Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
190Kommentarer
16851Visninger
AA

11. Nine

 

En dunkende hovedpine var det første jeg vågnede op til. Efter at have blinket adskillige gange med øjnene for at vænne mig til lyset, kunne jeg se, at jeg var tilbage på min hospitalsstue. Endnu en gang var jeg fuldstændig blank og kunne ikke huske, hvad der var sket. Harry og jeg havde siddet henne i et andet rum, pludselig var der kommet nogle fans, og derefter var det bare sort.

”Du er vågen,” hørte jeg en hæs stemme sige lige ved siden af mig, der nær fik mig til at flyve op fra sengen.

”Fuck, Harry. Du må ikke gøre sådan noget. Du ved, jeg skal forsøge at undgå at stresse mig selv.”

”Undskyld?”

”Du er tilgivet,” smilede jeg tilbage, og fik sat mig op i sengen. Jeg havde ingen smerter lige nu, bortset fra hovedpinen selvfølgelig. Den var så til gengæld så kraftig, at det halve kunne være nok. ”H-hvad skete der?” fortsatte jeg en smule undrende.

”Det, ehm… Det er min skyld.” Han slog blikket i jorden, og der gik flere lange sekunder, før han endelig så tilbage på mig igen. ”Jeg tænkte ikke over, at der kunne være nogen, der fulgte efter mig på vejen herhen.”

”Men jeg forstår det ikke. Jeg har jo ikke ondt i brystet?” Siden det hele pludselig blev sort, ville mit bedste gæt være, at jeg havde haft endnu et anfald. Men fordi jeg absolut intet kunne mærke i brystet lige nu, fik det mig til at komme i tvivl om, hvad der egentlig var sket.

”Du besvimede. Lægerne syntes også, det var meget mystisk, men du faldt ud, før din hjerterytme nåede at komme op til der, hvor det blev farligt. Så du kan faktisk være glad for at du besvimede.”

Jeg fik et lille smil frem og rystede på hovedet. Aldrig før havde jeg troet, at man kunne blive glad for at være besvimet. Men når det enten var det eller endnu et anfald, så var jeg lykkelig for at det skete som det gjorde. "Men hvad skete der efter?”

”Nogle af dem der var kommet kunne godt se, at det ikke var det smarteste de havde gjort, nu hvor der pludselig lå en bevidstløs pige på gulvet. Andre virkede fuldstændig ligeglad med det, og tænkte stadig kun på billeder og autografer. Jeg blev selvfølgelig nødt til at få dem ud, fordi du var meget vigtigere lige der.” Jeg kunne mærke varmen stige i kinderne, mens han fortsatte. ”De virkede meget utilfredse, men det måtte være sådan. De skulle overhovedet ikke være kommet. Jeg elsker vores fans, det er ikke det, men der er altså også en grænse. Så jeg gjorde bare, hvad-… Du stirrer meget åbenlyst på mine læber lige nu.” Et kækt smil fandt frem på hans læber.

Jeg rystede kort på hovedet, for at få revet mig ud af den tåge jeg kort havde befundet mig i. ”Mm… Jeg vidste ikke, det var ulovligt?”

”Det er det heller ikke. Men du må vente indtil du bliver udskrevet.”

”Ej, helt ærligt.” Nu havde jeg siddet og stirret på dem i flere minutter, og var efterhånden begyndt at længdes efter at føle dem imod mine. Kald mig desperat, men ja. Det var nok også hvad jeg var.

”Lev med det.”

Jeg sukkede tungt og satte mig lidt bedre til rette i sengen. Det var nok også bedst at vente. Sidst vi kyssede havde det resulteret i et anfald, hvilket jeg helst ville undgå. Jeg ville bare udskrives hurtigst muligt. Jeg pillede lidt ved kanten af dynen, mens vi sad i stilhed i hvad der føltes som flere timer, selvom der ikke var tale om mere end få minutter.

”Harry?” spurgte jeg en smule nervøst.

”Mmm?”

”Kan du sådan, du ved… Altså…” Jeg gik fuldstændig i stå, og vidste ikke hvordan jeg skulle formulere mig. De her ting havde aldrig været mit helt store speciale. ”Føler du noget, sådan… Jeg vil bare være sikker på, hvad det her er, og at jeg ikke bare bliver udskiftet med det samme.”

Jeg kunne godt have troet at han ville blive fornærmet eller noget lignende, men i stedet voksede et smil på hans læber, og han tog min ene hånd i sin. ”Du bliver ikke udskiftet, og ja… Jeg føler noget. Jeg kan virkelig godt lide dig, Jenna,” sagde han og kyssede kort min håndryg.

”Jeg kan også virkelig godt lide dig, Harry,” svarede jeg med et kæmpe smil, og måtte tage en dyb indånding for at få min stigende puls, til at falde ned igen.

* * *

”Er du spændt?”

”Nej, jeg vil bare gerne ud herfra.”

Endelig. Efter næsten tre uger var jeg endelig blevet udskrevet. Tingene var gået langt bedre end forventet, så jeg kunne komme ud før tid. Jeg var kommet ud af den hæslige, hvide natkjole og tilbage i mit eget tøj, som min mor var kommet med. Hun havde kun kort været her i sin frokostpause på arbejdet. Hendes ansigtsudtryk da hun så Harry, afslørede at hun var langt fra begejstret.

