Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
190Kommentarer
16857Visninger
AA

17. Fifteen

 

Der gik to dage hvor jeg ikke så Harry. Jeg forsøgte gang på gang at få min far overbevist om, at Harry var god for mig. Han havde aldrig bevidst gjort noget imod mig. Min far havde draget sine egne konklusioner, før han havde hørt sagen fra begge sider, og nu var han fast besluttet på, at den eneste rigtige mulighed, var hans egen. Og han var af den holdning, at jeg skulle holdes væk fra Harry.

Efter mit navn var kommet ud i medierne, havde det rent ud sagt været et rent helvede. Jeg blev spammet på Twitter, hvor størstedelen af det der blev skrevet, var negativt. Når jeg endelig kom forbi en person, der rent faktisk havde skrevet noget positivt om mig, kunne jeg ikke andet end at få et smil frem. Jeg vidste godt, at jeg ikke var noget særligt. Jeg var hverken model, sanger eller noget andet specielt. Jeg havde arbejdet i en kaffeforretning. Det var tydeligt, at jeg ikke var den type, som folk havde regnet med at Harry ville finde sammen med. Dog var der ingen der havde fået bekræftet, at vi var et par. Ja, der var kommet billeder af os sammen hvor vi kyssede, men ingen havde direkte hørt ordene der sagde, at vi var sammen.

Mine venner på Facebook var endda begyndt at spørge, om jeg virkelig var sammen med Harry Styles, boybandmedlemmet fra One Direction. Jeg havde ikke svaret nogen tilbage endnu.

Jeg følte mig en anelse på vildspor. Alt det her var ved at drive mig til vandvid. Jeg kunne ikke længere sove om natten, fordi jeg var nervøs for, hvad folk ville skrive om mig som det næste. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg måtte forsøge at ignorere alt hvad der blev skrevet om mig, men jeg kunne bare ikke. Lige meget hvor meget jeg forsøgte, så blev ordene siddende.

Fra: Harry

Skal jeg komme og hente dig, eller kommer du selv herover? :)

Vi havde aftalt at mødes hjemme ved ham senere i dag, da det som sagt var to dage siden. Og i dag var jeg så heldig, at min far var på arbejde, og først ville komme sent hjem. Min samvittighed sagde mig, at det var forkert at gøre det her bag min fars ryg. Jeg elskede ham, men han forstod bare ikke, at Harry gjorde mig glad.

Til: Harry

Jeg tager bussen. Seeeeees :)

Mit hår blev samlet i en høj hestehale, før jeg lagde min mobil i lommen, samt nogle penge til bussen. Jeg fortsatte nedenunder, hvor jeg tog sko og jakke på, og sagde et kort farvel til min mor, og derefter skyndte mig ud af døren.

Turen hen til busstoppestedet tog ikke mere end fem minutter, og jeg skulle ikke vente i mere end få minutter, før bussen trillede hen foran mig. Jeg betalte for billetten og satte mig ned på en plads midt i bussen. To stop senere holdt bussen igen ind til siden, hvor en lille gruppe af piger stod på. En af dem kiggede med store øjne i retning af mig, og efter nogle hviskende ord bland de andre, satte den ene sig ved siden af mig, mens de to andre tog sædet foran.

Jeg sank en klump i halsen og havde allerede en virkelig dårlig fornemmelse om det her. De vidste hvem jeg var. De vidste helt sikkert, at jeg var pigen på billederne med Harry.

”Er det dig der er Jenna Jones?” spurgte pigen ved siden af mig.

”Ehm… Ja,” svarede jeg en anelse tøvende.

”Så det er dig der er Harrys kæreste?”

”Det…” Jeg stoppede igen, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Pigerne var heldigvis ikke af den tålmodige type, og jeg blev stillet et nyt spørgsmål, før de overhovedet havde fået svar på det andet.

”Må vi få et billede med dig?”

”Helst ikke.” Jeg fik et lille smil frem. Det var måske en smule uhøfligt, men jeg ville helst ikke ende på flere billeder end jeg allerede var gjort.

”Så du siger nej til et billede?” spurgte en anden af pigerne, og så med ét ekstremt fornærmet ud. ”Jeg fatter ikke, hvorfor Harry har valgt en som dig.” Hun sagde de sidste ord med så meget afsky, at det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Det gjorde ondt. Det gjorde rigtig ondt, at folk kunne finde på at sige sådan noget direkte til mig.

”Du kender mig ikke!”

”Det er meget muligt, men det er da tydeligt for enhver, at du ikke passer sammen med ham.”

