Bound by the Invisible (13+)

Det er et Rp. (Rollespil) skrevet over mobil, med en veninde, så hanlingen kommer hen af vejen, det er en overraskelse hvad der kommer til at ske.

Karaktere raser:

Arwen: Menneske,
Reiki: Dødsengel/faldenengel,
Tera: Vareulv,
Jasper: Vampyr,
Kira: Engel,
Ukendt person: Skyggevæsen.

2Likes
0Kommentarer
488Visninger
AA

7. Kapitel 7

Arwen nikkede blidt og skyndte sig ned til hendes værelse, hun åbnede døren og lukkede den hurtig i igen, hun fandt et par lyse shorts og en lyseblå T-shirt, som vidste lidt af hendes mave, hun tørrede hendes hår og lod der hænge ned af hendes ryg, hun tog sin taske over skuldre og gik hen mod klassen.

Reiki gik roligt hen til sit værelse, gik ind og lukkede døren efter sig. Han delte ikke værelse med nogen, så han ud nødede pladsen. Han tørrede sit hår, stiftede til en hvid langarmet trøje, med en mørkeblå T-shirt uden over og blå cowboybukser. Så gik han hen til klassen, ind og satte sig på sin plads. Læreren var ligeglad, om man kom for sent, bare man var klar over, at det kun ville gå udover selv, hvis man ikke tog skolen seriøst.

Hun var næsten henne ved klassen da en tog fast i hendes arm og trak hende væk fra døren, et skrig undslap hendes læber før en hånd lukkede hendes mund, hun blev presset op af væggen længer nede af gangen, hvad ville han?

Jasper fik endelig øje på hende, han kunne tydeligt huske hende hun gik rundt med Reiki, men hvorfor? Hvad gjorde hende så speciel, hun var ikke andet end et menneske, derfor tog han fat i hendes arm og dækkede hurtig en hånd over hendes mund da et skrig undslap hendes læber, han pressede hende op af væggen, og fjernede sin hånd, da hun sparkede ham mellem benene, vrede lyste ud af hans øjne og hans hugtænder kom frem.
"Hvad vil Reiki med dig"
Snerrede han og pressede hende hårdt op af væggen.

Reiki hørte et skrig, og han kunne genkende, at det var Arwens. Han rejste sig op, gik over til døren og ud af den. Han kiggede til siderne, han kunne se at Arwen, var presset op af væggen, han gik hen mod dem. "hvad sker der her?" spurgte han.

"Hva.. hvad mener du?"
Hun prøvede at skubbe ham væk, men han strammede bare grebet om hende, et Hulk undslap hendes læber, hun drejede hovedet til den ene side og så Reiki, man kunne tydelige se at hun var bange.

"Svar mig" sagde Jasper vredt og pressede hende op af væggen, han kiggede hen på Reiki.
"Ikke noget" sagde han koldt og kiggede på Arwen igen.

Reiki hævede det ene øjenbryn. "det ses ikke ud til at det er 'ikke noget'." sagde han og gik hen og lag en hånd så hans skulder. "vil du være sød og slippe hende?" sagde han roligt, men hans øjne gløde en kraftig grøn og fyldt med vrede. Men han tænkte ikke lige over det.

Arwen kiggede med øjne der vidste hvor bange hun var, grebet han havde om hende blev strammere og et klynk undslap hendes læber.

Jasper slap hende ikke, hen ville have svar, han vendte sit hoved mod Reiki og skubbede ham tilbage.
"Gå eller jeg knækker nakken på hende" Hans hænder tog om hendes hals.

Han sukkede og smilte stift til ham "det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig" sagde han og forsvandt i en sky af damp, eller hans krop forsvandt men, var nu mere blevet til en del af omgivelserne eller også sagt på en anden måde usynlig.

Arwen gav endnu et klynk fra sig og en tåre røg ned af hendes kind, hun blev forskrækket over dem måde Reiki handlede på

Jasper kiggede skræmt på Reiki, hvad skete der lige, holdte han virkelig af Arwen, han slap hurtig Arwen og løb sin vej, Arwens krop sank ned af væggen.

