The room of lost memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Igang
Jason, vores protagonist, vågner op i forvirring, i et værelse han ikke aner hvordan han er kommet ind i. Mange spørgsmål hjemsøger hans sind.
Hvor er han? Og hvorfor er han der?
Hvor stammer blodet på hans hænder fra?
Og HVORFOR er den eneste dør i rummet, blokeret INDEFRA?

Men i rummet gemmer der sig svarene på alle hans spørgsmål. Nu må Jason igennem en rejse for at sætte puslespillet sammen: en rejse gennem hans minder.


30Likes
107Kommentarer
1857Visninger
AA

2. Dagbog indlæg #1

 

12. januar 2018, mandag
Mit navn er Jason Walker. Jeg er nitten år gammel. Normalt er jeg ikke dagbogstypen, men i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Min dagbog har nemlig et formål. Hvis jeg engang dør, vil jeg gerne huskes. Omend bare for en anonym forfatter af en dagbog. Så, her er min historie.
For omkring tre uger siden skete der noget virkelig vildt. Jeg mener, VIRKELIG. Det startede med den her dame, der gik fuldstændig amok i et supermarked. Hun faldt bare om, og da hun kom til sig selv begyndte hun at snerre og bide efter folk. Hun så heller ikke for godt ud. I tv'et viste de videooptagelserne fra butikken. Det var sygt. Hun væltede en tynd lille splejs af en dame, og BED Hende. Jeg ville endda gå så langt som at sige at hun prøvede at æde hende.
Det var for tre uger siden. Nu går de fleste rundt som levende døde. Døde mennesker der æder de levende. Nemlig. Zombier. Jeg kan stadig huske hvor normalt alting havde været før. Jeg lavede lektier, jeg spiste morgenmad med mor og far. Jeg havde en kæreste. Jeg ved ikke om hun lever længere. Jeg tror mine forældre er døde. Men jeg er ikke helt alene. Vi er en hel gruppe af overlevere. Syv mennesker. Jeg husker hvordan min hverdag var. Nu er består min hverdag af at flygte og gemme sig. Vi overlever, og det er det eneste vi gør. Det hele gik så hurtigt. På to uger gik verden under. Jeg har altid vidst at vi mennesker ville ødelægge alt for os selv, men jeg troede sgu ikke at det var de døde

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...