Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5811Visninger
AA

4. Kapitel 3.

ikke rettet!

Jeg var lammet. Min krop var stivnet. De lysebrune ulæselige, kolde øjne borrede sig ind i mine. Mine håndflader var svedige, samt de rystede. ”Hv-Hvem er du?” ordene havde sat sig fast i min hals, men alligevel lykkes det mig til sidst at få dem sagt.
”Hvad laver i her?”
Jeg genkendte hurtige den lyse stemme fra senere i dag. Det var også hende der havde sagt det tidligere. Jeg var choket. Det bevidste jo bare at det hele ikke var noget jeg forstillede mig. Det var virkeligt. Hun stod der seriøst. ”V-Vi.. vi er p-p-på feri-e.” stammede jeg langsomt.
”Forsvind.”
Mine læber adskilte sig langsomt.
”Forsvind fra vores hus!” skreg hun med en skingre stemme, som lød hun var på kanten til at bryde sammen. Hvilket jeg egentlig også var. Jeg måtte være sindssyg, fordi det her er så urealistisk som noget kan være. ”H-Hvem.. er du?”
Hendes hoved blev langsomt lagt på skrå, og hendes blik gled mere og mere ned til jorden. ”Jeg hedder Mellow. Mellow Evans.” sagde hun, ”og hvis du skal være i tvivl så bor jeg her.”
”E-Er det di-ig nede på billedet?” spurgte jeg langsomt
”Ja,” svarede hun enkelt. ”Det er mig og… min.. familie.”
Historien strejfede min hjerne. Hendes forældre som døde i en trafikulykke. Det måtte være hårdt. Men var det ikke også noget med hun også.. døde sådan? Gud! Hvad er det jeg siger? Det kan jo ikke være rigtigt der. Jeg er bare træt, det hele er noget jeg forstiller mig.
”Du er den første person i mange år, der nogensinde har snakket til mig.” sagde hun pludselig, hvilket gav et sæt i mig. ”Det føles mærkeligt at være på talefod igen. At bruge ens stemme.”
Hendes blik var som klistret fast ned mod jorden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men hun snakkede bare videre. ”Enhver person har løbet skrigene bort, hver gang jeg viste mig for dem – så hvorfor gør du ikke det?”
Først efter nogle sekunder gik det op for mig, at huns stillede mig et spørgsmål. Jeg gled mig nervøst i nakken. ”Je..Jeg uhmm.”
Hun nikkede langsomt. ”Du er skræmt,” sagde hun med en lav stemme, ”du er direkte bange for mig.” Mine læber adskilte sig mere og jeg ledede efter ord, men jeg havde intet at sige. ”Men det er også klart. Fordi jeg er død.” Mit hjerte sprang et slag over. Død.
Død.
Hendes smalle øjenbryn sank sig en smule, og hun direkte kiggede undrede på mig. ”Hvorfor løber du ikke væk?”
Ja. Hvorfor var det jeg ikke løb væk? Hvorfor var det at mine vejrtrækninger var begyndt at blive normale igen? Hvorfor var det at jeg ikke følte mig skærmt mere – men i stedet en slags skyldsfølelse? ”Hvorfor flygter du ikke?” sagde hun højere.
”Hvorfor skulle jeg?” fløj det ud af mig, og jeg var ligeså overrasket som hun var over min pludselig selvtillid. ”Fordi jeg.. jeg er død!” sagde hun og slog ud med hendes tynde blege arme, ”jeg er..” hun kiggede ned i jorden også op på mig igen. En underlig følelse kørte igennem mig over vores øjenkontakt, og jeg var ikke sikker på om det var fordi jeg var skræmt eller hvad det var.
”Jeg er ikke bange.” fløj det endnu engang ud af mig. Denne gang var det hendes tur til at kigge skræmt på mig. ”Du kan ikke gøre for det.”

