Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5483Visninger
AA

5. Kapitel 4.

”Hey Zayn!” lød det højt fra Leigh som vinkede som en sindssyg til mig. Jeg tog i alt hemmelighed en dyb indånding før jeg begyndte at gå hen mod dem, med et tvangstrukket smil på læberne. ”Hey!” sagde jeg lavt og slog armene omkring Jesy, som var løbet hen til mig på den mest fjogede måde jeg nogensinde havde set. ”Hvordan går det charmetrold?” grinede hun og trak sig ud. Jeg sendte hende et drillende smil, ”det går fint.”
”Hej Zayn,” hilste Leigh som også var kommet hen til mig. ”Hej Leigh,” svarede jeg tilbage med et frisk smil, og trak hende ind i et kram.
De var jo søde nok alle sammen, det er slet ikke dét.
Jeg kiggede efter Jade, men da jeg så hende og Niall stå og snakke sammen henne ved bilen, vinkede jeg bare kort til hende, da jeg ikke ville forstyrre noget. Hun vinkede også igen med et smil.  
”Hej.. Zayn.” lød det med en ret rystende stemme bag mig. Jeg behøvede ikke vende mig rundt for at vide, hvem det var. Endnu engang sukkede jeg lydløst og vendte mig rundt, hvor Perrie stod med et nervøst smil og kiggede på mig. ”Hej Perrie,” sagde jeg og fik et falsk smil klasket på læberne. Bare for at være flink trak jeg hende ind til et kort kram. Eller jeg havde tænkt mig, at det skulle være kort, men hun holdte ret stramt fast, så det måtte ende med vi stod der i noget tid.
Heldigvis reddede Liam mig, for at sige at der var lavet aftensmad omme i haven, hvor de vidst noget havde grillet. Jeg havde en god undskyld til hurtigt at trække mig ud og begynde at gå efter Liam. Jeg kiggede kort over på Niall, hvor Jade gik ved hans side, og det så vidst ud som om de snakkede godt sammen. Jeg sendte ham et kort smil og en tommelop. Han sendte mig kort bare et dræberblik, før han kiggede tilbage på Jade og snakkede videre. ”Så.. hvordan går det ellers?”
Jeg sukkede, og kiggede hen på Perrie, som var kommet op ved min side og kiggede på mig, med et nysgerrigt blik. ”Fint,” svarede jeg kort, og begyndte at sætte farten en smule op – hvilket hun også bare gjorde.
”Uhmm.. det lyder dejligt!” sagde hun hurtigt. Jeg sendte hende bare et kort smil. Og jeg som troede det var ovre; ”hvordan går det med bandet? Og det nye album?”
”Det går fint, alt går fint.”
”Det lyder også dejligt,” grinede hun en smule. Jeg nikkede bare langsomt og fangede Leigh gå lidt længere fremmede. ”Hey Leigh!” sagde jeg, hvilket fik hende til at vende sig rundt og kiggede undrede på mig. ”Hvad er der?” spurgte hun forvirret. Jeg sendte hende bare et stort smil, ”hvordan går det?” spurgte jeg hende. Hun trak på skulderne, ”jeg tror vidst det går godt.. bortset fra jeg har en sten i skoen.”
Et grin undslap mine læber, før jeg gik hen og lagde min arm om hendes skulder. ”Sådan er det ude på landet.”
”Zayn,” grinede hun, ”jeg tror altså ikke vi er ude på landet. Nærmere en skov.”
Jeg bed mig kort i læben, ”så er det sådan ude i skoven.”
”Ja, haha,” lød det fra Perrie, som man tydeligt kunne høre grinede falsk. Jeg sukkede en smule og kiggede ned i jorden.
”Hvor langsomt er det lige i går?” det det grinede fra Louis, som sad henne ved bordet, sammen med alle de andre. Faktisk var de allerede begyndt at tage mad på deres tallerkener. Der var en ledig plads mellem Liam og Harry, som jeg var hurtig til at sætte mig på. Overfor slog Perrie sig ned, ved siden af Leigh og Jade – som for resten sad med Niall på sin venstre side. Hæhæ.
Jeg begyndte at øse noget pastasalat op på min tallerken efter fuldt af en ret så brændt kylling, mon ikke Niall har stået for grillen. ”Vi undskylder for det ret så brændte mad,” grinede jeg og kiggede hen på Niall, hvor hans kinder blussede en smule op. De andre smågrinede en smule, men Jade lagde en hånd på hans skulder og sendte ham et smil.
Okay, det var tydeligt der var et eller andet mellem dem. Det er jo så tydeligt.
