Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5482Visninger
AA

3. Kapitel 2.

”Drenge? Det er altså ikke sjovt,” råbte jeg irriteret. Jeg sukkede og rejste mig fra sofaen. ”Drenge,” råbte jeg igen og gik hen mod døren til gangen, som også var den, som havde åbnet sig. ”Drenge!” brokkede jeg mig og kiggede mig omkring ude i gangen. Problemet var bare, at der ingen var. Ingen tegn på nogen som helst. ”Er det her en prank, eller sådan noget?” spurgte jeg nervøst, ”for det er altså ikke spor sjovt.” En kold brise gik mig i møde, idet jeg trådte ud i gangen. Endnu engang blev den utrygge følelse lagt over mig, som om en eller anden kiggede på mig. Jeg følte mig overvåget.
Der måtte altså være et kamera af en slags et sted.
”Drenge..” gentog jeg for hundrede gang. Da de endnu engang ikke svarede blev jeg for alvor nervøs. Nærmere bange. De plejer at kunne opfatte hvornår man ikke synes det var sjovt mere. Jeg trak min telefon op fra lommen og fik den låst om med rystende fingre. Idet jeg skulle til at gå ind under kontakter, lød der et bumb. Alt stivnede indeni mig og jeg måtte tvinge mig selv til at kigge op.
Billedet.
Billedet af pigen og hendes familie lå på gulvet. Mine læber adskilte sig en smule. Den kunne ikke bare sådan falde ned af sig selv? Hvad sker der? Med rystende bevægelser og telefonen i lommen igen bevægede jeg mig hen til billedet og satte mig på hug foran det. Den lå med bagsiden op af, så jeg var hurtig til at få vendt det om. Det virkede tungt og koldt. Det virkede som om de tre personer stirrede på mig. Bad mig om at forsvinde. Lade dem være. Endnu engang rystede jeg de sindssyge tanker fra mig og stillede mig op igen. Jeg hang maleriet på sømmet igen og sørgede for det hang lige.
Da jeg havde fået det til at hænge lige, kastede jeg endnu et blik over pigen som sædvanligt sad på stolen med det store smil på læberne. Familien så lykkelige ud.
Pludselig blev billedet mørke end normalt – faktisk blev alting mørkre end normalt. Jeg vendte mig forskrækket om og opdagede at lyset var gået. Igen. Endnu engang rejste kuldegysningerne sig på mine arme. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Løbe? Ja, men hvorhen? Jeg kender ikke huset og hvis jeg løber udenfor, hvor skulle jeg så løbe hen?
”Hvem er det?” spurgte jeg med en rystende stemme, ”er der nogen?”
Der kom endnu engang intet svar, og det var nu heller ikke fordi jeg forventede det. Men stadig. Pludselig lød endnu et bumb bag mig, hvilket fik mig langsomt til at vende om. Billedet.
Denne gang var det ikke faldet til jorden, men i stedet vendt rundt. Med bagsiden ud af. Der var nogen. Nogen omkring mig. Billedet kan ikke bare pludselig vende sig om af sig selv. Det er umuligt. Men hvorfor er det præcis lige dét billedet? Der hænger mange flere ned langs væggen i gangen – godt nok er de andre af huset, området osv.. men alligevel.
”Er der nogle?” spurgte jeg igen og kiggede rundt i gangen. Det eneste lys der var, var månen udenfor som skinnede så smukt igennem vinduerne og gav skygge ind i gangen.
Jeg bed mig hårdt i kinden og kiggede så hen på billedet igen. Jeg tog fat om hjørnerne på det og fik det vendt om. Det føles forkert at den vendte på den måde. Den skulle ikke vende med bagsiden ud af.
”Lad os være.”
Forskrækket sprang jeg nogle skridt væk fra billedet. Det løb mig koldt ned af ryggen. Den lyse stemme gav genlyd i hele mit hoved nogle par gange. Det var i hvert fald ikke nogen af drengene.
”H-Hvem er det?” spurgte jeg lavt. Jeg kunne høre nogle skridt bag mig, men jeg turede ikke kigge. Mit blik var stadig nede i jorden.
”Det er os?”
Mit blik fløj hen til døren, hvor Louis stod og kiggede forvirret på mig. ”Hvorfor står du i mørke?” Jeg havde sådan lyst til bare at fare over til ham og springe på ham af lettelse, men jeg kunne ikke bevæge mig. Min krop var i chok. ”Og hvorfor sveder du sådan?” spurgte han, da han tændte lyset ved hjælp af lys kontakten.
”Det.. Det ved jeg ikke,” sagde jeg og smilede svagt til ham. Han løftede det ene bryn og skulle lige til at sige noget mere, men Niall væltede ind i ham bagfra. ”Vi skal have burger,” sagde han glad, ”flyt dig Louis.”
”Hey Zayn,” sagde Liam, som kom op ved siden af de andre, som stadig stod i døren. ”Wow, hvad sker der lige med dig?” Han kiggede forvirret på mig, og lidt efter kom Harry også op ved siden af ham. ”Du ligner en som har set et spøgelse.” 
Min krop stivende. Spøgelse.
”Nå. Lad os få lavet noget mad,” sagde Niall og klappede i hænderne.
Jeg ved hvad jeg hørte. Der var en der talte til mig. En person. En pige. En lys pigestemme. Hun bad mig om at lade dem være. Men hvem var det? Er det bare noget jeg forstillede mig? Er jeg ved at blive sindssyg?


