The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1867Visninger
AA

18. Dagbogs indlæg #9

18. februar 2018, onsdag
Fuck, fuck, fuck! Jeg ved ikke hvad der skete, jeg ... For helvede! Sandt at sige er det hele gået til hundene. For det første så skete der noget. Vi var kun noget et par kilometer væk, da vi var kommet til en motorvej. Først var alle glade og lettede over hvor nemt det gik. Andrew havde endda joket, men idet at han kiggede væk, trådte en eller anden idiot ud foran bilen. Det havde ikke været en zombie, for jeg havde hørt skikkelsen råbe om hjælp. Han var formodentligt bidt, eller også var han bare en idiot.  Uanset hvad, stoppede Andrew ikke. Han stoppede ikke. Mandens skrig om hjælp blev brat afbrudt, da vi bumbede ind i ham for fuld fart. Jeg kan stadig høre den kvalmende lyd af kraniet der blev kørt i smadder. Én ting er at banke hovedet ind på en der allerede er død, en anden ting er at slå ihjel. Sådan, rigtigt. Men det gik ikke helt som Andrew troede. Han mistede kontrollen over lastbilen, og vi kørte galt. Vi overlevede det heldigvis alle sammen, men Andrew blev slået bevidstløs. Han landede oven på bilens horn. Det var den eneste lyd i miles omkreds. Vi vidste alle omgående at vi var fucked. Vi trådte alle sammen, helt stille, ud af bilen. Jeg kunne se på alles ansigter at det var håbløst. Inden længe ville en hel horde af zombier dukke op. De er muligvis langsomme når de er i fåtal, men i flok er de næsten uovervindelige. Det er ligesom med myrer. Myrer kan overvinde forholdvis stærke fjender, hvis de er mange nok, og derefter æder de deres fjender. Alex foreslog at vi løb for livet, mens vi stadig havde chancen, men Anita nægtede at efterlade Andrew. Det var dér at vi var dømt til at fejle. Endelig overgav Alex sig, og vi fik slæbt Andrew ud af lastbilen. Han så bleg ud, og hans hoved var blodigt. Men han var i live. Vi begyndte hurtigt at gå, men det varede ikke længe før vi hørte de slæbende fødder af en hel zombiehær. Mit hjerte sank ved lyden af de mumlende og smaskende zombier bag os. De kom nærmere. Vi satte farten op, men Anita og Ellie havde svært ved at følge med, fordi de slæbte på Andrew. Jeg foreslog at tage over, men Anita ville ikke høre på det. Inden længe kunne vi også se zombierne bag os. Der var mange. Mange flere end jeg nogensinde havde set før. Frygten kom ikke snigende som den ellers plejede. Denne gang kom den bølgende ind over mig som en altfortærende rædsel. Jeg måtte anstrenge mig selv for ikke at skrige højt. Ellie så bagud, og ved synet af de mange zombier, gik hun i panik. Hun glemte alt om Andrew og Anita og flygtede for sit liv med et skingert hyl. Anita faldt forover på grund af den pludselig ændring i balancen. Jeg gik hen til hende, men hun bad mig om at løbe. Jeg nægtede og hjalp hende med Andrew. Sammen småløb vi hen mod det eneste sted hvor vi havde bare den mindste chance for at overleve. Hen mod træerne.

 

Selve flugten så nærmest uklart for mig nu. Det næste jeg husker er at vi alle igen er samlet, i en lysning i en skov. Alle forpustede, men i live. Andrew var også så småt begyndt at komme til sig selv, hvilket var et held. Men vi manglede al vores proviant. Det var derfor at Anita tilbød at gå tilbage for at hente det. Jeg syntes ikke det var en god ide, men hun insisterede på at det var bedre at én gik, frem for os alle. Desuden var Andrew ikke i stand til det, og Alex .. Ja Alex var jo Alex. Hun ville ikke høre på at jeg gjorde det. Måske var det min alder. Så til sidst blev det altså hende. Vi regnede med at det ville tage hende omtrent et kvarter, måske lidt mere, men da der var gået en time begyndte vi at blive urolige. Efter to timer besluttede jeg for at tage efter hende. Der var ingen der protesterede. Jeg kan huske at jeg ledte efter Anita men noget af det står uklart for mig. Jeg kan huske min frygt og min bekymring. Jeg kan svagt huske at jeg passerede nogle zombier, men noget af tiden står sort for mig. Min hjerne er et stort kaos af elendighed og panik. Efter et stykke tid, stod det klart for mig at jeg ikke ville finde hende. Så jeg tog tilbage.

Den aften var der mere stille end der nogensinde havde været, blandt os. Inderst inde tror jeg at alle elskede Anita. Selv Alex. De seneste dage har været ret begivenhedsrige. Ingen af os har længere kræfter til at lade som om det hele er okay. Selv jeg kan føle det. Håbløsheden. Den gør mig sløv og ør i hovedet. Vi er alle trætte. Jeg tror ikke jeg har været så træt længe. Jeg savner at sove i en rigtig god seng. Jeg savner mit gamle liv, hvor mit største problem var, om mine karakterer var gode nok. Zombier, alt jeg kan se for mig er zombier.
Det er underligt. Jeg har det som om en del af mig langsomt siver bort, som sand mellem hænderne. Forvirring. Jeg føler mig ret forvirret, som om jeg er ved at miste mig selv, på en måde ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...