The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1714Visninger
AA

8. Dagbogs indlæg #4

27. januar 2018, tirsdag

Clara er død. For fem dage siden reddede hun mit liv, og nu er hun død. Det er svært for mig at forstå det. Det virkede så sikkert! Vi var ude sammen for at finde mad igen. Og vand. Vi havde fundet den her lille butik. Det virkede så sikkert. Der var ingen zombier da vi gik derind. Der var som sædvanligt helt stille. Det eneste vi så, var et forvredet lig, et af dem der ikke kommer til live igen. Vi begyndte at slappe af. Måske lidt for meget. Clara og jeg snakkede om det potentielle bytte vi kunne få ud af et sted som det vi havde fundet. Clara havde fortalt en joke, som jeg havde leet af. Det tog et stykke tid før vi hørte det. Den svage stønnen og mumlen der karakteriserer en zombie. Dennis havde bare smilet skævt og erklæret at han ville tag sig af problemet. Men kort efter var han kommet tilbage, helt hvid i hovedet. "Der er altså ikke kun én derude, venner." havde han stammet. Vi var alle gået tilbage for at se nærmere på det. Han havde ret. Der var ikke kun én. Der var mange. Det var en flok. Alle ved at en flok zombier er hundrede gange farligere end et par zombier. De lavede fedtede aftryk på ruderne i et desperat forsøg på at komme ind, mens de stønnede og gryntede, ophidsede af duften af friskt kød. Vi kunne høre dem skubbe og kradse på døren og vinduerne. Døren gav sig. Den ville ikke holde længe. Clara bandede og fandt sin pistol frem, men Dennis bad hende om at finde et mere lydløst våben. Det eneste vi kunne finde, var et par baseballbat og en kølle. Jeg tog et bat og Clara insisterede på at tage køllen. Kort efter kom zombierne strømmene igennem døren. Den første nåede mig, med fremstrakte hænder og blottede tænder. Jeg slog den i hovedet så den vaklede, men den fortsatte sin fremgang. Jeg slog den igen og igen, indtil dens hoved var blevet slået ind. Vi fortsatte kampen, lige indtil vi hørte Clara skrige. En zombie havde fået fat om hendes hals, og inden vi kunne nå at redde hende, havde den sat tænderne i hende. Vi så mens den flåede kødet fra hendes knogler. Hun skreg af smerte, blodet flød fra hende. Det var for sent. Men Clara havde givet os chancen for at komme væk. Alle zombierne havde vendt sig mod hende. De havde lugtet blodet. Det sidste jeg så var Claras bedende ansigt. Hendes øjne tryglede om hjælp. Men vi løb. Vi løb, og vi så os ikke tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...