The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1742Visninger
AA

6. Dagbogs indlæg #3

22. januar 2018, torsdag
Det er svært at holde dagbog, når man konstant skal løbe for ikke at blive ædt. Men nu er jeg i sikkerhed. For nu. Anita, altså en af de andre kvinder i min gruppe, har fundet nogle dåser mad. I disse dage er det den nye form for gourmet mad. Men det var også på tide. Efter et par dage uden mad, har folk i gruppe det med at blive lidt ... gnavne. Det er aldrig godt. Hvis gruppen ikke holder sammen, så dør vi. Det har vi lært. Vi så en anden gruppe for fire dage siden. Den var ved at gå i opløsning. Et par dage senere så vi de fleste fra den gruppe vandre omkring som livløse zombier. Jeg ryster ved tanken om at det måske kunne blive os. At det kunne blive mig. Det har ikke været svært for os. Ikke endnu. Zombier er langsomme. Det er mere uhyggeligt når vi befinder os i et hus for at finde mad. I går blev jeg sendt ind i et hus et par kilometer væk, sammen med Andrew og Clara. Vi fandt ikke mad. Jeg husker at vi som sædvanligt sneg os ind, lydløse og anspændte. Der var fuldkommen stille, så vi regnede med at der var fri bane. Huset havde sikkert tilhørt en eller anden gammel dame, for der lugtede stadigvæk lidt af gamle mennesker og huset bar præg af at have været et hyggeligt lille sted. Jeg så endda et billede af 3 børn. Den ældste havde nok været på min alder, hvorimod den yngste ikke så ud til at være en dag over de 9 år. Mit hjerte sank ved tanken om at de alle måske allerede var zombier eller ædt op. Billedet af den lille, smilende niårige dreng sidder stadig fast i mit hoved. Andrew havde allerede optaget køkkenet, men som rutineprægede klunsere vidste vi at der kunne være mad alle steder. Jeg besluttede mig for at lede i soveværelset. Det var et af de gode steder, fordi folk som regel følte sig mest trygge der. Bag den første dør jeg åbnede, var der et badeværelse. Umiddelbart så det fredeligt ud, men da jeg løftede hovedet, så jeg et spor af blodige hænder på ruden. Der havde været en zombie udenfor, og den havde muligvis set et menneske herinde. Jeg skyndte mig at lukke døren igen. Bag den næste var der et gæsteværelse. Det var fuldkommen rodet til. Nogen havde været herinde for hurtigt at samle de nødvendige ting. Jeg kunne allerede se at der ikke var noget her, derfor gik jeg hurtigt videre. Jeg fulgte den smalle gang lidt videre, før jeg fik øje på noget foruroligende. Der var blod på væggene. Det så ud som om nogen havde slæbt sig af sted, med væggen som støtte. Nogen der var såret. Meget muligt bidt. Jeg var omgående på vagt. Alligevel gik jeg videre, indtil jeg fandt den næste dør. Meget langsomt drejede jeg håndtaget og åbnede døren.
Tre sekunder efter hørte jeg det. Et hvæsende åndedræt i mørket. Et tegn på at der befandt sig en anden end mig herinde. Langsomt, som om det opbyggede sig fra maven, op til struben, kom der en dyb snerren fra mørket. Jeg reagerede hurtigt, men var ikke hurtig nok. En zombie dukkede op fra mørket, med læberne trukket tilbage i en vild snerren. Dens rådne hud var allerede ved at falde af. Dens fingre var krogede, parat til at angribe. Den væltede mig omkuld med hele dens vægt. Jeg nåede at se at det var en kvinde, formodentlig ejeren af huset. Jeg åbnede munden og skreg efter hjælp. Zombien pressede sit hoved tættere på, så jeg kunne lugte råddenskaben. Jeg kan huske at jeg i panik råbte "Så hjælp mig dog, for helvede!"
Det tog ikke lang tid for nogen at komme til hjælp, men for mig tog det evigheder ...

Jeg glemmer aldrig hvor tæt på, den zombie kom til at gøre en ende på mig. Eller synet af dens blodige tænder. Men det værste var nok SÅRET. Hun havde fået revet en kæmpe kluns kød af, ved hendes venstre bryst, der var blottet. Clara kom til min hjælp. Hun havde skudt zombien i hovedet lige inden den nåede at sætte tænderne i mit ansigt. Den faldt tungt ned på mig, stadig med munden åben. Fornemmelsen af blod der sprøjtede ned i ansigtet på mig. Det var ubeskriveligt. Jeg føler det som om jeg skal kaste op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...