Mellows synsvinkel:
”Jeg er ikke bange.”
Han var anderledes. Denne dreng løb ikke skrigene bort som de andre der har lejet huset. De fleste har været her i omkring 4 timer før jeg fik dem væk. Det her er vores hus, ingen andres. Tabet af mine forældre tog hårdt på mig, og ingen fortjener at leve her. Det her hus tilføre mig og min familie.
”Du kan jo ikke gøre for det.”
Det er længe siden nogle har sagt noget til mig uden en rystende stemme. Det er.. ja, jeg ved ikke hvad det her. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke bange, bare overrasket.
”Hvad hedder du?” spurgte jeg. Han så en del overrasket ud over mit spørgsmål, men det kom ikke bag på mig; en død person spørgere om ens navn. Det er jo klart. ”Zayn.”
”Zain?” spurgte jeg bekræftende. Han rystede på hovedet med et lille smil, ”Zayn.” Han.. smilede til mig. En ukendt fornemmelse kørte igennem mig, hvilket overraskede mig en del. ”Og dig?”
Han virker ikke skræmt mere.
”Som sagt, hedder jeg Mellow.”
”Nå ja,” sagde han med et lille grin i stemmen. Mine øjenbryn blev løftet af overraskelse. Det var.. nej, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. ”Hvor længe har du været her?”
Spørgsmålet kom en del bag på mig. Han var nysgerrig. ”Nogle par.. år.” sagde jeg med et skuldertræk. Han nikkede langsomt og uventet sendte mig et svagt smil. En stilhed gled over os, hvor vi egentlig bare stod og gloede på hinanden, men den blev hurtigt afbrudt da døren pludselig blev åbnet. Hurtigt gjorde jeg mig usynlig og kiggede hen mod døren, hvor en brunhåret dreng, tror jeg, kom ind.
”Vi synes vi hørte at du snakkede?” spurgte han og så en ret underligt på ham. Det så ud som om Zayn kiggede efter mig i noget tid, indtil han kiggede hen mod drengen. ”Nejnej,” grinede han med noget, som kunne mindes som et falsk grin, ”du må have hørt forkert.”
Drengen som var kommet ind nikkede langsomt og så en anelse undrende ud. ”Jamen så.. godnat Zayn.”
”Godnat Liam.”
Liam hed han altså.
Da han havde lukket døren igen, gjorde jeg mig synlig og kiggede over mod Zayn, som så ud til at få et chok. Han lagde i hvert fald hånden på hjertet og kæmpede med at få hans vejrtrækninger til normale igen. ”Hvor mange er i lige?” hvæsede jeg, hvilket fik ham til at se overrasket på mig.
”Fem,” svarede han enkelt, hvilket fik mig til at knibe det ene øjne sammen. Jeg skal nok få dem ud – bare vent.


