Immortal Love {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2013
  • Status: Færdig
For mange år siden boede den lille lykkelige familie, bestående af en pige, en mor og en far i en dejlig stor villa i udkanten af London. Deres liv var perfekt, alt gik fantastisk, op af bakke og det hele - indtil enhvers værste drøm skete for den 17-årige Mellow Evans. En hel normal tirsdag eftermiddag blev hun ringet op af politiet, som fortalte at hendes forældre var endt i en trafikulykke og overlevede ikke. Det hele blev et helvede for hende, og til sidst kunne hun bare ikke klare mere. Pludselig blev hun ikke set i skolen, man kunne ikke komme i kontakt med hende mere; hun havde hængt sig nede i husets kælder. Taget sit eget liv. Nogle år efter tager fem drenge på en uges ferie i huset for at slappe af. Dog bliver det ikke fredeligt for dem, da Mellow stadig hjemsøger huset og hun bryder sig ikke om gæster. Tjek traileren!

88Likes
112Kommentarer
5701Visninger
AA

12. Kapitel 11.

Mellows synsvinkel: 
Et skrig forlod hendes læber, og jeg grinede inderst over hendes overraskende bange udtryk. "Hvad.. hvad fuck er du!?" skreg hun og lignede nærmest et lig. Tro mig, jeg ved hvordan sådan nogle ser ud. Overraskende nok flyttede hun sig ikke en militemter, og jeg havde egentlig regnet med at hun ville løbe skrignede væk og råbe 'Omg Mellow er et spøgelse,' men istedet sad hun bare som forstenet på sengekanten og gloede på mig. 
Jeg lagde mit hoved en smule på skrå og gik hen mod hende. Stadig bevægede hun sig ikke. "Hvad jeg er?" spurgte jeg med en anderledes stemme, som jeg egentlig var stolt over at kunne præsentere. 
Hendes læber adskilte sig en smule og jeg hørte hvordan hendes vejrtrækninger hævede farten. "Jeg er død, søde ven." 
Det gav et sæt i hende og jeg kunne se hvordan hendes krop begyndte at ryste. Der var mørkt i rummet, det eneste lys der var, var lyset fra den store skinnede måne som skinnede direkte ind i rummet og lyste det op. Et smil gled over mine læber, da hun ikke svarede men istedet bare sad og gloede skræmt ned i gulvet. Jeg skulle lige til at se noget, før et gisp forlod mine læber og jeg lynhurtigt farrede hen til vinduet. 
Månen. 
Fuldmåne. 
Det var nu. 
Jeg forlod Perrie skræmt i rummet og løb ubemærkeligt, sjovt nok fordi jeg ikke kunne ses - på vejen mødte jeg faktisk Zayn, som i en høj hast var på vej op til rummet, fordi jeg jo havde advaret ham. Men det var for sent. Nu ved Perrie det, og snart ville hun fortælle det til de andre, også vil der ikke gå mindre end tre sekundter, før de har flyttet deres klamme røv fra vores hus. 
Mit hus. 
Min families hus. 
Jeg var hurtigt ude af huset og bevægede hen mod indgangen af skoven. Jeg har sådan savnet dem. At høre min mors rolige stemme, samt min fars. Det er noget af det mest fantastiske i hele verden. Da jeg næsten var henne ved åbningen, hørte jeg pludselig et højt skrig og en dør som blevet smækket op, henne ved huset. Jeg drejede mig rundt og fik hurtigt øje på Perrie, som nærmest havde kastet sig hen mod en af pigerne, mens hun begyndte at hulke. 
"Hvad sker der?" spurgte Liam, som også sad ved bordet. 
Lidt efter dukkede Zayn op i dørkammen. Han tog sig frustreret til hovedet og lignede en, som ikke vidste hvad han skulle gøre. Jeg smilede svagt og gjorde mig synlig. Jeg vidste, at han ikke ville kunne undgå at se mig, eftersom det er helt mørkt udenfor, alt er sort, også er der lige en hvid plet. 
Og jeg havde ret, selvom jeg kun gjorde mig synlig i to sekundter, nåede han at se mig, for han kiggede direkte ind i mine øjne i de sekundter. Det viste sig ikke til, at de andre havde set mig, men de havde travlt med at få Perrie til at snakke. Hun sad og tudbrølede ovre hos hende den lidt buttede pige, kan ikke huske hvad hun hedder. 

Zayns synsvinkel: 
Hun har vundet kampen. 
Mellow havde vidst sig for Perrie, som i den grad blev skræmt som aldrig før. Jeg var ikke kommet derop i tide, selvom jeg skyndte mig som aldrig før. Men det var fordi jeg væltede på vej op af trapperne, og det så Liam så, også skulle jeg have noget koldt på, fordi det åbenbart var slemt. 
Det var det også, men det her er slemmere. 
Jeg farrede ned af trappen, mens jeg for fireogtyvende gang råbte Perries navn, for at få hende til at stoppe. Men endnu engang løb hun bare videre nogle meter foran mig. Hun var hurtig, af en pige i høje hæle. 
Hun havde fortalt mig, hvad Mellow havde sagt til hende. Og jeg nåede ikke at stoppe hende, for hun var løbet ud af rummet. "Perrie!" råbte jeg igen, men stoppede så op, da vi åbenbart var nået ud til terrassen, hvor alle de andre sad. "Hvad sker der?" spurgte Liam, da Perrie kastede sig over Jesy. 
Jeg tog mig til hovedet og lænede mig op af dørkammen, mens Perrie ævlede løs. De andre sad og kiggede forvirret på hende - og jeg forstod det. Hun sad ligesom og sagde at Mellow var et spøgelse. 
Ud af øjenkrogen så jeg pludselig en hvid skittelse lyste op ved omkring åbningen af skoven. Jeg genkendte hurtigt Mellow som stod med et alt for stort flabet smil på læberne. Hvor jeg dog havde lyst til at slå hende .. 
Men hun forsvandt hurtigt igen, men jeg var dog hurtigt på benene og løb tværs over haven for at komme derhen. Jeg kunne høre drenges og de andre pigers råb efter mig, men jeg lod som ingenting. 


er ved at drukne i lektier, men alligevel fik jeg skrevet et kaptiel, som ikke blev så langt som jeg troede . øv :( 
men tak fordi i stadig læser, selvom jeg synes den er direkte lort, men yayyayay
skolen fylder bare det hele, også skal jeg også tænke på mit heldbred, fordi jeg jo syg, og jeg vil så gerne i skole, istedet for at være syg hele tidennnnnnnnnnnn
er jeg den eneste der hører julesange, selvom det ikke er jul? det er så hyggeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...