Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5486Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Natten havde været forfærdelig - Direkte ubehagelig.
Jeg har kunnet føle Mellow blik på mig hele tiden, og jeg vidste at hvis jeg vendte mig rundt i sengen, i stedet for at kigge ind i væggen, ville hun stå der. Men jeg kunne ikke få mig selv til det, hvilket skræmmende mig meget.
Jeg plejer jo ikke at have noget imod Mellow var i nærheden, for hun bor her jo, så det er klart – men alligevel ville jeg have svært ved at se hende i øjnene, efter jeg kyssede med Perrie, mod min egen vilje, btw.
Jeg kan ikke lide Perrie, jeg synes faktisk hun er direkte irriterende, men jeg ville ikke have hun skulle stå og råbe højt om der er nogen i nærheden og sådan noget shit. Hvis drengene nogensinde fandt ud af, at der er en ånd i huset, ville de flytte med et samme.
Da jeg endelig tog mig sammen, trak jeg den tynde dyne af mig og rejste mig op. Værelset var overraskende varmt, fordi solen skar igennem gardinerne og efterlod et hedeslag.
Jeg kunne allerede regne ud at det var hundrede grader udenfor, så jeg fandt hurtigt nogle rene boxers, en tshirt og nogle halvbukser i sort. Derefter smuttede jeg ud på badeværelset, så lydløst som muligt, da hele huset var stille, og det kun var mig der var stået op – overraskende, og tog et kort dejligt bad.
Da jeg havde slukket vandet, tørret mig, ordnet mit hår, børstet tænder, taget tøj på og trykket en bums ud var jeg smuttet ind i stuen, hvor der sjovt nok heller var ingen, så derfor besluttede jeg mig for at tage noget morgenmad.
Men lige nu sad jeg ude på terrassen med en tom tallerken foran mig, hvor der havde været et stykke franskbrød med pålægschokolade, som nu så fint ligger i min mave. ”Hva satan Zayn!” lød det pludselig højt oppe fra døren, hvor Niall stod med et frisk smil på læberne, og før jeg nåede at blinke var han nede ved mig. ”Er du allerede oppe?”
”Yup, og spist og det hele,” sagde jeg og sendte ham et svagt smil, mens mine øjne var klemt sammen, fordi solen skinnede som en sindssyg. Niall derimod var så klog at havde taget solbriller på. ”Oh, vi havde ellers snakket om, i går, at vi skulle tage ind til byen og spise morgenmad,” sagde han, mens han bed sig i læben, hvilket gjorde ordene en smule svære at forstå,  ”men der var du jo gået i seng. Og har du egentlig fået det bedre?”
”Det kan i da sagtens stadig gøre, jeg bliver bare hjemme,” forsikrede jeg ham hurtigt om, ”og tak, jeg har det fint.” ”Er du sikker på det?” spurgte han og så undrede på mig, men jeg nikkede bare hurtigt, stadig med det lille smil.
”Godmorgen boys!” lød det ovre fra døren, hvor Leigh og Jade stod med et stort smil på læberne, og kiggede ned på os oppe fra trappen af. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Niall lyse op i et stort smil. ”I er sgu tideligt oppe!”
Jeg grinede en smule og betragtede dem komme ned til os, og Jade sætte sig på stolen ved siden af Niall. Der er et eller anden mellem dem, det er så tydeligt.
”Hvornår kører vi?” spurgte Leigh, som kom hen og satte ved siden af mig, ”jeg tror de andre kører så snart alle er oppe.” sagde jeg og kiggede hen på Niall, som bekræftede det ved at nikke. ”De andre?” spurgte hun forvirret.
”Yup, jeg har spist.”
”Hvor er du dog..” grinede hun og klaskede mig en i baghovedet, hvilket fik mig til at kigge ’surt’ på hende, før jeg også gjorde det ved hende. ”Hey!” råbte hun og slog ud efter mig, men jeg undvigende, ”jeg har brugt lang tid på at sætte det hår!”