Reiki ventede til at Jasper var ude af syne, med at komme til syne igen. Han gik til Arwen, han så lettet og rolig ud nu, han lag armene omkring hende og tog hende ind til sig, for at berolige hende "Undskyld" sagde han stille. "Det er alt sammen min skyld... Jeg skulle aldrig have snakket med dig, hvis folk ville være sådan over for dig, måske skulle vi bare glemme at vi nogensinde snakkede sammen." sagde han trist og så var der en følelse af at noget blev knust inden i ham.

 Hun lagde sine arme om ham og gemte sig ind til hans bryst, hun kunne mærke trykheden komme til hende igen, men dén forsvandt ved hans ord, hun trak sig lidt ud fra ham og kiggede ham i øjnene og rystede panisk på hovedet.
"Nej! Du må ikke... jeg ville... nej"
Tårerene begyndte at løbe ned af hendes kinder, hun lagde sine arme stramt om ham.
"Vi skal ikke glemme det, jeg holder af dig, du må ikke forlade mig" hulkede hun og strammede grebet om ham.

Arwen havde et stramt greb om ham, han vidste ikke hvad han skulle gøre, han havde løst ikke til at forlade hende eller såre hende på nogen måde, men han vidste at vis, han ikke forlod hende ville han komme til at såre hende, men det ville han også vis han blev. Han sukkede "ville du kunne leve med, at det her kunne komme til at ske igen?" spurgte han hende stille.

Hun slap ikke grebet om ham, forlod han hende, vil hun blive såret, hun havde ikke brug for at få sit hjerte knust igen, han var begyndt at betyde meget for hende på kort tid og hun måtte indrømme at hun havde fået en smule følelser for ham.
"Ja, du må ikke forlade mig, jeg ber dig, bliv ved mig"
Sagde hun bedende og lod endnu en tåre løbe ned af hendes kind. 

Han strammede sit greb om hende en lille smule "hmm... Okay." sagde han lidt bekymret. "Jeg vil gætte på at vi har det på samme måde." sagde han lavt. Han lukkede øjnene. 'jeg vil ikke miste nogen og slet ikke dig, eftersom du er den eneste der har, kunne få mig til at både smile og le.' tænkte han og knude hende mere ind til sig.

Et lille smil kom frem på hendes læber, han måtte aldrig forlade hende, hun løftede sit hoved lidt og lod sine læber ramme hans kind blidt, hun puttede sig ind til ham igen, hendes hoved hvilede på hans bryst, hun kunne høre hans hjerte slå, hvilket havde en beroligende effekt på hende. 

Hans hjerte sprang et slag over, da hun blidt kysset hans kind, han havde ikke forventet at det ville ske. Han hviskede stille til hende "skal vi gå til time eller skal vi lade være og gå et andet sted hen?" spurgte han roligt.

Hun trak sig lidt fra ham og kiggede op på ham.
"Gå et andet sted hen" Hun smilede blidt til ham og lagde sin hånd på hans kind som hun nussede blidt, hun slap ikke hans øjne.

Han smilte "hvad med hjem via mig? det er ikke så langt herfra." Spurgte han, han så hende roligt ind i øjnene.

Hun smilte til ham igen og nikkede.
"Kan vi godt"
Hun lod sin pegefinger følge hans underlæbe, i en blid bevægelse, hendes øjne hvilede på hans læber og selvom hun gerne ville kysse ham gjorde hun det ikke.

Han rødmede let, få hun lod hendes finger følge hans underlæbe. Han kiggede lidt væk af en eller anden grund. Han tog hendes hånd i hans og tog hende med hen til baghaven "er du højdeskræk?" spurgte han og så blidt på hende.

Hun smilede blidt da han rødmede, det var kært, hun lod ham tage hendes hånd, hun fulgte efter ham, men stoppede op da hun vidste at han ville flyve.
"Ja, men hvis du ikke taber mig, kan jeg godt klare det"
Hendes stemme rystede en smule, hun smilede svagt til ham og klemte hans hånd.

Han smilte til hende "Okay, så luk øjnene og hold godt fast om mig." sagde han med et smil og tog om hende igen.

Hun smilte blidt og lagde sine arme stramt om hans hals, hun gemte sit hoved ved hans hals og skuldre, hun lukkede sine øjne og tog en dyb indånding.

Han strammede sit greb om hende, foldede sine vinger ud og satte af fra jorden. Han fløj op over skoven, hen over kirkegården og videre. Han landede lige foran hoveddøren. "så er vi her" sagde han og smilte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...