Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
190Kommentarer
17019Visninger
AA

13. Eleven

 

Harrys synsvinkel

Det var søndag, og der var gået to dage siden jeg havde sat Jenna af hjemme ved hende selv. For at sige det ligeud, så følte jeg mig som et skrækkeligt menneske, fordi jeg ikke havde svaret hende på en eneste af de sms’er jeg havde modtaget. Jeg var i en situation hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Efter hendes sms vedrørende Twitter, havde jeg ikke spildt et sekund med at klikke mig en på app’en. Hun havde ret. Jenna var det helt store samtaleemne, selvom der dog stadig ikke var nogen, der kendte hendes navn.

Heldigvis var det ikke alle der havde et problem med de billeder, som var blevet taget af os sammen, da vi forlod hospitalet. Der var flere der skrev, at de altid ville støtte op om mine egne valg, og at så længe jeg var glad, ville de være glade. Det kunne ikke gøre andet end at få et smil frem på mine læber. Desværre var der samtidig utrolig mange der ikke virkede specielt begejstrede over for det, og jeg forstod det ikke. For ærlig talt, hvad ville de gøre ved det? Og de kendte ikke engang Jenna.

Men som sagt havde jeg ikke kontaktet Jenna i to dage. Jeg havde selv haft brug for tid til at få ordentlig styr på tingene, og jeg vidste godt, at det her ikke havde været den rigtige måde at gøre det på. Jeg havde endda spurgt drengene, hvad jeg skulle gøre ved hele Twitter-situationen. Jeg ville ikke udsætte hende for flere dårlige ting, end hvad hun allerede havde været igennem.

Lige nu sad jeg derhjemme, og skiftedes til at stirre på den tomme tv-skærm og min mobil. Efter hvad der føltes som en evighed, fik jeg taget mig sammen og løftede telefonen op, for derefter at finde Jennas nummer frem.

Til Jenna:

Har du planer i dag?

Der gik ikke mere end få minutter, før der kom svar tilbage.

Fra Jenna:

Nope. Mine forældre er lige taget på arbejde, så du kan godt komme over, hvis det er? (:

Jeg var en del lettet over, at hun selv tilbød mig at komme over, for det var lige præcis hvad jeg selv ville have spurgt om. Jeg skrev tilbage, at jeg kunne være der om ti minutter. Min mobil blev lagt i lommen, før jeg gik ud i gang og tog overtøj på og derefter forlod lejligheden.

 

Ti minutter senere holdt jeg ude foran hendes hus. Efter nogle dybe indåndinger, steg jeg ud af bilen og fortsatte op til hoveddøren, hvor jeg ringede på. Kort efter blev døren åbnet og Jenna kom til syne. Hendes lange, mørkebrune hår var sat op i en høj hestehale, og hun havde både sweater og uldsokker på, trods det gode vejr udenfor.

”Hej,” sagde jeg tøvende, og fik et lille smil frem.

”Du har ikke svaret,” var det eneste hun svarede, uden den mindste antydning af et smil. Jeg havde forventet, at hun ville være vred, men hendes ansigt afslørede noget andet. Usikkerhed. Nervøsitet.

”Jeg ved det. Undskyld, jeg har virkelig været en klovn.”

Jeg trådte indenfor og tog overtøjet af, og en svag snøften fik mig til at vende blikket imod hende igen. Hendes øjne var helt blanke og hun lignede en der var på randen til tårer. ”Hey,” sagde jeg stille og gik hen til hende igen, og trak hende ind til et kram, som hun tøvende gengældte. ”Hvad er der galt?”

”J-jeg… Jeg troede du havde droppet mig,” hviskede hun og snøftede endnu en gang.

Ordene sank langsomt ind, og det gik mere og mere op for mig, hvilken stor fejltagelse jeg havde begået. Jeg skulle have svaret hende. Bare et eller andet, så hun ikke ville ende med at blive usikker på, hvor hun havde mig.

”Undskyld, undskyld, undskyld. Der var bare så mange ting, at jeg lige havde brug for at tænke lidt. Jeg kunne aldrig finde på at gøre det imod dig.”

Hun trak sig lidt væk fra min brystkasse igen, og tørrede sine øjne med håndfladen. ”Lover du det?”

”Det lover jeg,” svarede jeg igen, og lænede mig ned og kyssede hende kort på spidsen af næsen, hvilket langt om længe fik et smil frem hos hende.

* * *

”De hader mig.”

”De kender dig ikke,” skyndte jeg mig at svare igen. Vi sad inde på sofaen og samtalen var faldet ind på alt det med Twitter. Hun havde før udtrykt at hun helst ville beholde sit privatliv, hvilket vi begge vidste, ville blive lidt svært i længden.