”Og jeg har lige ødelagt det,” grinede jeg og slog hende endnu engang, hvilket hun brokkede sig en del over. ”Skal jeg også ødelægge dit, huh?!” truede hun, hvilket fik mig til at stoppe med det samme, hvilet hun grinede en del over. ”Too late!” råbte hun pludselig og sprang op fra stolen, mens hun kastede sig ind over mig. ”Nej!” råbte jeg hurtigt, dog knækkede min stemme en del over, da et grin undslap mine læber.
”Godmorgen!” lød det pludselig højt oppe fra døren, hvor Perrie nu stod og bed sig en smule i læben. Leigh stoppede brat hendes bevægelser og satte sig tilbage i stolen. Jeg sukkede og kiggede bare ned i jorden, som om jeg ikke havde hørt hende. Forhelvede, jeg håber ikke hun havde lagt alt for meget i det kys. Selvom jeg ved, at hun har dét. 
Leigh mumlede et godmorgen til hende, Jade og Niall sad allerede og snakkede godt sammen, mens jeg, ligesom Leigh, også mumlede et næsten utydeligt lavt godmorgen. Ud af øjenkrongen kunne jeg se Perrie bevæge sig ned mod os, eller rettede ned mod mig, hvilket irreterede mig grænseløst, at jeg bare havde lyst til at springe op fra stolen og løbe skrigende bort. Jeg orkede hende seriøst ikke.
"Nå alle sammen!" råbte Liam pludselig bag os, hvilket fik os alle til at kigge undrede tilbage, og der stod ham, Harry og Louis, i fuldt påklædt tøj og var igang med at stege ind i bilen. Hurtigt sprang de andre op fra stolen og begyndte at gå hen mod dem. Dog gik Perrie lidt langsommere, og da jeg ikke rejste mig op fra stolen stoppede hun brat op og kiggede forvirret på mig, men stadig med et skævt smil, "kommer du?" 
Jeg rystede hurtigt på hovedet og håbede hun bare ville gå videre, men selvføgelig blev hun stående, "hvorfor ikke?!" spurgte hun nærmest helt i panik. 
"Fordi jeg har spist," mumlede jeg næsten utydeligt og ligegyldigt. 
"Så du skal ikke med?" hendes smil falmede, da jeg rystede på hovedet og hendes læber blev formet til en lang streg, før hun langsomt nikkede. "Men.. kan du ikke komme med alligevel?" 
"Nej." sagde jeg kort, og håbede endnu engang hun bare ville gå, men SELVFØGELIG blev tøsen stående, hvilket resuterede i at de andre drenge dyttede efter hende i bilen - ihvertfald i den ene bil, den anden var allerede kørt. 
"Kan du ikke komme med uden at spise.. så?" spurgte hun, men endnu engang rystede jeg på hovedet, hvilket hun hende til at sukke lettere irreteret. "Me-" 
"Perrie, kom nu!" råbte Harry som havde strukket halvdelen af sin krop ud af bilvinduet, mens han lavede sindssyge bevægelser, så man nærmest skulle tro bilen ville vælte eller sådan noget shit. 
"JAJA!" råbte hun tilbage til Harry, lidt før højt og uventet, derfor fik jeg et lille chok, som hun grinede en del falsk over. "Så ses vi når vi kommer hjem igen," sagde hun, og idet jeg troede hun ville begynde at gå hen mod bilen, var hun åbenbart hurtigt henne ved siden af den stol jeg sad på, lænede sig ned over mig og pressede kort sine læber på min højre kind, hvilket fik Harry til at pifte højt ovre fra bilen og personen bag rettet, sikkert Liam, til at dytte og min kind til at brække sig. 
Hun trak sig langsomt væk, sendte mig et 'charmende' smil og smuttede så med hurtigt skridt hen til bilen. Jeg kiggede efter hende med et løftet øjenbryn og havde allermest lyst til at tage det nærmeste vandlige stof der var i nærheden og bare vaske min kind så ren som muligt. En tvang til at gå i bad kørte også igennem mig. 
