The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1768Visninger
AA

19. Svaret

 

Det var i al fald en følelse jeg kunne relatere til: forvirring. Det føltes som om der blev kæmpet en heftig kamp i mit indre. En kamp, jeg overhovedet ikke havde kontrol over. Var den her zombiebekæmpende knægt, virkelig mig? Eller var jeg blot en midlertidig personlighed, skabt af min amnesia? Jeg vidste hverken ud eller ind. Indtil videre havde dagbogen virket som noget fjernt og uvirkeligt, men jeg følte på en måde at jeg kunne relatere til dagbogens hovedperson, og det skabte på en måde en eller anden forbindelse. Frygten steg på ny op i mit indre. Det her var begyndt at være alt, alt for virkeligt for mig. Men der manglede noget. Det virkede som om der manglede en brik i puslespillet, og den brik var vigtig for min hukommelse. Først når den var sat på plads, ville det hele give ordentlig mening. Jeg så ned på bogens blanke sider. Den stoppede så brat. Hvad var der sket mellem at vi befandt os i en skov, og at jeg endte her, forladt og alene?
Mit blik ransagede siderne for spor. Der var det! Der var tegn på at der var revet en side ud af bogen. Der manglede altså noget. Men hvor havde han- eller jeg, gjort af siden? Måske var siden blevet væk.
Eller måske var den her i nærheden? Uden tøven fik jeg fjernet bordet og stolen så døren var fri. Det var som om at noget drev mig frem, jeg greb fat om håndtaget og åbnede døren.
Nu havde jeg frit udsyn til resten af huset. Det var et hus. Et af de landlige af slagsen. Jeg befandt mig umiddelbart i en stue. Alt så pænt og ryddeligt ud. Jeg huskede pludseligt svagt, hvordan jeg var væltet ind af døren og havde famlet efter låsen. Hoveddøren var altså låst. I stedet for at være glad over at jeg var ved at få noget af min hukommelse tilbage, følte jeg mig blot kold og utilpas indvendig. Jeg ledte et stykke tid i stuen, formålsløst, som en famlen i blinde. Der gik ikke lang tid før min utålmodighed drev mig videre.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg søgte i huset, men jeg kunne så småt mærke håbløsheden tage over. Jeg ville formodentligt aldrig finde den sidste side, og det ville efterlade mine spørgsmål ubesvaret. Hvad skete der?  
Jeg gik hen og satte mig ved bordet i køkkenet. Frustrationen sad i mig som en kæmpe klump. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg anede ikke hvordan man overlevede i den her slags verden. Eller, det havde jeg gjort, men jeg kunne ikke længere huske det. Fraværende lod jeg mine fingre tappe på bordet. Det var et træbord, et af de hyggelig slags med udskæringer og et pænt naturligt udseende. Foran mig, på væggen, var der en tavle med avisartikler. De handle alle om det samme: Zombieapokalypsen er over os! Det var artikler fra dengang det hele lige var startet og redaktionerne stadig kørte. Nu var det slut. Jeg kørte mit blik hen over tavlen. Den sidste artikel handlede om, hvordan det hvide hus nu også var inficeret. Det startede med en vagt, og nu havde præsidenten ikke alene magten over et døende land, han var nu også selv en af de døde.  Jeg skulle lige til at se væk, da jeg fik øje på et højst besynderligt papir, der gemte sig omme bag en af artiklerne. Papiret lignede mistænkeligt meget noget, der kunne komme fra min dagbog. Jeg rejste mig op og hev papiret ud fra tavlen. Det var helt klart den samme håndskrift. Der stod kun tre ord:

"DE VED DET."

Jeg følte mig pludselig kold over det hele. Mit hjerte bankede voldsomt i brystet på mig, og det føltes som om mine lunger var kollapset indeni mig. En spirende fornemmelse voksede i mit baghoved, hvor den drev videre for til sidst at blive et skrig i mit hoved. Det kunne ikke passe, kunne det?
Nej! Åh for helvede nej! Min mund åbnede sig i et lydløst skrig. Hurtigt tog jeg først den beskidte T-shirt af, og så fulgte bukserne med. I tre meget langt sekunder stirrede jeg blindt på min hofte, hvor et grimt, grøngulligt, væskende sår grinede af mig. Tandbid, smerte, den rådne farve. Jeg faldt ned på stolen med en sugende fornemmelse i maven.
"Det må sgu da være løgn." hviskede jeg hæst, før jeg væltede til siden og brækkede mig.

Ét bid. Ét skide zombiebid.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...