Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5465Visninger
AA

14. Kapitel 13.

Zayns synsvinkel: 
Spørgsmålet kørte stadig rundt i mit hoved, selv da jeg efter mange timer endelig fandt tilbage til huset. Louis og Eleanor sad ude på terrassen og rejste sig hurtigt op fra stolen, da de så mig. "Hvor fanden har du været!?" 
Jeg ignorerede spørgsmålet og gik bare direkte ind i huset af havedøren. Harry og Jesy gispede højt da de så mig, "hvad er der sket?!" Jeg rystede bare på hovedet og gik ud mod gangen ned på vej mod toilettet hvor jeg mødte Liam, som kiggede choket på mig. Han sukkede lidt, før han tog fat omkring mit håndled. "Jeg må hellere få renset de sår." sagde han og fik mig ind på toilettet, hvor han klappede på bordet ved siden af håndvasken og sagde jeg skulle sætte mig. Jeg fik mig sat derop og lænede mig mod væggen bag mig. 
Hvordan kunne de mit navn? 
"Vi har ledt efter dig i lang tid." lød det fra Liam, som begyndte at åbne en masse forskellige skuffer. Jeg mumlede et eller andet utydelig, lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene. "Og ringet til dig mange gange." 
"Vi snakker om hvad der er sket i morgen." sagde han. Jeg sukkede en smule. Selvfølgelig var drengene urolige. Det var også klart; mit ene knæ var helt rød af udtørret blod og fuld af sår. Det samme med mine arme. Og det gjorde forfærdelig ondt. Lorte hegn, eller hvad fuck det nu var. 
Han lukkede pludselig en skuffe hårdt i og begyndte at bande, "hvorfor fanden har vi ikke klude herude?!" Jeg bider mig usikkert i læben og trækker på skulderne. Han sukker en smule, "jeg finder lige en klud.. bliv der." jeg hører hvordan badeværelses døren går op og lidt efter bliver lukket i igen. 
Hvordan kunne de mit navn?
"Det var dig.. var det ikke?" 
Et sus går igennem min mave og min krop giver et spjæt, som får smerten til at køre endnu mere rundt i mig. Jeg genkender hurtigt Mellows stemme, men forholder øjnene lukket. "Jeg ved ikke hvad du snakker om." 
"Lad nu vær med at spil dum, Zayn." hvæser hun vredt. Jeg bider mig en smule i læben og allerede der var jeg busted. "Hvorfor følger du efter mig?" spørgere hun svagt. 
"Hvorfor viste du dig for Perrie?" udbryder jeg højt og åbner øjnene. Jeg kigger direkte ind i Mellows øjne, fordi hun åbenbart stod virkelig tæt på. Tættere end jeg havde regnet mig. 
Hendes store krøllede mørke hår strittere ud til alle sider. Hendes ansigt og øjne virkede mere mørkt. Jeg bider mig usikkert i læben endnu engang, og mit blik flakker pludselig ned på hendes læber, men jeg får dem hurtigt til at kigge op i hendes øjne igen. 
"Hvorfor ikke?" mumler hun og træder et skridt tilbage. En del af mig havde lyst til at tage fat i hendes hånd og rive hende tilbage tæt på mig igen, så fyrværkeriet kunne blive tændt igen, men min hånd ville jo bare ryge direkte igennem hendes.
Ville den ikke? 
"Jeg gider ikke høre på det der lort. Lad nu vær med at spil uskyldig, hvorf-" jeg stopper op mit i min sætning, da hun pludselig forsvinder og døren bliver åbnet. Liam kommer ind med en klud og et forvirret ansigt, "hvem snakkede du til?" 
Jeg går langsomt i panik og stammer en smule, "ikke nogen." 
"Jeg hørte dig snakke?" siger han, mens han går hen til håndvasken og gør kluden våd. Jeg bider mig i læben og vælger ikke at svare, og heldigvis kommentere han ikke mere på det, før han begynder at trygge kluden blidt på mine sær, og det gør helvedes ondt. 
Men alligevel glider smerten længere og længere væk, da jeg tanken om hvordan de kunne mit navn stadig kører rundt i mit hoved. Det gav mig automatisk kuldegysninger, men det virkede ikke, heldigvis, til at Liam opdagede det. Jeg nåede ikke at få svar - forfanden da også. 

 


*

 

Næste morgen, var først der det virkelig gik op for mig, hvor slem min krop så ud. Der var jo skrammer overalt pga. det lorte hegn, eller hvad det nu var. Jeg havde næsten ikke sovet, fordi ligemeget hvilken stilling jeg lå i, så gjorde det vildt ondt.
Ihvertfald havde jeg dækket så mange af sårene som muligt, selvom folk godt vidste det, ved at tage en læder jakke udenover min tshirt og lange bukser. Problemet var bare, at det var virkelig varmt udenfor. 
Jeg fjernede min hånd fra vinduet, sukkede en enkel gang og bevægede mig ud i gangen og videre ned af trappen. Det skrammelede ude i køkkenet, så der var nogle oppe. Klokken var faktisk kun omkring ti, men jeg kunne bare ikke sove mere med de smerter. 
Jeg gik videre ind i stuen, hvor der var tomt og skulle til at gå rundt om hjørnet, ind af døren til køkkenet, da jeg pludselig hørte mit navn blive nævnt - godt nok nåede jeg ikke at høre sætningen, da mit navn blev nævnt sidst, men jeg kunne hurtigt genkende Eleanors stemme.
"Jeg ved det virkelig ikke, El." svarede Louis og derefter skrammelede med et eller andet, "han har virket så underlig her for tiden.." 
"Det gjorde han da ikke, inden vi tog afsted?" 
"Jeg ved ikke hvad der er sket med ham." mumlede Louis..
"Tror du ikke det har noget med hende der Mellow?" lyder det pludselig fra Eleanor. Jeg får et sus i maven og mærker hvordan mine håndflader begynder at svede. 
"Zayn?" lyder det bag mig, hvilket får mig til at vende mig akavet rundt og stå og kigge på Harry, som ligner en der ikke har sovet i hundrede år. Hans hår var ihvertfald uglet og der var store render under hans øjne. "Hvorfor står du der?" 
"Oh.. jeg.." begynder jeg akavet og kløer mig i nakken, "ser bare om malingen på væggen var tør!" flyver det ud af mig. Han løfter det ene bryn, trækker på skulderne, vender sig rundt og går igen. Jeg ånder lettet op og vender mig så rundt igen, men ender med at skrige og hoppe bagud, da Louis står lænet op af dørkammen og kigger på mig. 
"Uhm, Hej Louis." begynder jeg og bider mig i læben. Han svarer mig ikke, borre bare sine øjne ind i mine. 
"Hvordan går det?" siger jeg og sender ham et falsk smil. Han ryster hurtigt på hovedet og tager fat i min overarm. "Vi skal snakke Zayn. Nu." han begynder at trække mig med hen mod terrassedøren, "om Mellow." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...