Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5673Visninger
AA

17. Kapitel 16.

Jeg var i chok. 
Stadig, selv efter tre timer. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg følte.. intet. Jeg ved jeg intet føler for hende, men alligevel lod jeg mig rive med? Og det sjoveste var at Mellow var i mine tanker hele tiden. Selv nu er hun, selvom Perrie sidder og glider sin fod op af mit ben. Det eneste jeg tænker er.. Mellow. 
Det er længe siden jeg har set hende. Faktisk virkelig lang tid siden, selvom det faktisk ikke er så lang tid endda.

Zayn.
Et lille gisp undslipper mine læber, men heldigvis er de andre igang med at grine over noget så de hører det ikke. Mellow? 
Håber du har god tale i baglommen, for det her bliver svært for dig at forklare med en troværdig forklaring.

 

Zayns synsvinkel: 
Et stort gisp undslap mine læber, da jeg så hendes skygge. Den hvide skygge komme ud fra skoven. "Venner?" prøver jeg højt med en skinger stemme, "burde vi ikke komme ind og sove? Jeg mener, vi skal jo tidligt op i morgen og o-" 
"Hvad skal vi i morgen?" spørgere Harry og kigger undrede på mig. Jeg mærker hvordan jeg langsomt begynder at ryste af panik. De kigger alle undrede på mig. Jeg bider mig hårdt i læben og ser hvordan Mellow kommer gående op mod os, skinner i mærket og med et smukt smil på læberne, hvilket kort får mig til at falde i stir derned. Et gisp undslipper fra Perrie som har vendt sig rundt på stolen og kigger derned. Fuck.
"DET BRÆNDER!" råber jeg højt og skubber hårdt stolen tilbage. "Hvad?!" råber de alle sammen i kor, undtagen Perrie som sidder med høje vejrtrækninger. 
"Jeg vidste det!" skreg hun og kiggede henover mig, "Zayn du fucking løj! Jeg vidste jeg havde set hende! Jeg vidste hun var fucking død! Fucking et spøgelse!" 
"Kan.. kan i andre også se hende?" lyder det lavt fra Legih. Jeg mærker panikken stige endnu mere. Men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg var done, færdig, hun var opdaget. 
Selvom det var lort, selvom det var nok pis, så mærker jeg hvordan mine skuldre sænker sig og jeg kan trække vejret normalt igen. Jeg prøvede, men det mislykkes.
"Hvem.. hv.." lød det lavt fra Niall som sad og kiggede forskrækket derned, præcis som alle de andre. Jeg sukker lydløst og stirrer ned på Mellow, som de andre. Direkte ind i hendes døde øjne. Mærkelige fornemmelser kører rundt i mig. "Er det.. Mellow?" 
Ingen svarer Liam, fordi alle er for meget i chok. "Lad os komme ind forhelvede da!" lød det pludselig fra Perrie som springer op fra stuen og styrker ind i huset, hvorefter de andre er lige bag hende. "Zayn!" skriger de, da jeg ikke går med dem, men bliver stående. "Kom nu forhelvede!"
Jeg ignorer dem og går ned haven, hvor Mellow er igang med sin så nydelige entré. 
"Zayn, hvad helvede har du gang i!?" lyder det højt oppe fra huset fra Niall. Hans stemme forandrede sig helt når han råbte højt men alligevel.. Han var skide bange, og det var selv tydeligt i hans billede. Men, er det ikke også klart når en død sjæl kommer gående op mod ens hus, og ens ven er på vej ned til den?
"Zayn!"
Mellow stoppede op, da hun så mig gå ned af den lille trappe fra terrassen til haven. Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens hendes smil blev større. Hendes døde øjne borrede sig ind i mine. "Hvad har du gang i?" hvæser jeg, så snart jeg kommer ned til hende. Hendes flabe smiler bliver bare større, "jeg går da bare en tur." 
"De har opdaget dig," sukker jeg og kigger kort op på huset, hvor folk står deroppe med skræmte øjne og kigger herned. "Det var også på tide, de gjorde det." 
"Ved du hvad det her betyder Mellow?" hvæser jeg, "Nu skal vi sikkert tage hjem." 
"Det var også på tide i endelig skrider." råber hun og griner en smule bagefter, "i har været i mit hjem i alt for lang tid."
"Ja Mellow, men det betyder også at jeg skal hjem."
Hun svarede ikke. Jeg havde gjort hende mundlam. Hun stod bare og kiggede på mig. Jeg ved ikke hvor længe vi havde stået og stirret hinanden i øjnene, men jeg havde heller ikke noget imod det - jeg kunne sagtens stå der i længere tid endnu. 
"Det. må du ikke." 
Hendes ord overraskede mig. Mest på grund af hendes toneanfald, at det var så roligt, men også de ord hun sagde. At hun ligefrem sagde, at jeg ikke måtte rejse. Ville hun savne mig? 
Vidste hun havde et eller andet for mig. 
"Og hvorfor så ikke det?" spurgte jeg spydigt. Hendes mund åbnede sig en smule og hendes blik sank til jorden. Jeg bed mig en smule i læben, før jeg trådte tættere på hende. Greb fat omkring hendes håndled og trak hende ind til mig. En masse følelser sprang rundt i mig, og selvom jeg havde den døde kolde krop så tæt på mig, frøs jeg ikke på nogen måde. Hun gjorde mig varm indeni. 
Jeg slap hendes ene håndled og flyttede den op til hendes kind, hvor jeg lagde min håndflade på den. "Du vil ikke have jeg forsvinder, vil du?" 
En stilhed lagde sig over os og efter nogle sekunder rystede hun langsomt på hovedet. "Nej." 
"Det er jeg jo nok nød til, efter dit lille show her." sukkede jeg og tog noget af hendes mørke krøllede hår om bag hendes ene øre. Hun bed sig i læben og kiggede ned i jorden, "du må ikke." 
Jeg løftede begge øjenbryn og løftede der efter hendes hage op, så vi fik øjenkontakt. Et smil plantede sig på mine læber, før jeg pressede dem mod hendes. "Zayn.." mumlede hun, da vi trak os fra hinanden. 
"Farvel Mellow." og med de ord sagt, vendte jeg mig rundt og gik op mod huset, hvor jeg vidste de andre sikkert var i fuld gang med at pakke alting sammen.

 

*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...