Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16560Visninger
AA

5. Three

 

Jeg sank en klump i halsen over synet foran mig. Det var virkelig Jenna og hendes brystkasse bevægede sig svagt op og ned, som et tegn på at hun var i live. Det var helt ubeskriveligt at se hende igen. Efter at have troet hun var død, stod jeg pludselig i samme rum som hende.

Der gik nogle minutter, hvor jeg stod fastfrosset til gulvet med blikket rettet imod den sovende Jenna, der lå ovre i hospitalssengen. Jeg fik til sidst taget mig sammen, og gik det sidste lille stykke hen til sengen og så ned på hende igen.

Det var et meget anderledes syn, end hvad jeg havde vænnet mig til inde i kaffeforretningen. Hun havde alverdens slanger koblet til hende, der førte videre til forskellige væsker og maskiner. Det mest betryggende at se, måtte helt klart være hjertemonitoren, som stod ved siden af sengen og regelmæssigt kom med små biplyde, der indikerede hendes hjerterytme.

Jeg følte mig en smule rundt på gulvet over det helte og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hun lå trods alt og sov lige nu og jeg havde stadig ingen anelse om, hvor slemt det rent faktisk stod til med hende. Ingen havde sagt andet, end at hun var i en meget kritisk situation. Lige nu så hun dog meget fredfyldt ud.

Jeg satte mig ned i stolen der stod ved siden af sengen. Det bedste ville være, hvis hun snart vågnede op. Bare det at se hende med åbne øjne og snakke med hende, ville være dejligt, selvom hun nu så ud til at være ret langt væk lige nu. Men jeg havde alligevel ikke andet at give mig til lige nu, så jeg kunne lige så godt sidde og vente.

Det var nok en god idé også at få noget søvn, men lige nu var der andre ting, der var vigtigere. Min hånd fandt hendes, hvor jeg holdt den i et stramt greb, og stille lod jeg den ene finger kører hen over hendes håndryg i rolige bevægelser.

Min største frygt var, at hun ikke kunne huske mig. At der var sket et eller andet da hun blev skudt, så hun havde mistet hukommelsen eller små dele af den. Hvis det var tilfældet vidste jeg ikke, hvad jeg ville gøre af mig selv. Det ville være den værst tænkelige situation, så jeg kunne kun bede til at det ikke var sket.

Hun lignede stadig sig selv. Det mørkebrune hår skinnede ikke nær så meget som jeg huskede det, hun var en del mere bleg og så ud til at have tabt sig en anelse. Ud over det, lignede hun sig selv. Jeg satte mig en anelse bedre til rette i stolen med et lille suk. Det var stadig uvirkeligt at fatte, at jeg sad her lige nu og at hun var i live. Det måtte være det bedste der var sket for mig i de sidste to uger.

* * *

”Harry?”

Jeg blinkede nogle gange, før jeg havde vænnet mig til lyset og så op på Paul og Louis, der begge stod foran mig. Først nu bemærkede jeg, at jeg havde fået lagt et tæppe hen over mig i løbet af natten. Jeg måtte være faldet i søvn, for jeg sad stadig med hendes hånd i min og i en noget ubehagelig stilling i stolen.

”Hvad?”

”Vi bliver nødt til at tage af sted igen,” sagde Louis og så skiftevis på mig og Jenna.

”Kan i ikke bare tage af sted? Jeg tager i hvert fald ikke hjem endnu.” Om de så måtte slæbe mig ud til bilen, så måtte det være sådan, for jeg havde ikke tænkt mig frivilligt at tage med hjem, før jeg havde talt med Jenna, bare for at få afklaret om hun overhovedet kunne huske mig.

”Vi kan ikke bare efterlade dig her, Harry.”

En stilhed lagde sig over os, men jeg havde stadig ikke tænkt mig at give efter. Der gik flere minutter, før der endelig blev sagt noget igen.

”Så lad gå. Jeg kører Louis hjem og så kommer jeg tilbage igen,” sagde Paul med et suk og virkede ikke helt glad for, at han nu skulle bruge endnu mere tid på det her hospital. Men mine før meget hadske tanker omkring ham, blev løsnet en smule op igen over hans beslutning..

