Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16603Visninger
AA

7. Five

 

Jennas synsvinkel

Jeg vidste ikke, hvordan jeg selv havde det. Udover de mange smerter og forskrækkelsen, var jeg vel okay. Jeg kunne ikke rigtigt bedømme det lige nu. Jeg ville allerhelst bare have, at Harry kom ind på stuen, men sygeplejersken havde sagt, at vi nok burde få mig under kontrol, før han fik tilladelse til at komme ind til mig.

Jeg fik aldrig helt fat på, hvad der præcist var sket med mig, men jeg fik da fat på, at min puls var steget, og så var der sket noget indeni mig, som gjorde noget ved det sted, jeg var blevet skudt. Det var ret kompliceret, og jeg var også ret ligeglad, så længe jeg overlevede det hele. Lægerne prøvede at få min puls under kontrol, og de var vidst ved at få styr på den, hvilket lettede mig, for jeg havde stadig kraftige smerter, men jeg var blevet tømt for energi, så jeg havde ikke overskud til at gøre noget. Jeg så bare på, mens de gjorde deres arbejde.

Lægerne snakkede lidt sammen, men jeg fik kun fat i, at de ville ringe til mine forældre, så de kunne komme. Jeg havde ikke rigtig haft tid til at snakke med mine forældre, fordi jeg havde været væk hver gang de var her. Jeg blev konstant dopet af smertestillende, så jeg sov for det meste, når de var her. Jeg havde slet ikke fået fortalt dem, alt det jeg ville fortælle dem. Om tiden i kaffeforretningen for eksempel. Det havde været en meget traumatisk oplevelse, som jeg godt kunne bruge en at snakke om med. Jeg ville gerne ud med det hele.

”Så tror jeg, at alt er under kontrol, Jenna,” sagde sygeplejersken venligt. Jeg var træt af deres venlighed, som sikkert bare var falsk. Dog var der én eller to sygeplejersker, der kom dagligt, som rent faktisk var søde, men resten brød jeg mig ikke om. Det var jo bare en del af deres job, at smile og komme med venlige kommentarer.

”Vi har ringet efter dine forældre, så de kan få bekræftet, at du har det godt,” fortsatte hun og pillede lidt ved nogle slanger, der førte smertestillende ind i mig. Jeg nikkede bare, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige.

”Så ses vi bare senere,” sagde sygeplejersken, inden hun gik mod døren, så hun kunne komme ud fra stuen, men jeg nåede lige at stoppe hende. ”Stop!” Hun vendte sig om med et lidt for stort smil, som jeg ikke gengældte, da jeg ikke så nogen grund til det.

”Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte hun. Jeg hostede kort, inden jeg åbnede munden for at svare. ”Kan du sende Harry ind igen?” Hun nikkede hurtigt, inden hun gik ud. Jeg lagde mig lidt til rette og kom vidst til at lukke øjnene i, for da døren igen gik op, fik jeg et kæmpe chok.

Det var ikke engang, fordi døren var blevet åbnet voldsomt eller noget, jeg blev bare forskrækket, fordi jeg lå i min egen verden.

Jeg nåede dårligt nok at se, hvem det var der kom, før personen havde slået armene omkring mig. Jeg vidste med det samme, at det var Harry. Både fordi jeg havde bedt sygeplejersken om at sende ham ind, og fordi jeg kunne genkende hans parfume. Spørg mig ikke hvorfor jeg kunne det, men det kunne jeg altså.

”Er du okay? Hvad skete der?” Harry plaprede løs, og han gav mig ikke engang en chance for at svare ham. Jeg havde en virkelig stor trang til at sige noget dumt til ham som svar, men jeg gjorde det ikke, da det nok ikke var tidspunktet, jeg skulle lave sjov på.

”Jeg har det fint,” mumlede jeg. Jeg var virkelig træt, hvilket jeg tit var, men sommetider slog trætheden mig som et bræt i hovedet. Harry trak sig lidt væk fra mig, men han var stadig tæt henne ved mig, hvilket kun var dejligt.

Tanken om, at han var kommet her på hospitalet for at se mig var overvældende. Jeg troede ikke, at han ville komme tilbage efter episoden i kaffeforretningen. Jeg troede ikke, at jeg betød noget for ham, fordi vi som sagt kun havde kendt hinanden i så kort tid. Jeg vidste dog, at jeg følte noget for Harry. Men aldrig havde jeg troet, at det var gengældt. De dage i kaffeforretningen havde gjort os alle tætte. Dog var jeg kommet tættest på Harry og Mason, som jeg stadig ikke havde hørt noget om. Gad vide, hvad der var blevet af ham? Jeg vidste, at han ikke var død, hvilket beroligede mig lidt, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at se ham, så jeg var sikker på, at han havde det godt.

