Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
190Kommentarer
16856Visninger
AA

14. Twelve

 

Klokken var lidt i syv, da jeg endnu en gang holdte ude foran hendes hus. Jeg steg ud og lukkede bildøren i efter mig, før jeg fortsatte op til hoveddøren og bankede på. Min indre teenagedreng var kommet frem i mig igen, og jeg glædede mig som en gal til at se hende i kjole. Selv havde jeg holdt mig til almindelige, mørke jeans, en hvid t-shirt og en sort blazer. Der gik godt et halvt minut før døren blev svunget åbnet, og Jenna kom til syne.

Mit blik gled næsten automatisk ned af hende, og jeg kunne ikke andet end at få et smil frem. Mørkeblå var helt klart hendes farve, og så sad kjolen bare perfekt på hende. Jeg skulle lige til at træde det sidste lille stykke hen til hende for at lukke afstanden mellem os, men hun lagde en hånd på min brystkasse og forhindrede mig i det.

”Vi har et lille problem,” sagde hun med en lille grimasse.

”Og hvad er-”

”Jenna?”

Jeg tog blikket væk fra Jenna og hen til personen, der kom til syne bag hende. Jennas mor. Skønt. Jeg havde fuldstændig glemt alt om hendes forældre, og efter hvordan de havde det med mig på hospitalet, var de nok ikke specielt glade for denne her date.

”Jeg tror aldrig vi har haft en rigtig mulighed for at præsentere os selv. Mit navn er Lillian,” siger hendes mor, og rækker hånden frem imod mig, som jeg hurtigt tager imod. Jeg blev en anelse forvirret over, at hun ikke bare gik direkte til de hårde ord, men rent faktisk var venlig lige nu.

”Harry,” præsenterede jeg mig selv, selvom hun allerede vidste det.

”Efter Jennas lange tale om dig, har jeg besluttet mig for at give dig en ekstra chance, så lad være med et spilde den.” Et lille smil fandt vejen frem på hendes læber, men samtidig kunne det tydeligt ses, at hun stadig ikke var helt glad for mig. ”Hun skal være hjemme igen klokken ti. Senest.”

Ud af øjenkrogen kunne jeg ane Jenna rulle med øjnene af hendes mor svar, og jeg nikkede kort. ”Det skal jeg nok sørge for.”

”Jamen, så må i to have en god aften.” Og med de ord forsvandt hun tilbage ind i huset igen.

”Hvad med din far?” spurgte jeg, da jeg var sikker på at hendes mor ikke længere kunne høre os.

”Han er på arbejde, så han ved ikke noget,” svarede hun med et skævt smil. Hun fandt sin jakke frem, før vi begge fortsætter ned til bilen.

”Du ser fantastisk ud.”

Der går ikke mere end et kort øjeblik, før hendes kinder har fået en del mere farve, og hun slår blikket i jorden i et forsøg på at skjule det. Smiler bare stort og læner mig hen og kysser hende kort på kinden.

”Tak. Du ser nu også selv ret så fantastisk ud.”

”Tak.”

 

Da vi nåede til restaurant Marcus Wareing steg jeg ud af bilen, og gik om på den anden side og åbnede døren for hende, hvilket blev modtaget med et stille grin. Hun tog min hånd og vi fulgtes begge op til indgangen.

Servitricen der skulle følge os hun til vores bord, gjorde kort store øjne, før hun igen kom ind i arbejdsmodet igen. Jeg håbede bare virkelig på, at vi ville kunne få en aften uden nogen afbrydelser og uden at der blev taget billeder af os. Bare en ganske almindelig date. Vi havde begge sat os på hver vores stol overfor hinanden, og var i gang med at kigge menukortet igennem, da hun så over på mig med et næsten chokeret ansigtsudtryk.

”Har du set priserne?! Det er jo sindssygt!” udbrød hun.

”Restauranten har to Michelin stjerner, så det er vel ikke så underligt,” svarede jeg tilbage med et grin, da hun stadig så en smule forvirret ud. ”Jeg betaler.”

”Harry-”

”Nej. Jeg har råd til det, okay? Og hvilken fyr ville jeg lige være, hvis jeg bad dig om at betale, når det er mig der har slæbt dig med herind?”