Utroligt nok, var det alligevel endt med, at Harry havde fået lov til at køre mig hjem. Eftersom hverken min mor eller far havde fri endnu, havde de ikke muligheden for at få mig hjem. Min mor var endda gået med til det, på den betingelse at han kørte mig direkte hjem, og at jeg ringene når jeg var fremme.

Jeg underskrev et sidste papir, før lægen sendte mig et sidste smil og endelig gav mig lov til at gå. Mine fingre flettede sig automatisk ind i Harrys, da vi gik imod udgangen. Jeg så op på ham og fik hurtigt et smil frem, ved at se at han også smilte. Vi var ikke kærester eller noget, endnu, men vi opførte os da næsten til at være det, hvilket også var helt fint med mig. Jeg var nok også lidt skræmt af tanken om, at være den berømte Harry Styles’ kæreste. Det ville betyde farvel til alt privatliv, så jeg var meget glad for tingene som de var.

”Tak,” sagde jeg med et lille smil og lænede mig op og kyssede ham kort på kinden, da vi kom ud af hospitalet.

”For hvad?”

”For det hele. Du har et travlt liv, men alligevel har du været her så lang tid.”

”Det er da ikke noget at takke for.”

Vi fortsatte det sidste stykke hen til bilen i stilhed, og jeg lod mig glide ind på passagersædet, før jeg lukkede døren i efter mig igen. Det var først nu at jeg bemærkede, at vi bare var gået herhen helt normalt. De fans var pludselig kommet ud af den blå luft, så der kunne vel også sagtens være nogen der havde set os nu? Og hvis jeg fortsat gerne ville holdes skjult fra omverdenen, så var det ikke det bedste, hvis alle folk pludselig vidste hvem jeg var.

”Hvad hvis der var nogen der så os?” spurgte jeg stille, efter han havde fået gang i bilen og kørte ud fra hospitalets parkeringsplads.

”Så må det være sådan,” svarede han helt roligt igen.

”Nej, Harry, du forstår det ikke. Jeg kan godt lide at have mit privatliv. Hvis jeg bliver set sammen med dig, vil det hele blive ødelagt.”

”Så nu vil du ikke ses sammen med mig?” Jeg kunne fornemme antydningen af at han ikke var så glad for, hvad jeg lige havde sagt, og jeg kunne også hurtigt se, at jeg havde dummet mig gevaldigt.

”Nej, det er ikke det, det er bare… Jeg tror ikke jeg vil kunne klare presset.” Ikke hvis rygter begyndte at blive spredt om mig, og hvis alle pludselig vidste hvem jeg var. Og så vidste jeg da sagtens, hvordan de kendtes kærester ofte kunne modtage masser af had fra fans. Sådan noget ville være for meget for mig.

”Indtil videre er der jo ikke sket noget,” smilede han og greb fat i min ene hånd. Jeg nikkede stille og sad skiftevis og så på ham og ud af forruden resten af vejen hjem til mit hus. Han holdt bilen indtil siden og jeg fik spændt mig fri, før jeg igen lod blikket glide hen på ham.

Det var stadig så underligt at tænke på, at han var verdensberømt boybandmedlem. Jeg havde lært ham at kender under meget atypiske forhold, og jeg havde blot oplevet ham som en ganske almindelig fyr. Hans berømmelse havde ikke kommet til udtryk på et eneste tidspunkt. Han var bare en almindelig, flink fyr, som jeg nu var faldet fuldstændig for.

”Er det stadig for tidligt?”

Jeg så forvirret på ham og forstod ikke helt, hvad han mente. Han nikkede kort imod mine læber, mens hans øjne også var fæstnet på dem, og jeg forstod med det samme hvad han hentydede til. Jeg vidste ikke om det var for tidligt. Lægen havde bedt mig om at tage den med ro de næste par dage, men de kunne vel ikke forlange, at jeg holdte mig væk fra alting. Jeg rystede på hovedet med et lille smil.

Han skulle til at læne sig hen imod mig, men jeg kom ham i forkøbet og lænede mig helt hen til ham. Mine læber ramte forsigtigt hans, før jeg fuldstændig overgav mig til kysset. Det her var virkelig noget andet end de korte der før havde været. Min mave rykkede sig i alle mulige retninger, mens jeg følte en dejlig varme sprede sig rundt overalt i kroppen.

Jeg trak mig væk igen og kunne tydeligt mærke at min vejrtrækning var steget. Dog havde jeg det helt fint og havde ikke taget nogen skade. Jeg gav ham et sidste kort kys på læberne, før jeg åbnede døren og steg ud af bilen. Det var umuligt at få smilet på mine læber væk, og det lod til at smitte af på Harry. Vi måtte have lignet nogle lalleglade idioter. Lalleglade, forelskede idioter.

”Vi ses bare senere.” Han nikkede kort som svar, før jeg lukkede bildøren i og fortsatte op til hoveddøren med et kæmpe smil og en fantastisk følelse i kroppen.

 

Undskyld den lidt lange ventetid, men jeg kom til at holde ferie i nogle dage.. (upsiii)

Men her er næste kapitel altså. Jeg har siddet og smilet helt ekstremt meget ved de søde scener, fr helt ærligt, Henna er for dejlige :) Og wowowowow, siden sidste kapitel er der kommer 20 nye favoritlister! 20!!!! Det er ret vildt. Og der fortsætter også med at komme likes hver dag, og det betyder virkelig meget :)

Jeg er virkelig glad for, at jeg besluttede mig for at få en medforfatter, for ellers var jeg nok gået i stå. Men nu kører det bare. Husk at smid en kommentar, og gerne hvad i tror der sker nu.

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...