Børn af natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg er inspireret af sangen da den minder om mine drømme. Hvis man twister den ind i et fantasy univers så bliver selve sangen mere interessant, efter min mening altså.
En lille pige ved navn Sophie, sidder normalt hver aften og kigger på stjerner. En aften fortæller hendes bedstefar hende en godnathistorie om en dreng der opsøger de spøgelser, som folk påstår at hærge deres landsby. Men han finder ikke spøgelserne, han finder fire børn klædt i mørkeblåt og sølv klæder med broderede halvmåner. De fortæller ham at de er Børn af Natten. "Natten", er altså deres mor, og har sendt dem ned til Jorden for at danse til solen står op.

4Likes
0Kommentarer
617Visninger
AA

1. Børn af Natten

 

Lille Sophie sad en sen aften og kiggede gennem det lille vindue ved hendes seng. Hendes forældre var vant til at sige godnat til hende og lade hende kigge videre. De vidste ikke rigtig hvad det var hun stod og kiggede på. En dag da hendes bedstefar kom fordi spurgte hun ham,

”Bedstefar, hvad er de der lysende tingester deroppe?” hun pegede på stjernerne. Bedstefar smilte.

”Det er Nattens Børn,” han satte sig ved siden af hende, og hun puttede sig ind til ham.

”Dem har jeg aldrig hørt om, hvem er de?” spurgte Sophie og lukkede øjnene. Bedstefar lagde en dyne over Sophie og rømmede sig.

”Man siger, at engang for længe siden i en lille fredelig landsby var der spøgelser der hjemsøgte landsbyen om natten hvor alle sov.” Sophie peb og holdt om sin dukke.

”Bare rolig, det var ikke rigtige spøgelser. For en lille dreng blev engang bekendt med dem. Han sad en nat på sit værelse og kiggede ud ad vinduet,” Sophie afbrød ham.

”Ligesom mig!” Bedstefar grinte og nikkede.

”på et tidspunkt hørte han en raslen i en busk. Han tog badekåbe på, og gik udenfor. Han ville se hvad det var der raslede. Han listede hen til busken. Raslen stoppede. Drengen talte til tre, og begyndte så at slå løs på busken. Han troede nemlig at det var et spøgelse der havde gemt sig i busken, og ventede på at spise landsbyboerne. Men det var ikke spøgelser han fandt... Han fandt faktisk ikke noget. Busken var revet fra hinanden og der var intet tegn på spøgelser."

"Og hva' skete der så, bedstefar?" spurgte Sophie. Bedstefar rømmede sig.

"Leder du efter noget?" spurgte en lille hvidhåret pige med mørkeblå hud. Drengen vendte sig om og kiggede forundret på pigen. Han rystede på hovedet og traskede videre med hastige skridt.

"Hvor skal du hen?" spurgte hun og løb efter ham. 

"Hjem, jeg skal tidligt op i morgen." sagde han og gik hurtigere. Pigen tog fat i hans hånd.

"Vil du ikke komme med mig og danse?" spurgte hun og smilte til ham. Han var ikke meget for det, men han nikkede til sidst. Mens de gik ind i skoven spurgte han hende nogle spørgsmål.

"Hvem er du?" 

"Jeg er en af Nattens børn."

"Hvor kommer i fra?" 

"Vores mor, Natten"

"Hvor bor i?"

"Vi gemmer os nogle gange for jer, mennesker, men også for solen. Men alligevel så gemmer vi os i en grotte tæt ved jeres landsby."

"Hvor får i mad fra?" 

"Nogle gange spiser vi lidt fra jeres landsby..."

"Nåh, så de er jer der stjæler fra os."

"Ja, undskyld, men der er ikke så meget mad på månen."

"Bor du på månen?" 

"Ja, sammen med alle mine brødre og søstre."

"Hvad hedder du egentlig?"

"Beta."

"Daniel."

De ankom til en lejreplads. Tre andre børn klædt i det sammen tøj som Beta, sad rundt om lejrebålet. Ilden på bålet, var ikke rødt, men sølvgråt og havde et strejf af blåt. Børnene vendte sig om og kiggede begejstret på Daniel. 

"Hej. Vil du danse med os til solen står op?" spurgte en dreng med hvid hanekam og blå kappe med krystaller. Daniel nikkede.

"Det er min bror, Alfa. Han er den ældste." Alfa rejste sig op og bukkede sig for Daniel. To andre Børn af Natten rejste sig op. En pige med hvide og sølv fletninger, og en dreng med hvid hestehale. 

"Jeg hedder Deneb." sagde pigen og bukkede.

"Og jeg hedder Algol." sagde drengen og bukkede. Daniel blev helt smigret. Beta tog en violin inde fra en grotte og begyndte at spille og synge på et mærkeligt sprog som Daniel aldrig havde hørt før. Alfa, Deneb og Algol begyndte at løbe rundt omkring det lysende bål mens de sang med på Beta's melodi. Daniel blev hevet med af Deneb så han dansede med de fire stjerne børn. Efter noget tid sad de allesammen omkring bålet og ristede brød. 

"Hvis i er stjerner, hvordan kan det være at i kun er fire?" spurgte Daniel så. Nattens Børn begyndte at småfnise.

"Der er mange tusinde af Nattens Børn, vi fire havde bare lyst til at være os selv et stykke tid her på Jorden." Daniel smilede og kiggede op på den mørke himmel, som var fyldt med smukke lysende stjerner. Daniel fandt et kamera frem fra en rygsæk han havde med.

"Jeg vil gerne huske det her øjeblik," sagde Daniel. "stil jer sammen, så tager jeg et billede." Daniel satte en timer på, og løb hen til de fire børn.

"Smil!" sagde han og blitzen gik i gang. Billedet blev spyttet ud fra toppen af kameraet, og man kunne lige så stille se det billede som blev dannet. Daniel fandt en blyant frem og gav den til Beta.

"Her, skriv noget på bagsiden." Beta smilede og skrev: "Vi vil aldrig glemme dig!". Derefter blev billedet signeret af dem alle sammen.

"Jeg vil altid have dette billede på mig." sagde Daniel og lagde billedet i lommen.

"Og fra den dag af, mødtes Daniel, Beta, Alfa, Deneb og Algol hver midnat ude i skoven ved grotten, hvor de dansede hele natten."

"Jamen Bedstefar, findes Nattens Børn virkelig? For det du fortæller mig, lyder som noget vrøvl..." 

"Nej, det er skam en rigtig historie lille Sophie. Klokken er mange, jeg skal ned til din mor og far nu," Bedstefar kyssede Sophie på panden og gik ud fra værelset med hastige skridt. Et lille stykke papir fløj ud fra Bedstefars lomme og landede på gulvet. Sophie opdagede det, og samlede det op. 

"Bedstefar! Du har tabt noget!" råbte Sophie, men der var ingen der svarede. Hun kiggede på papiret, som faktisk var et fotografi af fem børn. Fire af dem så ret besynderlige ud. Billedet var i dårlig kvalitet, så det var svært at se hvem det var på billedet. Hun vendte fotografiet om og så at der stod noget bag på. Hun læste højt: "Vi vil aldrig glemme dig! Signeret: Beta, Alfa, Algol og Deneb." Sophie skulle til at løbe ned til Bedstefar, da hun hørte en raslen udenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...