”Tak. Vi ses bare senere.” Jeg fik et smil frem og så op imod Louis, der nikkede før han smuttede ud af døren med Paul lige efter sig. Døren blev lukket i og der blev hurtigt stille i rummet igen. Uret der hang midt på væggen viste lidt over ni om morgenen. I dag havde vi ingen koncert, så jeg havde for en gangs skyld tiden til at blive her, uden pludselig at skulle skynde mig hjem for at nå et eller andet.

Jenna lå stadig i en dyb søvn og det ville næsten være synd at vække hende, så jeg nøjedes i stedet bare med at sidde og se på hende. En smule stalkeragtigt måske, men hvad skulle jeg ellers gøre? Sidde og kigge alle andre steder end på hende?

Jeg gav mig dog kort tid til at se rundt på det lille værelse, nu hvor der var blevet lysere, og dermed var det også blevet nemmere at se rundt i forhold til i nat, hvor det eneste lys havde været en lille lampe, der alligevel ikke fungerede specielt godt.

Ligesom på de fleste andre hospitaler var væggene klinisk hvide og det same var loftet. I det mindste var gulvene grå, så det hele ikke bare blev hvid oven på mere hvid. Gardinerne henne foran vinduet var både rød, pink og orange. Man skulle næsten tro, at de havde taget alle farverne, der skulle være i rummet, og proppede dem alle sammen på gardinet. Sådan var det åbenbart på det her hospital.

Der gik et godt stykke tid, hvor jeg fortsat sad med hendes hånd i min, mens jeg sad med blikket på hende. Det blev en anelse kedeligt i længden, men jeg turde ikke gå, hvis nu hun pludselig skulle vågne op.

Døren herind til blev skubbet op, og en midaldrende dame i hvidt sæt tøj kom gående ind. Hun spærrede overrasket øjnene op.

”Jamen, er det ikke Harry Styles?”

”Jo, det er det,” svarede jeg kort, før jeg så tilbage på Jenna igen.

”Jeg bliver nødt til at bede dig om at vente udenfor, mens jeg lige tager nogle prøver,” fortsatte hun med et lille smil. Hun virkede flink nok, men det var vel også en del af hendes job. For hvor mange syntes måske lige, at det var rart at have en gnaven læge?

”Må jeg ikke blive her?” Bare det at skulle forlade rummet nu, virkede helt forkert og var ikke noget jeg havde lyst til. Hvis det var helt umuligt at få lov til, ville jeg blive nødt til det, men man havde vel lov at håbe.

Efter et kort suk, nikkede hun til sidst. ”Så lad gå, men så må jeg bede dig om at flytte dig fra stolen, så jeg kan få plads.”

Jeg nikkede hurtigt og rejste mig op fra stolen, hvorefter jeg trak stolen lidt væk derfra, så der var bedre plads omkring Jenna. Med hænderne foldet foran mig, stod jeg og betragtede Jenna, mens lægen gik rundt og skrev de forskellige tal ned som maskinerne viste. Hun justerede lidt på nogle af beholderne med væske, før hun til sidst lænede sig lidt ind over hende.

”Jenna?” spurgte hun stille og lagde en hånd på hendes skulder.

Det gav et lille sus igennem kroppen, da det så ud til at hun var ved at vågne. Nu fik jeg også bekræftet, at hun trods alt var i stand til at vågne og ikke var i en komalignende tilstand. Hun var her rent faktisk og var på vej til at vågne. Min dag var lige blevet en del bedre.

”Mh?” lød en svag mumlen. Hun rykkede en smule på den ene arm og blinkede nogle gange med øjnene, før hun så op på lægen. Jeg holdt vejret ved synet og stivnede fuldstændig, da hendes blik pludselig faldt over på mig. Først så hun bare forvirret ud, før hele hendes ansigtsudtryk ændrede sig og hun så på mig med store øjne.

”H-harry?” spurgte hun stille og jeg kunne ikke gøre andet end at få et stort smil frem. Hun kunne stadig huske mig.

”Hej Jenna,” svarede jeg med et lille smil og trådte lidt tættere på, for bedre at kunne se hende, men blev stadig på sådan en afstand, at jeg var sikker på ikke at gå i vejen.

”I to må lige snakke senere,” brød lægen ind, før nogen af os nåede at sige andet. ”Hvordan har du det?”

Det lignede at Jenna gjorde et forsøg på at sætte sig op i sengen, men måtte skære en grimasse, før hun opgav igen. Selvom jeg var umådelig lykkelig over at hun var vågnet, var det nu endnu mere tydeligt, at hun stadig var i store smerter og ikke havde det godt, selvom det var to uger siden at det skete.