”Nej, men det gør stadig ondt.”

”Jeg ved det. Det skal nok blive bedre.” Jeg lagde en arm omkring hende, og trak hende tættere ind til mig. Mit gled langsomt rundt i rummet. Her var en del mindre end hjemme ved mig selv, men det var et virkelig hyggeligt sted. Et meget almindeligt hus. En behagelig stilhed lagde sig over os, og det eneste er brød stilheden var vores regelmæssige vejrtrækninger.

”Jenna?”

”Mmm?” Hun drejede hovedet en anelse så hun kunne se op på mig. Nervøsiteten i hendes blik var forsvundet igen, hvilket også var en stor lettelse. Jeg vidste at jeg havde dummet mig, men jeg var ovenud lykkelig for at hun forholdsvis hurtigt havde tilgivet mig.

”Skal du noget i aften?” spurgte jeg med et skævt smil. Hun rettede sig op i sofaen, og så på mig med et glimt i øjet.

”Prøver du på at invitere mig ud?” Hun løftede øjenbrynene en anelse, og havde stadig et smil på læberne.

”Det tror jeg vist jeg gør.”

”Som i en date?”

”Ja, det kan man vel godt sige.”

Hendes smil voksede endnu mere, og hun nikkede ivrigt. Jeg følte også at vi manglede noget tid sammen. Bare os to, og for én gangs skyld uden at være på et hospital eller indespærret i en kaffeforretning. Jeg havde selv været uden om at vi ikke havde brugt tid sammen de sidste par dage, men det kunne jeg ikke tage tilbage og gøre om.

”Hvad skal vi så? På daten altså.”

”Det får du at se,” svarede jeg tilbage med et smil. Der var vel ingen grund til at afsløre det hele endnu. ”Men det er et krav, at du tager en kjole på.”

”Så kan jeg vidst godt strege biografen ud som muligheder, hvor du kunne finde på at slæbe mig hen,” grinede hun.

”Hvorfor det? Man kan da godt klæde sig fint på til en tur i biffen. Der er bare ingen der vil kunne se det.”

”Lige netop! Så ikke biografen. Kan du ikke give mig et lille hint? Bare et lille bitte et?” spurgte hun bedende, hvilket bare fik mig til at ryste på hovedet af hende.

”Nope, du må vente og se.”

”Du er da bare ekstremt kedelig,” sukkede hun opgivende, mens hun lagde hovedet til rette på min skulder, og jeg strammede min arm omkring hende en anelse.

* * *

Jeg var blevet ovre ved Jenna indtil midt på dagen, hvor jeg var taget hjem igen, så vi begge havde en chance for at gøre os klar til i aften. Dagen var blevet brugt på så lidt som muligt. Vi havde ligget på sofaen og set film det meste af tiden, og egentlig bare nydt hinandens selskab.

På et tidspunkt var jeg kommet til at skubbe hende ned fra sofaen, men fordi hendes ene ben var viklet ind mellem mine og at hun havde et godt greb om noget af min trøje, var jeg blevet trukket med ned. Vi var begge endt grinende på gulvet, og heldigvis stod sofabordet ude af rækkevidde for at vi kunne støde ind i det. Vi havde lagt os tilbage på sofaen igen, og denne gang havde hun insisteret på at ligge inderst, bare for en sikkerheds skyld, som hun selv havde sagt det.

Bare tanken om Jenna kunne få mig til at smile, og nu skulle jeg tilbringe en hel aften med hende. Jeg havde ikke planlagt det helt store, men bare lidt tid alene sammen med hende. Og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig til at se hende i kjole. Faktisk glædede jeg mig bare til at se hende igen, selvom der ikke var gået mere end to timer og treogfyrre minutter siden jeg sidst havde set hende. Jeg var faktisk begyndt at skræmme mig selv en anelse, med alle de her pladderromantiske tanker og følelser, men jeg kunne simpelt hen bare ikke gøre for det.

 

Yaaayyyyyy! Battlescars har rundet 100 likes, og jeg fangirler alt for meget over det :) Mange tak til jer alle! Det bliver også mig der skriver næste kapitel, da jeg super gerne ville skrive date-scenen.. Æhæh. Til gengæld vil det være Simone der skriver to kapitler i streg derefter, da jeg tager på ferie på lørdag, og derfor ikke vil kunne komme på internettet.

Husk at smid en kommentar! I har virkelig ingen anelse om, hvor meget de hjælper på motivationen. Og vær sød at skrive noget andet end 'mere'. Gerne hvad i synes om den, og hvad i tror der kommer til at ske nu :) I er alle sammen dejlige. Tror aldrig jeg har haft en historie igang med så mange favoritlister :o

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...