Battlescars

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 25 sep. 2013
  • Status: Igang
Efter fem døgn som tilfangetagen i en kaffeforretning, ligger Jenna nu på hospitalet og kæmper for sit liv. Hendes tilstand er meget kritisk, og hun har fået psykiske og fysiske ar for livet. Harry Styles tror stadig at hun er død, og helvede bryder for alvor løs da han finder ud af, at ingen har fortalt ham, at hun rent faktisk er i live. Dette bliver starten på noget som hverken Jenna eller Harry havde set komme, og som viser sig at bringe store problemer med sig, som ikke nødvendigvis står til at kunne løses. Hvordan vil hendes skrøbelige tilstand kunne klare det vilde liv i rampelyset, som hun vil blive udsat for ved at være sammen med Harry, og vil de nogensinde komme videre efter den livsændrende oplevelse i kaffeforretningen? *Midlertidigt resumé, da jeg er en dør til at skrive dem*

173Likes
192Kommentarer
16602Visninger
AA

10. Eight

Jennas synsvinkel

Jeg vågnede med et sæt, men måtte hurtigt skære en grimasse, da den hurtige bevægelse havde været lidt for hurtig til, hvad jeg kunne holde til. Mine forældres reaktion på Harry havde været meget værre end jeg overhovedet havde kunnet forestille mig. De kendte ham overhovedet ikke og vidste ingenting om, hvor stor en støtte han havde været, mens vi var blevet holdt indespærret i kaffeforretningen.

Efter at have ladet blikket glide rundt i rummet, kunne jeg hurtigt konstatere, at mine forældre ikke var her. På en måde var jeg glad for, at de ikke var her, men samtidig kunne jeg godt bruge nogen at snakke med. Her blev så forfærdeligt ensomt, når man ikke lavede andet end at ligge i en seng hele dagen. Jeg fik øje på en seddel der lå på bordet ved siden af sengen, og jeg fik med lidt besvær rakt ud efter det, før jeg foldede den ud.

Kære Jenna,

Din far og jeg blev desværre nødt til at tage hjem igen, da arbejdet kaldte. Du lå og sov så vi tænkte at det ville være dumt at vække dig. Vi lover at komme igen i aften. Elsker dig.

Knus

Jeg lagde sedlen tilbage på bordet igen med et lille smil. Selvom de kunne være ekstremt overbeskyttende og tydeligvis fejlbedømte folk, var de alligevel mine forældre. Jeg elskede dem selvom de til tider kunne være møg irriterende.

Alt herinde så ud som det plejede, og jeg havde nu heller ikke forventet andet. Jeg var bare ved at være godt træt af stedet. Ikke én eneste gang i de sidste to uger, havde jeg været uden for dette værelse. Forhåbentlig kunne jeg snart få lov til at komme hjem, eller bare en lille tur ud på gangen. Bare alt andet end at være herinde. Det var næsten begyndt at blive klaustrofobisk. Der gik godt en times tid, før døren herind til blev åbnet og den sædvanlige læge trådte ind.

”Godmorgen Jenna,” smilede hun og gik hen og trak gardinerne fra, så lyset skinnede ind i det lille værelse.

”Godmorgen,” svarede jeg stille igen.

”Hvordan har du det her til morgen?”

”Sådan okay. Lidt ondt i brystet, men det går.” Faktisk havde jeg ret ondt i brystet, men lige nu var jeg villig til at sige og gøre hvad som helst, for at få lov til at komme ud herfra. ”Hvornår kan jeg egentlig komme hjem?”

”Jeg tror vi begynder at skære ned på det smertestillende så, og alle dine tal ser overraskende fine ud, så hvis det fortsætter sådan vil du måske kunne blive udskrevet i morgen eller overmorgen.”

”Okay, men må jeg godt måske komme lidt ud af værelset i dag? Jeg føler mig ret indelukket.”

”Selvfølgelig. Vi kan gøre det nu?” spurgte hun med et smil, og jeg var hurtig til at nikke som svar. Jo før, jo bedre. Jeg skulle bare ud fra det her værelset hurtigst muligt. Hun hjalp med at få nogle af slangerne af mig, som der alligevel ikke rigtig var brug for længere. Det tog lige et stykke tid, før jeg kunne stå ordentligt af mig selv. Jeg havde den sædvanlige hvide natkjole på, som man altid så på film, og det var langt fra det kønneste, men jeg havde desværre ikke andet at tage på. Til sidst var jeg helt fri fra slanger og andre ting, og det føltes helt befriende at vide, at jeg ikke længere var spændt fast til en maskine.

”Nu husker du at tage den med ro. Vi kan ikke kontrollere din puls lige nu, så hvis der sker noget, så klikker du på denne fjernbetjening.” Hun rakte mig en lille sort ting, hvor en rød knap var for oven. ”Hvis du trykker på den vil vi få besked om, at der er noget galt, og så skal vi nok komme.”