”Er du træt? Du ser ret træt ud,” sagde Harry, efter han havde betragtet mig i et stykke tid. Jeg nikkede og gabte næsten automatisk, da han nævnte det at være træt. ”Meget. Det smertestillende gør nogle dumme ting,” sagde jeg irriteret, selvom det egentlig ikke var meningen. Jeg skulle ikke være sur på Harry, han prøvede bare at være sød. Det hele var det smertestillendes skyld.

”Det forstår jeg godt. Få dig noget søvn, Jenna. Det kunne du godt trænge til.” Jeg nikkede uden at protestere, for jeg kunne godt trænge til det, som han selv sagde. Harry trippede lidt med foden, så jeg faktisk troede, at han bare ventede på jeg sov, så han kunne gå sin vej.

”Harry?” Han kiggede opmærksomt på mig, og jeg sendte ham et kort smil. ”Lover du mig, at du er her, når jeg vågner?” spurgte jeg nervøst. Harry smilte et lille smil og nikkede så.

”Det lover jeg,” meddelte han og satte sig ned på stolen ved siden af min seng, så jeg var sikker på, at han ville være her, når jeg igen slog øjnene op. Jeg ønskede inderligt ikke, at han skulle gå sin vej. Han skulle blive her hos mig.

* * *

”Jeg skal optræde igen-”

”Jenna!” Harry blev afbrudt af min fars maskuline stemme, der lød i hele rummet. Både min mor og ham kom gående ind af døren og de lignede nogle, der havde haft travlt med at komme herop. Jeg havde fået af vide, at de havde besøgt nogen fra min familie, der boede lidt væk fra byen, så derfor var de først kommet nu.

”Er du okay, skat? Vi var så bekymrede,” sagde min mor uroligt. Jeg nikkede og lagde armene omkring hende, da hun kom tæt nok på. Min mor gengældte handlingen og lagde hendes betryggende arme omkring mig.

”Jeg er okay, mor,” fastslog jeg og lod min far komme til. Han nøjedes dog bare med at plante et blidt kys i min pande. Sådan havde han altid hilst på mig. Jeg havde vel altid været fars pige, så jeg havde intet imod, at han kyssede mig, hvorimod mange piger på min alder ville bede ham om at holde sig væk, men jeg satte pris på min far, for jeg havde ham trods alt ikke for evigt.

”Hvem har vi så her?” spurgte min mor og hentydede til Harry, som sad en smule malplaceret på stolen. Jeg sendte ham et beroligende smil, inden jeg præsenterede ham for mine forældre. ”Det her er Harry. Vi var indespærret i kaffeforretningen sammen,” sagde jeg en smule stille, da jeg ikke vidste, hvor godt det lød, at jeg præsenterede ham sådan. Mine forældre brød sig virkelig ikke om alt det der skete i kaffeforretning, og min far var blevet rasende, da han fandt ud af, at jeg var blevet skudt af mændene der stod bag det. Og så oveni købet to gange.

”Harry, må jeg spørge dig om noget?” spurgte min far ham en smule vredt, hvilket jeg blev ret forvirret over. Hvad havde Harry gjort ham? Min far plejede at være meget venlig overfor nye mennesker, så jeg forstod ingenting lige nu.

”Selvfølgelig,” sagde Harry venligt og ignorerede min fars vrede stemme og måde at snakke på. Min far gik lidt tættere på Harry og han stoppede først, da han stod lige foran Harry.

”Synes du selv at det er fair, at du dukker op her og gør min datters situation endnu værre end den allerede er?!” Jeg gispede chokeret, da min far tog fat i Harrys skulder. Harry sagde ingenting, men sad helt forstenet i stolen.

”Har du tænkt dig at svare?” spurgte min far vredt. Harry stammede et eller andet uforståeligt, som ingen af os forstod, hvilket nok bare gjorde min far vredere, selvom det ikke var Harrys mening.

”Far, lad nu vær-”

”Nej, du skal lade være, Jenna. Denne dreng er skylden i, at du var i smerter. Jeg fortæller ham bare sandheden!” Jeg sagde ingenting, men sank i stedet den klump, der havde samlet sig i min hals, da jeg havde på fornemmelsen, at min far var virkelig vred på Harry og det så ud til, at min mor var på samme side som min far.

Hej alle sammen!

Jeg er den nye medforfatter, Simone H.

Jeg er meget glad for, at jeg er blevet inviteret til at skrive på denne historie, for det er en super god historie, og jeg håber, at jeg kan leve op til jeres krav:-)

Det her er mit første kapitel, så skriv gerne, hvad I syntes om det?

Det var vidst det, tror jeg:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...