*


Zayns synsvinkel:
Jeg må være sindssyg, og det i går må bare havde været en drøm, selvom jeg tydeligt kan huske det. Og Liam havde også spurgt ind til det i morges, om jeg var okay, fordi da han var oppe ved mig virkede jeg sådan helt.. mærkelig af en slags. Men forhelvede, en 17-årig død pige stod også foran mig. Hvis det overhovedet var rigtigt.
Jeg ville ønske jeg kunne overbevise mig selv om, at det bare har været noget jeg har forstillet mig – drømt, men desværre tror jeg det er virkeligt.
”Så.. er du klar Zayn?” spurgte Harry som lige var løbet forbi mig, og der gik ikke lang tid før, han var forsvundet igen. Alle drengene havde pludselig fået det så tralvt, jeg sad bare i sofaen, i nattøj og kiggede på dem.
”Du er godt nok dirty hvis du tager af sted sådan der,” lød det fra Louis, som stak sit hoved ind fra døren til køkkenet. Jeg kiggede kort ned af mig selv også over på ham med et smil. Langsomt trak jeg på skulderne og sendte ham et drillende smil, indtil det gik op for mig, hvad han sagde.
”Vent.. hvad? Hvor skal vi hen?”
”Vi,” sagde Liam pludselig bag ved mig, hvilket gav et sæt i mig, ”skal ingen steder. Men de kommer her.” ”Skulle vi ikke hen til dem?” lød det forvirret på Louis, men Liam rystede på hovedet og lod Louis stå med et forvirret blik. ”Pokkers da også. Jeg troede vi skulle hen til dem, nu er den halvtimes pakning spildt.” Et grin undslap mine læber. Men han klukkede bare irriteret og gik igen.
Hvem var de?
”Hva, skal du ikke have noget tøj på?” sagde Niall, som dukkede mod i dørkammen til gangen. Han var iført en hvid skjorte samt nogle sorte bukser. Det måtte være nogle fine folk, for Niall gik stort set aldrig med skjorte.
”Hvem er det der kommer?” spurgte jeg forvirret. Han kiggede overrasket på mig, før han svarede. ”Pigerne fra Little Mix, du ved Peeeeeerie,” sagde han og puffede drillende til mig. Et suk forlod mine læber; Perrie var en af pigerne i bandet. Vi mødte dem til en afterparty til xfactor engang, hvor vi optrådte på et tidspunkt. Vi flirtede en del om aftenen, men jeg var fuld, så jeg kan ikke huske særlig meget. Noget jeg er helt sikker på var, at hun i hvert fald tog det lidt for alvorligt.
Faktisk så hver gang hun er i nærheden, bliver hun så fandes klemmende og gør alt for at komme i nærheden af mig. Det er ved at blive sindssyg irriterende.
”Perrie, Jade, Jesy og Leigh skal overnatte her i tre nætter,” sagde han efter noget tid. Et dybt suk undslap endnu engang mine læber. Jeg orkede ikke at have, undskyld, Perrie rendede efter mig i to dage. Jeg troede det her var en afslapningsferie?
”Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig det?” sukkede jeg og lagde hænderne foran mit ansigt. Jeg kunne føle hans forvirrede blik på mig, jeg tror efterhånden ingen af drengene havde regnet ud, at jeg faktisk ikke brød mig særlig meget om Perrie. Altså, hun var en sød pige og, også meget smuk – men sådan en klemmende person er bare ikke lige mig.
Han svarede ikke, grinede bare kort og rejste mig fra sofaen. Jeg fjernede hænderne for mit hovedet og kiggede med et drillende smil hen på Niall, hvilket fik ham til at stoppe op og kigge forvirret på mig. ”Hvad?”
”Er du så fint klædt, fordi Jade kommer?” drillede jeg. Han sendte mig et kort dræberblik og forsvandt hurtigt ud fra stuen. Niall var en lille (stor) smule vild med Jade. Det var i hvert fald så tydeligt, så nervøs han blev, hver gang hun var i nærheden. Det var så sødt.
”Zayn!” lød det pludselig et råb, ”se nu at komme i gang! De er her snart.” Jeg kunne genkende Liams stemme hurtigt, og det endte også med at jeg rejste mig fra sofaen. Det ville nok være en god idé og tage tøj på, for ellers ville Perrie gå fuldstændig i spåner.
Jeg gik igennem gangen og skulle lige til at træde på det første trin op af trappen, da en kold brise gik mig i møde, og løftede alle små hår på min krop. Jeg gøs kort, men kiggede så rundt. Var hun her?
Mellow hed hun. Jeg kunne huske at hun præsenterede sig selv i går. Jeg kan huske hvor overrasket hun var over, at jeg ikke var løbet væk, som hun fortalte at alle andre havde. På en måde tror jeg hun er en smule glad for, at have nogle at snakke med – for det virkede ikke som om hun havde snakket med nogen i lang tid. En anden del af mig, tror at hun bare vil have os alle ud af huset hurtigt muligt. Nu var det bare, at der kom dobbelt så mange ind også.
”Hvorfor står du der?” lød det forvirret fra Louis, som var på vej ned af trappen. Han var ikke klædt i noget som helst fint tøj eller noget. Bare en normal tshirt og halvbukser. Faktisk havde han heller ikke gjort noget ud af sit hår, hvilket kom en del bag på mig. Fordi det plejede han altid.
”Hvorfor står du der?” gav jeg igen, hvilket fik ham til at smile et skævt smil, før han endnu engang begyndte at gå sin vej ned af trappen. ”Er du klar?” spurgte jeg og kiggede op på hans hår, som var mere rodet jo tættere på man kom. Faktisk også en smule fedtet.
Han sukkede en smule, ”Eleanor var en smule misunderlig og bange for, at der kom sådan en pigegruppe hen og overnattede der. Hun ville ikke have jeg skulle gøre mig pæn eller noget, fordi ellers var hun vidst bange for en af dem skulle falde for mig,” sagde han og fumlede en del i sine ord.
Det var sådan noget typisk Eleanornoget. Louis måtte ingengang have en god veninde, uden hun ville blive misunderlig. Faktisk havde han en god veninde engang der hed Alex – sød tøs – og da Eleanor fandt ud af det, begyndte de langsomt og skændes.
Jeg forstår ærligtalt ikke hvordan han kan holde det ud.
Ikke at jeg har noget imod Eleanor som person, fordi hun er super sød, det er slet ikke det. Men sådan en type kan jeg bare ikke klare.
Jeg nikkede langsomt og sendte ham et opmuntrende smil og forsatte op af trappen, for at komme op, og få noget tøj på.