Hun trak en smule på skuldrene, men gik til sidst med til det. Jeg havde været herinde nogle gange før, og de skuffede aldrig. Denne gang havde jeg bedt om et bord, der ikke var lige inde midt i det hele, men derimod lidt mere afsides, så vi kunne være lidt mere for os selv. Efter at have bestil vores mad, gik det ikke mere end ti minutter før vi fik det serveret. Jenna tog en mundfuld af sin mad, og hævede øjenbrynene kort efter, hvilket bare fik mig til at se undrende på hende.

”Hvad så?”

”Jeg tror aldrig jeg har fået så godt mad før,” sagde hun med et smil.

Det var tydeligt at se, at hun satte mere pris på de her ting end jeg gjorde. Selvfølgelig gjorde berømmelsen noget ved en, det var ingen hemmelig. Jeg satte ikke nær så stor pris på de ting, som jeg for nogle år siden ville have gjort. Det var intet problem for mig længere at tage ud og spise på de fineste restauranter i London, så derfor var det bare ikke nær så specielt for mig længere.

”Tak,” sagde hun stille lidt efter.

”For hvad?” spurgte jeg.

”For at tage mig med herhen. Men bare så du ved det, så havde en tur på Burger King sikkert været lige så fantastisk. Jeg er bare glad for selskabet.”

 

Det meste af middagen forløb bedre end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Det var helt ubeskriveligt dejligt at have hende ude af hospitalet, hvor der ikke skulle tænkes på læger, eller på om hun pludselig ville få et nyt anfald. Selvfølgelig var hun stadig under bedring, men det gik da den rigtige vej.

Vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Om fremtidsplaner og tidlige minder. Vi kom endda ind på alt det der var sket i kaffeforretningen, hvilket havde været det, der i første omgang havde fået os ført sammen. Hun vidste åbenbart ikke at Mason, en anden fyr der havde været derinde sammen med os, stadig var i live, og hun hendes humør steg endnu en tand over den nye viden.

”Hvordan havde du egentlig fået overbevist din mor?”

Vi var begge blevet færdige med vores mad, og sad nu bare og snakkede, og sippede lidt til hver vores drink. Jeg var blevet ret chokeret over, at hun pludselig havde skiftet mening, og var klar til at give mig endnu en chance.

”Jeg brugte det meste af eftermiddagen på at forklare hende alle de gode ting ved dig. Og jeg blev også nødt til at forklare hende om kysset, så hun kunne forstå hvad der helt præcist var sket.” Hun så ned på sine hænder i lidt tid, før hendes blik igen mødte mit, og hun fik et lille smil frem. ”Hun syntes bare at det var sødt. Bagefter forlangte hun så at vide om vi, du ved… Er et par.”

Jenna virkede pludselig en del mere nervøs, og jeg så afventende på hende og ventede på at hun ville fortsætte.

”Hvad svarede du så til det?”

”Jeg sagde ja,” indrømmede hun. ”Men mest fordi jeg vidste at det var det svar hun ville høre,” skyndte hun at tilføje.

”Du synes måske ikke selv at vi er et par?” Jeg løftede øjenbrynene, og kunne ikke gøre andet end at smile, da hun så endnu mere nervøs og forvirret ud.

”Jo, nej… Jeg ved det ikke. Sådan lidt?”

”Jeg ville sige ja,” svarede jeg. Al nervøsiteten forsvandt fra hendes ansigt i løbet af ingen tid, og hun stirrede på mig med store øjne.

”Virkelig?”

”Mmm,” mumlede jeg som svar, og lænede mig ind over bordet. Mine læber mødte hendes i et kort kys, før jeg satte mig tilbage igen, og kunne nyde synet af en storsmilende Jenna.

