Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16560Visninger
AA

21. Nineteen

 

Sidste kapitel

 

”Hvad laver du?” Harry slog sig ned ved siden af mig og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg kiggede op fra min telefon med et stort smil og rakte ham min telefon. Jeg var blevet meget overrasket, da jeg i morges loggede på Twitter og så, at en masse fans havde skrevet søde beskeder om Harry og jeg. De var slet ikke voldsomme længere, som de før havde været.

”Wow, jeg har scrollet ned til jeg ikke kunne længere, og jeg fandt kun syv dårlige kommentarer ud af mange!” udbrød han imponeret. Jeg smilte stort. Måske ændrede de sig ikke helt, men de havde fået meget mere respekt på så kort tid. Jeg havde ikke engang gjort noget for at gøre det bedre, men efter jeg viste mig offentligt med Harry, så var alting bedre. Det her var bedre, end hvad jeg havde turdet håbe på.

Dog ikke med mine forældre, som jeg ikke havde snakket med. Jeg havde sovet hos Harry, da jeg ikke orkede at gå direkte hjem til en skideballe, så derfor skrev jeg til min mor, at jeg blev sovende hos Harry, hvorefter jeg slukkede min telefon, så de ikke kunne ringe.

”Det føles rart, at jeg kan gå på Twitter igen,” fastslog jeg med en glad klang i stemmen, så man virkelig kunne høre, at jeg var lykkelig for, at være ordentligt glad igen. Det var længe siden, jeg havde været så glad og afslappet i Harry selskab. Ikke fordi jeg ikke var glad med ham, men han mindede mig for det meste om alle de fans, der skrev ting til mig, så derfor kunne det godt være lidt anspændt, når vi var sammen førhen.

”Nu mangler vi bare at få mine forældre til at acceptere det,” sukkede jeg, da jeg tænkte over den nærmest umulige mission. Dog havde jeg skrevet til dem, at jeg tog Harry med hjem i dag, så de kunne hilse på hinanden igen, hvor der ikke opstod misforståelser. Jeg kunne ikke være sammen med Harry, hvis mine forældre var så meget imod det, så derfor var det meget vigtigt, at de i det mindste respekterede Harry, så han turde komme, når de var hjemme.

”De skal nok komme, babe. De har bare set sig onde på mig på grund af en fjollet misforståelse,” fastslog han positivt og lagde hans arm omkring mine skuldre. Jeg smilte stort, inden jeg plantede et lille kys på hans kind og tog så blidt min telefon ud af hånden på ham.

”Jeg vil gerne lige på Facebook,” forklarede jeg, da han stirrede helt optaget ned på min skærm. Han nikkede bare og kiggede stadig på min skærm, mens jeg loggede ind. Jeg skulle intet specielt faktisk, jeg ville bare tjekke, hvad mine venner rendte rundt og lavede.

”Du har satme mange venneanmodninger,” sagde Harry overrasket, da tallet af venneanmodninger dukkede frem. 1243 venneanmodninger. Det var virkelig meget, men Directioners havde fundet min Facebook på en eller anden mystisk måde, så derfor kunne jeg ikke få nye venner foreløbig, fordi jeg ikke kunne regne med, at det ikke var gale fans, der ville svine mig til, når de fik chancen.

”Ja… Meget kan man sige om jeres fans, men de er gode til at finde personlige fakta om folk,” fastslog jeg med et smil og fornemmede, at Harry også smilede over mine ord.

”Ja, de er noget for sig.”

* * *

”Okay, på forhånd undskylder jeg for min fars opførsel,” mumlede jeg, inden vi trådte ind af hoveddøren. Harry grinte blidt af mig, men jeg var skam hundrede procent seriøs. Jeg frygtede meget, at min far ville få et flip på Harry, så han ville løbe skrigende væk. Selvom Harry sikkert kunne klare en skideballe, så frygtede jeg alligevel, at min far ville få et kæmpe flip.

”Hejsa!” råbte jeg, så jeg var sikker på, at de hørte, vi var ankommet. Der kom kun svar fra min mor, som sikkert var ude i køkkenet, som var hendes eget lille sted, hvor hun elskede at være. Jeg kendte ingen, som tilbragte så meget tid i deres køkken. Men min mor var også noget for sig selv.

”Jenna, er du sød at komme ud i køkkenet, skat?” Det var min far, som råbte efter mig nu, og jeg valgte bare at adlyde ham og gå ud i køkkenet med Harry lige efter mig. Jeg regnede ikke med, at de huskede, jeg ville tage ham med, så jeg frygtede virkelig deres reaktioner, når de så ham.

