The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1847Visninger
AA

1. Opvågning

Da jeg vågnede, var det med en grim smag i munden og hjertet helt oppe i halsen. Jeg var ør i hovedet, som om jeg havde været ude og drikke natten før, hvilket måske havde været tilfældet. Jeg lå længe, helt ubevægelig, indhyllet i et tæppe af uforklarlig frygt. Jeg havde på fornemmelsen af at have haft et virkelig grimt mareridt, men da jeg søgte i min hukommelse, kunne jeg ikke genkalde mig drømmen. Alt jeg huskede, var nogle mørke skikkelser og en masse bevægelser. Flygtende skikkelser?
En svag stønnen undslap mine læber da jeg langsomt åbnede mine øjne. Så lå jeg endnu engang, et lille stykke tid, helt ubevægelig, indtil mine øjne havde vænnet sig til mørket. Først da, kunne jeg se at jeg befandt mig i et rum, nogenlunde på størrelse med mit soveværelse. Men det var så absolut ikke mit værelse.  I stedet for mine billige ikeamøbler, fladskærmstv og mit tapet der kun lige var blevet ændret fra farverige bamser til et nydeligt koralblåt et, så jeg blot et gammelt, støvet rum med afskallet tapet og få halvrådne møbler.  Jeg så et vindue der var slået brædder for. Ikke meget lys slap ind, og loftslampen lod ikke til at virke. Til gengæld kunne jeg se at der stod nogle brugte stearinlys. Hvor længe havde jeg befundet mig her? Jeg skælvede let. Her var ret koldt. Elektriciteten virkede måske ikke?  Så lod jeg mine øjne feje rundt i rummet. Jeg så en stol, og et lille vakkelvornt bord, og bag bordet, var der en dør. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg befandt mig i et rum, hvor døren var blevet blokeret indefra. Hvad var der sket her? Hvad havde jeg lavet? Og hvor var jeg? Jeg rynkede panden. Hvorfor kunne jeg ikke huske det?
Jeg kunne ikke huske noget som helst.

Omtåget rejste jeg mig vaklende op. Et øjeblik svimlede det hele for mig, og jeg måtte læne mig tilbage mod væggen, for ikke at falde bagover, og idet at jeg rørte væggen, fik jeg øje på mine hænder. De var snavsede og fyldt med noget der lignede blod. Jeg kiggede ned  på sengen og så at der var mere blod på lagenet. Forvirring fyldte mit hoved. Min hukommelse var fuldstændig blank. Jeg anede ikke hvor meget jeg manglede, eller hvor længe det havde stået på. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om tågen i min hjerne. Langsomt materialiserede tankerne sig, i mit indre.
Mit navn er Jason Walker, 19 år gammel. Jeg er født og opvokset i Alabama. Så meget kunne jeg da huske.
Det sidste jeg huskede, tænkte jeg langsomt, var min mor der krammede mig farvel.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg bare stod der, lammet af forvirring og en følelse af fuldkommen hjælpeløshed, men da jeg blev i stand til at bevæge mig igen, gik jeg hen til bordet, der blokerede døren. Ét spørgsmål blev ved med at poppe op: hvorfor var døren blokeret? Jeg håbede på at finde svar et sted i rummet. Min bøn blev dog hurtigt besvaret, da jeg fandt en bog på bordet. Den var ikke gemt væk, hvilket var logisk nok, da den umiddelbart ikke var i fare for at blive stjålet. Jeg gættede mig frem til at den tilhørte mig, til trods for at jeg ikke kunne genkende den. Bogomslaget var af sort plastic. Ret intetsigende. Det kunne være en notesbog. Jeg satte mig på stolen, der knirkede faretruende, og åbnede bogen.  Alle siderne var tætpakket med håndskrevne ord. Det var en dagbog. Jeg begyndte at læse første side.

"Mit navn er Jason Walker."
Det var altså min dagbog. Interessant. Min nysgerrighed voksede, som en blussende flamme. Hvad ville jeg finde på denne dagbogs sider? Til trods for at jeg følte mig sløv i hovedet, og ikke anede om det var dag eller nat, besluttede jeg mig for at begynde læsningen med det samme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...