 

Efter at have betalt for maden havde vi sat os ud i bilen, for at køre hjemad igen, da klokken allerede nærmede sig de ti. Jenna havde nær tabt kæben da vi havde fået prisen, og jeg måtte igen minde hende om, at penge ikke ligefrem var mit største problem længere. Det havde været skønt at have en aften uden nogle afbrydelser. Ingen fans og ingen paparazzier. I hvert fald ikke hvad jeg ved af. Det kunne selvfølgelig godt være, at der var nogen der havde stået på lur ude på parkeringspladsen, men det var efterhånden også svært at gøre noget som helst, uden at det blev fanget på billede. Men det bedste var bare, at vi kunne spise og nyde hinandens selskab i fred.

Himlen var kulsort, og fuldmånen gjorde næsten et bedre job end gadelygterne med at lyse vejen op. Turen hjem til Jenna var alt for hurtigt overstået, og selvom jeg vidste at jeg højest sandsynligvis ville se hende igen i morgen, så ville jeg ikke af med hende endnu. Jeg havde dog ikke noget valg, hvis jeg gerne ville gøre mig fortjent til lidt mere respekt fra hendes forældre.

Jeg holdt bilen ind til siden, da vi nåede frem til hendes hus, og steg ud af bilen for derefter at gå om på hendes side, og åbne døren for hende. Hun steg ud og plantede et kys på min kind som tak, før hun gik nogle skridt væk, så jeg kunne lukke døren igen.

Hun vendte sig med fronten imod mig igen, og kørte en tot hår om bag hendes ene øre. Jeg lagde en arm omkring hendes talje og trak hende helt ind til mig, så ikke engang et ugeblad ville kunne være imellem os. Mine læber fandt hendes, mens hun lagde en hånd ved min nakke og lod den anden hvile på brystkassen.

Hele atmosfæren mellem os havde ændret sig drastisk på utrolig kort tid, og lige nu føltes det som om at luften omkring os slog gnister. I det øjeblik hendes læber skilte sig ad en anelse, fandt min tunge med det samme vej og mødtes med hendes.

Da hun til sidst trak sig væk, måtte vi begge lige tage nogle sekunder for at få pusten tilbage. Jeg lod hende dog ikke få meget pause, før jeg efterlod en række kys langs hendes kæbe og videre ned af halsen, hvilket fik hendes vejrtrækning til at blive endnu tungere, end den allerede var. Jeg sugede svagt mellem kyssene, for at give hende det ekstra nydelse, men var samtidig opmærksom på at der ikke kom nogen mærker. Det ville nok ikke gøre mig særlig populær hos hendes forældre.

”H-Harry?”

”Mmm?” brummede jeg imod hendes hud, og fortsatte min vej ned ad hendes hals.

”Jeg burde nok smutte ind. Hvis mine forældre ser os, så…”

Hun behøvede slet ikke at færdiggøre sætningen, for jeg vidste udmærket godt, hvad der så ville ske. Jeg kyssede hende en sidste gang på halsen, før jeg så på hende igen med et kækt smil.

”Næste gang må vi tage hjem til mig, hvor vi ikke skal tænke på dine forældre.”

”Jeps,” svarede hun med et smil, og trak mig det sidste stykke ned til hende, hvor hun pressede sine læber imod mine en sidste gang. ”Det har været en fantastisk aften. Tak,” hviskede hun og kyssede mig på kinden, før hun bakkede nogle skridt op imod huset.

”Det er ikke noget at takke over. Vi ses,” smilede jeg, og ventede på at hun var kommet indenfor, før jeg satte mig tilbage ind i bilen igen og kørte hjemad, efter en aften jeg sent ville glemme.

 

Og de var på date! Okay, jeg er en af forfatterne, men jeg shipper seriøst Henna... Haha :D Det hele er blevet en smule sukkersødt i det her kapitel, men man kan vel sige at det er en smule 'stilhed før stormen'. Så jeg håber virkelig at i kunne lide kapitlet :)

Husk endelig at smide en kommentar og et like, hvis i ikke allerede har gjort det. Og btw. så er det jo Simone der kommer til at skrive de næste to kapitler, da jeg skal på krydstogt på lørdag. Tak til alle jer der læser med! Jeg fangirler stadig over de mange likes og favoritlister :) Så tusinde tak!

- Elvira

PS: UNDSKYLD hvis i har fået en del mails. Jeg ved ikke lige hvad der skete, men det hele flippede lige lidt.. Sorryyyyy

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...