”Det er et smukt hus, i har her,” lød det fra Jesy som kiggede op mod huset. Jeg bed mig smule i læben, det var ikke vores hus, men Mellows. Hendes families. Da tanken strejfede mig, at det kunne være hun var omkring os lige nu, fik en underlige mavefornemmelse og kuldegysningerne til at rejse sig. ”Hvordan kan du fryse?” lød det forvirret fra Harry, som kiggede på mine arme, ”det er mindst tyve grader.”
Jeg sendte ham bare et kort smil, før jeg kiggede ned på min mad igen, for at skjule det smil jeg havde på læberne, så mest som muligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig begyndte at smile, men det var næsten umuligt at få tørret væk igen.
En samtale ved bordet startede op, omkring noget med pigers nye tour, som Liam havde været så flink at spørge ind til. Men jeg lyttede ikke efter, da Mellow fyldte mit hoved og jeg ærligtalt følte jeg var en smule overvåget. Var hun i nærheden?
Ud af øjenkrogen kunne jeg se Jade begynde at kigge sig forvirret rundt, men så også en smule bange ud. Jeg skævede, kunne hun også mærke det? Følte hun også, der var nogen i nærheden? Eller nogen og nogen; Mellow.
Men hun sagde aldrig noget, heller ikke da hun efter noget tid stoppede med at kigge sig sådan forvirret rundt, hvilket lettede mig en smule. Og det lettede mig endnu mere, da hun bare sagde til Niall, som havde spurgt om der var noget galt, at der intet var i vejen. En del af mig var næsten bange for at hun ville sige at hun følte sig overvåget – bare sådan at ingen fik forkerte anelser.
Jeg kunne føle Perries blik på mig, som faktisk havde lagt på mig det meste af tiden. Men jeg kiggede bare ned og koncentrerede mig om at spise. Jeg tog en bid af min kylling, idet Perrie åbnede sin mund. ”Hvor kyllingen dog smager godt! Synes du ikke også Zayn?”
Mit blik fløj op fra maden og kiggede kort på hende, hun sad med et stort smil på læberne. ”Jo,” sagde jeg kort og kiggede ned på min mad igen. ”det smager godt. Hvor er du god Niall,” sagde jeg så efter noget tid og kiggede hen på Niall, som kort kiggede over på mig med et smil, før han igen kiggede på Jade. Hvor var det altså bare sødt.
Et sus gik igennem min mave, som hurtigt nærmest slog mit blik væk fra Jade og Niall, hen på Perrie som sad med et genert smil på læberne. Jeg trak min fod til mig, som hun havde begyndt at nusse med hendes fod. Jeg sendte hende et hårdt blik, hvilket fik hende til at rynke øjenbryn og kigge en smule forvirret på mig. Et suk undslap mine læber, og jeg skulle til at spise en pastaskrue, da jeg endnu engang kunne mærke hendes fod køre op langs mit bukseben. Jeg kiggede hen på hende igen, hun sad og smillede charmende til mig. Jeg kiggede med et ulæsligt blik på hende, men hun holdte stadig det søde smil, som hun tog rundt omkring hendes glas med vand i og løftede den op til hendes mund.
Idet hun skulle til at drikke, gav hendes hånd pludselig et ryk hvilket fik alt indenholdet i glasset til at ryge ned på hendes tøj, og gøre hendes lyserrøde tshirt våd. Jeg kiggede overrasket på hende. Hun så helt skræmt ud og kiggede med en åben mund på glasset. ”D-det..” sagde hun med en rystende stemme, ”det var ikke mig! Jeg.. jeg ved ikke hvad der skete!”
”Du kan låne en trøje af mig,” sagde Jesy som rejste sig  med et suk fra stolen. Perrie tøvede lidt før hun også rejste sig. Hun så helt skræmt ud. Sådan virkelig meget. Jeg bed mig en smule i læben og undrede mig helt over episoden, indtil jeg så en sort skygge nede ved træerne gående forbi åbningen. Et smil gled over mine læber.
Mellow.

Undskyld et kedeligt kapitel!
og btw; INTET HAD PÅ PERRIE ELLER ZERRIE, JEG ELSKER DEM SKAL I VIDE, OG JEG ELSKER OGSÅ PERRIE, MEN ALTSÅ DET HAR JO NOGET MED HANDLINGEN AT GØRE. xx også hvis i ikke har regnet det ud, så er de ikke sammen i denne movella, æhæ

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...