Da vi gik ind i køkkenet, stod begge mine forældre derude. De sagde ingenting, da vi trådte ud i køkkenet. De stod bare og stirrede på Harrys og min hånd, der var flettet sammen, og en trang til at slippe hans hånd steg i mig, men Harry gav min hånd et klem, og jeg lod være med at slippe hans hånd.

”Harry, godt du er her!” sagde min mor, og jeg var lige ved at få et hjertestop, da hun trådte frem for at give ham hånden på en helt venlig måde. Harry virkede også en del overrasket, men han trykkede kort min mors hånd og hilste pænt på hende. Jeg var overrasket over, at min far endnu ikke var gået amok over, at Harry var i hans køkken, men han stod bare helt stille.

”Vi vil gerne snakke med jer,” startede min far og en klump samlede sig i min hals. Var det nu, at de fuldkommen forbød mig at se Harry? Jeg frygtede det.

”Vi vil gerne snakke om det, der foregår mellem jer,” fordybede min mor, og jeg nikkede bare uden at sige et eneste ord. Jeg var virkelig nervøs. Hvad hvis de bad Harry om at holde sig væk fra mig for evigt? Hvordan skulle jeg så få min hverdag op og køre? Harry var den bedste del af mit liv lige nu. Han betød utroligt meget for mig. Så meget, at jeg næsten turde sige, at jeg elskede ham. Han var den første dreng, jeg havde været så tæt på, og selvom jeg muligvis ikke var den første pige, han havde det sådan med, så var han stadig vigtig for mig.

”Er I sikre på, at jeres forhold er seriøst?” Denne gang var det også min mor, der snakkede. Min far stod lidt i baggrunden og så gnaven ud. Ærgerligt, at han gav Harry sådan et indtryk, for min far var den bedste mand, jeg nogensinde havde mødt. Han var en slags helt for mig. Men hvilken pige så ikke sin far, som hendes helt?

”Selvfølgelig er det seriøst,” svarede jeg, som om det var indlysende. Min mor smilte blidt og kiggede over på min far, som rettede sig lidt op, så han ikke længere stod lænet op af køkkenbordet, som han før havde gjort, mens han observerede os.

”Jenna, hvis Harry virkelig betyder så meget for dig, så vil vi respektere jeres forhold,” sagde min far, og det var tæt på, at min kæbe faldt til gulvet. Respekterede de det? Efter så mange skænderier, respekterede de os så endelig?

”Men, Harry, hvis du så meget som tænker på at såre min datter, så er det farvel til jeres forhold!” sagde min far en smule hårdt, inden han sendte Harry et lille smil. Det var nok det første smil, han havde sendt Harry, mens jeg havde været tilstede i hvert fald.

”Selvfølgelig,” lovede Harry og smilte stort. Jeg kunne mærke glæden sprede sig i min krop. Mine forældre accepterede os nu. Måske var de ikke glade for det, men de respekterede, at Harry var en vigtig del af mit liv.

Tænk at jeg mødte Harry i en kaffeforretning, hvor jeg næsten døde for øjnene af ham. Tænk at han var på hospitalet, da jeg vågnede, og nu var vi sammen. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få det så godt med en dreng, og jeg havde da slet ikke regnet med, at Harry Styles ville være drengen der erobrede mit hjerte, som han havde gjort. Jeg elskede Harry. Det gjorde jeg virkelig, og jeg håbede, at vi ikke skulle skilles foreløbig. Vi skulle muligvis ikke leve resten af vores liv sammen, men hvis vi skulle, så ville det være okay med mig. Jeg regnede ikke med, at vores forhold ville vare evigt, men jeg var helt sikker på, at jeg havde fundet noget unikt. Det vi havde, var unikt, og ingen skulle komme imellem os længere. Fansene havde været en stor udfordring, men vi kæmpede os igennem det. Så var der mine forældre, som havde været en endnu større udfordring end fansene. De havde endelig indset, at Harry betød virkelig meget for mig, og jeg vidste, at dette bare var begyndelsen. Jeg havde en fremtid med Harry, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre person at starte en fremtid med. 

-----------

Det var så sidste kapitel! Jeg håber, I kunne lide det! Alting endte lykkeligt, som I ønskede, og Jennas far var ikke så slem alligevel!

Men bare rolig, venner, det er ikke helt slut endnu. Der kommer en epilog.

- Simone. X. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...