Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5483Visninger
AA

6. Kapitel 5.

”Jamen, jeg ved altså ikke hvad der skete.” gentog hun, ”det var som om en rykkede i min hånd.” Jeg havde lyst til at råbe hun skulle holde kæft, for hun havde gentaget det millioner af gange, så man var lige ved at blive sindssyg. Men vi sad stadig ved bordet, bare og snakkede med hinanden. Eller Perrie gjorde ikke, fordi ingen hørte på hende. Det gjorde vi alle i starten, men så da hun begyndte at gentage det hele flere gange, så gad vi ikke rigtig høre på hende mere.
Men jeg havde snakket en del med Leigh, egentlig bare for at gøre Perrie irriteret på en måde – det er ret sjovt at modtage hårde blikke hele tiden, hehe.
”Hvad skal du Zayn?” spurgte Perrie hurtigt da jeg rejste mig fra stolen. ”Toilettet,” mumlede jeg næsten utydeligt og begyndte at gå hen mod havedøren, som gik direkte ind til stuen. Vi havde lige godt sat derude og snakket i to timer, og jeg orkede ikke mere. Jeg ville egentlig bare væk – væk fra Perries blikke og ind til Mellow. Da jeg var kommet ind i huset, lukkede jeg hurtigt døren og tog en dyb indånding. ”Tak for det,” sagde jeg, ”hun kan godt være.. eller hun er ret irriterende.”
”Det kunne man godt se på dig,” et sus gik igennem min mave og med et smil kiggede jeg hen mod døren til gangen, hvor Mellow stod. ”Hun var også så fandes klemmende. Hvordan kan du dog leve med hende?”
”Jeg har intet valg,” grinede jeg, ”hun skal være her de næste tre nætter, eller sådan noget.”
”Jeg har ondt af dig,” grinede hun, ”og det at du ligefrem skal bruge en undskyldning, for at slippe væk fra hende.” Jeg nikkede langsomt, ”vi havde også sat derude i lang tid,” sagde jeg.
”Hvem er hende du snakker så godt med?” spurgte hun direkte uventet og kiggede undrede på mig. Jeg bed mig en smule i læben, ”det er bare Leigh.”
”Leigh?”
”Ja. Hun er en del af bandet. Faktisk er alle pigerne et band.”
”Little Mix.”
Jeg kiggede overrasket på hende, og hun nikkede langsomt. ”Så dem engang i xFactor fra nogle år siden, da jeg var.. ja.” Straks rejste kuldegysningerne på min arm. ’Dengang jeg var levende.
”Du er bange. Er du ikke?” spurgte hun efter en stilhed, hvor jeg bare havde stået og kigget ned i jorden. Jeg kiggede op på hende, hendes smalle smukke ansigt så med et hårdt blik på mig. Mine læber adskilte sig en smule, men jeg rystede på hovedet. Jeg var ikke direkte bange, nærmere en smule nervøs. Jeg ved det ikke.
”Jeg tror ikke på dig.” sagde hun hårdt, som matchede hendes ansigtsudtryk. Jeg tyggede på min underlæbe og løb tør for ord. Hvad skulle jeg svare? Hvad svarede man til sådan noget? ”Jeg skal.. på toilettet,” sagde jeg og begyndte hurtigt at gå hen mod gangen, hvor hun stod ved dørkammen. ”Nej du skal ej,” sagde hun hurtigt, men jeg begyndte bare at gå ned langs gangen og mod toilettet. ”Du vil væk fra mig.”
Jeg åbnede hurtigt døren til toilettet og lukkede den i igen. Med rystende bevægelser stillede jeg mig hen foran spejlet og kiggede på mig selv. Mit hår var begyndt at falde en smule ned, jeg havde render under øjnene, jeg var bleg – jeg så direkte forfærdelig ud. Jeg orkede ikke at skulle gå hele vejen ovenpå for at hente de forskellige hårprodukter. Jeg stod stadig og kiggede på mig selv, og overvejede det lige en ekstra gang, da det var virkelig slemt, men så kom Mellow gående ind til mig. Gennem døren. Bogstaveligtalt.
Jeg vendte mig forskrækket om og kiggede på hende. Hendes øjne var blevet mørkere, og hun havde stadig det samme udtryk.
”Er der noget galt Zayn?” spurgte hun med en hel anderledes stemme, lagde hovedet på skrå og løftede i den ene mundvig, hvilket fik hende til at se helt.. uhyggelig ud.
