The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1725Visninger
AA

12. Dagbogs indlæg #6

5. februar 2018, torsdag
En hel uge er gået siden jeg sidst skrev. Men der er også sket et par ting. Vores sikre sted blev invaderet. Jeg ved ikke hvorfor. Måske var det en åben dør, måske var vi bare uheldige. I al fald måtte vi flygte for livet. Jeg er efterhånden blevet helt god til at slå zombier ihjel. Men frygten sidder der alligevel stadig. Jeg er bange. Virkelig bange. De andre virker så modige og så frygtløse, undtagen Ellie, selvfølgelig, som vi nogle gange næsten må slå bevidstløs for at forhindre hende i at skrige. Andrew er frustreret. Han er den der er bedst til at beskytte os, men det generer ham også virkelig meget, når han ikke kan. Nogle gange har jeg ondt af ham. Som leder har man hele ansvaret for gruppens sikkerhed. Jeg kan ikke engang forestille mig presset der må følge med det. Men jeg er heller ikke nogen leder. Jeg er en følger. Det er da nemt at være helten i spil som World of Warcraft eller noget i den stil, men når det gælder virkeligheden, så fryser man. Og hvis man først fryser, så er man død. Ingen restart.

I forgårs fik jeg set solopgangen. Den slags gik jeg slet ikke op i, da alting var okay. Men nu, er det noget af det smukkeste jeg har set. Det giver én håb. Håb er livsnødvendigt når man lever i en verden hvor man kunne dø hvert øjeblik det skulle være. Anita fortalte mig at hun plejede at tage en løbetur ved solopgang. Hun virker også som typen der kunne nyde de små ting i livet. Hun er for det meste den mest optimistiske af os. Jeg håber at Anita overlever. Hvis nogen fortjener det, så er det hende. Jeg tror at verden har brug for hende

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...