Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16554Visninger
AA

9. Seven

 

Jeg glædede mig faktisk lidt til at se drengene igen. Jeg havde tænkt så meget på Jenna, og jeg havde fuldstændig overset dem, så det var med et smil, jeg trådte ind i Nialls lejlighed, hvor vi alle skulle mødes, så vi kunne være lidt sammen igen.

”Hej Harry!” hilste Niall glad, da han så mig. Jeg lyste op i et smil, mens jeg hilste på min lyshårede makker. Jeg gav ham et kort kram, inden han trådte til side, så jeg kunne træde indenfor i hans lejlighed. Jeg stillede mine sko, hvor jeg plejede at gøre det, og så hang jeg min overtrækstrøje op på knagerækken. Det var egentlig ikke dårligt vejr udenfor, men jeg ville bare gerne sikre mig, at jeg ikke kom til at fryse.

”De andre er allerede kommet,” sagde Niall, og han virkede overdrevet glad, som om der var sket noget pragtfuldt. Men jeg regnede med, at der ikke var sket noget specielt, for Niall var generelt glad, så der behøvede ikke altid at være en anledning til, hvorfor han var glad.

Jeg trådte ind i stuen og smilede ved synet af mine fire kammerater, der sad og snakkede livligt sammen. Som altid. Der var ingen, der larmede så meget som dem. De var virkelig slemme til det. Men jeg elskede dem for det.

”Harry!” Det var Zayn, der havde råbt mit navn op, så alle andre kiggede på mig. Jeg smilte stort til dem alle sammen, inden jeg gav Liam, der havde rejst sig op, et kram. At se dem alle igen gjorde mig gladere end forventet. Jenna havde altid fyldt mit hoved, men nu skulle det være slut med at være negativ. Nu skulle jeg være glad. Jenna levede, og det var alt, jeg kunne bede om. Dog kunne tingene være en smule bedre, hvis hendes forældre syntes om mig, hvilket de ikke gjorde. I hvert fald ikke endnu.

”Hvordan går det?” Det var Louis, der spurgte. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere, for sidst vi så hinanden, var jeg ret så vred på ham, fordi han havde holdt det med Jenna hemmeligt, men jeg besluttede mig for ikke at være vred længere. Det nyttede alligevel ingenting. Desuden havde alle drengene holdt det hemmeligt, men det var Louis, der var der, da jeg fik det af vide, så en indre vrede havde været rettet mod ham i et godt stykke tid, selvom de andre drenge og Paul var lige så godt med til det. Dog var jeg også blevet vred på Paul, hvilket jeg stadig var en smule, men jeg orkede ærligt ikke at bruge min energi på at være irriteret på alt og alle.

”Det går godt!” sagde jeg med et kæmpe smil, da jeg som sagt havde lagt min vrede på hylden. At være omringet af alle drengene var det bedste, så jeg kunne ikke være sur på dem i mere end lidt tid.

”Jeg hører, at Jenna er vågnet?” Det var Zayn, der talte. Jeg nikkede med et smil. Jeg vidste godt, at han vidste det var sandt, men han ville vel gerne have det bekræftet af mig? Ellers så ville han bare gerne høre, hvordan hun havde det.

”Ja, det er super,” sagde jeg. Zayn nikkede. ”Meget,” fastslog han. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham, så jeg valgte ikke at sige noget.

Jeg satte mig ned ved siden af Zayn, som allerede førte en ny samtale med Liam, der sad på hans anden side. Jeg vidste ikke, hvilken samtale jeg skulle blande mig i, men Niall og Louis’ lød mest interessant, så jeg valgte at lytte med, og så håbede jeg på, at jeg kunne blande mig selv ind i samtalen.

* * *

”Jeg er sulten,” sukkede Niall og kiggede rundt på os andre, som også var blevet halvsultne. Vi havde heller ikke spist noget, mens vi havde været her. Vi havde kun snakket derudaf, hvilket havde været rart, for jeg fik fortalt alt med Jenna. Jeg mener alt. Jeg fortalte, hvad vi havde lavet på hospitalet, vores samtaler der, om hendes forældre. Jeg fik endda fortalt om vores tid i kaffeforretningen, som jeg aldrig rigtig havde givet mig tid til at fortælle om før nu.

