The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1864Visninger
AA

4. Dagbog indlæg #2

16. januar 2018, fredag
Det er pudsigt. Uanset hvor lang tid der går, så glemmer man aldrig sit første møde med en zombie. Clara, en af de tre kvinder i min gruppe og den anden yngste af dem, fortalte mig at hendes første møde, var da hun var på vej til gymnastik, hvor hun lærte en bunke små piger, og ind imellem drenge, at være gymnaster. Hun fortalte mig, hun først troede at det var en virkelig fuld mand. Ifølge hende, lugtede han også virkelig fælt. Hun havde skuttet sig ved tanken. "Det værste," sagde hun, "var tanken om, hvad den zombie kan have gjort ved de små børn jeg var lærer for."
Mit første møde med en zombie, var da jeg allerede vidste hvad de var. De væsener der var dukket op, lige så pludseligt som et lyn fra en klar himmel. Jeg var på vej hjem fra min kæreste, efter at jeg havde fået et opkald fra min mor om at jeg skulle komme hjem med det samme. Senere fik jeg at vide at det var fordi at man havde spottet zombier i området omkring os. Min mor ville vel have sin familie omkring sig for at sikre sig at vi ikke kom noget til. Uanset hvad, var jeg blevet ret sur. Jeg var vel for naiv til at erkende hvor stort et problem, verden havde fået. Jeg kan huske at selvom det var nogenlunde lyst udenfor, så var der fuldkommen stille. Der var ingen mennesker udenfor. Det gjorde mig ret utilpas. Det virkede allerede som om byen var død. Atmosfæren var anspændt. Jeg kan huske at jeg havde været så påvirket af stilheden, at da en fugl begyndte at kvidre, så sprang jeg op som en forskrækket mus. Jeg havde leet lidt af mig selv og bildt mig selv ind at jeg sagtens kunne klare enhver zombie der stod i vejen for mig. Den tanke kom jeg dog hurtig til at fortryde, for et par meter længere henne stødte jeg rent faktisk ind i én. Jeg genkendte ikke personen. Alt jeg kan huske er at alting blev så underligt skarpt. Hans hud var fuldkommen rådden. Jeg kunne endda se det hvide fra knoglerne, nogle steder. Men jeg fik først for alvor kvalme, da zombien vendte sig om. Den havde et frygteligt maltrakteret ansigt. Noget af huden hang i laser fra panden og kinderne, og dens mund var forvrænget i en blodig snerren. Den lød som et dyr, og alligevel var den stadig genkendelig nok til at kunne antages som menneske. Den vaklede usikkert hen mod mig med fremstrakte arme, mens den frembragte dybe knurrende lyde. Dens døde øjne var fokuseret på mig, og kun på mig. Det er sjovt. Selvom den var så langsom og så klodset, så var jeg fuldkommen frosset fast på stedet. Den nåede rent faktisk at røre mig med dens ulækre, stinkende fingre. Hvis ikke jeg havde trukket mig væk, så voldsomt som jeg havde, tror jeg ikke at jeg ville have klaret den. Den kastede sig efter mig, men heldigvis snublede den så den ramte ved siden af. Jeg var så tæt på at jeg kunne fornemme lugten af råddent dødt kød. Jeg følte en voldsom afsky bare ved at være så tæt på. Jeg kan svagt huske at jeg skreg, men jeg kunne næsten ikke høre det fordi blodet dunkede så voldsomt i mine ører.
Jeg var styrtet videre og var ikke stoppet, før jeg var nået i sikkerhed, inde i mit hus. Jeg var styrtet hulkende ind i favnen på min skrækslagne mor, som havde jeg været 12 år igen.
Jeg glemmer aldrig det vilde, blodtørstige udtryk i det ansigt, der engang havde tilhørt en ganske almindelig mand. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...