Da jeg havde skiftet til en hvid shirt og nogle sorte lange bukser, gik jeg ud fra værelset og var på vej ned af trappen, til de andre drenge, som vidst nok var udenfor, indtil den kolde brise igen kørte ind over mig. Jeg bed mig en smule i læben og kiggede rundt. Der var ingen tegn på nogen, men alligevel kunne jeg mærke, at en holdte øje med mig. ”Mellow?” spurgte jeg lavt og kiggede igen rundt.
”Zayn,” lød det lidt efter. Hun stod pludselig lige foran mig. Intet anderledes ved hende. Stadig den samme hvide kjole, det brune krøllede hår og det uskyldige ansigt. Selvom hendes pludselig ankomst gav mig hjertestop prøvede jeg så mindst som muligt at vise det.
”Hvem er det der kommer?” spurgte hun så med sin lysestemme, hvilket gav mig kuldegysninger. ”Nogle af drenges venner,” sagde jeg og trak på skulderne.
”Og det glæder du dig ikke til?” spurgte hun og lagde sit hoved en smule på skrå. Jeg kiggede overrasket på hende. Hvordan vidste hun det?
”Ikke rigtig,” mumlede jeg næsten utydeligt, ”en af dem er sådan lid-”
”Klemmende?” spurgte hun og jeg nikkede igen overrasket. ”Perrie, ikke?”
Hvordan … ?
Jeg var choket – mest bange for hvordan fanden hun vidste hvad hun hed. Det var utroligt. ”Jeg hørte jer,” forklarede hun. Jeg nikkede langsomt. Tanken om hun havde stået i samme rum som mig og Niall fik nogle ubehagelige mavefornemmelser til at køre rundt i mig, men alligevel ikke.
”Hvord-”
”Zayn?”
”Øh!” sagde jeg hurtigt og lagde en hånd på min nakke.
”Hvem snakker du med?” spurgte Louis og lænede sig op af dørkammen. Jeg panikkede en smule, ”bare.. statuen,” mumlede jeg og pegede hen på en rustning, som hang på væggen. Louis  øjenbryn løftede sig langsomt, ”tror du skal tidligt i seng,” mumlede han og grinede en smule. Jeg åndede lettet op, da han vendte sig rundt og gik ud til de andre drenge igen.
”Godt reddet,” lød det smågrinede fra Mellow, som pludselig stod ved min side igen. Hun var så tæt på mig, hvilket langsomt fik mig til at ryste, som var forkert.
”Det var godt nok.. akavet,” grinede jeg og tog mig til panden. Hendes grin lød som sødt musik i mine øre, da hun endnu engang smågrinede over episoden. Helt ærligt – snakkede med rustningen? Forsatan Zayn.
”Held og lykke,” lød det lavt fra Mellow, hvilket undrede mig en del, indtil jeg hørte hvordan gruset omkring huset begyndte at larme som sindssyg – hvilket betød der kørte en bil i det.
”Ta-” jeg kiggede over til min højre side, hvor hun stod lige før, men hun var forsvundet. En forum for lettelse og tomhed fyldte mig. Hvergang hun forsvandt føles det som om der manglede et eller andet, men hver gang hun så var der, var det som om jeg bare ville have hun skulle forsvinde. Hun var jo.. død. Og direkte en ånd, men alligevel når jeg var sammen med hende tænkte jeg ikke på det.
”Hej drenge!” lød det højt derude fra, efterfuldt af mange smækkede døre. Jeg sukkede før jeg begav mig hen til døren, hvor de 4 piger var steget ud af bilen og var i gang med at sige hej til de andre drenge. Et suk undslap mine læber, men alligevel gik jeg hen mod dem.


Hvad synes i om længten af kapitlet? Hvor langt eller for kort? :) x
Og husk og like, det gør mig så glad! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...