”Også mig,” sagde jeg og gjorde mig enig med Niall. ”Også mig,” sagde Liam. Niall spurgte, hvad vi ville have, og vi begyndte at snakke frem og tilbage, om hvad vi kunne lave af mad, som vi kunne spise. Problemet var bare, at ingen af os havde det store kokketalent, så vi kunne ikke blive enige om, hvem der skulle sættes i gang i køkkenet.

”Hvad med at vi bare bestiller noget?” foreslog Louis, da vi efterhånden blev lidt hårdere mod hinanden, da vi blev uenige om, hvem der skulle lave maden.  Det var egentlig typisk os, at vi endte med at bestille noget mad. Det var dog længe siden, vi havde gjort det, for vi måtte ikke spise ude hver dag, havde vi fået af vide. Det var ikke godt for os, så sommetider lavede vi selv mad, men det hørte til sjældenhederne, måtte jeg indrømme.

”Jeg stemmer for pizza!” sagde jeg højt, for jeg orkede ikke, hvis vi skulle til at tage på Nandos. Jeg vidste godt, at det var vores foretrækkende sted, men jeg havde virkelig ikke lyst lige der. Heldigvis var alle drengene med på ideen om pizzamad.

”Jeg ringer og bestiller!” sagde Niall, og fandt hans iPhone frem. Han vidste allerede, hvad vi skulle have. Det var måske et tegn på, at vi spiste for meget ude, men vi var jo drenge, og hvilken dreng havde ikke en lille svaghed for take away?

”Maden kommer om femogtyve minutter,” fortalte Niall, da han havde lagt på, efter han havde fortalt, hvad hans adresse var, og hvad vi skulle have på pizzaerne.

”Øv, så længe? Kunne vi ikke bare have hentet det?” spurgte jeg, da jeg gerne ville have mad en smule hurtigere. ”Det orker jeg ikke,” sagde Niall dovent. Jeg grinte og rullede øjne af ham, da det var typisk ham at være doven.

”Jeg ville med glæde have gjort det!” forsikrede jeg ham om. Niall grinte og satte sig til rette i sofaen, så han sad lidt bedre, end han før havde gjort. ”Det er alligevel for sent nu. Du skulle have slået til lidt tidligere,” sagde han med et smil, inden hans opmærksomhed vendte sig imod Liam, der prøvede at komme i kontakt med ham.

* * *

”Hvad skal vi se, mens vi spiser?” spurgte Niall, der sad med fjernbetjeningen og skiftede kanel hele tiden, da der ikke var noget, som var værd at se. Vi havde overvejet et par ting, men de blev kedelige efter to minutter, og vi ville gerne se fjernsyn, mens vi spiste vores pizzaer.

”Stop på en tilfældig kanal, og så må vi se, hvad vi ender på,” foreslog Liam, da Niall egentlig bare gennemgik alle kanalerne super hurtigt, så vi ingen chance havde for at se, hvad han landede på.

”Fint, Harry, du siger stop.”

Jeg stoppede ved en tilfældig kanal, da jeg egentlig gerne bare ville se noget i lidt mere end et par sekunder af gangen. Det var virkelig dejligt at være tilbage ved drengene igen, hvor jeg kunne give mig selv tid til at slappe ordentligt af. De sidste par uger havde været et rent helvede, hvor mine tanker konstant havde kredset om Jenna. Nu vidste jeg at hun var i live, hvilket også betød at jeg forhåbentlig kunne begynde at få tankerne hen på nogle andre ting igen.

Resten af aftenen stod på ren afslapning, før det igen ville gå løs i morgen. Selvom hendes far havde udtrykt sig, at han ikke ville se mig igen, var jeg fast besluttet på at tage derop i morgen. Så gjaldt det bare om at komme på et tidspunkt, hvor hendes forældre ikke også var der. Det burde være til at klare. Håbede jeg.

Hvad tror I der sker nu?

Jeg har haft rigtig svært ved at skrive dette kapitel, for som jeg sagde sidst, jeg publicerede et kapitel, så skal jeg lige ind i historien ordentligt:-)

Jeg tager til Tyrkiet i morgen, så det bliver Elvira, som skriver de næste kapitlet - desværre. Jeg ville gerne have været med, for at jeg er dernede betyder også, at jeg ikke kan komme på movellas, så jeg kan følge med;-(

Jeg håber I nød kapitlet, og at jeg gjorde det fint nok:-) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...