Endnu en gang nikkede jeg og fik lagt fjernbetjeningen ned i lommen på kjolen. Lægen lagde en arm omkring mig, og hjalp mig med at komme ud i et lille rum, hvor der sad andre mennesker. De fleste var patienter ligesom mig, men der var også en del, der lignede besøgende. I hvert fald var det her bedre end at være alene. Jeg satte mig ned på en stol henne ved vinduet og så ud af vinduet.

”Husk knappen, hvis noget gør ondt.”

Jeg tog blikket tilbage på lægen, der sendte mig et lille smil. Jeg fortalte hende, at det skulle jeg nok, før hun til sidst forsvandt ud af rummet. Der var mere pynt på væggene herinde, end der var inde på mit lille enmandsværelse. Hele tre malerier var klistret op på de hvide vægge. Det lignede forskellige frugter i skåle, men nu havde jeg aldrig forstået mig på kunst, så det var ikke til at sige, om det i stedet var en form for røde køer i stedet. Det kunne jo være hvad som helst.

* * *

Tiden var gået lynhurtigt, og jeg havde efterhånden siddet her i flere timer, hvor jeg for det meste havde siddet med blikket ud af vinduet, hvor solen skinnede og fuglene fløj forbi. Mit blik faldt hen på døråbningen, hvor en person kom ind. Mit ansigt lyste hurtigt op i et smil, da Harry kom gående imod mig. Han så lettere forpustet ud og havde en god kulør på kinderne.

”Hvad har du lige lavet?” spurgte jeg undrende.

”Jeg kunne spørge om det samme. Jeg har rendt hele hospitalet rundt for at finde dig,” pustede han, og slog sig ned på stolen ved siden af mig.

”Undskyld. Jeg burde måske have lagt en seddel.”

”Ja, det ville være udmærket,” smilede han. ”Og ingen af lægerne kunne sige noget. De vidste bare at du stadig var her, så jeg måtte selv sørge for at finde dig.”

”Jamen, det lykkedes da,” svarede jeg med et lille grin. Jeg var nu også glad for at se ham igen, eftersom vores afsked sidst var temmelig brat. Denne gang var mine forældre her heldigvis ikke, og de ville heller ikke være her før om nogle timer.

 

Vi sad i hvad der føltes som en evighed og snakkede om alt mellem himmel og jord. En helt almindelig, afslappende samtale, hvor man ikke skulle anstrenge sig for meget. Vi måtte også holde vores læber for os selv, da ingen af os ville risikere, at det der skete sidst ville ske igen. Men han havde simpelt hen den indflydelse på mig, at han fik min puls til at stige voldsomt. Vi måtte vente med kysseriet til jeg engang blev udskrevet.

”Lægen sagde at jeg måske snart kan komme hjem,” sagde jeg efter lidt tid.

”Virkelig? Det er jo fantastisk!” Han smil smittede hurtigt af, og jeg nikkede let som svar.

”Det bliver dejligt at komme hjem til de normale ting igen.”

Jeg var gået direkte fra at være indespærret i en kaffeforretning med to sindssyge mordere, til at bo på et hospital. Ingen af de to ting var specielt normalt for en attenårig pige. Jeg ville gerne bare hjem igen.

Der kunne høres løbende fodtrin et stykke henne ad gangen, som lød til at komme tættere og tættere på. Det var der egentlig ikke noget underligt i, eftersom lægerne til tider var forsaget til at skulle løbe frem og tilbage, hvis det blev nødvendigt. Hvad der dog var underligt, var et en hel flok teenagepiger pludselig stoppede op, da de nåede til døren.

”Hør, i må altså ikke være herinde!” råbte en stemme ude på gangen, der hurtigt blev overdøvet af pigernes hvinen.

”Oh my God! Det er Harry Styles!” skreg en af dem, og et jag af panik fór igennem mig.

Så nogle af hans fans havde altså fundet ud af, at han var her. Det kunne man da kalde stalking på højt plan. Jeg tog næsten øjeblikkeligt fat i Harrys arm, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle af mig selv. Det var ekstremt vigtigt, at jeg forholdte mig i ro, så jeg ikke fik et lignede anfald som det jeg havde sidst.

Pigernes skrig og råb fortsatte, og helt uden varsel satte de pludselig kursen over imod os. Jeg kunne mærke min vejrtrækning blive hurtigere for hvert sekund der gik, og sorte pletter begyndte at danne sig for mine øjne. Det her kunne umuligt ende godt. Jeg nåede slet ikke at registrere, hvad der skete, før det hele pludselig blev sort.

 

Det var noget af en afslutning, hva'? Husk at smide en kommentar. Der er kommet to siden sidste kapitel, og det kan i gøre bedre ;)

Simone er på ferie så det bliver også mig der skriver næste kapitel. Og wow! Battlescars lå i Top 7 over populære historier i denne måned! Det er for vildt! + den har rundet de 150 favoritlister! Tusind tak alle sammen. I er for dejlige :)

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...