Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
187Kommentarer
17528Visninger
AA

6. Four

 

Jeg løsnede mit greb omkring hende efter flere minutter i en tæt omfavnelse, og satte mig tilbage på stolen igen. Et stort smil var klistret til mine læber og det så ud til at være smittet af på hende.

”Hvordan går det?” spurgte hun lidt efter og lagde sig lidt bedre til rette, men måtte kort bide tænderne sammen, sikkert i smerte. Det var lidt ubehageligt ikke at kunne gøre noget for at hjælpe hende, men lægen ville snart være tilbage igen med det smertestillende, og så ville det forhåbentlig blive bedre igen.

”Sådan nogenlunde. Prøver at komme tilbage til de gamle rutiner.” Jeg lod blikket glide rundt i rummet og ud af vinduet, hvor regnen silede ned ad vinduerne, før jeg så tilbage på hende igen. ”Jeg troede du var død,” hviskede jeg stille.

”Det var jeg også.” Hun sank en lille klump i halsen og lukkede kort øjnene i, som om hun tænkte tilbage på noget. ”De siger jeg var væk i næsten en halv time, før de fik liv i mig igen.”

Hun var død i en halv time. En halv time. Jeg turde slet ikke tænke på, hvis lægerne ikke havde kunnet genoplive hende igen. Så ville jeg ikke sidde her lige nu. Man kan vel på sin vis sige, at jeg lige havde vænnet mig til, at hun ikke var her længere, selvom tingene dog langt fra fungerede optimalt for mig der, men nu hvor hun var i live, var det hele blevet vendt på hovedet igen.

”Jeg er så glad for at du stadig er her,” åndede jeg med et lille smil.

”Jeg er også glad for at du kom. Jeg troede du havde vigtigere ting at tage dig til, end at besøge en pige på hospitalet?” Hun så pludselig helt nervøs ud over, hvad jeg kunne finde på at svare til det, og jeg var også selv lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle få tingene sagt. At jeg havde tænkt uafbrudt på hende i to uger, selvom vi kun havde kendt hinanden i fem dage?

”Tja…” Jeg sukkede tungt, da jeg ikke kunne komme på en eller anden lang poetisk tale, der ville lyder super godt. Så i stedet for at gøre det, lænede jeg mig helt hen til hende og plantede et let kys på hendes læber. Hun nåede ikke rigtig at reagere, før jeg havde trukket mig tilbage igen.

Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke noget ud og kort efter lukkede hun den igen. Hendes øjenbryn rynkede sig sammen, og hun så ud til at være i en dyb, indre monolog med sig selv lige nu. Efter hvad der føltes som en evighed, åbnede hun endelig munden igen, men der gik flere lange sekunder før der kom nogen lyd.

”J-jeg… Jeg har virkelig savnet dig.” Hun virkede en smule rundt på gulvet over min handling, men nu havde hun vel en anelse om, hvordan jeg havde det.

”Jeg kan virkelig godt lide dig,” sagde jeg, bare så hun ikke kunne være i tvivl.

”Virkelig?” spurgte hun. Mit smil voksede en del over hendes tone. Hun virkede komplet overrasket og forvirret over det. Jeg nikkede lidt som svar, hvilket bare fik hende til at se endnu mere overrasket ud. ”Men jeg er jo bare… mig?”

”Og bare dig er helt fantastisk.”

En tydelig rød farve sneg sig frem på hendes kinder og hun slog blikket i jorden, for at undgå at skulle se på mig. Efter lidt tid så hun op på mig igen med et skævt smil.

”Så kom lige herhen igen.”

Jeg var ikke helt sikker på, hvad hun mente med det, men jeg lænede mig lidt tættere på hende igen og da hun selv lænede sig op for at lukke mellemrummet imellem vores læber, var det som om det hele faldt på plads igen. Jeg lænede mig helt ned til hende, så hun ikke skulle anstrenge sig med at nå op til mig. For at sige det ligeud, så følte jeg mig som en lille dreng på juleaften. Det var ved at være længe siden, jeg sidst havde følt mig så glad som jeg gjorde lige nu.

Det hele føltes bare… rigtigt. Selvom det var to lange uger siden vi sidst havde set hinanden, var alle følelserne der stadig, og de var endda måske vokset en anelse. Lidt efter lænede jeg mig lidt væk fra hende igen, for at kunne se et stort smil på hendes læber.

”Hvordan går det ellers med dig?” spurgte jeg, og satte mig lidt tilbage i stolen igen. Det havde hun spurgt mig om, så det ville vel kun være på sin plads, hvis hun blev spurgt om det samme. Og så vidste jeg stadig ikke helt nøjagtigt, hvordan det stod til med hende.