*
 

”Nå, jeg smutter i seng.” mumlede jeg og rejste mig fra sofaen. Pigefilm er ikke lige min stil, og af en sjov grund havde Niall valgt at vi skulle se Mean Girls. Ja, du læste rigtigt. Også var jeg også blevet ret træt. Mit hoved var et stort rod. Jeg var forvirret, direkte forvirret over det hele.
Det kan ikke være rigtigt. Det hele må vel bare havde været noget jeg havde forstillet mig. Lyset måtte vel bare havde gået – det kan jo sagtens ske.
Det der forvirre mig endnu mere er dét med billedet. At den bare sådan faldt ned på gulvet og vendte sig rundt af sig selv. Og selvfølgelig stemmen. Lad os være. Den sætning kørte på replay inde i mit hoved. Efter aftensmad havde vi uddelt vores værelser. Der var værelser nok, så vi fik et hvert. Vi brugte ikke dem ovenpå – fordi man faktisk ikke måtte gå ovenpå. Man måtte kun være på denne etage, men det var heller ikke fordi der ikke var nok plads, for det var der. Faktisk var der 3 værelser tilovers, og fire badeværelser bare på denne etage. Dog undre det mig lidt hvorfor man ikke må gå ovenpå, men det måtte man altså ikke havde Liam fortalt.
Men alligevel gik jeg hurtigt igennem huset og ind på ’mit’ værelse. Trætheden tog hurtigt over- faktisk så meget at jeg ikke orkede at børste tænder. Jeg trak hurtigt min tshirt og mine bukser af, og smed mig i sengen. Der var umenneskeligt koldt herinde, så derfor trak jeg hurtigt dynen over mig. Jeg lagde forsigtigt hovedet på hovedpuden og lukkede øjnene i.
Lige da jeg var ved at falde i søvn, kom der pludselig en kold brise ind på mig. Jeg rynkede brynene og åbnede øjnene. Endnu engang kom den kolde brise, hvilket fik mig til at sætte mig op i sengen. Jeg sukkede før jeg trak dynen af og rejste mig. Med udmattede skridt bevægede jeg mig over til vinduet og rev gardinerne til siden, men til min overraskelse var vinduet lukket.
Endnu engang kom den kolde brise, som gjorde min ryg helt kold. Da jeg pludselig kunne høre nogle svage fodtrin bag mig stivede alt indeni mig. Jeg bed mig hårdt i kinden. ”Hvem er det?” spurgte jeg forsigtigt. Min stemme rystede som aldrig før. Skridtene kom nærmere på, og jeg tog mig endelig mod til at vende mig rundt.
Mit hjerte sprang et slag over, og jeg måtte klemte øjnene sammen. Der stod hun. I månelysets skær fra vinduet. Pigen, pigen på billedet. Pigen der døde fra flere år siden.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...