”Øh… Mit hoved og…” Hun tog en hånd op til brystet og bed tænderne en smule sammen.

Lægen nikkede og knappede de øverste knapper af hendes tøj op. Det var en af de der typiske hvide dragter, man altid så på film. Jeg vidste ikke helt om jeg burde kigge væk, hvis hun blev ved med at knappe den op, for det ville måske virke lidt… underligt, hvis jeg stod og stirrede.

Alligevel blev jeg stående, da jeg så hun havde en stor forbinding bundet rundt om brystet. Det kunne tydeligt ses, at der var et sted, hvor der var mere forbinding end de andre steder, hvilket også var der, hvor hun havde taget hånden op. Det måtte være der, hvor kuglen havde ramt.

”Forbindingen skal skiftes senere i dag. Skal jeg hente noget smertestillende?” fortsatte lægen med et lille smil, og blev besvaret et minimalt nik med hovedet fra Jenna. ”Hvad med benet? Gør det stadig ondt?”

Jeg rynkede øjenbrynene en anelse og forstod ikke helt, hvad hun mente. Benet? Så gik det pludselig op for mig. Jeg havde fuldstændig glemt, at hun var blevet skudt i benet den første af dagene vi blev holdt indespærret. Mason, en fyr der også havde været derinde, havde heldigvis fået kuglen ud, men ellers havde jeg faktisk ingen anelse om, hvordan det var gået med benet siden.

Efter jeg var kommet ud, havde jeg mødtes med Mason flere gange. Vi havde nået at få et utrolig godt bånd derinde, selvom det var under lidt unormale omstændigheder, og det havde vi formået at vedholde efter vi var kommet ud.

”I-ikke rigtig,” sagde Jenna stille.

”Okay, jeg henter lige noget smertestillede, så bliv liggende indtil jeg kommer tilbage igen.” Hun sendte os begge et sidste smil, før hun forsvandt ud af døren igen og efterlod os alene tilbage i rummet.

Jeg gik nogle skridt hen imod sengen igen og trak stolen hen og satte mig ned, så hun slap for at skulle dreje hovedet alt for meget for at kunne se mig. Endnu en gang vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvordan hun havde det med alt hvad der skete inde i kaffeforretningen imellem os. Om hun var fuldstændig kold over for det, eller om hun havde det på samme måde som mig.

Før jeg nåede at sige noget, fik hun løftet sine arme op over dynen og holdt dem frem imod mig. Jeg sad først lammet, før det gik op for mig hvad hun mente med det. Jeg fik et smil frem, der hurtigt smittede af på hende.

Jeg bredte armene ud og lænede mig hen til hende, før jeg slog armene omkring hende, hele tiden opmærksom på at der ikke var noget der gjorde ondt på hende. Hendes arme foldede sig omkring mig, med langt fra samme styrke som mine, men lige nu var det her bedre, end hvad jeg kunne havde turdet håbet på.

”Jeg har savnet dig,” hviskede hun stille, hvilket bare fik smilet på mine læber til at vokse sig endnu større.

Hun var i live, hun kunne huske mig og hun var ikke totalt afvisende, eller noget andet jeg kunne have frygtet. Endelig føltes det som om et stort hulrum inde i mig, var ved at blive fyldt ud igen.

 

Undskyld ventetiden, men jeg har været halvsyg den sidste uges tid, så min energi og kreativitet har ikke været helt i top. Jeg er ikke helt tilfreds med kapitlet og synes det er en smule kedeligt, men bare rolig.. Spændingen og dramaet kommer lige rundt om hjørnet!

Indtil videre ved jeg godt at det hele har været meget sukkersødt, og det vil der også snart blive lavet om på! Jeg har en masse ting forberedt, så jeg skal bare lige så taget mig sammen til at få det skrevet ned.

Det ville være virkelig dejligt, hvis i gad at smide en lille kommentar (gerne lidt mere, end bare 'mere', for dem kan jeg ikke bruge til så meget :) ), og et like hvis i synes den fortjener det.

Jeg har overvejet at lave en lille mini-casting til en person jeg skal bruge senere i historien, men ved ikke helt om det bliver til noget, men nu skulle det lige deles med jer. Tak til alle der læser med, og er overlykkelig for at den er nået op på over 100 favoritlister! Tak til alle :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...