”Lige nu klager jeg ikke,” grinte hun, hvilket jeg ikke kunne andet end at nikke af. Jeg klagede bestemt heller ikke. ”Men ellers går det lidt op og ned. Lægerne mener stadig ikke at jeg er klar til at tage hjem, selvom tingene går fremad. Jeg må ikke overanstrenge mig, og hvis min puls bliver for høj, kan der gå et eller andet galt, som jeg aldrig helt har fået fat på, hvad er. Hvis alt går efter planen har de sagt, at jeg måske kan komme hjem om en lille uges tid.”

”Gør det stadig meget ondt?”

”Det er ikke så slemt længere. De sagde, at jeg har været ekstremt heldig. Hvis kuglen havde ramt lidt længere til venstre, havde den ramt hjertet.” Hun sank en klump i halsen, før hun fortsatte igen. ”Men jeg bliver dopet med smertestillende, så det går nogenlunde nu. Også når jeg ikke har fået det, gør det ikke nær så ondt som i starten.”

Det var ret svært at fatte, hvor tæt hun egentlig havde været på at dø. Få centimeters forskel og hun ville ikke have været her i dag. Hun lød selv til at tage det hele meget roligt. Hun havde trods alt været død i en halv time, men hun lod ikke til at have nogle problemer med at snakke om tingene.

”Jeg er i hvert fald bare glad for, at du stadig er her,” smilede jeg, og lænede mig hen og kyssede hende kort på læberne. Det føltes stadig lidt underligt, eftersom vi som sagt ikke rigtig havde nået at få det helt store sammen derinde. Nu føltes det dog alligevel som om vi havde og jeg måtte indrømme, at det heller ikke gjorde mig noget.

I det jeg skulle til at trække mig tilbage igen, kunne jeg mærke hendes hånd lægge sig bag min nakke, så hun dermed holdte mig nede ved hende. Jeg smilede svagt imod hendes læber, og blev bare nede ved hende og holdte fortsat mine læber blidt presset imod hendes. Jeg troede normalt at det med at få sommerfugle i maven var en pigeting, men det kunne jeg nu sige, at det var det ikke.

Noget pludseligt brød hun kysset, og jeg bemærkede hurtigt at der var noget galt. Hun lukkede hårdt øjnene sammen, mens hun lignede en, der kunne finde på at skrige hvert øjeblik det skulle være.

”Jenna? Jenna, hvad sker der?” Jeg følte mig pludselig fuldstændig på bar bund, og havde ingen idé om hvad jeg skulle gøre eller hvad der var sket.

En høj, bippende lyd fik mig til at tage blikket imod hjertemonitoren, der fortsat stod ved siden af hendes seng. Man kunne se tallene blive ved med at stige med tiltagende hastighed. Havde hun ikke sagt at det var vigtigt, at hun holdte sig i ro, så hendes puls ikke ville stige? For lige nu så hendes puls ud til at stige, og ikke bare lidt – men meget.

Et skingert skrig i smerte forlod hendes læber, mens hun vred sig i sengen. Jeg skulle lige til at rejse mig op og skynde mig ud for at hente hjælp, da døren herind til blev åbnet og lægen fra før kom løbende herind. Hun så skiftevis på os med et forvirret blik, før hendes blik landede på Jenna, som hun hurtigt skyndte sig hen til.

”Jeg bliver nødt til at bede dig om at vente udenfor. Nu,” sagde hun bestemt, og denne gang havde jeg ikke tænkt mig at sige hende imod. Med et sidste blik tilbage på Jenna, gik jeg ud af døren og satte mig på en af stolene udenfor, netop som endnu et højlydt skrig kunne høres derinde fra.

Der gik ikke mange sekunder, før flere læger kom til og fortsatte ind af døren til hendes stue. Selv sad jeg med albuerne på mine knæ, mens jeg hvilede hovedet i mine hænder. Hvad fanden var der lige sket? Og hvad skete der egentlig lige nu? Det føltes som en kniv direkte i hjertet hver gang endnu et af hendes smertefulde skrig kunne høres, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at vente herude. Jeg var for at sige det lige ud skrækslagen for, hvad der ville ske med hende og efter lydene at dømme, var det ikke ligefrem det mest behagelige hun gennemgik lige nu.

Med ét stoppede alle skrigene, og hele verdenen syntes pludselig at gå i stå. Jeg sank nervøst en klump i halsen.

 

BAM! Så kom noget af spændingen. Hvad tror i der sker nu? Og aww, lidt Henna-time :) haha

I morgen er sidste chance for at blive medforfatter til denne movella, så hvis i er interesseret, så tag et smut forbi en af mine seneste mumbles. Det er jo altid et forsøg værd, right?

Husk endelig at smid en kommentar om, hvad i synes om kapitlet :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...