Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16556Visninger
AA

18. Sixteen

”Du skulle gerne være ude herfra igen snart, Jenna. Vi beholder dig natten over, så vi kan være sikre på, at alt er normalt igen, men det er også det. Du er ude før du aner det,” sagde den venlige sygeplejerske med et smil, mens hun rettede på nogle slanger der gik fra mit drop, som sad indeni min håndryg. Det havde gjort ondt at få den sat ind, men det var bedre end at skulle stikkes flere gange.

”Okay. Tak,” svarede jeg med et smil og satte mig til rette i sengen. Damen smilte kort til mig, inden hun begyndte at snakke.

”Der sidder en bekymret ung herre ude foran. Skal jeg sende ham ind?” Jeg nikkede hurtigt, da jeg gerne ville fortælle Harry, at jeg var okay. Hvis jeg kendte ham ret, havde han været syg af bekymring, og jeg havde endnu engang været skyld i det, fordi jeg skulle hidse mig op over hans fans. Det skulle jeg have snakket med ham om igen, men jeg vidste ikke, om det var klogt at gøre det på hospitalet.

”Jenna!” Harry var i en fart ovre ved mig og overfaldt mig med et stort kram, der varmede min krop op, og jeg havde det som om, at temperaturen i rummet steg på ingen tid. Den effekt havde Harry på mig, og han gav mig den hver gang, vi rørte ved hinanden, hvilket vi gjorde en del, for vi havde vidst en del følelser, som vi udtrykte ved at være i nærkontakt. Det lød skørt, men det var sådan det føltes.

”Hvad skete der?” spurgte Harry bekymret. Det overraskede mig, at han ikke havde spurgt nogen, for sådan plejede han at være, men det kunne jo være, at der ikke havde været nogen, som han kunne spørge.

”Tilbagefald. Det er opstået, fordi jeg har for meget at håndterer. Det er ligesom, at min krop stresser, og det gør simpelthen, at jeg fik et tilbagefald. Jeg er okay nu, og jeg kommer hjem i morgen. De vil gerne beholde mig til observation natten over, men ellers er der intet,” forklarede jeg detaljeret. Harry nikkede stille, som om han lige skulle tygge på det, jeg sagde til ham.

”Jenna, vi må snakke om det, vi snakkede om, før du faldt om,” sagde Harry seriøst. Jeg sukkede. Jeg ville helst undgå, at vi snakkede om det her, hvilket jeg også fortalte ham.

”Faktisk vil jeg hellere vente, til jeg er væk herfra,” indrømmede jeg, men Harry rystede hurtigt på hovedet, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at snakke med ham om det her nu, for han gav ikke op.

”Jenna, jeg vil snakke om det nu,” sagde han bestemt. Jeg nikkede uden at sige noget og lod ham starte, for jeg havde ingenting at sige om det, men det måtte han have, siden han ville have emnet op igen.

”Jeg synes, at vi bør snakke mere om tingene, hvis det her skal fungere,” startede han, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, for jeg følte virkelig ikke, at det var nødvendigt, at vi snakkede med hinanden om dette. Hvis vi fortalte hinanden alting, blev tingene ikke ligefrem bedre, for hans fans ville stadig være efter mig, og det ville stadig såre mig lige så meget, som det gjorde nu.

”Harry, jeg tror ikke, at de sårende ord gør mindre ond, fordi vi snakker om det,” indrømmede jeg, da jeg syntes, at han burde vide det, men han så ikke ligefrem begejstret ud, da fortalte ham det. Rent faktisk så han såret ud.

”Så du synes, at det er bedre, at du går og er ked af det uden at snakke om det?” spurgte han en smule hårdt. Jeg rystede på hovedet.

”Det sagde jeg ikke. Jeg sagde bare, at det ikke vil gøre mindre ondt, fordi vi snakker om det,” forklarede jeg og gjorde vidst Harry en smule vred.

”Hvad vil du så have, vi skal gøre? Du kan ikke fortsætte med at være ked af det, for det er ikke sundt for dig!” sagde han en smule højt og forskrækkede mig en smule, da Harry ikke lige var typen, jeg var vant til at se vred, så det skræmte mig en smule.

”Måske skulle vi bare stoppe med at ses i et stykke tid,” røg det ud af mig, da jeg tænkte det indeni mit hoved, som besluttede sig for, at jeg skulle sige det højt, men måske var det også det klogeste, hvis vi holdte afstand, til jeg lærte at håndtere alting.

”Så det er altså det, du ønsker skal ske nu?” spurgte Harry stille og såret. Jeg sukkede og trak på skulderene, da jeg ikke vidste, hvad svaret var. Ville jeg gerne holde afstand til Harry, nu hvor jeg holdte så meget af ham, eller burde jeg fortsætte og have det dårligt?

”Jeg ved det ikke, Harry. Jeg ved bare, at jeg ikke vil have det dårligt, fordi dine fans sviner mig til. Jeg er ikke en superstjerne, som er vant til at få så megen opmærksomhed. Men jeg ved ikke, om jeg kan holde mig fra dig,” forklarede jeg og pillede nervøst ved den dyne, jeg havde henover benene og lidt af min overkrop. Hospitalsdyner var altid så rene og bløde, og det var nok det eneste positive ved hospitalet.

”Jeg synes, du skal tage en beslutning. Kontakt mig, når du har fundet ud af det.” Harry vendte sig om og bevægede sig imod udgange, hvilket satte panik i gang i mig.

”Harry, vent!” Men han fortsatte og efterlod mig tilbage alene, hvor jeg kunne få lov til at lade alting synke ind. Harry havde lige sat vores forhold på standby, og jeg havde bare siddet og set det ske.

Tårerne pressede sig langsomt på, men jeg nægtede at græde, selvom det kunne blive svært, men jeg vidste, at mine forældre var på vej, og jeg ville ikke græde foran dem. De behøvede ikke at vide, at jeg var sammen med Harry, da alt dette skete.

Så er der mere, guys! Jeg har faktisk haft kapitlet klar i et stykke tid, men jeg var til fest, da Elvira skrev, og da jeg opdagede emailen i går, var det virkelig sent, så jeg var ikke sikker på, at I ville læse med, og jeg har været på bakken i dag og er først lige kommet hjem, så ja... Havde først mulighed for det nu:-)

Hvad siger I, folkens? Er Jenna ikke ret så uretfærdig, eller kan i følge hende?:-)

- Simone

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...