Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16805Visninger
AA

8. Six

 

Harrys synsvinkel

Hele rummet syntes pludselig at være blevet en del koldere, end det før havde været. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere på det her. Hendes forældre havde tydeligvis nogle store problemer med mig, og jeg kunne godt følge dem i dele af det de havde sagt. Det var min skyld, at hun havde fået det dårligt. Det troede jeg da i hvert fald. Hvad der så end var sket, så var det kommet efter jeg var ankommet.

Efter hvad der føltes som en evighed, rejste jeg mig op fra stolen jeg havde siddet på, da det til sidst virkede underligt at blive siddende, mens hendes forældre var i gang med at få et mindre flip på mig. Jeg så lidt skiftevis imellem Jenna og hendes forældre.

”Jeg synes du skal gå nu,” sagde hendes far hårdt, hvilket fik mig til at synke en klup i halsen. Jeg kunne ikke ligefrem stå og sige ham imod lige nu. Han var trods alt hendes far.

”Det skal jeg nok,” mumlede jeg stille, før jeg vendte om på hælen og fortsatte ud af døren.

Hvis han havde tænkt sig at jeg forlod hospitalet helt, så havde han taget grueligt fejl. Jeg gik et lille stykke hen ad gangen, før jeg lod mig synke ned i en af stolene i noget, der kunne minde om et venteværelse. Det var nok smartest at hendes forældre fik lov at tale med hende, og være omkring hende efter hvad der var sket. Så snart de valgte at smutte igen, kunne jeg forhåbentlig komme derind igen.

Jeg fandt min mobil frem for at få tiden til at gå med et eller andet. Hvor lang tid jeg endte med at sidde i stolen, havde jeg ikke rigtig styr på, men efter mindst en times tid, gik en genkendelig læge forbi døren. På ingen tid var jeg oppe af stolen og skyndte mig ud efter hende.

”Undskyld mig,” råbte jeg, eftersom hun var et godt stykke foran mig.

Heldigvis stoppede hun op og kiggede tilbage på mig. Jeg nåede det sidste stykke op til hende, før jeg stoppede op og trippede lidt fra den ene fod til den anden.

”Hvad kan jeg hjælpe med?” smilede hun.

”Øh… Hvordan har Jenna det? Og hvad var det der skete?” spurgte jeg, og kløede mig kort i nakken.

Lægen kiggede ned i hendes papirer i lidt tid, før hun til sidst så op på mig igen. Hun lignede en, der grundigt stod og overvejede, om hun skulle fortælle det eller ej. Jeg ville bare gerne vide, hvad der helt præcist var sket. Det lød til at have været meget smertefuldt, og jeg ville gerne være sikker på, at hun havde det okay igen.

”Hun fik et anfald. Det er meget vigtigt at hun holder sig i ro, da hendes hjerte stadig er meget svagt. Hvad i så end lavede derinde, fik det hendes puls til at stige kraftigt og på meget kort tid.” Hun holdt en lille pause, og jeg følte med det samme et jag af skyldfølelse, da jeg ret hurtigt kunne regne ud, hvad det var, der havde fået hendes puls til at stige. ”Det er ovre igen, men som du nok kunne høre, var det ikke det mest behagelige for hende. Hun var heldig denne gang, men det kunne have endt meget værre end det gjorde. Hun har fået en masse smertestillende, og vil nok først være til at tale med igen om nogle timer.”

Det hele var meget overvældende at skulle tage ind. Hun havde fået det så dårligt, og kunne rent faktisk have mistet livet af det. Jeg nikkede stille, mens lægen fortsat holdt blikket på mig med et svagt smil.

”Så hvad i end lavede, må i vente med det, indtil hun har fået det bedre igen,” sagde hun med et glimt i øjet. Det var måske heller ikke så svært at regne ud. ”Nå, jeg har en anden patient om fem minutter, men du kan spørge i receptionen, hvis det bliver nødvendigt.”

Jeg takkede hende, før hun smuttede videre hen ad gangen igen. Mit blik søgte lidt rundt på gangen. Jeg havde ikke set hendes forældre gå forbi endnu, men det kunne være at de havde taget en anden udgang. En anelse tøvende begyndte jeg at gå tilbage imod hendes værelse, og netop som jeg skulle til at tage i dørhåndtaget, gik døren op og hendes far kom til syne.