"Wow. Det må jeg sige," jeg behøvede ingengang vende mig rundt for at vide hvem det var. "Hun er helt væk i dig." 
"Jeg ved det," sukkede jeg, "det er forfærdeligt." 
"Giv tøsen en chance altså," svarede hun, "det er nærmest helt synd for hende." 
Hurtigt kiggede jeg mig over skulderen, hvor Mellow stod henne ved træet i skyggen. Jeg kiggede forvirret på hende. "Sig mig, hvilken side er du lige på?" sagde jeg fornærmest og rejste mig op fra stolen. Hun trak drillende på skulderne.
Jeg rystede kort med hovedet, mens jeg kiggede ned i jorden, på vej hen til det store grønne birketræ. 
Selvom episoden igår stadig var i baghovedet, prøvede jeg bare at lade som ingenting. Hun gjorde mig jo ikke fortræd eller noget.. - Måske havde hun bare en dårlig dag? Hvem ved? Men jeg tror ikke Mellow kunne finde på at gøre en flue fortræd. 
"Hvordan går det?" spurgte jeg og stillede mig foran hende, med et smil på læberne. Hun lagde hovedet på skrå, "det bør nok være mig, der spørgere dig om det mester." sagde hun, hvilket fik mig til at kigge forvirret på hende. 
Hvad? 
"Du kan godt lide Peeeeerrie," sagde hun med et stort smil. Hurtigt kiggede jeg forvirret men også surt på hende, "vel kan jeg ej!" forsvarede jeg mig hurtigt. 
"Nå ja, nej selvføgelig - for man kysser jo bare alle sådan pludselig," grinede hun med en sød latter, som fik kuldegysningerne til at rejse sig. 
"Hey!" sagde jeg hurtigt, "det var fordi hun skulle til at råbe op om at-" 
"Om at jeg er her?" afsluttede hun min sætning, hvilket fik mig til at bide en smule i læben. 
"Hvorfor må hun ikke sige det?" spurgte hun forvirret. 
Jeg åbnede min mund, men der gik lidt tid, før jeg begyndte at snakke, "fordi så ville de andre drenge opdage at du er her.. At der går en.. dødelig rundt i.. huset." 
Imens mine stammede ord kom hun af min mund, var hendes blik faldet til jorden, og jeg havde allermest lyst til at trække ordene tilbage, men det var forsent. 
"Hvor latterligt at de ikke må vide det," sagde hun nærmere vredt, hvilket fik mig til at bide hårdere i læben. For at være ærlig, skræmmer det mig lidt, når hun bruger den stemme. 
"Oh, er du bange for mig igen nu?" spurgte hun og lagde hovdet på skrå. Hendes øjne borrede sig igennem mine og jeg betragede choket den måde farven ændrede sig til sorte. 
"Jeg er også død." 
Kuldegynsinger og mærkelig fornemmelser fløj rundt i min krop. En del af mig sagde jeg skulle løbe en anden del af mig sagde jeg skulle blive - det var altså ikke særlig svært. 
"Hvis du flygter, kan jeg sagtens tage med." 
Sig mig, kan hun læse tanker?
"Jeps, det er bare sjældent jeg gør det," sagde hun med et grin i stemmen, hvilket lettede mig en smule op, før hun så satte den kolde facade op igen. Jeg var mundlam, stod bare og gloede på hende. 
"Jeg ved ikke hvad du har tænkt mig om, Zayn." sagde hun uventet, hvilket fik mig til at kigge undrede på hende, "men jeg kan sagtens blive dit værste marridt." 

 

UNDSKYLD VENTETIDEN DEJLIGE MENNESKER,

og det her er faktisk det sidste kapitel inden jeg tager på ferie, og jeg er først hjemme d. 21 igen, så der kommer ingen kapitler overhovedet. x
og desuden så er dette kapitel skrevet sindssyg hurtigt og ikke rettet, sorry er vildt stresset 

og er du ikke dejlig lige at like? æhæhæ

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...