”Du må have min veninde undskyldt, hun taler før hun tænker,” brød den tredje pige ind. ”Jeg kender dig ikke, men jeg må også sige, at du ikke virker som Harrys type. Men hvis du gør ham glad, så er det fint med mig.” Hun sendte mig et lille smil, der med det samme gjorde mit humør en tand bedre.

”Tak,” åndede jeg stille.

”Jeg synes stadig det her er latterligt,” sagde pige nummer to.

Jeg skulle til at komme med en spydig kommentar som svar, men holdte det tilbage, da bussen var ved at nå det sted, hvor jeg skulle af. ”Må jeg komme forbi,” spurgte jeg, og pigen ved siden af mig flyttede sig, så jeg kunne komme ud.

Bussen stoppede og jeg steg ud, uden at se mig tilbage, til trods for at jeg kunne mærke de brændende blikke imod min ryg.

* * *

”Jeg mødte nogle af dine fans i bussen.” Min puls kørte stadig derud af, også selvom det var næsten ti minutter siden, jeg var steget af bussen og jeg nu sad hjemme ved Harry. Han satte sig ned i sofaen ved siden af mig, men jeg beholdte mit blik på gulvet foran mig.

”Er du okay? Hvad skete der?” Man kunne tydeligt høre bekymringen i hans stemme.

”Egentlig ikke. Det hele er bare…” Jeg sukkede tungt og lukkede øjnene i. ”Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre længere. Jeg er en almindelig pige. Folk har de højeste forventninger til mig, som jeg aldrig vil kunne leve op til. De hader mig uden at vide noget som helst om mig. Jeg kan stort set ikke gå uden for en dør længere, uden at folk kigger underligt på mig. Det hele er bare blevet for meget.”

Mine ord så ud til at ramme et ømt punkt hos ham og han sank en klump i halsen. ”Undskyld. Hvis jeg kunne gøre det hele om, så ville jeg gerne. Du betyder så meget for mig, at jeg ikke vil smide det hele på jorden på grund af medierne. Vi skal nok klare det.”

Jeg fik et lille smil frem og nikkede tøvende. Jeg ville mere end noget andet, gerne have det her til at fungere, men samtidig var jeg et menneske med følelser. Hvis presset fortsatte på denne måde, var jeg bange for, at jeg til sidst ville bukke under.

”Det ved jeg, men…” Jeg rystede lidt på hovedet, ude af stand til at vide, hvordan jeg skulle færdiggøre sætningen. I stedet fandt jeg min mobil frem og klikkede mig ind på Twitter-appen. ”Se det her! Hvordan kan de overhovedet få sig selv til det?!”

Jeg rakte ham mobilen og rejste mig op fra sofaen. Frustreret ville være en mild betegnelse for, hvordan jeg følte lige nu. Der var både godt og ondt, og selvom der kunne komme ti gode tweets i streg, ville én enkelt dårlig være nok til at gøre det hele dårligt igen.

”Jenna, rolig-”

”Nej! Det kan godt være du er vant til al den her opmærksomhed, men det er jeg ikke!” Jeg kørte frustreret en hånd igennem mit hår og kunne mærke, at min vejrtrækning forsat blev hurtigere og hurtigere.

Ud af den blå luft begyndte hele verden pludselig at svimle for mine øjne. Store, sorte pletter dannede sig for mit synsfelt og jeg følte at jorden under mig gyngede, som var jeg ude på åbent hav. Til sidst blev det hele for meget, og mine ben gav efter under mig. Harry kaldte mit navn utallige gange, men jeg var ikke i stand til at svare. Jeg gled bare længere og længere væk fra bevidstheden, indtil jeg til sidst ikke befandt mig i andet end mørke og stilhed.

 

Bam! Håber i kunne lide kapitlet :) Hvis der er nogen der i lidt i tvivl om, hvorfor Jenna besvimer til sidst, kan jeg sige at det har noget at gøre med, at hun stadig kun lige er blevet udskrevet fra hospitalet, og de mange ting der sker omkring hende blev til sidst for meget. Det bliver vist forklaret lidt mere i næste kapitel. Husk at smide en kommentar, og gerne jeres bud på, hvad der sker nu :)

Hvis nogle af jer der var helt vilde med Bulletproof (1'eren), vil jeg lige gøre lidt reklame for min nye movella, hvor der også er masser af spænding og pistoler. Det ville være dejligt, hvis i ville tage et kig forbi den :) Og woooooow, vi er helt oppe på 186 favoritlister :o Jeg har aldrig haft en historie med så mange før, så tusind tak alle sammen!

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...