”Jeg mener, at jeg bad dig om at gå,” vrissede han, og blev stående i døråbning, så jeg havde absolut ingen chance for at komme forbi ham. Jeg kunne dog se forbi ham, hvor Jennas mor sad i stolen ved siden af sengen og holdt fast i hendes hånd. Jenna så ud til at sove lige nu, så måske var det bedst bare at smutte igen, når jeg alligevel ikke kunne komme til at snakke med hende.

”Ja, men jeg vil gerne bare tale med hende når hun vågner.”

”Ikke tale om!”

Jeg kunne virkelig ikke se, hvad hans store problem med mig var. Han havde lige mødt mig, men havde allerede fået opbygget et stort had, hvilket ikke var det mest betryggende, efter hvordan Jennas og mine følelser for hinanden havde udviklet sig.

”Hvorfor ikke? Hvad er det der gør så ondt på dig, at jeg ikke må snakke med hende?” spurgte jeg frustreret.

”Hun kunne være død! Før du kom, gik alting fint og se nu hvad der skete så snart du dukkede op. Jeg skylder ikke dig, og bare fordi du er en eller anden popstjerne så har jeg ikke tænkt mig, at give dig nogen anderledes behandling.” Han snakkede med så meget væmmelse i stemmen, at det løb koldt ned af ryggen på mig.

”Undskyld,” mumler jeg bare. ”Det var ikke meningen at det skulle ske, men du kender mig ikke. Giv mig nu en chance.” Det virkede til, at han allerede havde dømt mig ude på forhånd.

”Nej. Det er kun et spørgsmål om tid, før her vrimler med skrigende teenagepiger, og det vil ikke ligefrem hjælpe på Jennas situation.” Jeg lod langsomt ordene synke ind. Hvis fansene fandt ud af, at jeg stort set befandt mig på hospitalet konstant, kunne der så virkelig være nogle, der kunne finde på at tage herhen? Det håbede jeg virkelig ikke. ”Gå nu.”

Jeg åbnede munden for at sige noget, men måtte lukke den igen kort efter. Egentlig ville jeg have bedt om fem minutter sammen med hende, før jeg tog hjem igen, men nu hvor hun alligevel ikke var vågen, kunne det ikke svare sig at begynde og diskutere om det.

”Okay. Men i skal nok regne med at komme til at se mig igen herhenne.”

Han lignede en der skulle til at protestere, men før han nåede at sige noget, vendte jeg om på gangen og satte kursen imod elevatoren. Nu hvor jeg mærkede efter, var jeg faktisk utrolig træt. Jeg havde ikke fået mere end nogle timers søvn i nat, og det var endda efter en lang, udmattende koncert i går aftes. Og ovenpå alt hvad der var sket i dag, havde det ikke ligefrem hjulpet på trætheden.

Enten i morgen eller i aften måtte jeg tage herhen igen. Hendes forældre kunne umuligt være her hele døgnet rundt, så jeg måtte finde et tidspunkt hvor de ikke var der, hvor jeg så endelig kunne tale med Jenna i fred.

Da jeg trådte ud af elevatoren, var det første jeg fik øje på Paul, der kom gående ind af døren på vej hen imod mig. Jeg havde fuldstændig glemt, at han kun lige skulle køre Louis hjem, før han ville komme igen.

”Hvor er du på vej hen?” spurgte han undrende, og stoppede op da han nåede hen til mig.

”Hjem.” Jeg sukkede kort. ”Hendes forældre dukkede op, og de er ikke specielt begejstrede for mig. Vi må bare komme igen i morgen.”

Paul virkede lidt forvirret over det hele, men endte med at give et kort nik fra sig, før vi sammen gik ud til bilen igen. Der var ingen fans i nærheden, men ærlig talt, hvem skulle også have regnet ud at jeg ville være her? Jeg håbede inderligt på, at det ville fortsætte sådan. Det føltes helt afslappende at sidde i bilen, hvor der ikke var nogen til at sige, hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte. Jeg lod mig synke godt tilbage i sædet, mens jeg lukkede øjnene i og gik ud som et lys.

 

Det var så sjette kapitel! Så fik i også en lidt mere nøjagtig forklaring på, hvad der skete med Jenna. Jeg er absolut ikke inde i hele lægeverdenen, så jeg håber at det er blevet forklaret nogenlunde forståeligt.

Derudover har jeg jo fået medforfatter på (yay), og indtil videre går det super. Jeg publicerer min nye fantasyhistorie på søndag, så det er blandt andet en af grundene til, at jeg ikke selv har tid til at holde denne her i gang. Men nu tror jeg at det hele kommer til at køre på skinner.

Husk at smid en kommentar og meget gerne et like :) Det hjælper virkelig med at holde motivationen oppe.

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...