Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16604Visninger
AA

4. Two

 

”Jenna lever.”

Det var som hele verden pludselig gik i slowmotion. Alt omkring mig gik i stå, og jeg stod lammet og stirrede på de to personer foran mig.

Det kunne ikke passe. I to uger havde jeg gået i troen om, at hun var død, og så fik jeg pludselig af vide, at hun var i live. Den første følelse der ramte mig var ren glæde. Hvis hun virkelig var i live, ville det betyde, at jeg kunne se hende igen. Dernæst kom vreden frem. Hvorfor fanden havde de holdt det skjult for mig? Det var Jenna vi snakkede om her, og de vidste udmærket godt, hvordan hele episoden havde påvirket min optræden på scenen på det seneste.

”Hvorfor får jeg først det at vide nu?” spurgte jeg med sammenbidte tænder og kunne hurtigt mærke, hvordan hele min krop spændte sig op. Det her var at krydse grænsen. De kunne da ikke bare lyve om en anden persons død.

”Det var for dit eget bedste-”

”For mit eget bedste?!” råbte jeg, og kørte frustreret en hånd igennem mit hår. ”Jeg har for fanden gået og troet hun var død!”

Louis lignede mest af alt en der var forlegen over, at have holdt det hemmeligt. Vi kunne normalt snakke om alt, og efter hvordan deres samtale før havde lydt, så ville mit gæt også være, at han havde fået nøje besked på ikke at sige noget.

Paul virkede derimod til at have lidt mere styr på tingene. Jeg holdt virkelig af ham og alt det der, men lige nu kunne jeg ikke finde noget positivt frem, og han havde selv været ude om det. Han skulle have sagt det så snart han vidste, at hun var i live.

”Okay, men hvor er hun så?” Jeg skiftede vægten lidt fra den ene fod til anden, og stod utålmodigt og ventede på et svar.

”St. Mary’s Hospital.”

Jeg sank en lille klump i halsen over svaret. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde regnet med, men det kom alligevel som en overraskelse at hun var på et hospital Det var trods alt to uger siden det skete, men på den anden side havde jeg aldrig fundet ud af, hvor slemt det stod til med hende, eftersom folk havde bildt mig ind at hun var død.

”Jeg tager af sted nu,” sagde jeg og skulle til at forlade rummet, da jeg mærkede Louis’ hånd gribe fat om mit håndled. ”Hvad?”

”Harry, jeg tror ikke det er nogen god idé. Hendes tilstand er stadig meget kritisk. Vi sagde ikke noget, fordi det stadig ikke er sikkert om hun klarer den eller ej. Vi tænkte at det ville være bedst sådan, så hvis nu det skulle gå galt-”

”Det går ikke galt!” Jeg afbrød Louis før han kunne nå at sige mere. Aldrig i livet om jeg havde tænkt mig at miste hende to gange. Det var egentlig lidt underligt, at jeg havde så stærke følelser omkring hende. Vi havde kendt hinanden i fem dage, hvilket kun var sket, fordi vi tilfældigvis var blevet holdt indespærret sammen. Vores forhold var godt nok hurtigt blevet en del stærkere som tiden skred frem derinde. Vi havde kysset en enkelt gang, og det var det. Man kunne jo ikke ligefrem sige, at vi havde et seriøst forhold eller noget, men jeg vidste, at det her ikke var enden. I hvert fald ikke hvis det stod til mig.

”Jeg tager af sted nu, og i får mig ikke til at ændre mening,” fortsatte jeg en smule mere bestemt, før jeg forlod rummet og fortsatte tilbage til hvor de andre drenge stadig var.

”Fik du hentet noget vand?” spurgte Niall da jeg kom ind, men jeg rystede bare kort på hovedet og stillede min tomme vandflaske tilbage på bordet. Jeg skulle lige til at gå igen, da jeg næsten stødte ind i Louis, som kom gående ind af døren.

”Jeg skal nok tage med,” sukkede han.

”Hvorhen?” blev der spurgt i kor af de andre.

”St. Mary’s Hospital.”

”Åh.”

De havde vist indset, at jeg havde fundet ud af det. Og det virkede åbenbart til at alle andre end mig vidste, at Jenna stadig var i live. Efter min mening burde jeg ellers være en af dem, der først vidste om hun levede eller ej. De andre havde ikke engang mødt hende, og de vidste mere om hende lige nu end jeg gjorde. Det var bestemt ikke rimeligt.

”Har i alle sammen vidst det?” spurgte jeg lidt efter, og så rundt på de fire drenge, der alle havde et glimt af skyldfølelse i blikket.

”Undskyld… Vi fik besked på ikke at sige noget, før de vidste om hun ville klare den eller ej,” mumlede Niall.

”Okay.” Jeg sukkede tungt, og så tilbage på Louis igen. ”Ville du med? For jeg tager af sted nu.”

Jeg ventede ikke på svar, før jeg maste mig forbi ham i døren, og fortsatte videre mod udgangen. Mit humør var ikke ligefrem det bedste lige nu, og jeg ville bare gerne hen til Jenna hurtigst muligt. Hvem der så tog med, kunne være fuldstændig lige meget, for det var alligevel ikke det, der var vigtigt.

