det ikke bare var en fremmed stemme, ikke en ukendt en - men en bekendt en. Nemlig en jeg hørte, og skræmte mig sindssygt for ikke så lang tid siden. Nemlig Mellows. 
Godt regnet ud. 
Mine vejrtrækninger steg en smule, men jeg panik kiggede mig omkring i rummet, dog kunne jeg stadig ikke se hende. Hun var der ikke. Der var ingen andre end mig herinde i det her rum. Tror jeg nok.
Det er nok fordi jeg er i dit hoved, spasser. 
Mine læber adskilte sig og blev straks mundlam. Det kunne ikke passe? Hvordan fanden kan hun være i mit hoved? 
Alt er vel muligt, når man er død. 
Endten var jeg blevet sindssyg, ellers var hun rent faktisk i mit hoved. Men.. det kan ikke passe. Det er så fucking urealistisk at hun pludselig bare kan komme ind i mit hjerte og være med til at tænke. Tænke sammen med mig, det er yderst umuligt. 
Lad vær med at spil bagklog på noget, som du ikke er særlig klog på. 
Nej, hun er derinde. Ligemeget hvor sindssyg og urealistisk det er, så er hun derinde. I ren panik sprang jeg op fra sofaen og løb ud på badeværelset, hvor jeg hurtigt fik smækket døren i, tændt for vandhanen, formet mine hænder som et O og flået det i hovedet på mig. Jeg løftede mit hoved en smule, for at kigge mig selv i spejlet, men endnu engang sprang mit hjerte op i halsen på mig og et højt gisp undslap mine læber. En sort skygge var der i få sekundter, før den forsvandt igen. Mine læber adskilte sig, samt mine øjne havde låst sig fast på det sted, jeg vidste der havde været en skygge. 
Mine hænder greb hårdt fast omkring bordpladen, som jeg langsomt kunne mærke blev en smule fugtig af mine varme håndflader. Jeg vidste jeg havde set en skygge! 
Hvis det havde været Mellow, ville jeg kunne se hende - men det var det ikke. Jeg sværger at det var en sort skygge! 


*


Jeg er så fucking paranoid. 
Jeg havde ringet til drengene og spurgt hvornår de ville komme hjem, og uden at spørge - hvilket jeg er overdrevet lykkelig over - hvad der var galt, svarede de bare at de var hjemme indenfor en halv time. Det var, som jeg selv ville havde kunnet regnet ud, Niall der stadig var igang med at spise, fordi han havde bestilt tag-selv-bord, hvilket de aldrig nogensinde vil lade ham gøre igen, fordi så kommer de aldrig ud. 
Stemmen, bedre kendt som Mellows, havde ikke været i mit hoved siden episoden på badeværelset. Jeg ved ikke hvad fanden jeg skal tro. Jeg er vel bare ved at blive sindssyg. 
Måske er alt det her bare noget jeg forstiller mig? Det kan ikke passe.. det hele kan ikke passe. Alt er så urealistisk. Jeg kan komme i kontakt med en sytten årig dødelig pige, som mistede sine forældre i en bilulykke fra flere år siden – kan du selv høre, hvor åndssvagt det lyder?
Men jeg sad udenfor på terrassen med den sorte tshirt klemmede til min krop, på grund af varmen. Man skulle nærmest tro det var hedebølge for hvis man bare havde en sort tshirt på, brændte ens mave næsten. Men grunden til jeg sad direkte i solen var, at jeg bemærkede Mellow stå inde under et træ, altså i skygge, hvilket jo et eller andet sted må betyde, at hun ikke kan stå i sollys.
Nu er jeg ikke sikker vel, men hun er ikke dukket op omkring mig på nogen måde.
Min mave har haft den samme underlige følelse siden badeværelsesepisoden, og jeg sværger jeg er ved at gå amork. Jeg havde lyst til at skrige så højt som muligt og smadre det nærmeste på mig – over det hele.
Over alting.
Og det værste af det hele er, at jeg prøver at undgå Mellow. Jeg sidder ude i sollyset for hun ikke skal komme i nærheden af mig, fordi jeg virkelig ikke har lyst til at se på hende. Og det er forkert. Det føles bare så fandes forkert. Jeg savner hende, og en del af mig skriger på, at jeg skal sætte mig hen i skyggen for at se om hun kommer. Jeg savner at se hendes ansigt, hendes opbygning, hendes forum, hendes øjne – alting.
Og hvorfor? Jeg ved det virkelig ikke.
Hun er bare begyndt at betyde en smule for mig, og jeg føler mig så tom, når hun ikke er i nærheden. Som om jeg mangler hende. Men det er jo yderst umuligt, at en person kan betyde meget for mig, når jeg kom for 2 dage siden.
Hvordan kan en død person have sådan en effekt på mig?

Mellows synsvinkel:
Jeg savner hende, og en del af mig skriger på, at jeg skal sætte mig hen i skyggen for at se om hun kommer. Jeg savner at se hendes ansigt, hendes opbygning, hendes forum, hendes øjne – alting.
Og hvorfor? Jeg ved det virkelig ikke.
Hun er bare begyndt at betyde en smule for mig, og jeg føler mig så tom, når hun ikke er i nærheden. Som om jeg mangler hende. Men det er jo yderst umuligt, at en person kan betyde så meget for mig, når jeg kom for 2 dage siden.
Hvordan kan en død person have sådan en effekt på mig?

Jeg lukkede mine øjne i og lod min hånd glide ned langs min side igen, hvor den havde lagt på mit baghoved, som fik mig til at koncertere mig mere, og denne gang var det om Zayns tanker.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, gøre eller tænke. Helt ærligt, så havde jeg ikke regnet med at han havde det sådan. Godt nok fortalte han mig engang at han ikke var bange for mig, og at han ikke ville have jeg skulle forsvinde på nogen måde.
Hvorfor er han sådan?
Af alle de personer som har besøgt huset, er han den eneste der har snakket til mig. Han er den eneste der ikke er løbet skrigene væk, så snart jeg havde vist mig. Jeg forstår det ikke, det gør jeg virkelig ikke. Hvordan kan han ikke være bange for mig?
Hvad er det jeg lige præcis har gjort, siden han ikke kan blive det?
Hvorfor kan jeg ikke få de forbannede mennesker ud af vores hus?!
Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved, indtil det slog mig. Jeg har kun vidst mig for Zayn, og der skete intet. Så, hvis jeg nu viste mig for nogen af de andre drenge.. hvis jeg begyndte at spøge huset, ville det så ende med at de alle sammen ville forsvinde?
Det er vel et forsøg hver – også kan jeg også få lidt sjov ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...