Mine læber var adskilte, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. ”Er du begyndt at blive bange for mig?” spurgte hun roligt og begyndte at gå tættere på mig. Jeg ville gå længere bagud, hvis ikke håndvasken stod der, derfor stod jeg mig og klemmede mig op af dem, mens det rendte mig koldt ned af ryggen.
”Vil du gerne væk fra mig?”
Da jeg ikke svarede forsatte hun; ”vil du have jeg skal forsvinde?”
”Nej.” fløj det ud af mig, hvilket man kunne se kom en del bag på hende, ”jeg vil ikke have du skal forsvinde.” langsomt begyndte jeg at gå hen mod hende. Hun kiggede bare med et ulæsligt blik på mig. Jeg lagde en hånd på hendes skulder og overraskende nok blev den liggende. Egentlig bare jeg forventet den ville ryge direkte igennem hende, men det gjorde den ikke. Den blev liggende. ”Jeg vil have du skal blive her. Hos mig.”
Hun bed sig selv i læben og borrede sine øjne ind i mine. Jeg bemærkede de var begyndt at vende tilbage til de honningfarvede, i stedet for de mørke sorte. ”Jeg er ikke bange for dig,” forsatte jeg, ”je-”
”Zayn?”
Med et var hun forsvundet. Ud af den blå luft, og min arm faldt ned langs min side igen med et bumb. Jeg kiggede hen mod badeværelsesdøren, hvor lyden kom fra. ”Hvad?” hvæsede jeg højt.
”Er du okay?”
Kan den tøs ikke bare lade mig være?
”Jeg var,” sagde jeg lavt og gik hen til toilettet hvor jeg trykkede på skyl ud-knappen tingen. ”Dårlig mave,” sagde jeg højt og gik hen mod vasken hvor jeg lod vandet løbe, så det lød som om jeg vaskede hænder – i stedet stod jeg og kiggede mig igen i spejlet. Jeg var stadig så forfærdelig grim som før.
Vandet stoppede pludselig med at løbe, uden jeg havde drejet rundt på knappen. Jeg bed mig i læben og vendte mig rundt, for at gå hen til døren. Jeg tog en dyb indånding og trak ned i det, og som forventet stod Perrie der med det nervøse smil på læberne.
”Var det maden?” spurgte hun, ”blev du syg?”
Jeg skulle lige til at svare, før hun udbrød et stort grin, ”er du syg, mener jeg.”
”Ja,” svarede jeg kort, ”og jeg går i seng.”
”Jamen.. Klokken er kun halv ni?” spurgte hun, ”du kan ikke allerede gå i seng! Altså!”
”Så se,” mumlede jeg næsten utydeligt og gik forbi hende, for at komme op af trappen. Jeg skulle til at træde op på det første trin, da Perrie hurtigt var henne ved mig igen og lægge en hånd på min skulder. ”Vi skal altså også snakke på et tidspunkt, Zayn.” sagde hun bestemt og kiggede alvorligt på mig. Jeg bed mig i læben, ”om hvad?”
”Om os to. Hvad der forgår mellem os.” svarede hun kort og fjernede hånden fra min skulder, og lagde den på min kind, ”for jeg er ikke helt sikker.”
Hun trak mit ansigt tættere på hinanden, hvilket fik mig til at bide mig hårdere i læben. Da vores læber kun var få millimeter fra hinanden, blev hendes hoved revet tilbage og hun tog sig choket til baghovedet, hvor nogen – Mellow – havde revet i hendes hår. ”Nu skete der igen!” udbrød hun med en skingre stemme, som lød som om den var på randen til at bryde sammen, ”her er et eller andet!”
Et sus gik igennem min mave og mine øjne spjættede sig op. ”Der var nogen der rev i mit hår!” fastslog hun med en rystet stemme, ”her må v-”
Hun blev afbrudt af mig, som pressede mine læber ind mod hendes i et blidt kys. Jeg kunne mærke hvordan hendes skuldre sænkede sig. Jeg trak mig langsomt ud og bed mig så i læben igen. Hun kiggede på mig med et svagt smil. ”Godnat,” mumlede jeg og vendte mig rundt og begyndte at gå op af trappen. ”Godnat,” lød det lavt fra hende, jeg kiggede kort på hende igen. Hun havde stadig det samme smil på læberne, ”godnat Zayn.” gentog hun.
Hvad er der lige jeg nu har ryddet op ud i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...