Der kunne høres en svag mumlen inde fra rummet af, hvor det lød til at de snakkede om, hvor mange der skulle tage med. Kort efter lød der fodtrin bag mig, der hurtigt nåede op på siden af mig.

”Så bare os to?” spurgte jeg og så kort hen på Louis, der kom med et lille nik som svar.

”Og Paul.”

”Det mener du ikke vel?”

”Jo, Harry, det gør jeg. Han har virkelig forsøgt at gøre, hvad han troede ville være bedst for dig.”

”Han gjorde det ikke specielt godt,” mumlede jeg, og stoppede op da vi var ved at være nået hen til udgangen.

”Det kan godt være, men gjort er gjort og du bliver bare nødt til at komme over det.”

Der gik ikke lang tid, før vi blev mødt af Paul der kom hen til os, og han så faktisk ud til at være en smule ked af den måde, tingene var endt på. Vi gik ud af bagindgangen, bare for at være sikker på, at der ikke ville være fans udenfor, som kunne finde på at følge efter os. Lige nu var ikke det bedste tidspunkt til det, og jeg var bestemt heller ikke i humør til at skulle gøre det helt store. Jeg elskede fansene, men nogle gange havde man altså brug for en pause. Bare en lille en.

Vi gik ud til bilen og fik alle sat os ind, før turen gik imod St. Mary’s Hospital. Jeg havde en underlig følelse i maven. Ligesom første dag man startede i skole. På den ene side var jeg ekstremt spændt, men samtidig var virkelig nervøs for, hvordan det ville komme til at gå. Jeg vidste intet om hvordan hun havde det, kun at hun stadig var i en meget kritisk situation, hvilket ikke ligefrem gav de helt store ledetråde.

Turen derhen tog ikke specielt lang tid, og vi steg alle ud af bilen og gik ind af indgangen og videre hen til receptionen. Der sad en dame bag skranken, der mest af alt lignede en, som ikke havde sovet i de sidste mange timer.

”Vi skal besøge Jenna Jones,” sagde Paul, og trådte et lille skridt frem foran os andre. Hun gav Louis og mig et kort blik, før hun igen rettede fokus imod Paul.

”Er det ikke lidt sent at tage ud og besøge folk?” spurgte hun, og tog en slurk af sin kop, der så ud til at indeholde en meget sort kaffe.

Jeg kiggede op på det store ur, der hang på væggen bag hende og opdagede først nu, hvor mange klokken var blevet. 00:23, viste uret. Koncerten havde ligget forholdsvis sent på dagen, så det var nok derfor at tiden pludselig var løbet fra os. Men jeg ville ikke vente til næste dag med at se hende. Om hun så lå og sov, ville det være helt okay. Jeg ville gerne bare se hende.

”Jo, men kan vi se hende eller ej?” brød jeg ind, da jeg ikke kunne overskue den helt store smalltalk lige nu.

”Rolig nu, lad mig lige finde hendes stue. Hvad var navnet igen?”

Paul fortalte navnet igen, mens jeg selv måtte tage en dyb indånding for at få mig selv til at slappe lidt af igen. Når folk bad en om at slappe af eller tage det roligt, havde det som regel den modsatte effekt. I hvert fald på mig. Det føltes som en evighed, før damen endelig fik fundet stuen Jenna lå på.

”Hun ligger på C24. Hvis i tager elevatoren derhenne og stopper på 2. etage burde i komme lige derop til.”

Paul takkede for hendes hjælp, mens vi andre bare stemte i med et nik. Vi tog elevatoren op til anden etage som hun havde sagt og jeg kunne mærke, hvordan min puls langsomt blev ved med at stige, jo længere op vi kom. Jeg skulle snart se hende igen. Hun sov sikkert grundet det lidt atypiske tidspunkt, vi havde valgt at komme på. Men bare det at se hende, var fremskridt i forhold til de sidste to uger.

Da elevatoren endelig stoppede ved etagen, var jeg hurtig til at gå ud, og hastigt fortsætte videre ned ad gangen. De andre faldt hurtigt bagud, men lige nu havde jeg ikke tid til at vente på dem.

”C18, C20, C22, C24,” hviskede jeg for mig selv, og stoppede brat op da jeg endelig nåede til døren. Jeg sank en klump i halsen og skulle lige til at gå ind, da jeg mærkede en hånd lægge sig på min skulder.

”Vi venter bare herude,” sagde Paul med et lille smil, og tog sin hånd til sig igen. Efter et lille nik tog jeg igen fat i dørhåndtaget. Efter en dyb indånding, fik jeg til sidst samlet mig selv nok til, at jeg trak ned i håndtaget og åbnede døren.

Jeg trådte et lille skridt indenfor døren og lukkede den efter mig igen, før jeg så hen på hende. Jeg holdt vejret og kunne lynhurtigt mærke, hvordan alle følelserne strømmede tilbage i mig. Hun var virkelig i live.

 

Tak til alle jer der læser med, og håber i kan lide kapitlet! Det ville være rigtig dejligt, hvis i gad at smide en lille kommentar, da de virkelig hjælper med at holde motivationen oppe :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...