Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5512Visninger
AA

13. Kapitel 12.

Zayns synsvinkel: 

Det var åndsvagt det her; jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det. Og desuden kunne jeg ikke så forfærdeligt meget. "Zayn!!"
Råbene efter mig var høje, men jeg forsatte længere og længere ind i den mørke skov med kun et mål; Mellow. Og det var åndsvagt, for den tøs kunne jo finde på alt muligt sindssyg. 
Efter at havde gået i flere minutter stoppede jeg op og kiggede rundt. Jeg sukkede højlydt, prøvede at gå til højere, men det resulterede at jeg væltede over en eller anden fucking gren og landte nede på den hårde jord med et ordenligt bumb. Jeg måtte havde landet i et eller andet hegn eller af en slags, fordi jeg kunne mærke hvordan noget metal stak til mine nøgne arme. Jeg mærkede hvordan smerten kørte rundt i mig og hvordan noget langsomt kørte ned af min arm. Blod. 
Jeg bannede mental og prøvede at rejse mig op, men en stemme lød pludselig lidt udenfor mit øre. "Hvor har jeg dog savnet jer." 
Jeg rynkede brynene og rev mig fri af det lorte hegn, eller hvad det nu var og rejste mig op. Flere stemmer lød, og jeg begyndte forsigtigt og så lydløst som muligt at gå efter dem, fordi det lød som Mellow. Eller, en af stemmerne lød som hendes. 
Stemmerne blev højere og højere jo mere jeg gik, så jeg måtte vel være på rette vej. 
"Mor. Far." jeg genkendte hurtigt Mellows stemme, og noget hvidt skær lyste op mellem træerne. Eller, tre hvide skiltteser lyste op. 
"Mellow!" lød den lys stemme. Jeg bevægede mig mellem en busk og satte mig på hug. Et sus gik igennem min mave og jeg var så tæt på at gispe, men heldigvis fik jeg det holdt ende. Jeg genkendte hurtigt personerne. Mellow og hendes.. forældre.
Jeg kunne genkende dem fra billedet. Moren med det store krøllede mørke hår og den hvide kjole. Faren med det flade mørke går og det lille overskæg. Deres mørke øjne var nærmest som et hul i ens sjæl, så mørke som de var. Det så slet ikke ud som om de havde nogle, hvor Mellow derimods var brune. 

"Kære forældre," begyndte hun pludselig efter at havde givet dem et kram, "jeg har desværre en dårlig nyhed." 
"Hvad sker der, min pige?" spurgte faren med en mørk dyster stemme, som gav mig kuldegysninger. "Der er flyttet folk ind i vores hus."
Et sus gik igennem min mave endnu engang. Det var os hun snakkede om. Mig og drengene. Også Perrie og dem. 
"Så få dem dog ud!" udbrød farren. 
"Jeg prøver." svarede Mellow med en stille stemme, mens hun kiggede ned på hendes fødder, "men af en sjov grund.. bliver de ikke bange." 
Farren skulle lige til at sige noget, men Mellow begyndte igen.. "Der er den her dreng .." 
Min mave slog kolbøtter. 
"Zayn."
"Zayn Malik?"  
Et gisp undslipper mine læber, hvilket får dem alle til at kigge hen i min retning. Hvor kan de mit navn fra? "Hvem er her?" lyder det højt fra farren. Jeg bider mig hårdt i læben og prøver at synke en smule ned, men istedet begynder grenene under mig at knække. 
Hvordan kunne moren sige mit navn? 
Hurtigt får jeg mig rejst op, og kan mærke hvordan et eller andet snitter mig, som får en stor smerte til at køre op gennem mit knæ og den nærmest bliver helt følesløs, men alligevel får jeg rejst mig op og begynde at løbe - forhåbelig den samme vej som jeg kom. 
Jeg skulle bare tilbage. 
Mit hjerte sprang afsted, smerten kørte rundt i mig. Jeg trak min telefon op af lomme, som jeg heldigvis havde og lyste på stien, så jeg var sikker på ikke at kunne falde igen. 
Spørgsmålet kørte rundt i mit hoved; hvordan kunne de mit navn? 

 

 

undskyld forsinkelsen :((((((( 
seriøst, i drømmer slet ikke om hvor mange lektier vi har fået for fortiden. Jeg brugte hele min lørdag på dansk og kom op på otte siders A4 og 5tudsind ord. forfærdeligt. 
også lavede jeg lige fire siders matematik idag (-.-). Men jeg fik da skrevet et - godt nok meget kort - kapitel !! yay. 
H U S K   O G   L I K E

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...